Barndomsminder (O)

Dette er et essay jeg lige har fået tilbage i skolen. Det var en skole opgave om at skive om noget der virkelig betyder noget særligt for os. Så jeg valgt minder. Den er ikke noget særlig, men for mig betyder den noget specielt, så jeg håber I vil læse den.

2Likes
3Kommentarer
548Visninger

1. barndomsminder

 

Noget der undrer mig, eller nok altid har undret mig, er barndomsminder. Den måde de kommer frem på. En duft, en lyd, eller en situation, kan bringe os tilbage til noget vi har gennemgået for lang tid siden. Steder vi har lagt bag os og som vi ikke har tænkt på i lang tid, personer vi ikke længer taler med, ting som er lagt væk. Alt det kan blive bragt op i os, når blot vi bliver tricket. Men hvad er det ved en lugt, en lyd, en stemme eller et billede, som kan få mindet til at kravle op af det fine hukommelses-spind? Hvad er det lige der gør det kan overraske os så voldsomt, at man kan blive helt glad eller begynde at græde? Det kan bringe en side af os selv op i os, som vil ikke længere kender.

Som når, man høre en sang, man altid skårlet med på da man var lille, men ikke har hørt siden. For mit tilfælde hedder sagen ”Barbie Girl”

Men det med minder kan faktisk godt skræmme mig lidt, men alligevel vil jeg ikke undvære dem for noget i verden.

Jeg ville hellere miste en af mine sanser som synet eller hørelsen, ind at miste min hukommelse. For med den ville jeg miste alt. De gode stunder med mine venner og familie, min barndom og de svære tider, hvor dem der virkelig elsker en, støtter en. Jeg ville miste min personlighed.

Jeg husker, i min praktik hvor jeg i 0. klasse, på min egen skole. Den samme klasse som jeg selv gik i, et lille årti tidligere, med samme lærerinde. Jeg blev i frikvarterne efterladt inde i klassen, mens børnene var ude på legepladsen. Jeg ville udnytte tiden, så jeg havde taget mine lektier med, dog kom jeg aldrig i gang med dem, før minderne overrumpelede mig. Som et vindue på klem, bliver blæst op af vinden, strømmede billeder, stemmer og lugte ind over mig. Jeg så det hele for mig. Mine klassekammerater sidende på de små stole, ved de små bord, som jeg i dag ikke kan få benene ind under. Jeg huskede stemmer fra elever som faldt fra, op gennem årene. Men sjovest var det, at jeg kunne se mine bedste veninder helt klart for mig, som de så ud da de var fem-seks år gammel.

 Den akseblondt Caroline, med sine søde, store krøller og elskelige latter, jeg ofte har hørt på video senere hen. Catharina, helt kort klippet, som en dreng, selv om jeg dog sjældent snakkede med hende i de små klasser. Signe Marie, en lille pige med hvidt fehår, som gik ud halv indeni tredjeklasse.

Jeg huskede hvordan vi sad nede i bunden af klassen, og legede med dukker, de samme dukker, som pigerne i denne klasse lige har leget med. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, for mindet i sig selv bragte en ubekymret følelse op i mig.

Hvad det var, der fik det frem i mig, ved jeg ikke. For fra min tid til nu, er klassen flyttede over på den modsatte side af gangen, så væggene omkring mine minder er ikke længer de samme, men stadig skulle der ikke mere til.

Synet af det gamle legetøj i hjørnet, lugten af støv og plastik, snore sig sammen om mit tanke spind og bevæger sig langt, langt ned i min hukommelse. Hvor ingen har været længe, jeg gætter på de på gennem adskillige lag støv, før de kommer ned til minderne fra folkeskoles første år.

Rundt om gamle erindringer vikler de sig, før de op gennem mig trækker billederne frem.

Men hvorfor betyder det for mig så meget at huske? For det er jo ikke kun mig, alle mennesker siger minimum en gang om ugen, ”Kan du huske?” Men hvad er det lige vi gerne vil huske? Hvorfor er det tanken om at leve i fortiden, hvor vi allerede ved hvad der sker, frister nogle af os? Jeg ville godt have en tidsmaskine hvor jeg bare kunne rejse tilbage i tiden, ikke for at ændre den. Men for at se folk som man har mistede eller opleve ting som er forbi. Men i stedet for en maskine har jeg mine minder. Det vil altid kunne bringe mig tilbage til lettere tider, eller måske virker det kun lettere fordi fremtiden ikke er der, til at skræmme en. Ingen krav om at man skal tænke på uddannelse eller på at opvaskemaskine også lige skal tømmes.

Næ! Nej, så hellere på mindeferie tilbage til de lette år, hvor det støre problem var om man havde fået hambergryg med på madpakke.

Jeg husker jeg altid fik hambergryg med, det var et kæmpe problem, for så var man nød til at spise brødet uden pålæg eller se om nogen ville bytte. Men hvem gider bytte med et kedeligt hambergryg mad? Ja, ikke mig.

Tilbage i klassen, nærmer klokken sig tolv, så eleverne vil strømme ind om lidt og bryde den verden af minder jeg havde brugt det seneste kvarter på at bygge op omkring mig. Ti år er der gået, og mange ting har ændret og forandret sig. Med tiden er jeg vokset, jeg har mødt medgang og modgang, alt sammen har jeg gemt i mine minder, så jeg i tide og utide kan tage på en mindeferie, når samfundsfagstimen bliver for lang eller jeg bare savner lyden af Sine Maries latter.

Så jeg kan huske hvem jeg er og hvorfor.

For minder er ikke kun hyggelige og triste stunder, det er også en historie. Det er den historie som gennem tiden har formet og modlueret den person jeg er blevet til i dag og fremover vil udvikle. Vores minder er begrundelse til det vi er i dag, så måske er det derfor det betyder så meget for mig?

Fordi de er mig?

 

 

Alberte Dons Lauritzen

September 2012


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...