Let's have som fun | One Direction {13+}

Alicia Diamond er en vild 17 årig teenagepige. Alle i byen kender hende, og hun er kendt som byens player, der har været vidt omkring. Hun elsker at tage til fester og ender altid med at vågne op i en seng, der ikke er hendes egen. Da den berømte Zayn Malik redder hende fra en vildt irriterende dreng, der prøver at forføre hende, ender det op med at hun forfører Zayn. Hvad hun ikke ved, er, at hun dagen efter ender i seng med hans bedste ven Harry Styles, der inviterer hende til filmaften med One Direction. En idé om at udnytte drengene og lege med deres følelser tager for i hendes hoved, og hun begynder legen allerede til filmaftenen. Men vil den idé ende, som hun havde regnet med, eller vil hun rent faktisk ende med at falde for en af drengene?

139Likes
190Kommentarer
11192Visninger
AA

19. Kapitel 17.

 

Mit humør var ikke blevet en tand bedre, men hvordan skulle en omgang tømmermænd også

Lige nu sad jeg så og var i gang med at skrive det sidste afsnit på min 7 siders lange fysikrapport, og hvis jeg skulle være helt ærlig, så synes jeg, at den var blevet ret god. Jeg havde aldrig i mit liv skrevet noget, der var så godt som det, i hvert i fald ikke i fysik, og jeg håbede lidt på, at jeg kunne få humøret lidt op hos de forskellige lærere, hvis der bare var en af dem, der sagde noget godt om mig.

Jeg havde overlevet dagen på arbejdet, selvom jeg flere gange havde været sikker på, at jeg skulle kaste op, hvilket heldigvis ikke skete. Jeg var blevet mobbet for groft af de andre, og det endte med at hele butikken vidste, at jeg havde tømmermænd, så deeet.

Og nu var jeg altså lige blevet hentet af min far og var så smuttet op på værelset, hvor jeg jo som sagt lavede den der rapport.

Lettet klappede jeg min computer sammen, da jeg havde skrevet den allersidste linje, det allersidste ord og der allersidste punktum i hele opgaven. 

Jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle lave, så jeg valgte bare at ligge mig ned under dynen og stirre ind i væggen. Jeg kunne virkelig ikke genkende mig selv i det her, og det skræmte mig helt ekstremt. Jeg ville virkelig ønske, at jeg bare kunne lade være med at have fået fucking følelser for fucking Niall fucking Horan.

Som om det ikke var nok, så var der fucking lorte bal på skolen efter juleferien, og selvfølgelig havde jeg ikke nogen date. Jared havde forladt mig til fordel for en fucking dum pige, som sikkert var mega sød og flot. I mit hoved var hun bare dum, fordi hun havde taget min reservefyr fra mig.

Det gav et sæt i mig, da døren pludselig gik op, og jeg kiggede forskrækket på den person, der var gået ind, som viste sig at være Marcus.

Han lukkede døren efter sig og kom så hen til mig og satte sig på sengekanten.

”Hey søs,” sagde han svagt og lagde en hånd på min arm, så jeg trillede rundt og lå med front mod ham i stedet for væggen.

”Hej Marcus,” sagde jeg bare og var egentlig ikke i humør til at snakke med ham. Han kiggede på mig med et underligt kærligt blik, og jeg begyndte stærkt at overveje, om han var syg eller på stoffer.

”Jeg vil altså godt lige snakke med dig,” sagde han, og jeg aftalte med mig selv, at han var blevet syg. Normalt ville aldrig snakke med mig, og på den måde han sagde det på, var det alvorligt. Det var ikke normalt. Mit liv var ikke normalt.

 ”Hvad vil du dog snakke om?” spurgte jeg og kiggede undrende på ham. Det blev ikke meget bedre, da han sagde ”dig” og kiggede bekymret på mig.

”Er du syg eller sådan noget?” spurte jeg om, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. ”Alicia, jeg gider ikke alt den der dårlige humor lige nu,” sagde han alvorligt og satte sig lidt længere ind på sengen, så hans føder ikke længere støttede mod gulvet, men også lå oppe i sengen.

”Er der noget galt?” spurgte han direkte, og jeg glippede panisk et par gange med øjnene, da jeg ikke havde regnet med, at han ville gå så direkte til sagen.

”Hvad mener du?” jeg lagde hovedet en smule på skrå for at få mit skuespil til at virke en smule bedre. Jeg vidste jo godt, hvad han ville snakke om, for han havde helt sikkert lagt mærke til, at jeg var ret meget ved siden af mig selv for tiden. På det punkt kunne man godt mærke, at han kendte mig ret så godt.

