Nightmare {1D}

Janny er en pige som frygter døden og mørke. Hun sover altid med lyset tændt og hun har mareridt hver nat og har haft det lige siden hendes forældre døde i en bilulykke da hun var mindre. Man kan sige så lidt at Janny er den sidste man skal skræmme eller lave alvorligt sjov med for hun har let til tårer og frygt. Hvordan går det hende når One Direction pludselig besøger hendes børnehjem? Opstår der forelskelse eller had fra første øjeblik de møder hinanden? Hvad sker der når Janny pludselig finder ud af noget om hendes familie hun ikke vidste før?

20Likes
6Kommentarer
1429Visninger
AA

4. Kapitel 2

Lige da jeg trådte ind af døren til opholdsstuen med Michael bag mig forskrækkede en person mig ved at springe frem fra et skjul og vifte med armene for at gøre mig bange. Jeg vidste at det var med vilje for alle på børnehjemmet elskede at drille mig med det. Jeg begyndte først at skrige, men mine skrig blev hurtigt over taget af mine voldsomme hulk. Jeg hørte Michael hvæse et eller andet til personen foran mig før han lagde sine arme om mig og prøvede at berolige mig. Jeg vente mig mod ham og knugede ham indtil mig. Min hulk forsvandt langsom og i stedet var det bare lydløse tårer der trillede ned af mine kinder. Michael krammede mig hårdt og mumlede beroligende ord i mit ordet. Han vidste altid hvordan han skulle berolige mig.

Jeg vidste at alle i opholdsstuen gloede på os. Især de fem ukendte drenge der stod bag vores forstander. ”Janny, er du ok?” hviskede Michael lavt i mit øret. Jeg nikkede kort og tørrede hurtigt resten af mine tårer væk fra mine kinder. Jeg snøftede kort og vendte mig bort fra Michael. Dog kiggede jeg hele tiden ned i gulvet i frygt for at møde nogen af de ukendte drenges øjne. Jeg kunne mærke at de kiggede på mig, men jeg kunne ikke mærke om det var et blik med overraskelse eller et hånligt blik der fortalte mig at jeg var svag.

Vores forstander rømmede sig kort før hun begyndte at snakke. ”De her fem drenge er kommet i dag for at besøge jer, give autografer og tage billeder med jer” startede hun ud. En masse pigeskrig gav genlyd i rummet. Jeg vendte hovedet og kiggede meget forvirret på Michael, men jeg fandt ikke noget svar for han kiggede lige så forvirret på mig. Jeg drejede hovedet igen og gloede forvirret på vores forstander. Kort efter fortsatte hun. ”Drengene skal blive og overnatte til i morgen, lyder det ikke godt?” jublede hun nærmest. Alle pigerne herinde begyndte at skrige helt vildt, mens drengene bare løftede det ene øjenbryn og så ligeglad på hende. ”I må gerne gå igen nu” sagde hun til sidst.

Hurtigt trak jeg Michael med ud af rummet og vi satte kursen mod vores værelse. ”Havde du nogen anelse om hvad det handlede om?” spurgte Michael mig lavt. Jeg rystede på hovedet og gik hurtigere mod vores værelse. Pludselig var der en bag fra der råbte efter mig. Jeg stoppede forvirret op og drejede hovedet. En dreng med blondt hår kom løbende mod mig. ”Er du okay?” spurgte han forpustet. Jeg nikkede, men jeg sendte ham intet smil som tak for at han spurgte. Jeg vendte mig bare om og begyndte at gå igen for at følge med Michael der allerede var nået et stykke frem. ”Vent!” råbte han efter mig, men jeg stoppede ikke. Jeg begyndte at løbe. Forbi Michael og mod vores værelse. Da jeg nåede vores værelse åbnede jeg døren med en kraftig bevægelse og smækkede døren i efter mig. Jeg smed mig på min seng og langsomt begyndte tårerne af trille ned af mine kinder igen. Jeg snøftede kort og begravede mit hoved i min hovedpude. Jeg kunne intet gøre for at stoppe tårerne. De blev ved med at trille ned af mine kinder.

Jeg kunne mærke at der var en der satte sig ved siden af mig på min sengekant. En hånd begyndte at køre op og ned af min ryg, og allerede der kunne jeg regne ud at det var Michael. Jeg havde slet ikke hørt at han havde åbnet døren og lukket den igen. Jeg krøb ind af mod væggen og Michael lagde sig ned ved siden af mig. ”Sig til hvis du har brug for noget, søde” mumlede han. Jeg vidste at han var ligeså ked af det som jeg var, kun fordi jeg blev ked af det. Vi var som én sjæl i to kroppe.

Der gik længe med at vi bare lå der i min seng og tænkte vores egne tanker.Jeg tænkte tit på om jeg havde andet familie der ude et eller andet sted. Om de nogensinde ville tage kontakt til mig og hvorfor de ikke havde gjort det endnu. Kunne de ikke lide mig?

Jeg sukkede dybt og vendte mig om på siden så jeg så på Michael med grædefærdige øjne. Det så ud til at han var faldet i søvn for hans øjne var lukket og hans vejrtrækninger var rolige. Jeg vendte mig om på den anden side og kiggede ind mod væggen. Langsomt døsede jeg selv hen i søvnens endeløse fangeskab. Det sidste jeg tænkte på før jeg faldt i søvn var at der var et eller andet genkendeligt ved en af de fremmede drenge. Noget jeg havde set eller andet sted før – jeg kunne bare ikke huske lige præcist hvor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...