En ny begyndelse

Den 16-årige Australske pige, Haiven, tager en nat sammen med hendes bedste venner afsted til USA. De har selvfølgelig ikke spurgt deres forældre om lov, fordi de vidste de ville sige nej. De ville opleve noget nyt. Væk fra deres hverdag i Canberra. En ny begyndelse. Men turen bliver dog ikke helt som de regner med..

0Likes
0Kommentarer
276Visninger

1. Flugten

Solen havde været nede i en times tid, da jeg stod og kiggede ud af det store vindue på mit værelse. Klokken var lidt i tolv, og jeg sad på min kontorstol. De var ikke så lang tid endnu. jeg kørte min højre hånd igennem mit mørkerøde hår. Næsten alle troede at jeg havde farvet mit hår, fordi det havde præcis samme dybrøde farve som friskt blod. kontorstolen skubbede jeg hen til mit skrivebord, da jeg rejste mig og gik ud fra mit værelsen. Jeg listede forsigtig ned ad trappen. Den mindste lyd var nok til at vække min altid vagtsomme mor. Hun var som en tiger der lå på lur, klar til at flænse enhver indbrudstyv. Men jeg var jo nærmest professionel i at snige mig ud af huset. Næsten hver nat, det sidste halve år, havde jeg sneget mig ud. Jeg kunne ikke sove, og hvis jeg en sjælden gang i mellem rent faktisk faldt i søvn, ville det bare være endnu værre. Mareridtene havde forfulgt mig det meste af mit liv, og de var der altid. De gemte sig lige under overfladen, parate til at springe på mig hver gang jeg lukkede øjnene.
Det var ikke svært at få sneget mig fra mit værelse, ned ad trappen og ud i entreen. Det var hoveddøren der var det svære. Jeg tog mine mørkeblå Nike sneakers og min sorte jakke i hånden, og tog forsigtigt fat i dør håndtaget. Næsten lige så snart man rørte døren, ville den begynde at larme, som en drage i et bjerg, der begynder at brøle i samme sekund en udefrakommende sætter sin fod i dens grotter. Men jeg kendte da et par tricks. Det var faktisk slet ikke så svært. I stedet for at tage fat i håndtaget og rive ned i det, skulle man tage fat under det, og løfte. Det gjorde at døren ikke skrabede imod dørkarmen, og derfor ikke larmede. Jeg fik åbnet døren på klem og nu skulle jeg bare være sikker på ikke at åbne den mere end 30 cm. Hvis jeg gjorde det, ville alarmen gå igang. Vi boede i Canberra, Australiens hovedstad, og vi havde selvfølgelig, ligesom alle andre i byen, alarm i huset. Men det vidste jeg jo.
Få sekunder efter var jeg kommet igennem den smalle revne i døren. Jeg lukkede forsigtigt døren igen og åndede lettet op. Jeg kunne med garanti været blevet en fænomenal indbrudstyv. De fleste alarmer i byen var ligesom vores, og dem der var anderledes, var ikke svære at gennemskue. Døren skulle jeg også bare kaste et enkelt blik på for at vide hvordan den var at åbne. Selvfølgelig havde jeg ikke tænkt mig at blive indbrudstyv, jeg havde helt andre tanker om min fremtid. Og mine drømme gik mod USA. Jeg satte mig ned foran døren og lukkede øjnene et øjeblik. Et smil fandt vej til mine læber. Det skulle nok blive en god nat. Mine sko var lette at få på, og det samme var min jakke selvfølgelig, så da jeg havde fået det på, begyndte jeg at gå ned af gaden-uden-ende. Altså, selvfølgelig havde den en ende, den var bare så lang og snoet at man kunne ikke se slutningen af den, så vi havde 'døbt' dem det.
Jeg havde næsten gået i fem minutter da jeg fik øje på en sort skikkelse længere fremme. De fleste mennesker ville være blevet bange, eftersom de fleste troede der aldrig kom nogen her om natten, men jeg vidste selvfølgelig bedre. Personen gik hen imod mig, og jeg nærmede mig med at smil. Da vi mødtes på vejen, gav jeg personen et kram. "Hey Decoy." Sagde jeg smilende.
"Hey Haiven. Har du fået sovet?" Han løsnede sig fra krammet, og studerede mit ansigt. Han kunne selvfølgelig se på mig at jeg ikke havde sovet, men han forventede stadig et svar.
"Nej, selvfølgelig kunne jeg ikke sove. Og det kunne du heller ikke!" Jeg kendte ham alt for godt. Selvom han så helt frisk ud, vidste jeg at han ikke kunne sove på en nat som denne. Han var alt for spændt.
