A New World - A New Me (1D)

Camilla er en helt normal pige på 17 år, som aldrig i sit liv har haft en rigtig kæreste. Hun er sin egen person, men har alligevel en tildens til, at være ydmyg og forsigtig, og ikke træde for meget frem i lyset. En helt almindelig dag stopper en bil op foran hende, og personen spørger om vej. Personen præsenterer sig bare som Harry. Camilla hjælper ham, og da han synes rigtig godt om hende, vælger han at ligge sine planer om, og blive i området. Et venskab bliver skabt, men kan det mon blive til mere? Og vil Camilla selv udhvilke sig, og måske blive lidt mere modig?

23Likes
7Kommentarer
1638Visninger
AA

4. Sandhedens time...

”Første spørgsmål” startede jeg, og forsatte: ”Synes du, at jeg synger dårligt?” Harry trak på smiletbåndet imens han rystede på hovedet: ”Nej! Overhovedet ikke. Jeg er ked af, hvis du har fået den opfattelse”. Jeg nikkede til ham, og smilte så et stort smil. Det var altså ikke på grund af min sangstemme, at han var blevet mundlam. ”Har du et arbejde? Eller går du i skole?” Det lød nærmest som et kryds forhør, men jeg vidste også, at hvis jeg ville have svar på nogle ting, så skulle det være nu. Det var nu eller aldrig - eller sådan føltes det i hvert fald. ”Hvad arbejder du som?” spurgte jeg så, med fuld af glæde i stemmen over, at jeg nu snart kendte sandheden. Harry kiggede ned i gulvet, og man kunne mærke, at det spørgsmål virkelig pinte ham. ”Ej helt ærligt!” begyndte jeg så: ”Du siger vel ikke, at du er en tyv, eller en som arbejder sort, vel” Et lille smil bredte sig på Harrys læber, før han kiggede op på mig igen. ”Nej bare rolig. Det har slet ikke noget med det at gøre”. Jeg smilede selvtilfreds, fordi han ikke var sådan en type - for så havde mine forældre nok ikke tilladt mig være sammen med ham - hvilket faktisk mindende mig om, at jeg slet ikke havde fået fortalt dem hvor jeg var, eller hvem jeg var sammen med. ”Lover du, at hvis jeg fortæller dig det, så ændre du ikke dit syn på mig” begyndte Harry så, og jeg røg tilbage til virkeligheden. Jeg nikkede til ham. ”Inden jeg fortæller det… Kan du så ikke lige sige, hvad du synes om mig?” Jeg tog en dyb indhåndning. Den havde jeg ikke lige regnet med. Hvad skulle jeg sige? Jeg ville jo ikke på nogen måde lyde dum, eller vildt forelsket i ham - selvom man ikke helt kunne lade være med at være en smule lun på ham, da han virkede rigtig sød. ”Hmm…” svarede jeg, og forsatte så: ”Jeg synes - ud fra det stykke tid som jeg har været sammen med dig, at du er en dejlig, omsorgsfuld, hemmelighedsfuld, rar person - som jeg egentlig gerne vil lære lidt bedre at kende”. Jeg vidste ikke om svaret var specielt godt, men Harry så glad ud, så det havde da ikke været helt galt. ”Okay” svarede han så. ”Hvis du lige åbner dér” forsatte han, og pejede på et lille rum i bilens side. Ville han ikke fortælle mig noget? Skulle jeg nu bare