A New World - A New Me (1D)

Camilla er en helt normal pige på 17 år, som aldrig i sit liv har haft en rigtig kæreste. Hun er sin egen person, men har alligevel en tildens til, at være ydmyg og forsigtig, og ikke træde for meget frem i lyset. En helt almindelig dag stopper en bil op foran hende, og personen spørger om vej. Personen præsenterer sig bare som Harry. Camilla hjælper ham, og da han synes rigtig godt om hende, vælger han at ligge sine planer om, og blive i området. Et venskab bliver skabt, men kan det mon blive til mere? Og vil Camilla selv udhvilke sig, og måske blive lidt mere modig?

23Likes
7Kommentarer
1661Visninger
AA

3. Spørgsmål

Harry havde kørt mig hjem ved 7-tiden, da jeg havde fået en (irriterede) sms fra min far om, at jeg skulle spise. Det var da en smule træls, da jeg havde hygget mig sådan med Harry. Vi havde ikke snakket mere om hans arbejde - hvilket stadig undrende mig. Troede han måske bare, at jeg sådan kunne gætte hvad hans arbejde var? Var han måske kendt? Eller model? Eller noget som man bare kunne regne ud, ved at tage et kig på ham?

I stedet havde jeg hjulpet ham med at pakke ud, og sat tingene pænt på hylderne. Han havde ting med så han kunne være her i en hel måned! På et tidspunkt havde Harry skræmt livet af mig, ved at snige sig ind på mig. Mit hjerte havde hoppet som en gal, og jeg havde skreget så højt, at en dame ude på gangen havde banket på, og hørt om nogen var kommet til skade. Harry forsikrede hende for, at det var falsk alarm, og så gik hun pænt igen. Bagefter havde vi været færdige af grin, og havde nærmest ligget på gulvet, hvor vi havde taget os til maven og grinet i et væk. Efter det var stemningen blevet meget nemmere. Det føltes helt naturligt at være sammen med ham, og jeg valgte derfor at give slip på nogle tøjler og så pjatte med på alle hans mærkelige jokes. Jeg havde selvfølgelig også prøvet at skræmme livet af ham, men efter 117 forsøg - hvor det ikke havde lykkes mig, at få andet end et smøret grin fra Harry, havde jeg ligesom opgivet.

Turen i bilen havde været super hyggelig! Vi var ret sent på den, så vi kørte som en gal. Jeg sagde til Harry, at han selv skulle finde vej hjem til mig, og hvis han så kørte forkert, så skulle jeg nok påpege det - da vi jo havde ret tralvt - min far er nemlig ikke ret god til at tage det pænt, hvis jeg kommer for sent. Harry kørte tilgengæld vejen tilbage super hurtigt, og ikke mindst rigtigt! Vi aftalte, at han hentede mig på gymnasiet parkeringsplads klokken 12.00 næste dag, byttede numre, gav hinanden et hurtigt kram, og så var jeg eller ude af bilen og løb op af trapperne, så jeg kunne komme hjem og spise.

 

---

Solen skinnede også i dag, da jeg gik ud af skolen, og ned mod parkeringspladsen. Jeg havde sagt til Asta, at jeg ikke kunne følges i dag, da jeg skulle noget andet. Heldigvis havde hun også en anden aftale med Louise, så det gjorde hende slet ikke noget, at jeg sådan forsvandt uden at fortælle hvorfor - Asta er min bedste veninde, og vi plejer at fortælle hinanden alting, men i dag føltes det bare forkert. Jeg vidste jo ikke selv så meget om Harry i nu, og egentlig ville jeg også gerne holde ham lidt for mig selv.

Jeg smilede op mod solen, som stod lige over mig, da jeg så Harrys bil holde på parkeringspladsen. Jeg havde mere tid til at være sammen med ham i dag, da vi allerede havde fri klokken tolv - og så var det oven i købet også efterårsferie!

