I fremtiden.

Anna er efterladt på en hel fremmed planet. Hun blev væk med sin tidsrejsende ven, bror, far, hvad de nu har gang i. Eller, han blev væk. ELLER, han tog væk. Hun er slet ikke sikker. Hun ved bare, at han ikke var der, hvor han burde være.
Hun er ikke mere en 16 år gammel, måske lidt ældre i alt, og nu skal hun overleve helt for sig selv. De indfødte på planeten virker ikke venlige, men hun er opsat på at komme væk derfra på en måde.


Det skal lige siges, jeg måske fører det her hen i en Doctor Who Fan fiction senere. Jeg er stadigvæk ikke sikker, men sådan ender det nok. I behøver ikke at kende til Doctor Who, da jeg bruger det, jeg vil bruge. Tak.

0Likes
0Kommentarer
507Visninger
AA

1. Man kan vel kalde det her "prolog"

Anna står som limet til træet bag hende. Et træ, hun aldrig har set før. Et træ, hun slet ikke vidste fandtes. Men hun bliver næsten ikke overrasket mere, nu, hvor hun har været så mange mærkelige steder, set så mange mærkelige ting. Hendes blå øjne lyser op i det underlige solskin, fuldstændig som hendes hud. Det blonde hår sidder vildt til alle sider, men der er hendes tanker slet ikke henne ved.
Hun er ret sikker på, at der er mere en 2 sole på denne her planet, for lyset, der skærer igennem bladene over hende, er meget stærkt. Hun læner sig lidt forover, bryder sin fulde berøring med træet. Hun vil bare gerne lige se.. bare lige se, om de fremmede væsner stadigvæk er tæt på.
Og det skulle hun ikke have gjort. Træet bag hende blæser op, råber direkte til de indfødte, at hun gemmer sig her.
"Shit." snerrer hun. Først da en pil rammer direkte ved hende øre (Dog uden at ramme), løber hun. Hun løber længere ind i skoven, men dog følger hun stadigvæk skovbrynet. Eller, det der er af det. Hun ser sig tilbage, men til hendes forskrækkelse er de indfødte meget tæt på hende. Faktisk, så burde hun føle sig som den fremmede. Det er jo hende, der faktisk er fremmed. Selv hendes tøj er fremmed. For ligheden imellem et par mørke jeans og en sort tanktop og dækkende pels, blade - den er ikke særlig stor. De indfødte viser sig, at være fantastiske bueskyttere. Selvom det ikke direkte er en bue, minder våbnet meget om det. De rammer tæt på hende flere gange, men Anna kan heldigvis godt løbe siksak. 
Dog mister hun fuldstændig sin sans for, hvor hun skal løbe hen, og ender direkte ude på en åben savanne. Dog er det langtfra noget lignende. 
Der er gråt. Jorden er tør, men har ikke sådan en gylden farve, som man ville tro. Den er helt grå, kun få tonere lysere end himlen over hende. Hun ser sig tilbage, undrende. Det var da solskin ligefør. 
Der er heller ingen former for træer mere. Der er kun store sprækker, men hun ved ikke, hvad der kommer op fra dem. Og hun vil heller ikke vide det.
Hun ser op på den helt mørke himmel, imens hun snerrer:
"Du står mig i gæld, så meget, åh så meget. Jeg vil kræve min hævn." - og så løber hun direkte ud på det åbne, tørke landskab. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...