Grandma's hands (1D)

Lige siden Zoey blev født, har kræft altid fandtes i hendes ordforråd. Da det ene dødsfald efter det andet indtræffer i hendes omgangskreds, bliver det for mig for hende. Hun begynder at skære i sig selv, og bærer rundt på enorme mængder af skyldfølelse. For hvad nu hvis det var hende som havde slået dem ihjel?
Og kan hun overhovedet reddes fra sig selv?

6Likes
3Kommentarer
1009Visninger
AA

5. Hjælp

 

”One Direction stjernen Niall Horan er ifølge vores kilder blevet set med denne mystiske pige tidligere i dag. En nær ven af stjernen hentyder til at Niall har været ekstra glad på det sidste, og at pigen flere gange har besøgt ham i hans lejlighed. Er der mon en ny romance på vej?”
Jeg smider frustreret fjernbetjening efter at have slukket TV’et. Hvorfor skulle jeg også have mødt den jubelnar?
”Du behøver sgu da ikke ødelægge vores ting, vel Zoey?”
Bag mig står min mor med min pap-lillesøster på armen. Den lille er helt rød i hovedet og har våde kinder. Hun ligner en tomat.
”Og hvorfor i alverden sidder du med overtøj på indenfor? Du er jo møgbeskidt..!”
Jeg kigger ned af mig selv. Beskidt, ville jeg nu ikke kalde mig selv. Hurtigt rejser jeg mig, og smutter ud i bryggerset. Jeg har stadig hans vanter, opdager jeg hurtigt.
Betyder det at jeg bliver nødt til at møde ham igen? Han skal da have sine vanter igen, ikke?
Jeg kigger grundigt på dem, og smider dem derefter i vaskemaskinen.

Jeg går langsomt ned af trappen. En kæmpe klump har indtaget pladsen i min hals, jeg har svært ved at trække vejret. Noget er galt. Mit hjerte banker derudad da jeg endelig står foran glasdøren. Min mor snakker i telefon. Hendes øjne er røde, kinderne våde. Jeg lægger stille en hånd på døren, men fortryder kort efter. Hun kigger direkte på mig, og jeg nikker kort.
”Hun er død, er hun ikke?”
Hun nikker. Telefonen lægger på spisebordet, jeg sidder solidt plantet på stolen. Jeg nikker igen, og bider mig i læben. Mine fingre nuller hinanden, hurtigere og hurtigere, mens jeg prøver at samle mine følelser. Jeg rejser mig op, og omfavner min mor. Jeg kan mærke hendes tåre på min kind, jeg er selv ude af stand til at græde, hvorfor ved jeg ikke. Jeg føler mig tom, hul, men mest af alt – Alene.

Min seng er hård, mit sengetøj stift og mit værelse rodet. Jeg kan ikke sove. Tankerne flyver rundt i bærret på mig. Minde efter minde bliver spillet igennem igen og igen og igen. Minder jeg ikke vil huske, men som jeg samtidig ikke vil glemme. Jeg tjekker min mobil. Tallene når lige at skifte. 02:26.
Sukkende rejser jeg mig op, og lister ud på badeværelset. Lyden af bruseren beroliger mig, da jeg stille træder ind i den varme stråle. Jeg vasker mig grundigt flere gange. Langsomt kører jeg en finger over arrene på mine arme. De er lyserøde, og endnu ikke helet fuldstændigt. Jeg vender mig om, og får øje på mig selv i spejlet. Min hånd finder vej til hylden med shampoo og balsam. Stille skruer jeg låget af min ekstra shampoo, sætter mig ned og lader barberbladet glide ud i min hånd. Bruseren skyller blodet væk, da jeg stille kører bladet over underarmen. Et lille smil finder vej til mine læber, mens blodet forsvinder ned i afløbet.
Tårerne triller ned af kinderne. Jeg giver slip, jeg lader mig selv føle tabet. Bruseren overdøver hulkelydene, vandet hvisker alle spor væk, bladet fjerner mine følelser.
Bruseren slukkes, armen forbindes. Jeg tager stille tøj på, og går i seng. Min arm dunker i en fast rytme. Den gamle bamse fra barndommen holder mig ved selskab, mens jeg stille falder i søvn. 

 

Jeg er ked af at kapitlerne ikke er længere, men vil gerne tage en oplevelse af gangen. Jeg ved ikke, måske bliver de længere senere hen. Tak for alle visningerne der har været indtil videre (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...