Harry vinkede til mig, og jeg satte mig pænt ind i bilen. Han så mærkelig ud, og havde sådan en hættetrøje trukket ned over hovedet, så man næsten ikke kunne genkende ham. Hvorfor nu også det, Harry? Det blev da mere og mere underligt med ham. Jeg kunne ikke dy mig, og slap et lille grin ud. ”Hey!” sagde han, mens jeg smilte til ham, og kom til at grine igen. ”Ikke grine” sagde han så, og det gjorde det bare mere morsomt! Han vidste, at han så mærkelig ud, men tog alligevel ikke hætte af. ”Undskyld” svarede jeg ham, da jeg igen kunne stoppe. ”Du ser altså bare rimmelig sjov ud!” Han rystede let på hovedet, og tændte så for bilen, hvorefter vi stille kørte ud fra skolen parkering. Da vi var kommet et stykke væk derfra tog han hætten af, og kiggede så hurtigt på mig. Så nu kunne han altså godt tage hætten af eller hvad? Jeg smilte til ham, og derefter udtalte han så: ”Hvad kunne du så tænke dig at lave i dag?” Jeg kiggede forvirret på ham. Lave? Det havde jeg da overhovedet ikke skænket en tanke. ”Bare det som du har lyst til” svarede jeg ham i en glad, men samtidig ligeglad tone - hvis det altså kunne lade sig gøre. ”Kunne du måske vise mig, hvor jeres fedste tøjbutik ligger?” Jeg blev lidt forvirret over spørgsmålet, da det slet ikke var det, som jeg havde regnet med - og hvor lå vores fedste tøjbutik henne? Jeg gik vist ikke nok op i tøj, til at kunne svare på det spørgsmål. ”Hmm…” svarede jeg ham, og tænkte så lidt. ”Men det er nok ikke noget særligt, når man tænker på, at du kommer fra London”. Harry trak på skulderne, og smilede skævt til mig: ”Det er lige meget… Jeg skal bare have lidt sourvir med hjem til drengene”. Drengene? Dem havde han da aldrig nævnt før. Havde han så mange søskene? Og hvorfor følte jeg, at jeg hele tiden stillede spørgsmål, og følte mig dummere og dummere? Aghh!!... Han gjorde det jo heller ikke let for mig. ”Jamen, så tror jeg da, at vi skal et smut i Rosengårdcenteret” svarede jeg ham, da det var det eneste, som jeg kunne finde på, som lå her på Fyn.

Harry smilte til mig, og spurgte så lidt efter, om jeg havde lyst til at vise vejen. ”Det vil jeg gerne, men du skal også selv prøve, at læse dig frem” sagde jeg, mens jeg pejede på et skilt i vejkanten. Jeg var nødt til at lære ham at finde vej. Jeg kunne jo ikke have, at han sådan blev væk, hvis jeg ikke sad ved siden af. ”Det er en deal” svarede han, men tilføjede så: ”Men så skal du også spise aftensmad med mig i aften!” Jeg stivende lidt. Aftensmad med Harry! Det lød lidt for uvirkeligt, da det næsten lød som en date eller sådan. Jeg vidste ikke rigtigt, om det var godt eller dårligt, da jeg var meget kræsen,og ikke rigtig viste, om jeg kunne lide det, som han kunne. Alligevel var det en godt tilbud, og jeg sagde selvfølgelig ”Ja”.

Vi kørte i lidt tid uden af sige noget, da Harry så tændte for radioen. Jeg havde egentlig aldrig lagt mærke til, at den havde været slukket. Der var en rigtig god sang på, og Harry begyndte lige så stille at synge med: ”We gonna stay up all night and jump around…” Han kunne hele sangteksten, og det lød fantastisk når han sang - ikke bare godt, men vidunderligt godt! Hans stemme lød også næsten identisk med den i radioen - så en god efterligner var han da! Jeg sad bare og studerede ham, og det hele gik ret stærkt. Da sangen var slut kom der en ny - og denne kendte jeg også. Asta havde spillet den nogle gange i skolen, og omkvedet sad næsten fast i mit hoved: ”Baby you light up my world like nobody else…” Men da jeg sang kiggede Harry forvirret på mig. Jeg fik en underlig følelse i maven, men tog mig så alligevel sammen: ”Synes du, at jeg synger så dårligt?” spurgte jeg, da jeg godt vidste, at jeg nok ikke havde sådan en smuk stemme som Harry - der nu var blevet en smule mundlam. Han rystede bare på hovedet, og kiggede interssant på mig. ”Kan du ikke lide, at andre synger når du også gør?” spurgte jeg så, men igen rystede han bare på hovedet. Den dreng gør mig virkelig nervøs, og forvirret på samme tid. ”Hvad er der så galt?” spurgte jeg, og lød måske en smule for irriteret. Harry kiggede ud af forruden, da vi stadig kørte, men jeg besluttede mig for, at holde mit blik fast rettet mod ham.