”Stop det nu. Du er helt nede i kuldkælderen, og du er ikke engang flabet mere. Hvad er der sket?”

”Det er ikke noget,”

”Du kan altså godt snakke med mig, jeg vil godt vide, hvad der er galt. Tænk nu hvis jeg kan hjælpe dig med det,” sagde han og kiggede på mig med et blik, der lyste af nysgerrig-og oprigtighed. Hårdt bed jeg mig i læben og kiggede på ham med et usikkert blik. Så kiggede jeg ned på dynen og så op på ham igen. Og så fortalte jeg.

”…Og jeg tror, jeg er forelsket, og jeg savner ham bare så meget!” sluttede jeg af og sukkede højt bare lige for at gøre det hele endnu mere dramatisk

Han havde siddet og lyttet interesseret uden at afbryde mig en eneste gang, og aldrig havde jeg troet, at min, jeg mener min, bror, kunne være sådan. Jeg havde aldrig troet, at han var så god til at lytte, men det glædede mig. Nu forstod jeg lige pludselig godt, hvorfor han havde så mange venner. De kunne alle snakke med ham, hvis der var noget galt, og det var helt klart noget, som alle satte pris på i en ven.

”Alicia, elsker du ham?” Hvad?

”Hvad?”

”Elsker du Niall?” Jeg kiggede forvirret på ham og ventede på, han ville sige, at det vare var en joke, men det skete ligesom ikke, så det gik stille og roligt op for mig, at han mente, hvad han sagde.

”Jeg ved det ikke,”

Who am i kidding?

”Ja, jeg elsker ham vel,” ændrede jeg så mit svar til og trak på skuldrende.

”Hvorfor fanden sidder du så herhjemme og er deprimeret? Du skal sku da tage hen og snakke med ham, for det her nytter da ikke en papand,” sagde han ivrigt og var næsten allerede i gang med at skubbe mig ned af sengen.

”Hvad fanden snakker du om?” jeg var forvirret – meget forvirret.

”Nu gør du dig fin igen, og så tager du over og snakker med Niall, for det andet kommer du sku ikke så langt med,” sagde han. ”Hvis du ikke tager derhen frivilligt, så kører jeg dig derhen og bærer dig op af trapperne,” advarede han, og jeg kunne ligesom fornemme, at jeg ikke havde noget valg.

Jeg lagde det sædvanlige make-up og hoppede så i et par sorte jeans og en grå I love London hættetrøje. Jeg gad ikke gøre noget ud af mit tøj, og desuden var det også helt vildt koldt udenfor, så en hættetrøje passede perfekt.

”Jeg er klar nu,” sagde jeg til Marcus, der var blevet i værelset.

”Godt, så kører jeg dig derhen,” sagde han og skubbede mig hurtigt ud af værelset og ned i stuen, hvor Baloo lå og sov. Jeg fik pludselig en ufattelig stor træng til at være en hund. Hvis jeg var en hund, ville jeg ikke skulle gå igennem det her fucking helvedet, og så kunne jeg bare ligge og sove og være nuttet i stedet for.

Men livet er nu engang uretfærdigt.

Jeg gad ikke tage en jakke på, så jeg hoppede bare i mine læderstøvler, og så var jeg klar. Marcus brugte heller ikke videre lang tid på at få overtøj på, så kort efter sad vi i den kolde bil.

”Hvad fanden skal jeg sige?” udbrød jeg, da vi havde kørt i nogle minutter, hvor nervøsiteten bare havde hobet sig mere og mere op i mig.

”Det gider jeg ikke fortælle dig. – Du skal nok finde på noget, når du står overfor ham. Tro mig,” sagde han og kiggede kort på mig, imens han snakkede, før han vendte opmærksomheden mod vejen igen, så vi ikke kørte galt.

”Undskyld mig, men har du selv prøvet at stå i sådan en situation?” røg det ud af mig, da det pludselig gik op for mig, hvor meget styr han egentlig havde på, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne se, at hans kæber spændtes kort, inden han svarede mig.

”Ja, det kan man vidst godt sige. Måske bare ikke i et lige så stort omfang, men derhen af,” sagde han, og jeg ventede bare spændt på, at han forsatte sin lille fortælling.