se hans bil eller hvad? Jeg gjorde som jeg fik besked på, og åbnede ind til rummet. ”Og tag så cden dér” Harry pegede igen over mod skuffen, og jeg tog den første cd frem. Jeg vendte den op, og fik et chok. Dér! Lige der på forsiden af den sad Harry! ”Jeg er sanger i et band, som hedder One Direction. Drengene, som jeg snakkede om, er de drenge som du ser på cden der sammen med mig”. Jeg nikkede stille, og kiggede skiftevis på Harry og cden. Det var altså derfor, at han sang så godt. Og derfor, at han havde stillet mig de mærkelige spørgsmål! Da jeg ikke rigtig sagde noget, så snakkede Harry videre: ”Jeg er kendt i det meste af verden - og det er en af de grunde til, at jeg faktisk ikke har sagt noget til dig - for det virkede som om, at du ikke vidste hvem jeg var, og så ville du nok ikke behandle mig anderledes - som så mange andre gør, nu da jeg er en berømt…” Han kiggede ned i gulvet igen, og det gjorde mig klar over, at det var min tur til at tale. ”Bare jeg ikke skal behandle dig som en berømthed, så skræmmer du ikke mig væk”. Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg fik den selvtillid fra. Det lignede slet ikke mig, at sige sådan noget, men det så ud til, at det havde gjort Harry rigtig glad. ”Det skal du ikke!” svarede han mig, og forsatte så: ”Men du skal være klar på, at pressen godt kan komme, hvis de opdager hvor jeg er, og at der godt kan komme fans, mens vi går sammen”. Jeg nikkede forståede, selvom jeg nok ikke forstod det helt. Fans! Det havde jeg ikke lige set for mig. ”Så det var altså derfor, at du havde den grimme hætte på i dag, da du hentede mig?” Harry nikkede smilede til mig: ”Jo mindre opmærksomhed des bedre”. ”Men hvorfor vil du så hen til et storcenter fyldt med mennesker?” Spørgsmålet røg lige ud af mig, og jeg nåede slet ikke at tænke det igennem først. ”Det skal jo ikke begrænse mig, at jeg er kendt, vel?” Harry løftede det ene øjenbryn mens han sagde det, og han så virkelig sjov ud. Jeg grinede kort, og rystede så på hovedet. ”Nej selvølgelig ikke… Men skal du så have den forfærdelige hætte på igen, når vi går ind?” Harry sendte mig et kæmpe skævt smil. ”Du har ligesom fattet det, hva?” Jeg nikkede bare, mens jeg kiggede på ham. ”Men synes du så stadigvæk, at jeg er dejlig, rar og omsorgsfuld?” Han spurgte i en mindre glad tone, så jeg kunne mærke, at han mente det alvorligt. ”Selvfølgelig!” svarede jeg: ”Det gør ingen forskel på mig om du er kendt eller ej. Bare vær den du er!” Han smilede til mig, og lage så sin ene hånd oven på min, som jeg havde anbragt på mit lår. En rystelse bredte sig gennem hele min krop. Det føltes fantastisk, men samtidig vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle fortage mig. Harry sendte mig et skævt smil inden han udtalte: ”Skal vi så komme afsted?” Hvorefter han fjernede  sin hånd fra min. Jeg nikkede bare til ham, og trådte så ud af døren.

