Grandma's hands (1D)

Lige siden Zoey blev født, har kræft altid fandtes i hendes ordforråd. Da det ene dødsfald efter det andet indtræffer i hendes omgangskreds, bliver det for mig for hende. Hun begynder at skære i sig selv, og bærer rundt på enorme mængder af skyldfølelse. For hvad nu hvis det var hende som havde slået dem ihjel? Og kan hun overhovedet reddes fra sig selv?

6Likes
3Kommentarer
1001Visninger
AA

2. Pigen i spejlet

Jeg kigger på pigen i spejlet. Hun har dybe kløfter under de røde øjne, hendes tænder er skæve. Over næseryggen ligger et par spredte fregner smidt. Hendes ellers så grønne øjne, er mørke som nattens lys. Små røde vulkaner er placeret enkelte steder rundt i hendes ansigt, og hendes fyldige hår klasker tæt ind til hovedet. Hun ligner et spøgelse, og jeg tager mig selv i at væmmes.
”Fortæl mig hvad du ser i spejlet.”
Jeg løsriver langsomt blikket, og vender tilbage til virkeligheden, nuet. Jeg kigger misbilligende på psykologen, som sidder og smiler skævt til mig. Hun ser åndsvag ud, som hun sidder der, og tror hun kan hjælpe mig.
”Jeg ser en person, som jeg ikke kender. Jeg væmmes ved synet af hendes fejl.”
Jeg giver stille slip på spejlet, som med et smæld falder ned på trægulvet og går i stykker. Psykologen, eller Alba som der står på døren, siger intet til skårene. Det er mit hjerte der ligger der, splittet til atomer.
”Hvorfor væmmes du?”
”Fordi jeg ved, at den pige er mig.”
Jeg kigger ned på mine negle, og piller lidt mere i den allerede afskallede neglelak.
”Og hvorfor må hun ikke være dig?”
”Hun er grim. Der er ingen som tænker på hendes følelser. Hun er ikke pæn nok. Folk vil ikke tage hensyn til hende. Hun forsvinder længere og længere væk fra flokken.”
Jeg tørrer hurtigt den tåre væk, som er løbet fra min øjenkrog.
Alba sukker, og roder kort i sine papirer. Hun aner ikke hvad hun skal sige, hun kan ikke hjælpe mig. Jeg er håbløs.
”Jeg tror at det er nok for i dag. Hav en forsat god dag.”
Jeg tager stille fat i min skuldertaske, men jeg mumler ”tak”. Døren smækkes bag mig, og jeg går stille ud i kulden. Jeg burde gå mod vest, jeg burde gå hjem. I stedet vender jeg mig om, og går imod skolen, på den anden side af skoven. 

 

Jeg ville ikke ligefrem kalde dette et kapitel, men mere en indledning. Men ja, dette er min første Movella, så konstruktiv kritik er velkommen! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...