Det at trække vejret

Dette er et one-shot, jeg skrev til konkurrencen om besættelse. Jeg har aldrig skrevet i denne her stil før, så det ville være rart, hvis i ville give mig noget feedback:-) Den handler om en dreng, der er besat af skyldfølelse, fordi hans lillesøster er død. Resten kan i selv læse jer til:-)

2Likes
4Kommentarer
489Visninger

1. 1.

En smuk novemberdag i kanten af en lang markvej sad en sekstenårig dreng. Et gammelt piletræ stod i haven bag ham. Det susede i bladene, hver gang et vindpust dansede igennem haven. Han kunne ikke se noget for bare tårer. Aldrig havde de strømmet så meget som nu. Men selv ikke det kunne stoppe den uendelige smerte inde i ham. Det føltes som om, hans sjæl svævede højt, højt over jorden, og han vidste, at han aldrig ville kunne fange den igen. Den var væk for altid.Og den viden gjorde frygteligt ondt.

Tænk at det skulle gå sådan. Stakkels forældre!

Sådan en sød lille pige hun var.


Det er din skyld!

Lad mig være!

Det er din skyld!

Han krummede sig sammen og holdt sig for ørerne. Ville ikke høre stemmerne, der nu havde plaget ham i ugevis. Hans elskede lillesøster var død, og det var alt sammen hans skyld. Han vidste jo godt, hvad de alle sammen tænkte. Han vidste jo godt, at han var familien sorte får. Det var ham, der altid gjorde oprør. Det var ham, der var den dårlige i skolen. Måske ville det være bedre, hvis han bare forsvandt. Langt, langt væk...

Det er din skyld!

Sikke en skan, at det lige skulle blive hende.

Hvor kunne du dog gøre det?


Det var ikke med vilje!

Det kan enhver jo komme og sige. Nu er det for sent.

Ja, det var det. Alt for sent. Hun havde været død i flere uger nu. Hvis han nu ikke havde ladet hende gå ud i den sø... Hvis han nu havde hentet den bold for hende... Men et menneske kan jo altid komme og sige hvis bagefter. Det hjælper jo ikke.

Jeg kunne jo ikke vide, at søen pludselig ville blive så dyb, tænkte han ulykkeligt.

Alt, hvad han ville nu, var at være sammen med hende igen. For evigt og altid.

Hvor gammel var det nu, hun blev?

Ni og et halvt.

Sikke en skam.


Ja. Sikke en skam- Sikke en skam, at det ikke blev ham. Det var det, de mente, alle de naboer der kom på besøg hele tiden. Han havde set de blikke, de sendte ham, når de havde sagt disse ord.

Lad mig være i fred! skreg han pludselig af sine lungers fulde kraft. Det hjalp. Ikke på stemmerne, men på nerverne. Og med ét slog det ham, at han udmærket godt vidste, hvad han måtte gøre. Hvis han ville se lille Ida, var der kun én vej. Han så ned på den pistol, han holdt i hånden og tog en dyb indånding. Og da han havde taget beslutningen, var det pludselig ikke så skræmmende mere. Det ville kun tage et øjeblik, og så ville han møde sin lillesøster igen...

Han tog en dyb indånding og smilede så ganske let. For det at trække vejret er et kunststykke, som det kræver meget viljestyrke at udføre. Og den viljestyrke, han havde fået ind sammen med modermælken, var nu for længst forsvundet sammen med sjælen. Han satte pistolen op til hovedet og lukkede øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...