Nightmare {1D}

Janny er en pige som frygter døden og mørke. Hun sover altid med lyset tændt og hun har mareridt hver nat og har haft det lige siden hendes forældre døde i en bilulykke da hun var mindre. Man kan sige så lidt at Janny er den sidste man skal skræmme eller lave alvorligt sjov med for hun har let til tårer og frygt. Hvordan går det hende når One Direction pludselig besøger hendes børnehjem? Opstår der forelskelse eller had fra første øjeblik de møder hinanden? Hvad sker der når Janny pludselig finder ud af noget om hendes familie hun ikke vidste før?

20Likes
6Kommentarer
1454Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg satte mig op med et sæt. Sveden piblede ned over min pande og min trøje var gennemblødt af sved. Jeg hikstede nogle uforståelige ord og svang benene over sengekanten. Jeg rejste mig op, men faldt sammen på gulvet igen efter et par sekunder. Det endte med at jeg rystende måtte kravle over til Michaels seng. Halvt hulkende vækkede jeg ham. Han åbnede øjnene på klem, rykkede sig længere ind mod væggen og løftede dynen så jeg kunne ligge sammen med ham. Jeg lagde mig hurtigt ned til ham og klamrede mig til ham. Jeg begyndte at græde og tårerne strømmede ned af mine kinder i store strømme. Michael lagde sin ene arm om mig og mumlede beroligende ord i øret på mig i håb om at få mig til at falde til ro. Efter et par minutter med hans beroligende ord og blide hånd som kørte op og ned af min arm faldt jeg til ro. Lidt efter kunne jeg høre hans svage snorken i mit øre, mens hans hånd langsomt holdt op med at nusse mig.

Jeg kunne ikke falde i søvn igen. Mareridtet havde vækket så stor rædsel i mig at jeg ikke turde lukke øjnene i igen. Jeg kunne slet ikke beskrive hvor glad jeg var for at jeg havde Michael. Han var altid den eneste som forstod mig og anede råd om min frygt. Det var et held at vi var et ulige antal piger og drenge på børnehjemmet. Vi var så mange børn man her på børnehjemmet måtte have i forhold til værelserne, så vi kunne ikke engang sove hver for sig og siden de voksne kunne se at Michael var min eneste rigtige ven gik det til at det var Michael og jeg der kom til at sove sammen i stedet for nogle af de andre piger eller drenge. Michael var meget genert lige som jeg og han forstod mig altid når jeg havde det sværest – ligesom at jeg forstod ham når han havde det sværest. Michael havde heller ingen andre venner end mig med det faktum at alle på børnehjemmet vidste at han var til drenge. Ærligt kunne jeg ikke se problemet i at være til samme køn som en selv. Jeg synes bare det var fedt at han turde stå frem som den han var. Michael og jeg havde været bedstevenner lige siden vi begyndte at snakke første gang da Michael kom til børnehjemmet fordi hans mor var død og hans far druknede hans sorger i alkohol. Jeg havde selv været her længere tid end ham, da jeg mistede mine forældre som femårig og faktisk ikke rigtigt kunne huske dem. Der er heller aldrig nogen anden fra min familie der har taget kontakt med mig, så jeg ved ikke om jeg har nogen der ude et sted. Langsomt kunne jeg mærke at jeg begyndte at døse hen og lang om længe faldt jeg i søvn. Denne gang uden mareridt.

Da jeg vågnede næste morgen var det fordi Michael rejste sig fra hans seng. Jeg blinkede hurtigt med øjnene og løftede hovedet så jeg kunne se ordenligt på ham. Hans hår stod ud til alle sider, det så sødt ud. Han sendte mig allerførst et bekymret blik da han så at jeg var vågen, men det gled hurtigt over i et smil. Han kom hen til mig og lænede sig ned og kyssede mig godmorgen på panden. Det gav mig altid en tryg fornemmelse når han gjorde det. Jeg sukkede dybt og rejste mig fra den varme seng. Jeg gik med små skridt over til mit skab og roede lidt rundt i mit tøj. Til sidst fandt jeg frem til at tage nogle karry-gule bukserne på og en sød lyserød striktrøje på til der også havde nogle små gule blomster på. Jeg fandt mine lyserøde briller frem da de matchede til trøjen. Hvis det undre dig at jeg lige nu siger at jeg tog mine lyserøde briller frem, så er det fordi jeg har alle mulige slags briller i forskellige farver fordi jeg altid vil have nogle briller på der passer til mit tøj. Der er styrke i dem alle sammen, ja. Jeg kan ikke gå rundt uden mine briller, så kan jeg ikke se særlig meget. Det er kun inde på vores værelse at jeg kan gå uden briller fordi jeg kender rummet meget godt. Til sidst fandt jeg nogle lyserøde hyggesokker og pakkede mine kolde fødder ind i dem. ”Klar til at få noget morgenmad?” spurgte Michael og smilede til mig. ”Altid” svarede jeg og smilede stort tilbage. Vi slukkede lyset på værelset og trådte ud på gangen hvor vi blev mødt af pige hvin og ophidsede stemmer. Vi blev nærmest skubbet frem da en helt gruppe af piger kom løbende bag os og ville forbi. Jeg drejede hovedet og kiggede forvirret på Michael som bare trak på skulderene som tegn på at han ikke vidste hvad der foregik. Forvirrede gik vi sammen ned i opholdsstuen som de var løbet mod. Da Michael og jeg nåede opholdsstuen stod vores forstander midt i den med fem drenge bag ved sig. Jeg kiggede endnu en gang undrende på Michael som bare trak på skulderene igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...