"Nej.." Han grinede let og vendte sig om. Vi fortsatte sammen ned ad gaden. "Jeg har altså savnet dig." Decoy sagde det lavt, næsten så lavt at jeg ikke kunne høre det. "Bare lige så du ved det." Jeg smilede og gav ham et kram fra siden. Jeg svarede med en stemme der var meget højere end hvad hans havde været: "Jeg har også savnet dig!" Nu må I forresten ikke misforstå mig og Decoy. Der er ikke noget mellem os! Eller jo, der er jo lige den ting at han er min fætter.
Vi var musestille da vi gik ind i baghaven til et af husene. Jeg gik hen til det vindue der lå længst væk fra indgangen til haven. Der var næsten mørkt derinde, men et lille lys strømmede ud gennem persiennerne. Jeg vinkede til Decoy for at få ham over til mig og straks stod han ved siden af mig. Først prøvede jeg at kigge ind ad vinduet, men persiennerne gjorde at man ikke kunne se noget i værelset udover lyset, så jeg løftede min hånd og bankede forsigtigt tre gange på vinduet. Nærmest i samme sekund blev det åbnet, og en stemme sagde: "Det var I godt nok længe om!" Jeg smilede, da min bedste ven Adrian fjernede persiennerne fra vinduet. "Jeg har stået og ventet den sidste halve time!"
"Du har ikke sovet hele natten ligesom os andre, det er derfor du har ventet! Og desuden havde vi først aftalt at mødes om ti minutter!" Jeg sagde det på en lidt hård måde, men med en drillende undertone.
"Det ved jeg, det ved jeg." Adrian gjorde en armbevægelse, som viste at han gav op, men havde samtidig et stort smil på læberne. "Hey D-coy." Sagde han og smilede til Decoy. Adrian insisterede på at han sagde D-coy og ikke Decoy.
"Hey." Samtidig med at Decoy sagde det, tog han fat omkring livet på mig. Selvom jeg hadede at blive løftet, gjorde jeg ingen indsigelser. Jeg var alt for lille til at kunne komme igennem vinduet uden hjælp. Det havde vi fået bevidst mange gange. Jeg kom op, og Decoy fulgte efter. Adrian gav mig et stort kram, og jeg krammede selvfølgelig tilbage. Hans klædeskab stod åbent, og ved hjælp af lyset fra den lille lampe der stod på Adrians skrivebord, kunne jeg skimte de koboltblå kranier på min kuffert. Jeg løsnede mig fra krammet, gik imod skabet, træk min kuffert ud og sagde smilende: "Nå drenge, er I klar?"
"Absolutely!" Sagde Adrian og Decoy i kor, på en måde som ingen ville kunne efterligne. Der stod to andre kufferter i skabet, som jeg tog ud og gav dem til drengene.
"Så lad os komme af sted!" Jeg skubbede Adrian i ryggen, for at få ham til at gå imod vinduet.
Decoy var den første til at få kastet sin kuffert ud af vinduet og sprunget efter den, så kom Adrian. Jeg var den sidste. Det var let at få mit kuffert løftet ud o,g givet den til Decoy. Forsigtigt kravlede jeg op i vindueskarmen. Adrian havde strukket sine arme ud for at hjælpe mig. Jeg hoppede ned og selvom Adrian greb mig, endte vi alle tre på jorden. Adrian tumlede ind i Decoy da han greb mig, og nu vi altså på jorden, flade af grin.
En blev time senere var vi, ved hjælp af en taxa, kommet til lufthavnen. Køen til indtjekningen var usædvanlig kort, men klokken var trods alt også kun halv to. De fleste lå og sov trygt i deres senge. Vi afleverede vores pas og billetter til damen ved indtjekningen. Det tog en evighed for hende. Hun tjekkede hvert eneste lille bogstav på både billetterne og passene, for at være helt sikker på at vi ikke var en trussel. Vi fik dog vores ting tilbage til sidst. Flysæderne var helt okay at sidde i, men jeg havde svært ved at tænke på at skulle sidde der i over 15 timer. Hvorfor skulle det også tage så lang tid at komme til Los Angeles? Nå, men jeg måtte jo bare bide det i mig. Vi havde tre sæder i højre side, nogenlunde midt i flyet. Decoy sad ved vinduet, jeg sad i midten og Adrian sad ved gangen. Efter at have siddet der i lidt over en halv time, startede flyet. Jeg var ubeskriveligt træt. Som jeg fortalte før, kunne jeg ikke sove om natten. Men jeg havde brug for at sove. Jeg lod mit hoved hvile op ad Adrians højre skulder, da jeg lukkede mine øjne.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...