Afskeden - One shot.

Min stil til terminsprøven. Synes jeg ville prøve at ligge noget anderledes herind end kun fanfictions, så håber I kan lide den. x

195Likes
158Kommentarer
5580Visninger

1. Afskeden.

Efteråret havde efterhånden sneget sig omkring os, og før vi næsten kunne nå at blinke, stod træerne nøgne og vuggede fra side til side. Vinden var blevet køligere, og de orange farver havde mere eller mindre lagt sig omkring os. Det var utroligt, hvordan noget kunne være så smukt på overfladen, når det ikke bar på andet end mørke, kulde og smerte.

Efteråret var nærmest som et selvportræt af mit indre. Uden på kunne farverne være smukke, men bag dem lå en sort skygge og ventede på sit kald til at komme frem, og dele de mørke oplevelser med andre. Det var bare en smuk facade, som ventede på at blive knækket, og for hvert et blad, der rev sig fri fra træet, efterlod det med et tab, og ramte jorden med en næsten lydløs lyd, føltes mit indre mere og mere nøgen – præcis som træerne måtte føle sig.

Det var ikke et efterår som alle de andre, og det blev bestemt ikke en vinter som alle de andre. Jeg var som et af bladene på træerne, som havde revet sig løs og kun ventede på at ramme jorden for atter at forblive alene, og leve med tanken om et tab, som kun ville vokse sig større og større. Dette forår ville blive afskeden.

Det var ikke første gang, at han var mødt op i sin militær uniform, som helt tydeligt udtrykte sorg, men denne gang var det anderledes. Hans holdning, og blikket i hans øjne var ikke til at tage fejl af. Den lille tåre som gled forsigtig og langsomt ned af hans kind, efterlod et vådt spor efter sig, hvilket kun blev erstattet af flere og flere.

Der var stilhed. Det eneste man kunne høre var vinden som hev og sled i træerne. Sekunderne føltes som minutter, og minutterne føltes som år. Det var først da hans snøft fyldte køkkenet, at det langsomt gik op for mig, hvad der var ved at ske.

Mine hænder fandt min mund i et kort øjeblik, for at forlade den igen og støtte mig op af vægen. Mine ben føltes som gelé, og mit indre var i krig. Jeg ville forfærdelig gerne sige noget til ham, fortælle ham det nok skulle gå, men jeg var mundlam. Ikke et eneste ord forlod min mund, men han måtte have set forvirringen og sorgen i mine øjne, for kort efter stod han foran mig, med den ene hånd på min hofte og den anden på min kind.

”Det er kun seks måneder,” prøvede han, men fejlede, da hans stemme knækkede. Han prøvede at forholde sig stærk. Jeg vidste han hadede at virke svag, men vi vidste begge tog, dog med frygt, hvordan dette ville ende. Derfor gik der ikke mere end et par sekunder, før jeg slog armene om ham, og begravede mit hoved mellem hans skulder, hvor det passede perfekt ind. Jeg vidste tiden var kort, så jeg tog grådigt for mig af hans varme og tryghed, men da han flere minutter efter alligevel trak sig væk, føltes det alt for hurtigt. Jeg var ikke klar, ikke klar til at være alene. Jeg kunne ikke uden ham.

Der lød pludselig stemmer udenfor. Jeg kiggede hurtigt hen mod døren, og da mit blik atter faldt tilbage på ham, stod han med sin taske i hånden og et alvorligt blik i ansigtet.

”De har brug for mig,” sagde han hårdt. Mit hjerte sprang et slag over, og panisk greb jeg ud efter hans arm.

”Lad være,” vrissede han surt. Jeg vidste hans vrede ikke var rettet mod mig, men dem, og jeg vidste han prøvede at forholde sig stærk, men det fejlede. Panisk rystede jeg på hovedet og strammede mit greb om ham.

”Lad være!” Han hævede stemmen og trak hårdt sin arm til sig, inden han trådte et skridt tilbage. Vreden i hans blik var væk lige så hurtigt som det var kommet, og igen overtog tårerne hans øjne.

”Jeg bliver nødt til det. Jeg har ikke noget valg.” Og med de ord trådte han hen mod mig, plantede et enkelt kys på min pande, og trak sig forsigtigt tilbage, inden han vendte ryggen til mig, og forlod mig alene med en balancen, der kunne svigte når som helst.

Som det lille bump bladet efterlod efter sin rejse gennem vinden, faldt det til jorden ligesom mit indre. Det var først da en smag af salt eksploderede i min mund, at det gik op for mig, at jeg græd. Mine ben rystede som aldrig før, og før jeg kunne gribe ud efter noget, ramte jeg jorden med et bump, som var så lydløst for mig, som bladets bump også havde været.

Jeg var et skridt foran efteråret. Jeg havde nået mørket, og smerten, og før eller siden ville kulden lægge sig over mig. Mit indre var knust, og jeg var forladt. 

 

---------------------------------------------------------

Jeg siger lige tusind tak, hvis I har brugt tid på at læse den!

Jeg ved godt den ikke er speciel spændende eller sådan noget, det var min opgave til terminsprøven i dag. Vi skulle skrive en afsked udfra et billede, og på billedet var der efterårsfarver og to mennesker.

BTW. Ved godt jeg er utrolig dårlig til at sætte kommaer, lala. Men tak igen hvis I har læst og vil bruge tid på at give en lille kommentar, da jeg er ret nervøs for at få den tilbage igen. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...