”Ser du, jeg har haft noget kørende med den her pige i et godt stykke tid nu, og jeg er helt væk i hende. Men så af en eller anden grund, endte jeg med at være hende utro med hendes bedste veninde – præcis som dig. Du var sammen med Nialls bedste venner, og nu ved du ikke, hvorfor du gjorde det og føler dig som verdens største idiot. Grunden til at jeg så gerne vil have, at du gør noget ved det, er, at jeg ikke selv fik gjort det, og nu har jeg mistet hende pigen for altid. Det vil jeg ikke se ske for dig lige for øjnene af mig. Især ikke når jeg har muligheden for at hjælpe,”

Der var en lang stilhed i bilen, hvor jeg lige sad og tyggede lidt på det, han sagde.

”Oh my god,” var det eneste, der kom ud af min mund, og jeg havde lyst til at slå tænderne ud på mig selv, fordi det var så dumt sagt. Marcus sagde ikke noget, og jeg kunne se, at han selv sad og tænkte på et eller andet – formegentlig hende pigen.

Jeg kunne mærke, hvordan nervøsiteten nærmest havde overtaget min krop, da vi holdte ind foran Nialls hus. Sidst jeg havde været her, var da jeg var blevet busted af dem. Busted i at jeg havde leget med dem alle sammen (undtagen Louis). Lige meget hvor meget jeg tænkte på det, hvor lidt jeg tænkte på det og generelt bare lige meget hvad, kunne jeg slet ikke komme mig over, hvor dum jeg var.

”Alicia, du bliver altså nødt til at gå derind,” lød Marcus’ stemme og hev mig ud af den trance, jeg var i.  Jeg sendte ham et svagt smil, inden jeg åbnede døren og fik kæmpet mig ud af bilen. Vinde var lige ved at vælte mig omkuld på de få meter, der var hen til huset, og jeg kunne godt fornemme, at det nok snart ville blive virkelig, virkelig dårligt vejr.

Inden jeg nåede at løbe skrigende bort med håret flagrende efter mig, fik jeg ringet på. Jeg var lige ved at ånde lettet op, fordi det lød som om, ingen var hjemme, da en velkendt stemme lød. Det var som om, det gav stød, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

”Er det reklamer?” lød det, men det var som om, at jeg ikke havde nogen stemme og som om, at den var løbet skrigende bort og havde forladt mig her.

Jeg nåede ikke at få taget mig sammen, inden røret blev smækket på. Jeg stod i nogle minutter og tog nogle dybe indåndinger for at få styr på mig selv, inden jeg igen ringede på.

”Ja, hvad er der?” lød Nialls, en smule irriterede, stemme.

”Det… Det er Alicia,” fik jeg fremstammet, og der blev straks helt stille i den anden ende. Jeg troede i et kort øjeblik, at han bare smækkede røret på uden videre, men da den velkendte sumlyd kunne høres, vidste jeg, at han havde lukket op for mig.

Jeg tog trappetrinene to af gangen, da jeg på en eller anden måde bare godt ville have det her overstået så hurtigt som muligt. Derfor stod jeg også tidligere end forventet med blikket rettet mod Nialls stålblå og iskolde øjne, som jeg havde savnet så ufatteligt meget.

”Hvad laver du her?” spurgte han hårdt, og jeg blev næsten bange for ham, fordi han lød så vred, at det halve kunne være nok.

”Kan… kan vi snakke?” spurgte jeg med en svag og spinkel stemme, der næsten ikke var der. Pludselig var det som om, at jeg kunne mærke alkoholen fra natten før i mig igen, og jeg ville næsten ønske, at jeg havde brækket mig ude på toilettet på pizzeriaet bare for at være på den sikre side. 

”Hvad vil du dog snakke med mig om?”

”Jeg vil gerne sige undskyld,” Pludselig var det som om, at alt min nervøsitet var forsvundet som dug for solen, og jeg forstod pludselig, hvad Marcus mente med, at jeg nok skulle finde på noget at sige, når jeg stod i øjeblikket.

Niall kiggede mistroisk på mig, og da han tydeligvis ikke havde tænkt sig at sige noget, gjorde jeg det selv.

”Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg har været så dum. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt op i min hjerne, og du er velkommen til at stemple mig som sindssyg, for det jeg gjorde er på et eller andet punkt ikke helt normalt. Men jeg vil bare godt have, at du ved, at jeg har det så dårligt over det her..” – ”Det fortjener du også,” – ”Jeg vil godt have, at du ved, at jeg har det dårligt over det, og… Og du skal også vide, at jeg er forelsket i dig. Jeg ved ikke, hvornår det skete, men når jeg tænker mig om, så har det nok været der hele tiden. Hver gang jeg skulle være sammen med dig, glædede jeg mig som en i helvede, og dine kys og berøringer gav mig de underligste fornemmelser, som ingen anden fyr har formået at give mig endnu. Det må jo betyde et eller andet,”

Jeg vidste, at jeg havde snakket ud i en køre, men jeg blev nødt til at komme ud med det hele, og  da jeg var færdig, var det som om, at der var en sten, der havde lettet sig fra mit hjerte, og jeg kunne endelig trække vejret ordentligt.