 

Inde i indkøbscenteret havde vi kigget på en masse tøj til drengene, og man må sige, at han ikke sparede på pengene, når det galte dem. Han gik med så mange pose, at han lignede en posedame fra netto. Vi havde brugt 3 timer, og de var bare gået så stærkt. Ind i mellem havde vi dog siddet lidt ned, og slappet af, da man faktisk blev udmattet af at handle med Harry. Vi havde også købt os en enkel smooties hver. Harry ville have med banan og blåbær, mens jeg ville have med jordbær og æble.

Da jeg endelig havde fået ham overtalt til at tage hjem, kom vi selvfølgelig forbi en rigtig tøsebutik, og det gik op for Harry, at jeg slet ikke havde købt noget. Han sendte mig selvfølgelig derind - selvom jeg protestede imod det. Jeg prøvede med alverdens undskyldninger, som ´jeg har altså ikke taget penge med` - da jeg faktisk ikke havde penge med, da vi var taget afsted direkte fra skole, og ´jeg mangler altså ikke noget`. Desværre virkede det ikke, og ind i den butik kom jeg.

 Jeg gik forsigtigt og kiggede på alting, da det så en smule dyrt ud, da Harry kaldte på mig fra den anden ende af butikken. Jeg skyndte mig hen til ham, da jeg var bange for, at der var sket ham noget. Da jeg kom  hen til ham, stod han og kiggede på en rigtig smuk kjole, som var guld for oven, og sort for neden. Den havde en rigtig flot v-udskæring, og gik til midt på låret. ”Prøv den” sagde han mens han kiggede på mig. Jeg rystede en smule på hovedet før jeg fik udtalt: ”Jeg tror ikke, at jeg kan passe den”. Harry kiggede op og ned af mig, og så hen på kjolen hvor han gjorde det samme: ”Jeg tror, at den passer perfekt”. Jeg sendte ham et lille bedende smil, men han rystede bare på hovedet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg var nærmest løbet tør for undskyldninger. Jeg kiggede igen bedende på Harry, men han havde allerede taget kjolen i hånden, og var på vej hen til prøverummet. Jeg blev bare stående, da det så værdig sjovt ud, at en dreng som ham, gik rundt med en kjole i hånden. Faktisk kom jeg til at grine til, hvilket fik Harry til at vende sig om og kalde på mig. ”Cami!” råbte han, så det kunne høres i hele butikken. Jeg rystede bare på hovedet af ham, men det så ikke ud til at påvirke ham. ”Cami!!” råbte han bare endnu højere. Det var næsten pinligt, så jeg valgte at overgive mig, og gå hen til ham. ”Prøv den nu bare” sagde han: ”det kan jo ikke skade”. Jeg sendte ham et lille smil, og gik ind i prøverummet, hvor jeg hurtig fik skiftet. Da jeg havde den på, stod jeg og studerede mig selv lidt, inden af jeg kunne høre Harry på den anden side ”Er du færdig?” Det lød som om, at han ventede spændt. ”Lige om lidt” svarede jeg ham, da jeg lige ville studere mig selv lidt mere. Den var faktisk flot - også selvom jeg ingen former havde. Den måtte jeg skrive på ønskeseddelen til jul.

