It's not a game anymore - Justin Bieber 13+

Misery Jepsen der skal flytte til New York City,går igennem alt der er umuligt. Misery har altid været pigen der ville prøve nye ting, pigen der tror på at ens drømme bliver opfyldt, når man virkelig lever efter at opnå dem. Når hun flytter på gymnasiet med sin bror, James, bliver alt anderledes. Hun har svært ved at få nye venner, når hun ikke ved hvordan hun skal lægge ud. Men når Justin - Skolens mest populære badass fyr, opstår som en soulmate for Misery, bliver det svært for hende at vide hvad der er rigtigt at gøre. Især når hun finder ud af at Justin er player, og selvom alle pigerne på hele skolen ved det, snore han dem med sin lillefinger.
Hvad sker der når sandhed bliver til løgn? Og Løgn bliver til løgne?
Hvad får Misery til at forandre sig?
Hvad kommer til at ske når Justin får en udfordring af hans venner?
Writen by Nadia Tutto.

18Likes
19Kommentarer
1936Visninger
AA

4. What just happened?

Miserys synsvinkel

 

Jeg skruede op for musikken i mine øre. Det er sådan jeg kan lide det, det er fantastisk. Bare at sidde og glemme verden for en stund. I et øjeblik hvor jeg troede jeg var ved at forsinde ind i mit eget drømmeland, kom en dreng og ødelagde det. Han kom nemlig hen og vinkede med sin hånd foran mit ansigt. Åbenbart fordi jeg ikke kunne høre hvad han sagde, men hvorfor komme overhovedet? Jeg gloede et øjeblik på ham mens jeg så hans mund bevæge sig, men jeg så helt forvirret ud.. Og jeg er ret sikker på at der er fordi jeg ikke kan høre hvad han siger, men what ever. Han rak en hånd ud og jeg undrede mig over hvorfor han gjorde det. - Og alligevel, ikke mer'. Han havde med sine hurtige ikke-ninja reflekser taget mine høretelefoner.

"Hvad laver du?" Spurgte jeg og kiggede irriteret.

"Prøver at få dig til at reagere, sjovt nok," Sagde han og satte sig ned ved siden af mig.

"Det har du allerede gjort. Må jeg få mine høretelefoner tilbage?" Spurgte jeg og rak min hånd frem til ham. Men guess what? - Han ignorerede min hånd! Skuffelse.

"Ikke nu," Svarede han kort og tilføjede:

"Hvad har du næste time?"

"Geografi, hvorfor?" Spurgte jeg og så underligt på ham.

"Hva' siger du til en pjækketur med mig?" Spurgte han og lagde MINE høretelefoner ned i sine egne lommer. Sig mig, hvad laver han?

"Nej, jeg er ikke startet i skole for at pjække med en dreng," Sagde jeg bestemt.

"Den chance får du aldrig igen," Sagde han uden at kigge på mig. Og da jeg lige skulle til at række min hånd frem for at bede om mine høretelefoner gik han af og begyndte at gå. IGEN - HVAD LAVER HAN? Jeg luntede hurtigt efter ham.

"Mine høretelefoner," Sagde jeg og rak min hånd frem for 546546'é gang.

"Så du er klar til en pjækketur?" Spurgte han uden at skænke mig et eneste blik, som om det var flovt at ses med mig eller sådan noget.

"Nej, jeg vil bare have mine høretelefoner. Hvilken del forstod du ikke?" Spurgte jeg irriteret.

"Pas på hvad du siger," Sagde han koldt. Jeg endte bare med at kigge underligt på ham.

"Du får dem hvis du pjækker, smukke," Sagde han bestemt.

"Fint," En udfordring kan jeg da sagtens klare, ikke? - Det er et ja! ... Tror jeg. Han smilede let og skævt hvorefter han rettede sin retning mod en skolens 'port'. Jeg følgede efter ham mens han bare gik, som om vi ikke lige havde snakket eller noget som det. Et ord der beskriver ham er: underlig.Måske skal jeg ikke udtale mig før jeg får lært ham at kende, men hvis i ogs' var her, ville i tænke det samme. Sådan er det bare.

"Hop på," Sagde han koldt, da vi var nået hen til en knallert som han hoppede op på. Eller, sad på.. rettere sagt. Jeg kom op bag ved og fik holdt godt fast i hans trøje. Jeg skulle ikke falde og slå mig! Han begyndte at køre, og når jeg siger køre, så mener jeg virkelig hurtigt.

"Chill," Fik jeg mumlet og holdt endnu mere fast i hans trøje.

"Det er den måde man får det sjove ud af det," Sagde han og kørte endnu hurtigere.

"At køre hurtigt?" Spurgte jeg underligt.

"Nu ikke så kedelig, smukke," Sagde han koldt. Jeg himlede lidt med øjnene, og før jeg nåede at sige noget, havde han stoppet foran et hus, og hvis jeg ikke tog så meget fejl, så var det hans. Eller, i hvert fald der hvor han bor. Han fik pakkeret knallerten og gik hen til hoveddøren.

"Vil du have vi pjækker hjemme hos dig?" Spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn.

"Nu må vi se," Sagde han og havde et skævt smil spillende på hans mundvige. Han fik låst døren op og så gik vi ellers indenfor. Og wow! Han har en mor der kan indrette et hjem så perfekt. I burde se det her! Altså, hvis ikke det er hans far eller ham selv. Han bor da ikke alene, gør han vel?

"Bor du her alene?" Spurgte jeg og studerede hans hjem. Det var ret stort.

"Ja, med min mor og far," Sagde han og smed sin jakke på gulvet og gik hen mod noget der lignede køkkenet. Jeg sys' jeg er begyndt at ligne en hund, sådan som jeg følger efter ham, så jeg satte mig ned på stolen ved spisebordet.

