A New World - A New Me (1D)

Camilla er en helt normal pige på 17 år, som aldrig i sit liv har haft en rigtig kæreste. Hun er sin egen person, men har alligevel en tildens til, at være ydmyg og forsigtig, og ikke træde for meget frem i lyset. En helt almindelig dag stopper en bil op foran hende, og personen spørger om vej. Personen præsenterer sig bare som Harry. Camilla hjælper ham, og da han synes rigtig godt om hende, vælger han at ligge sine planer om, og blive i området. Et venskab bliver skabt, men kan det mon blive til mere? Og vil Camilla selv udhvilke sig, og måske blive lidt mere modig?

23Likes
7Kommentarer
1649Visninger
AA

1. En ret så Unormal dag...

Bussens døre lukkede sig lige så stille op, og inden jeg trådte ud på den solbeskinnede asfaldt råbte jeg ”vi ses” til Celine, som sad på et sæde længere nede i bussen. Hun gengældte mit ”vi ses”, og så trådte jeg derefter ud af bussen.

Jeg gik hen af fortorvet, som jeg plejede, men i dag var jeg bare mere glad. Det var torsdag - to dage før efterårs ferien! Og solen skinnende fra en skyfri himmel. Det føltes næsten som sommer! Jeg havde endda smidt jakken, og gik der i min pæne stramme T-shirt, som jeg synes klær mig rigtig fint, selvom jeg ikke er pigen med de største former - faktisk har jeg næsten ingen former selvom jeg er 17 år gammel! Og det er dog noget af det som irriterer mig mest, da jeg tror, at det er én af årsagerne til, at jeg aldrig har haft en kæreste. Ja nemlig, du hørte rigtigt… Aldrig!

Efter jeg havde gået i nogle minutter var jeg nået til hovedvejen, hvor jeg selvfølgelig skulle over for at komme hjem. Desværre var der bare så uendelig mange biler i dag, så det var der slet ikke mulighed for. Jeg stod længe og ventede og ventede, men bilerne blev bare ved med at dukke op. Det var som om, at der kom flere og flere. Mærkeligt! Så slemt havde det da aldrig været før!  Måske var der sket et uheld på motorvejen, og derfor kørte bilerne igennem her? Det var jo en lille by, så den blev egentlig kun brugt til gennemkørsel. Jeg så på mit ur, der var nu gået hele 8 minutter, hvor jeg bare havde stået og gloet på en vej! Det var da træls! Jeg havde da andet at bruge mit liv på! Jeg havde nærmest givet op, og var lige ved at sætte mig ned på gåstien - bare for at vente til bilerne havde placeret, da en virkelig flot stor sort audi kører en smule op på fortorvet, mens den blinkede ind. Jeg nåede heldigvis at rejse mig den smule op, som jeg havde nået at sætte mig ned, så jeg var sikker på, at jeg ikke blev kørt ned.

 Vinduet på passagersædet blev rulet ned, og en virkelig lækker fyr med de sødeste krøller kommer til syne. Alligevel syntes jeg, at han virkede en smule bekendt.”Undskyld jeg forstyrre frøken, men kunne de måske fortælle mig hvilken vej der går tilbage til motorvejen?” han spurgte selvfølgelig på engelsk, som jeg heldigvis er ret god til at forstå - det svære er at tale sproget selv. Og egentlig lød han da en smule flink, og så kaldte ham mig `frøken´ - det var ikke lige noget, som jeg blev kaldt så tit. ”Ja selvfølgelig kan jeg da det” svarede jeg ham, hvorefter jeg forsatte: ”Du kører ca. 6 km videre af denne vej, hvorefter du kører igennem rundtkørelsen og tager anden afkørelsel. Så kører du ca. 700 meter, hvorefter du drejer til venstre, og kører ca. 1,5 km. Nu kommer du så til nedkørelse til motorvejen på din højre hånd”. Jeg prøvede, at sige det på mit bedste engelsk, og jeg var faktisk helt stolt, da det havde gået bedre end forventet - det eneste jeg så ikke havde lagt mærke til var, at jeg havde stået og viftet med arme og ben, og pejet i alle mulige mærkelige retninger. Jeg kiggede på fyren, og det lignede, at han inderligt holdte et grin inde. Jeg kiggede på ham, og kunne mærke at stilheden var akravet. Han sendte mig et stort smil, som kun gjorde hans ansigt endnu pænere. Oh! Hvordan havde jeg dog fået lov til at snakke med sådan et vidunder, og så gøre mig selv til grin? Typisk mig! ”Tusind tak!” svarede fyren, og kiggende utroligt venligt på mig, inden han så begyndte at tale igen: ”Du ville måske ikke vise mig vejen sådan fysisk?” Han lød sød, men alligevel. En gudeskøn fyr som holdte ind til siden og spurgte om vej, for så at ville have mig med i bilen og vise vejen fysisk. Lød det ikke bare lidt risikabelt?

