Når Ministeriet Kalder

Aliaga har aldrig været i Rusland før, og møderne trækker ud. De er ikke lige interessante, og hun føler sig overflødig. Men så er der hendes afdelingsleder. Lucius. Åh, Lucius. Det er da det eneste der gør den her tur udholdelig. Forhandlingerne tager for lang tid, og som den eneste kvinde på teamet er hun sikker på at der er et eller andet lusk i gang. Det er en god ide at du har læst HP, inden du læser denne Movella.

2Likes
0Kommentarer
322Visninger
AA

2. Når Ministeriet Kalder #2

Hun er nervøs. Måske var det det her Lucius håbede på at hun ville gøre, måske ikke, men hun vil lære mere om denne mand der er berygtet indenlands og udenlands, selv om indenrigspolitik i Rusland ikke siger hende et hak. Okay, Rusland er ikke længere Sovjetunionen, men seriøst? Nej.. Hun kunne godt undvære den historielektion Lucius gav hende inden de tog af sted.
"Det vil være mig en fornøjelse. Vi ses."
Da han også forsvinder tager hun med et lille svirp med sin stav tilbage til sit hotelværelse. Overraskende nok hænger der en dramatisk blå kjole over stolen ved det bord hun har brugt til at klare sin makeup ved, og i sit hoved kan hun ikke finde nok skældsord at smide efter Lucius. Det her var tydeligvis med i planen. Hun får dog hurtigt skiftet, lader håret falde løst ned over skuldrene, og får frisket sin knaldrøde læbestift op. med et par sorte sko og en blazer ud over den meget nedringede kjole, der knapt går hende til midt på låret føler hun sig som en skøge, men det er der ikke noget at gøre ved. Hun går ned af trapperne, og dér står Konstantin, der afventende ser rundt, men hun har fået glæden af at spotte ham først.
"Godaften igen Konstantin."
"Ah, der var du," og endnu en gang bliver det til kindkys inden han tager hendes arm i sin, og rækker hende en stor hvid pels, hvilket får hende til at se noget overrasket på ham. Det er første gang hun overvejer at manden alligevel er en del år ældre end Lucius. Det her er ved at være sært.
"Den kan jeg ikke tage imod. Men den er virkelig smuk."
Hendes fingre kærtegner den bløde frakke. Hun kan ikke placere dyret, men håret og længden er fantastisk.
"Se det som en gave fra den russiske stat, til den engelske - og uden den holder du ikke varmen."
Hans smil får hende alligevel overtalt, og pelsfrakken kommer hurtigt om hendes skuldre, hvilket hun sætter pris på da de kommer ud.
"Du er nødt til at vide at jeg skal være tilbage om en time," siger hun, og håber at det kan få ham til at komme hurtigere ud med de oplysninger der helt sikkert vil komme, når hun tydeligvis er en af en art.
Han ser en smule skuffet ud, men alligevel går snakken mellem dem da han har transferret dem til den restaurant han havde i tankerne. Der er smukt. Marmorgulve, store gulvlysestager i bladguld, men hun er ikke sådan til at imponere, selv ikke da de tager frakken i garderoben, og den unge pige der tager imod den ikke er det mindste imponeret over dem.
"Sig mig, Konstantin. Det er vel ikke kun af venskabelige årsager du har inviteret mig ud?" siger hun, da hun lader sit lår, der kun er dækket af nylonstrømpe glide op af hans, fuldstændig bevidst om hvilken effekt hun har på manden.
"Hmm.. Nej, jeg må indrømme at du har fanget min interesse.."
Han er tydeligvis ligeglad med at der er tredive år imellem dem, men dette er Rusland. Tyve år kan hun overskue, men med ham.. Hmm.. Nej. Det her bliver ikke mere end lidt pjat og leg fra hendes side.
"Men," siger hun, og rækker sin hånd ind over bordet, og lader blidt en finger stryge over hans hånd. "Du ved godt at det her ikke vil fungere. Den her aftale skal være i hus, hvis der skal være noget mellem os, kære."
Han nikker, og hun fornemmer Lucius' tilstedeværelse i sit baghoved. Ja ja, legilimensi. Så længe det kun er ham. Hun lukker kort øjnene.
"Hvad vil du sige med det?"
Hun bider sig i læben, det er nu det bliver svært, men det er nu hun rigtig kan folde sig ud. Det er det her hun er her for. Hun smiler så charmerende til ham, og håber ikke at han har nogen fornemmelse af hvor lusket hun er lige nu, da hendes ben igen glider op imod hans.
"Det jeg mener er, at de her forhandlinger skal gå hurtigt igennem hvis vi to skal have noget tid sammen mens jeg er i Rusland. Jeg gætter på at det ikke er noget seriøst du vil, min kære Konstantin. Jeg har bemærket vielsesringen der røg i lommen under mødet tidligere."
Da ringen bliver nævnt kan hun se at hun har ramt plet.
"Så vil jeg se til at den aftale kommer i hus. Der er vidst ikke mere at sige her."
Hun ser på uret og nikker. Så er det vidst også ved at være tid til hendes møde med Lucius.
"Gud, er klokken allerede så mange? Jeg må tilbage. Vi har lidt papirarbejde der skal klares. Men hvis du har styr på jeres i morgen og aftalen er i hus, så vil jeg bestræbe mig på at vi to kan have at par dage for os selv mens formalierne bliver klaret."
"Frøken Gellantara, det vil jeg betragte som en aftale. Der er helt klart slækket på vores krav så aftalen kan klares hurtigt. Vi ses i morgen. Jeg beklager at vi ikke nåede at få spist noget."
Hun er ved at være godt sulten, og det glas whiskey de har fået mens de ventede på mad hjalp ikke det mindste. Nu er hun bare småberuset og sulten, men lader sig ikke mærke af det. De får høfligt kindkysset farvel, og hun tager tilbage til hotellet. Endnu et kik på uret siger hende at hun ikke har tid til at skifte. Hun gaber inden hun banker på Lucius' dør, som han hurtigt får åbnet, og hun sætter sig på en stol ved det bord han, til forskel fra hende, har i et rum der kan betragtes som en stue.
"Der var intet der skulle ordnes med ministeren, vel?" siger hun, mest for at være sikker.
"Ikke når du er i dén kjole.."
Hun ser overrasket på ham. Han er sjældent så åbenmundet omkring hendes påklædning.
"Så det var derfor jeg var her? Hvorfor kunne du ikke fortælle mig det?"
"Det er en længere historie. Du virker til tider så uskyldig. Jeg beklager, men det var sådan det måtte være. Du er bedst når du skal improvisere."
"Du så jo selv hvordan det gik."
"Jeg fik kun et glimt, Alia.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...