Han sagde ikke noget før vi holdte på parkeringspladsens parkering, hvorefter han drejede hovedet mod mig. ”Er det rigtigt, at du har ferie nu?” Ej nu måtte det da holde op! Ville han igen tale udenom? Jeg nikkede til ham som svar, og håbede, at han nu ville besvare mit, men nej! ”Har du planer for ferien?” Hvorfor skulle vi tale om det nu? Det var da mig som manglede at få svar, og ikke ham! Jeg rystede kort på hovedet, og kiggede så mere bestemt på ham. ”Har du lyst til at tale igen?” spurgte han så, og jeg var lige ved at knække sammen af grin, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke måtte lade ham slippe væk denne her gang - nu ville jeg havde svar. Jeg nikkede, men besluttede mig så alligevel for, at åbne munden igen: ”Ja, det vil jeg gerne - når du lige har svaret på mine spørgsmål”. Harry nikkede, men svarede mig så: ”Hvis du svare på mine først, så vil jeg gerne svare på alle dine”. Aghh! Han vidste også lige hvordan han skulle for alting sagt! Jeg nikkede hurtigt: ”Lad os få dem overstået!” Han sendte mig et kæmpe smil, og lage så ud: ”Kunne du tænke dig, at bruge din efterårsferie sammen med mig?... Altså hvis jeg nu vælger at blive i landet”. Hans spørgsmål kom virkelig bag på mig, men alligevel var der jo intet jeg hellere ville. ”Selvfølgelig vil jeg det!” svarede jeg ham rigtig glad - og det kunne man se, at han også blev. ”Næste spørgsmål” spurgte jeg ham så, og jeg kunne mærke, at jeg havde fået meget mere selvtillid efter han lige havde sagt, at han ville blive i ferien også. ”Kan du holde på hemmeligheder?” Om jeg kunne holde på hemmeligheder? Hvad var det lige for et spørgsmål? ”Selvfølgelig kan jeg det!” svarede jeg ham, og sendte ham et lille smil. ”Er du en som flipper meget ud over… bestemte ting?” Hans spørgsmål blev altså mærkeligere og mærkeligere. ”Nej, det vil jeg ikke betegne mig selv som en der gør”. Han smilte et lille smil, og stillede så næste spørgsmål: ”Har du nogensinde mødt en kendt før?” Han måtte da være spitterne ravnede gal. Det var da det mest mærkværdige spørgsmål at stille en person! ”Hmm…” svarede jeg ham, mens jeg tænkte. ”Jeg har mødt Pyrus, Trine Dyrholm og Jacob fra bingo banko…. Tæller det?” Harry kiggede forvirrede på mig, og det gik op for mig, at han ikke kendte nogle af dem, som jeg snakkede om. ”Nej, jeg har nok ikke mødt sådan nogle rigtigt kendte personer” bekendt gjorde jeg så. Harry trak en smule på smilebåndet, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage til ham. Han er bare så perfekt! ”Er det så min tur til at stille spørgsmål?” jeg lød næsten som en lille pige, som lige var startet i skolen. Harry nikkede og smilede et stort skrævt smil. Nu skulle sandheden frem - eller sandhedenstime er kommet - eller hvad man nu siger. Men nu skulle jeg i hvert fald have svar, og han kunne ikke få lov til at tale udenom denne her gang!

________________________________________________________________________________

Tusind tak til jer som læser med! Det betyder rigtig meget for mig! Jeg ved godt, at der ikke er sket så meget i nu, men kender i det med, at man lige skal i gang først? Jeg håber i hvert fald, at I vil blive ved med at læse med. Og endnu en gang: Tusind tak! - Jeg er meget glad for farvoritterne og likes. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...