Grandma's hands (1D)

Lige siden Zoey blev født, har kræft altid fandtes i hendes ordforråd. Da det ene dødsfald efter det andet indtræffer i hendes omgangskreds, bliver det for mig for hende. Hun begynder at skære i sig selv, og bærer rundt på enorme mængder af skyldfølelse. For hvad nu hvis det var hende som havde slået dem ihjel?
Og kan hun overhovedet reddes fra sig selv?

6Likes
3Kommentarer
1027Visninger
AA

8. Grundlag

 

Da jeg står foran hans hoveddør, begynder den dårlige samvittighed, som har naget mig i en uge, langsomt at forsvinde. Døren er uløst, så jeg lister stille ind i lejligheden, og tager mit overtøj af. På sofaen ligger han og ligner et trafikuheld. Hans hår stritter ud til alle sider, han har kun nået at få hans bluse halvt af, og tæppet dækker kun hans ene ben. Et seriøst tilfælde af jetlag. Jeg burde egentlig ikke være her, men det er jo ikke fordi jeg vil dræbe ham eller stjæle hans ting. Der er stadig ingen spor af mad i hans skabe, og da hans kalender afslører, at han ikke har tilbragt en time hjemme i London den seneste uge, pakker jeg hurtigt min taske, og smutter ned i supermarkedet.

×××

Bruseren kører for fuld kraft, da jeg kommer tilbage til lejligheden. Sofaen er stadig et rod, dog mangler manden bag det hele. Da Niall kommer ud og finder mig, er jeg i fuld gang med at fylde skabene op.
”Zoey?”
Han kigger hårdt på mig, men hans øjne afslører alligevel, at jeg sårede ham, da jeg bare forsvandt. Langsomt vender jeg mig om, og sender ham det sødeste smil, jeg kan præstere.
”Hej! Har du sovet godt?”
Jeg spørger egentlig bare for høflighedens skyld. Han har så store rander under øjnene, at det er et mirakel, hvis de nogensinde forsvinder igen.
”Sæt dig,” siger han og nikker hen imod en af stolene, ved det runde spisebord.
”Niall jeg..”
Han skærer mig hurtigt af. Rollerne var virkelig blevet byttet rundt.
”Zoey hvorfor I alverden tror du, at det er okay, bare at komme vadende ind i min lejlighed?! Har tanken ikke slået dig, at jeg måske også har et liv? Hvad nu hvis der havde været en anden pige her?” jeg slår såret blikket ned, men talen forsætter, ”Hvad nu hvis jeg havde gang i noget vigtigt? Alt handler ikke om dig Zoey, og efter din exit sidste gang, undrer det mig at du overhovedet er kommet tilbage. Hvad vil du have denne her gang?”
”Niall jeg vil ikke have noget! Jeg kom for at undskylde.”
Han rejser sig hurtigt, og stirrer vredt ind i køkkenskabene. At han kan hidse sig sådan op, overrasket mig. Den dårlige samvittighed gnaver igen i brystet på mig.
Da han ikke siger noget, fortsætter jeg:
”Jeg er ikke ked af at jeg gik, Niall. Jeg er ked af måden, jeg gik på.”
”Zoey hvorfor fuck kom du her i dag?”
”Jeg kom for at undskylde!!”
”Nå men du gør ikke et særlig godt job!!”
Jeg rejser mig stille og går hen til ham.
”Jeg skal ikke på forsiden af diverse magasiner og aviser. Jeg skal ikke sværte dit rygte til. Jeg er ikke den pige, du vil ses offentligt med, okay?”
Han vender sig hurtigt om, og kigger mig dybt i øjnene.
”Hvorfor? Du siger så meget dårligt om dig selv, men det har intet grundlag! HVORFOR er det jeg ikke må ses med dig offentligt? Hvad har du gjort?”
Skulle jeg fortælle ham det? Skulle jeg blotte mig selv, for en dreng jeg kun havde kendt et par dage sammenlagt?
”Jeg går til psykolog 2 gange om ugen, for selvmordstanker og andre problemer, jeg er så heldig at rende rundt med. Jeg skærer i mig selv,” langsomt hiver jeg op i ærmerne på min sweater, ”og jeg er pænt sikker på, at det er min skyld, at min daværende veninde, ikke længere er i live.”
Han har set det han skal se, så jeg griber hurtigt mine ting, og gør det jeg er bedst til – at løbe fra ting, jeg ikke kan håndtere.

Han griber mig på trappen. Han har kun en sko på, men hans ansigt er stadig hårdt.
”Lad nu vær med at løbe,” siger han og strammer grebet, ”Zoey, jeg er ligeglad med, at du skærer i dig selv. Din fortid har gjort dig, til den du er i dag. Og jeg er forelsket i den Zoey, selvom hun hele tiden flygter fra mig”, langsomt løsnes hans maske, ”jeg er ligeglad med om du så går til psykolog hver dag, og jeg er ligeglad med hvilke ting, du tror, du har gjort. Jeg kan ikke styre hvad folk tænker om dig, jeg kan ikke kontrollere paparazzierne og rygterne, men kan det ikke være lige meget? Jeg har lyst til at lære dig at kende, og hvis du har det på samme måde, så burde du altså ikke tænke på de ting.”
Han tager en dyb indånding, mens mit blik fanges af et gammelt stykke tyggegummi på trappetrinet. Jeg føler mig som den lille lyserøde klat.
”Undskyld, det var ikke min mening, at lave en hel tale.”
Jeg smiler kort for mig selv, og kigger op. Han forstår min hentydning, da jeg trækker mig løs, og går op mod hans lejlighed endnu engang.

Jeg er ked af at der går så lang tid imellem kapitlerne  men jeg har praktisk talt kun tid og inspiration til at få skrevet i weekenderne. Jeg håber dog at I stadig kan lide selve handlingen, selvom der går så lang tid (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...