Jeg måtte have set lidt skepisk ud, for drengen begyndte lyn hurtigt at tale igen: ”Altså kun hvis du vil… Og jeg hedder for resten Harry”. Han præsenterede sig selv, og stak hånden ud gennem ruden, så jeg kunne tage i mod den. ”Jeg hedder Camilla” svarede jeg ham: ”Men de fleste kalder mig Cami”. Han nikkede venligt, og jeg kunne ikke rigtig stå for det. ”Har du langt hjem?” spurgte han så. Jeg kiggede lidt forundret på ham. Hvorfor ville han dog vide det? Og hvorfor sagde min krop mig, at jeg ikke skulle stole på ham, mens at et eller andet også sagde til mig, at jeg godt kendte ham, men ikke kunne huske hvorfra. ”Vi kunne køre hjem til dig først, og sætte dine ting af, og så kunne du køre med mig, og lære mig vejen til motorvejstilkørelsen… Jeg skal nok køre dig hjem bagefter igen”. Han sagde det som om han mente det, og jeg begyndte mere og mere at stole på ham. Han kiggede på mig med de sødeste grønne øjne, og det kunne jeg altså bare ikke står for. ”Okay” svarede jeg, hvorefter han åbnede passagerdøren indefra, og jeg hoppede ind på forsædet til ham. Hvad havde jeg dog rodet mig selv ud i?

---

Harry var faktisk flink nok, han havde gjort præcist som jeg sagde, og havde kørt mig hjem først med tasken, og bagefter vi havde fundet motorvejen. Vi havde egentlig hygget os i bilen, og var begyndt at snakke rigtig godt sammen. Han var meget nem at snakke med, og jeg havde alligevel fået revet nogle informationer ud af ham. Lige nu sad vi i bilen ude foran mit hus, hvor jeg skulle sættes af. ”Hvad laver du i morgen?” spurgte han i det jeg tog fat i håndtaget til at åbne bildøren med. ”Jeg er i skole” svarede jeg ham, og kiggede undrende på ham. Gik han måske ikke også i skole? Han så da ikke ud til at være meget ældre end mig selv. ”Og efter du har været i skole?” spurgte han med et kæmpe smil om læben. Jeg kunne se, at han sad og tænkte nogle ting igennem, og jeg kunne ikke lade være med at sende ham et lille skævt smil, og et løftet øjenbryn. ”Så tager jeg vel bare hjem og laver mine lektier” svarede jeg ham. Han kiggede på mig med et sæt, da jeg sagde ordet `lektier´. Jeg nikkede bare tilfreds til ham, og han begyndte at smile rigtig sødt til mig - jeg ville virkelig dø for hans perfekte smil. ”Hvad med at du viste mig landet?” han sagde det med sådan en bedede, men samtidigt lækker stemme, som man selvfølgelig ikke kan stå for. ”Vise dig landet? Sagde du ikke, at du var på vej hjem?” jeg kiggede på ham, og han begyndte bare at smile stort mens han kiggede ud af forruden. Han vendte hovedet, og så på mig: ”Planerne er ændret”. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Ville han virkelig ændre hans planer, så han kunne være sammen med mig? Det var vel sådan, at det skulle forstås. ”Men hvor skal du så bo til i morgen” spurgte jeg en smule forsigtigt. Hvis jeg havde mit eget sted, så ville jeg helt klart havde tilbudt ham en plads, men da jeg boede hjemme med både mor, far og lillebror - og huset ikke var særlig stort i forvejen, ja så vidste jeg godt, at det ikke kunne lade sig gøre. ”Kender du et godt hotel, som ikke ligger langt herfra?” spurgte han så, og mit hjerte hoppede vist lige et slag over. Jeg tog mig forsigtig til mig lange leverpostej-farvet hår, hvor jeg havde samlet halvdelen i et spænde bagpå, og sank så lige en ekstra gang. Han mente det altså! Han mente det virkelig! ”Ja, det gør jeg da!” svarede jeg ham, og prøvede at ikke at lyde for glad: ”Og det ligger endda meget tæt på mit gymnaium!” Hans øjne lyste op, og jeg viste, at han var speciel. ”Har du noget imod at vise mig stedet?” Han sagde det i en drillende tone, og jeg kunne kun smile i hele hovedet. Jeg nikkede pænt til ham, hvorefter han tændte bilen, og fuldte min intruktioner mod hotellet.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...