Grandma's hands (1D)

Lige siden Zoey blev født, har kræft altid fandtes i hendes ordforråd. Da det ene dødsfald efter det andet indtræffer i hendes omgangskreds, bliver det for mig for hende. Hun begynder at skære i sig selv, og bærer rundt på enorme mængder af skyldfølelse. For hvad nu hvis det var hende som havde slået dem ihjel?
Og kan hun overhovedet reddes fra sig selv?

6Likes
3Kommentarer
1011Visninger
AA

3. Godt forsøgt

 

Mit blik spejder hen over søen. Jeg kan se mit eget spejlbillede, og prøver ihærdigt at distrahere mig selv. Jeg vil ikke se, jeg vil ikke føle. Min mobiltelefon viser -4 grader, hvilket passer mig helt fint, selvom jeg kan mærke den blå farve erobre mine læber. Fodtrin lyder bag mig, og jeg vender mig kort om, for at tjekke den forbigående. Han er høj, slank og med lyst hår. Enkelte steder springer nogle mørke striber dog uden for det lyse mønster. Han ser bekendt ud, men jeg kan sætte fingeren på, hvor jeg har set ham før. Jeg løsriver hurtigt blikket, da han vender sig om imod mig. Hans øjne borer sig ind i min nakke, mens jeg beder til Gud om at han bare vender sig om og går igen.
”Fryser du ikke?”
Hans stemme er som en engels.
”Nej, jeg har det fint.”
Jeg kigger ikke på ham, men forsætter med at stirre ud over søen, da jeg mærker ham sætte sig ved siden af mig. Han har store vinterstøvler på, cowboybukser, en rød vest over en hvid sweater, og et stort halstørklæde. Stille rækker han mig sine vanter. Jeg kigger bare på dem.
”Vil du ikke være sød at tage dem på? Du ryster.”
Uden at kigge på ham, putter jeg stille mine små hænder ind i dem. De er som forventet alt for store.
”Tak.”
”Jeg hedder Niall for resten,” siger han stille, mens han rækker mig hånden. Niall? Hvorfor lød det så bekendt? Jeg giver ham stille hånden, og siger:
”Zoey.”
Jeg vender langsomt hovedet og sender ham et lille falsk smil.
”Hyggeligt at møde dig Zoey. Må jeg spørge hvad du laver her?”
”Jeg prøver at tænke.”
Han nikker genkendende, og følger mine øjne ud over den mørke sø.
”Jeg kender det godt. Nogle gange er det ekstremt svært at finde tid til at være sig selv, og bare tænke over, hvor man står i livet.”
Han griner kort, da jeg kigger overrasket på ham.
”Hvad? Tror du ikke en fyr kan have det sådan en gang imellem?”
”For at være helt ærlig, så nej,” mumler jeg hurtigt.
Han griner igen, og sender mig det sødeste smil. Han har bøjle, og jeg smiler kort.
”Nu er det min tur til at spørge dig, hvad laver du herude?”
”Jeg var på vej over til en ven, da jeg stødte ind i en charmerende pige,” siger han med et smil i stemmen, og kigger mig i øjnene. Mine kinder antager hurtigt en rød farve, og jeg kigger genert væk. Og pludselig slår det mig..
Hurtigt hærdes mit ansigt dog igen, og jeg kigger hårdt på ham. 
”Måske skulle de skynde dig over til din ven, i stedet for at sidde her ved mig; jeg er ikke den pige, du vil ses med offentlig. Du har vel også et album du skal arbejde på?”
Uden at værdige ham et blik, rejser jeg mig og går med hastige skridt væk fra åstedet. Mit navn bliver råbt bag mig, men i stedet for at vende mig om, sætter jeg farten op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...