Den eneste vej ud er langt væk

Jeg er ikke sikker på titlen endnu - den har lånt den første linje i hele teksten so far -, men jeg ved, at historien kommer til at blive lidt selvbiografisk. Hovedpersonen har mange af mine egne træk, og fortæller en historie der har træk fra min egen.

Hun hedder Cecilie, og vil fortælle, hvad der skete dengang hun fik en lillebror. Hvordan hun pludselig blev forkert, og havde svært ved at finde en vej ud.

0Likes
0Kommentarer
391Visninger
AA

1. Den eneste vej ud er langt væk

 

Den eneste vej ud er langt væk. Hun skjuler ansigtet bag den ru bark, river knæet på grenenes torne, vælger en hånd, den mindst forrevne, stryger den gennem håret, men kun halvvejs, den sidder fast, fjerner flygtigt de visne blade og tørre kviste.

Kulden lister sig ind alle vegne, snart er alt det grønne brunt, det gør ingenting, hun skjules bedre i det brune. Det knaser, og hun ved, de lytter, så snart hun tager et skridt, så snart hun gør den mindste bevægelse, så snart hun trækker vejret. Hun hader det. Det er derfor, hun gemmer sig. Så lytter de kun, de ser hende næsten aldrig.

Når de gør, er det forfærdeligt. Skal hun vende sig, så de kun får et flygtigt glimt men ser det hele, eller skal hun stå stille og lade dem sluge enhver detalje? Hun er så skræmt i sine tanker, at hun for det meste bare står. Stirrer. De stirrer igen, og hun indfanger hver detalje af deres smukke øjne. Undrende øjne, vrede øjne, dømmende øjne. Men smukke øjne. Smukke ansigter, symmetriske ansigter. Smukke arme, smukke fingre der klemmer en anden perfekt hånd. Huden skinner i solen, den lyser op i mørket. Hendes matte arme der knuger om stammen holder kun fast, når ikke engang hele vejen rundt, hundreder af år har sat sine spor.

 

Der var skønhed engang. Der var lys, der var lyd, der var dufte og smil. Den mørkhårede var endnu smukkere end hende, men det gjorde ingenting, de pyntede hinanden, voksede med hinanden og så, at fire arme kan nå rundt om træet. De smilede bag barken, og selvom de ikke kunne se hinanden, kunne de føle smilet gennem fingrenes insisterende knugen.

Hun savnede hende når hun var væk. Sammen var grænsen en tråd i sandet, alene var hun nøgen, og tråden var en bjælke, der var intet at spinde af.

 

Hun ligger sig forsigtigt ned i det fugtige græs. Verden er mørk omkring hende, og et hun føler et stik i brystet, når hun tænker tilbage. Hun ryster på hovedet, ryster tankerne væk, lukker øjnene og føler al kulden trænge ud af kroppen, ser farverne på øjenlågene og smiler, mens hun rækker ud efter det lyse ansigt.

                   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...