"Har i kopper?" Spurgte jeg og gik fra stolen og hen til vandhanen.

"Nej, vi drikker med hænderne, pige," Han fik klasket et smil på min mundvige.

"Jeg mener.. Hvor ligger de?" Spurgte jeg og grinede let.

"Til højre for dig i det hvide skab," Sagde han og var allerede sat sig godt til rette med mad i begge hænder. De er alle hvide? Nå, jeg tror bare jeg gætter.

Og jeg er ret god til at gætte!

Jeg drak hurtigt et glas vand og fyldte et andet hvorefter jeg gik hen til stolen jeg sad på og satte mig ned igen. Ja, jeg lignede en mongol, men jeg var også både træt og mega tørstig! Emneskift.. Han spiser som et æsel. Ej, ok, det gør han ikke. Han spiser som alle andre drenge. Undtagen de mega tynde - Kender i nogle virkelig tynde drenge der spiser små, meget meget små stykker og tygger godt og grundigt, før de sluger? - Ikke som dem, men de andre.

"Sulten, huh?" Kom det ud af min mund, og jeg kunne ikke holde et smil tilbage. Han så ud som en lille dreng der var overdrevet sulten. Nuttet, men det siger vi ikke til nogle jeg sagde! Vi tysser bare! - Godt vi enige.

"Du sku' bare vide," Sagde han og gik af. Han skulle nok over og vaske, I guess. Eller bare på toilettet. Who knows? Han knows! Diiiinglish.<3 Hvornår får jeg egentlig mine høretelefoner igen? Jeg rejste mig op og fiskede min mobil op af lommen og så til min overraskelse at der allerede var gået en halv time. Så er der en halv time igen før jeg får mine høretelefoner! Det vigtigste i mit liv. Næsten da. Han kom ud og gik en anden retning end hen mod mig, så jeg skyndte mig at følge med, før jeg farrede vild, det skulle jo nødig ske at jeg ikke kunne finde vejen ud af det her flotte hus, ikke! Jo. 

"Hvor går vi hen nu?" Spurgte jeg og luntede hen til ham.

"Mit værelse," Sagde han og havde et skævt smil på læben. Han skulle vel ikke tro at han kan lave mig? Jeg skal ikke møde hans seng, selvom jeg sys' han er lækker og tiltrækkende.

"Aha," Mumlede jeg og gik med ind da han åbnede døren. Her var ikke som resten af hjemmet. Der var rodet, tøj på gulvet, selv dynen lå på gulvet. Wow. Men det skulle ikke komme bag på mig. Sådan er alle drenge. Igen, næsten alle.

"Er dine forældre hjemme?" Tilføjede jeg hurtigt. Og kastede et blik hen på vinduet i hans værelse. Fin udsigt! Jeg drejede hovedet mod et billede på væggen, ligefør jeg mærkede et par hænder holde om mine hofter og med dét, blev jeg skubbet ind i væggen.

"Jeg ville ikke have taget dig med herhen, hvis mine forældre var her. Nu kan du besvare dit eget spørgsmål," Hviskede han i mit ene øre. En strøm susede igennem min krop som et lyn. Faktisk, meget hurtigere og mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Han fjernede sin ene hånd og bevægede den langsomt på mit ene bryst og længere op om min nakke. Og jeg mener det! - Hvis jeg ikke var så forført, ville jeg have banket ham som jeg banker min bror, selvom det altid er ham der vinder. Men forstå min pointe! Efter et par sekunder mærkede jeg hans læber røre min hals. Jeg lænede mit hoved til siden og nød det i et øjeblik.

Vent, hvad fanden laver jeg?

"Hvad fanden har du gang i?!" Vrissede jeg og fik skubbet ham væk. I hvert fald nok til at jeg kunne bevæge mig væk. Jeg satte kurs mod døren til hans værelse og ville ud, men en hånd greb om min arm, og uden tvivl, var det hans hånd. Han pressede mig op mod væggen igen og kom meget tættere på mig. Faktisk, lå han op ad mig og jeg kunne mærke hans åndedrag imod mit ansigt. Hans ene hånd lå om mit liv mens hans andet var på min røv. Hvad dog den dreng gør ved mig?

"Hvad fanden forstår du ikke?" Jeg fik min hånd trukket op og før jeg vidste af det, havde jeg givet ham en lussing med ordenlig lyd på. Jeg stirrede et øjeblik på ham hvor han greb fat i begge mine hænder og da jeg ville til at vride mig ud af hans greb, fik han grebet om mig til at blive meget hårdere. Han slikkede sig om sine læber og hviskede:

"Prøv at passe på med hvad du gør. Forstået?" Mit hjerte begyndte at slå hårdere og han kunne sikkert både mærke og høre det, men jeg var fucking ligeglad, jeg skulle væk herfra. Fucking retard.

"Prøv at sig det til en kælling," Sagde jeg og vred mig ud af hans greb hvorefter jeg var på vej ud af hans værelse og ned af trapperne. Jeg hørte ham kun sige 'Det er derfor jeg sagde det til dig'. Jeg gad ikke rigtig svare på det, men istedet for greb jeg hurtigt fat i mine jakke og var på vej ud af huset.

Ommer!

Ud af det hus jeg aldrig træder ind i igen.

Jeg kiggede op på vinduerne der var placeret i huset og kunne se ham. Ham jeg ikke kunne huske navnet på. Men ham som havde et lusket smil på læben.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg ved godt at det ikke er særlig godt, men har virkelig haft travlt og nedtur i de her dage.

Håber i overlever! - Tusind tak.

Husk at like og favoritisere, eller noget.<33 Elsker jer!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...