Jeg flyttede forsigtigt på forhænget, og stådte så et lille skidt ud. ”Wow” lød det fra Harry - som slet ikke skjulte det.”Hvor er du bare flot”. Jeg smilede sødt til ham, som tak. ”Jamen synes du da ikke selv det?” Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle svare på det. ”Jo, den sidder da bedre og pænere end forventet”. Harry gjorde tegn til, at jeg skulle dreje rundt - hvilket jeg selvfølgelig gjorde. ”Jamen, så er det på plads! Den tager vi med!” Han sagde det på en rigtig sød, men også fornem agtig måde, men det gjorde mig altså ikke mere rolig. ”Hvad?” udbrød jeg - nok lidt for højt. Harry kiggede forvirret på mig, og jeg kunne mærke, at jeg følte mig en smule pinlig berørt, og var nok nødt til at forklare. ”Jeg har nok ikke råd til den Harry…” begyndte jeg, men blev hurtigt stoppet. ”Jeg betaler” lød det fra ham. Jeg stirrede en smule på ham, men fik så fremstammet: ”Det kan jeg altså ikke bede dig om” jeg sagde det med en lille stille stemme. ”Du beder mig da heller ikke om det” begyndte han så i en rigtig glad tone, og smilede et kæmpe smil til mig: ”Jeg tilbyder dig det!” Jeg sendte ham et lille smil. ”Men så kan jeg altså ikke tage i mod dit tilbud”. Harry kiggede en smule skuffet på mig, men fandt så lidt efter smilet frem igen. ”Du har ikke noget valg!” Jeg kiggede bare på ham, og tog så fat i prismærket som sad i nakken. 900 kr. stod der på det. 900 kr for en kjole! Det kunne jeg da ikke tage i mod. Jeg viste Harry prismærket, men han rystede bare på hovedet. ”Den pris skræmmer mig overhovedet ikke!” han lød en smule overlegen ”faktisk burde du få noget mere med”. Jeg stod helt paff. Han skulle da ikke betale for alt til mig. Jeg rystede en smule på hovedet, hvorefter jeg gik ind i prøverummet igen, så jeg kunne tage kjolen af. ”Prøv lige den her også” sagde Harry imens han rakte en top ind fra den ene side. Jeg kunne have sværget på, at han havde kigget ind af siden, men ville ikke sige noget til det. ”Men…” begyndte jeg, men blev igen stoppet. ”Ikke noget men her” han lød nærmest som en far eller nok nærmere en lærer. ”Der sker jo som sagt ikke noget ved at prøve”. Jeg tog en dyb indhåndning. Hvor kunne han altså bare få alting sagt. ”Men så er det også det sidste” svarede jeg ham. ”Ja ja” lød det fra Harry. ”Du skal altså love det!” sagde jeg en smule højere, så jeg var sikker på, at han hørte det. ”Kun hvis jeg får lov til at betale for kjolen?” Aghh! Nu strammede han den. Jeg sagde ingenting, men tog så toppen på, og gik ud til ham. ”Nej, det klæder dig jo også!” han lød mega glad, og jeg kom i tanke op, at jeg slet ikke havde fået kigget mig selv i speljet. ”Tak!” svarede jeg ham. ”Den tager vi!” kom det glad fra Harry, og jeg kunne se på ham, at det morerede ham, at mit ansigtsudtryk igen blev lidt irriteret. ”Harry du behøver virkelig ikke at bruge dine penge på mig!” forsikrede jeg ham om, men det var som om, at alt hvad jeg sagde gik gennem det ene øre, og ud af det andet. ”Men det vil jeg gerne” lød det fra Harry. Jeg rystede stille på hovedet, og gik tilbage til prøverummet. Da jeg havde fået toppen af, kom Harry igen med en ny trøje som jeg skulle prøve. ”Havde vi ikke en aftale Harry?” spurgte jeg, og lød måske en smule irriteret. ”Jo, men du svarede jo aldrig selv, vel?” lød det frækt fra ham, og jeg kunne mærke, at han morerede sig gevalgdigt. ”Hvis jeg slipper for at prøve mere, så lad gå” lød det opgivende fra mig, da jeg virkelig ikke orkede det her - og så var det hans egen skyld, at han brugte en masse penge.

Jeg rev forhænget væk, og stådte ud i mit normale tøj. Harry tog både kjolen og toppen, og gik op til kasse. Jeg fulgte lige efter ham. ”Det bliver 1250 kr.” lød det fra damen, som stod bag ved kassen. ”Du kan stadig nå at fortryde” sagde jeg kækt til Harry, som bare rystede på hovedet. ”Aldrig”. Harry betalte, og rakte mig så posen. ”Jamen så Tak!” lød det fra mig, da det jo var det mindste jeg kunne sige, når han nu havde brugt så mange penge på mig. Og egentlig kunne jeg ikke tillade mig at være sur, når han nu havde været så flink! Hvis jeg selv skulle betale, havde det nok taget mig et par måneder, at få sparet sammen. ”Skulle det være en anden gang” smilede Harry frækt, hvorefter vi fulges ad i rask tempo ud mod bilen. Der var kommet rigtig mange mennesker, og man kunne godt fornemme, at folk havde fået fri nu, så jeg kunne mærke på Harry, at nu skulle vi bare væk inden vi blev opdaget.

_________________________________________________________________________________

Stadigvæk Tusind Tak til jer som læser med! Jeg håber, at I synes om kapitelet? I er altid velkommen til at skrive en kommentar. Tager gerne i mod ris og ros, da jeg gerne vil gøre mit bedste. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...