Grandma's hands (1D)

Lige siden Zoey blev født, har kræft altid fandtes i hendes ordforråd. Da det ene dødsfald efter det andet indtræffer i hendes omgangskreds, bliver det for mig for hende. Hun begynder at skære i sig selv, og bærer rundt på enorme mængder af skyldfølelse. For hvad nu hvis det var hende som havde slået dem ihjel? Og kan hun overhovedet reddes fra sig selv?

6Likes
3Kommentarer
1000Visninger
AA

6. Lyserøde skyer

 

”Jeg mødte én, her den anden dag.”
Alba skriver det hurtigt ned på sin lille blok, og kigger afventende på mig.
”Jeg har aldrig mødt nogen som ham. Jeg snakkede vist kun med ham i 10 minutter eller sådan, men han forstod mig. Det var som om han kunne læse mine følelser.”
Jeg tager mig selv i at smile skævt.
”Og hvordan føltes det?”
”Jeg fik det godt. Det var dejligt, ikke at føle sig som en freak, men at blive forstået.”
Sandheden er at jeg faktisk godt kan lide Alba. Hun har et venligt ansigt og sind. Lysene på bordet flagrer godt, da jeg trækker benene op under mig. Udenfor daler sneen stille ned.
”Har du tænkt dig at se ham igen?”
”Nej,” siger jeg og slår blikket ned, ”vi lever i to fuldstændige forskellige verdner. Jeg er ikke noget for ham. Det er bedre at distancere sig selv tidligt, end at blive såret i længden.”
”Hvorfor tror du at du vil ende med at blive såret?”
”Det er jeg blevet før. Hver gang jeg begynder at holde af folk, forsvinder de mellem mine fingre. Jeg har erfaret at det er sådan.”
”Er det en af grundene til, at din underarm er forbundet?”
Hendes øjne borer sig ind i mine. Min trøje dækker det mest af forbindingen, men selvfølgelig afslørede den lille forhøjning mig. Hvad havde jeg regnet med? Hun er professionel, hun ved sikkert også hvad jeg spiste til middag i går.
”Zoey.. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, men du bliver nødt til at være ærlig overfor mig..”
Mit blik søger tilflugt ved vinduerne, de prøver at undgå hendes bebrejdende øjne. Alba har kendt mig en måned. 2 gange om ugen går jeg til konsultationer hos hende, men rykket mig, har jeg ikke.
”Jeg ved det.”
”Har du nogen der kan hente dig?”
Overrasket kigger jeg på hende. Var vi færdige?
”Øhm… nej, jeg skal gå hjem.”
”Så gå direkte hjem. Det er koldt udenfor, og jeg vil ikke have du kommer noget til”.
Hun smiler opmuntrende til mig, da jeg langsomt tager mit overtøj på. Nialls vanter ligger i bunden af tasken.

× × ×
 

Mine hænder er iskolde. Trangen til at gribe vanterne, og søge ly i deres tryghed, er overvældende.
”Hey..”
Han kommer op på siden af mig. Hvordan fandt han mig? Jeg sætter farten op, og for 2. gang i løbet af få dage, løber jeg fra ham. Jeg snubler på den våde asfalt, og falder lige så lang, som jeg er. Han tager forsigtigt fat i mig, hjælper mig op, og trækker mig ind under en lukket butiks halvtag. Mine kinder brænder, og jeg hiver efter vejret.
”Zoey, vær sød at blive.”
Han ser såret på mig, men prøver at fremtvinge et smil. Jeg nikker kort, hvorefter han trækker mig ind i en gyde. I skjul for offentligheden.
”Hvorfor skulle jeg blive, Niall?”
Jeg forvrænger hans navn, men fortryder straks, da jeg ser hans ansigtsudtryk.
”Undskyld det var ikke min menig,” mumler jeg stille.
”Jeg bliver nødt til at få det her sagt, inden du løber fra mig igen,” han tager mine kolde hænder i hans, og ser mig dybt i øjnene, ”lige siden jeg så dig, den dag ved søen, har ikke kunnet få dig ud af hovedet. Jeg har aldrig ført en rigtig samtale med dig, men du har gjort større indtryk på mig, end nogen nogensinde har gjort før.”
Mine hænder brænder. Hans øjne er midnatsblå i skæret fra gadelygten, og de suger alt tvivlen ud af mig. Jeg vil ikke gå, jeg vil blive her for evigt.
”Niall jeg..”
Jeg slår blikket ned og trækker hænderne til mig. Langsomt fisker jeg hans vanter op af min taske, og giver ham dem.
”Jeg er ikke, som du tror jeg er. Jeg skaber kun problemer, og det har du ikke brug for,” siger jeg stille og kigger alle mulige andre steder hen end på ham, ”undskyld.”
Hurtig går jeg væk fra gyden, da noget varmt løber ned af min kind. Græd jeg?
Hvad havde han regnet med at jeg ville ko…
Tiden stopper, planeterne står stille. Jeg summer i hele kroppen, og lukker stille øjnene. Hans læber passer perfekt sammen med mine. Hans arme lægger beskyttende omkring mig, de beskytter mig mod kulden. Langsomt løsriver han sig, og lægger panden mod min:
”Jeg ville ikke lade dig undslippe denne gang.”
Han smiler stort, da et lille smil begynder at spille på mine læber. Han griber min hånd, og går med mig over imod et lejlighedskompleks. I det fjerne lyder lave knipselyde, men jeg er ligeglad. Min krop svæver langt over virkeligheden, på en lyserød sky.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...