Niall stod bare og stirrede på mig, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var han mundlam. Han vidste simpelthen ikke, hvad han skulle sige, men jeg kunne godt forstå ham. Hvem ville lige have noget i ærmet, hvis den pige, der havde været en utro med 3 af ens bedste venner stod og fortalte, at hun var forelsket i en?

Ja ikke mig i hvert i fald, det kan jeg sku godt afsløre.

”Alicia,” lød det pludselig fra Niall, og jeg kiggede på ham. Han stod med hovedet let bøjet mod jorden og vidste tydeligvis ikke, hvor han skulle kigge hen.

”Jeg forstår godt, hvis du ikke kan tilgive mig, men jeg vil bare have, at du ved, at hvis du nogensinde skifter mening, så er jeg her stadig,” sagde jeg, da jeg var helt sikker på, at han skulle til at sige noget om, at det ikke gik.

”Nej, Alicia. Jeg er også forelsket i dig,” jeg spærrede øjnene op, da hans ord var feset helt ind og var helt ude af stand til at snakke. Langsomt nærmede han sig mig og lidt efter, var der kun få centimeter i mellem os.

”Selvom jeg ved, at jeg ikke burde tilgive dig for det, du har gjort, såå… Så kan jeg simpelthen ikke lade være med det, fordi jeg er så skide forelsket i dig,” med de ord pressede han sine læber hårdt mod mine, og jeg kyssede overrasket og glad med. Overrasket fordi jeg ikke havde regnet med, at det ville være så nemt at få ham til at tilgive mig,  og glad fordi jeg endelig fik lov til at mærke hans læber mod mine.

***

Jeg satte mine øreringe i ørerne og kiggede så tilfredst på mig selv i spejlet. Kan I huske, at jeg engang for rigtig, rigtig lang tid siden var ude og købe en kjole til et bal? Godt, det var det der skolebal, og nu skulle jeg altså med – og Niall havde takket ja til at være min date.

Jeg havde den flotte kjole på sammen med et par sorte stilletter, og jeg synes  selv, at det så ret godt ud. Jeg havde lagt en make-up, der bestod af et godt lag macara og nogle brunlige nuancer af øjenskygge og så en tør eyeliner, der lå der nederst på øjet. (I kan se det hele i kommentar)

”Din personlige prins er her nu,” lød det fra Marcus, der råbte inde fra stuen af, og jeg kunne mærke et sus af begejstring strømme igennem mig.

Jeg rettede lidt på mit krøllede hår, inden jeg begav mig ned i stuen, hvor jeg straks fik øje på Niall, der stod og snakkede med Marcus.

Marcus stak blidt en albue i siden på ham, så han vendte sig om med front mod mig. Han kiggede måbende på mig, og jeg vidste ikke, om jeg skulle tage det som et godt eller dårligt tegn. I mens han stod og kiggede på mig, benyttede jeg lejligheden til at kigge på ham.

Han havde taget en sort smoking på, og det bedste af det hele var næsten, at han havde tilføjet en butterfly. Han var dejlig, og han var min. Min Niall. Jeg havde ingen idé om, hvor godt det føltes at kunne sige det, men nu hvor det var gået op for mig, at han var min, tænkte og sagde jeg det hele tiden for mig selv. Han var min helt egen.

”Wow Alicia. Du ser godt nok godt ud,” lød det fra Niall, der strakte sin arm ud efter mig. Hurtigt lagde jeg min hånd i hans og kunne ikke lade være med at give ham et lille kys på læberne, selvom både min far og bror kiggede på os.

”Pas nu godt på jer selv ikke?” lød det bekymret fra min far, og jeg grinede lidt af ham.

”Far, vi er 18 og 19 år, jeg tror godt, at vi kan finde ud af at klare os selv,” pointerede jeg, og han nikkede bare med et smil.

Vi fik sagt farvel til dem og forsvandt så ud af døren. Ud af døren og ud til et helt nyt liv, sammen. Jeg havde fået en lærestreg af det, jeg havde gjort, men jeg havde også fået verdens bedste kæreste og ven. Det var som om, at det her var starten på et nyt liv for mig. Et nyt liv med Niall, Cassie, Jared, Marcus og min far, og bedst af alt – med en ny og forbedret version af mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...