Efter Døden

En historie om livet efter døden

0Likes
0Kommentarer
281Visninger

1. Efter Døden

 

Han kan stadig huske hændelsen svagt. Den klare sol, den hvinende lyd, smerte, en klar, brændende smerte og et billede af asfalten. Efter det, husker han ingen ting, før han sidder på stenen og kigger på menneskerne omkring ham. Han ved at han kunne kende dem dengang, men nu, er de slørede og grå. Deres stemmer er utydelige og grumsede. Han kan huske, at der engang var en form for bånd imellem dem, at de havde betydet noget for ham. Men nu er det ligegyldigt, han kan ikke huske dem.

Han bør nok være frustreret over det. Over at han intet kan huske, men det er han ikke. Han er ligeglad. Verden er grå, alt er gråt, og det samme er hans sind. Intet betyder noget, og han sidder bare og venter. Venter på noget som han ikke ved, hvad er. Omkring er den grå verden, hvor stenene rejser sig op i rækker og på hver af dem, sidder der noget. De har samme skikkelse som ham, samme form, dog anderledes alligevel. I starten var der flere, men så forsvandt de. Det sker efterhånden sjældnere og sjældnere at nogen bare forsvinder, men det sker alligevel. Måske er det det han venter på? Venter på at skulle forsvinde?

Nogle af de andre, de mere aktive, som stadig snakker og spørger hinanden. Han snakker ikke længere, om han stadig kan, ved han ikke og han gider ikke finde ud af det.

Han ser dem dårligt længere. De personer som kommer for at besøge ham. De er næsten stoppet med at komme og kun engang imellem, kommer der en pige. Denne gang har hun et barn med sig og bagefter kommer en mand og kysser hende på kinden. Hun smiler lidt sørgeligt til sin mand, men efter lidt tid og efter at have lagt nogle grå blomster, forlader de ham. Deres grå skikkelser forsvinder ud af hans verden igen. Han føler ikke noget. Han er ikke ked af det.

Han plejede at snakke til dem. I starten så de anderledes ud. De havde farver. Hvad end farver nu engang var. Men de havde aldrig svaret ham. Dengang havde de været flere. Der var kommet mange flere farvede skikkelser og havde lavet lyde og sat blomster, men efterhånden var de stoppet med at komme.

Foran ham forsvinder en. Han opfatter det dårligt. Men personen forsvinder. De nye skriger op og kigger rundt, men der er en ingen svar at hente. Sådan var det dengang, han så det for første gang, og sådan er det nu. Som om intet har ændret sig nogensinde. Og det har det måske heller ikke. Måske har verden altid været sådan her. Han kan dårligt huske andet, kun de små glip af hændelsen, stopper ham for at tro, at denne verden er den eneste, som eksisterer.

Roen falder igen over de nyere og de begynder også at tie stille. Deres gæster kommer sjældnere og sjældnere og de bliver mere og mere gennemsigtige. En kort tanke skyder igennem hans hoved, men dør, inden han kan identificere den.

Tiden går. Det ved han. En ny dukker op foran ham, hvor der for nyligt er forsvundet en person. Den nye er lille og ikke lige så grå som de andre. Det er en pige. Hun er højlydt. Råber op og skriger, mens hun kigger omkring. Han kan høre spørgsmål, men forstår dem ikke. Eller måske vil han ikke forstå. Det er svært at finde ud af. Hun bliver ved med at spørge, men ingen svarer. Foran pigen dukker grå skikkelser op. De laver lyde og lægger blomster.

Pigen snakker højt, men hun kommer aldrig i kontakt med dem foran hende, og det vil hun heller aldrig komme. Han ved det, selvom han ikke kan give udtryk for det og selvom han ikke ved, at han ved det.

Han sidder der bare, mens hun bliver ved og ved med at spørge og snakke, uden at få svar. Hun skriger, da en af dem forsvinder, men hun har fundet ud af at ingen vil svare, så hun spørger ikke. Pigen laver underlige lyde med sit hoved begravet i sine hænder. Hun er begyndt at blive mere gennemsigtig.

Kvinden står foran hans gravsten igen. Datteren ved hendes side er blevet større, men der er ingen mand. Hun snakker, men han forstår hende ikke og kigger bare på sin egen grav. Billederne fra hændelsen løber igennem hans hoved, og han føler sig lidt stærkere, og de få ord, som hun siger, ringer som en klokke i hans hoved. Et par andre personer dukker op ved siden af hende, og de grå skikkelser lægger deres arme om hinanden og trækker sig så væk igen.

De står der lidt, og de bliver klarere og klarere, men til sidst forsvinder de igen, og den grå verden sænker sig fuldstændigt over ham. Pigen har flere besøgende. Hun skriger til dem, men hendes ord giver ingen mening og slet ikke for de grå skikkelser.

Selvskabet forsvinder igen, og pigen falder tilbage på sin gravsten og hulker kraftigt. Men ellers er der stille, fuldstændigt stile og alting stopper. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...