En flænge i himlen

(Historien her er en fortsættelse af 1. kapitel i En flænge i himlen, som kan findes inde under 'konkurrencer') "Jeg gik hen til rundkredsen og satte mig ved siden af Isaac, to pladser fra fyren. Jeg kiggede igen. Han iagttog mig stadig. Okay, jeg siger det ligeud: han var lækker. Hvis en ikke-lækker fyr stirrer på en, er det i bedste fald pinligt og i værste fald grænseoverskridende. Men en lækker fyr… er noget andet."

34Likes
27Kommentarer
4111Visninger
AA

1. Fortsættelse af 1. kapitel i En flænge i Himlen

Isaac gav mig en albue i siden. Hvis jeg nu ikke selv havde observeret det åbenlyse faktum, at den nye sad og stirrede på mig. Jeg skubbede mit knæ ind i hans ben, et signal på at jeg rent faktisk ejede et sæt øjne. For hvem kunne undgå at se, hvordan den nye stirrede på mig? Eller var det bare mig, der havde det sådan?

De andre af gruppens deltagere sad tilsyneladende opslugt af en lyshåret dreng, der plaprede løs om, hvordan zoneterapi vist nok skulle kunne kurere kræft.  De troede rent faktisk, at zoneterapi skulle komme flyvende i sin kappe og redde dem fra deres diagnose. Selv de mest sammensunkne kroppe lænede sig frem for at høre nærmere om denne mirakelkur, og om hvordan de måske kunne redde sig selv. Overlevelsesinstinkt eller noget? Det ved jeg sgu ikke. Egentlig gider de vel bare ikke indse, at de skal dø. I starten troede jeg ganske vist selv på historierne, om hvordan 15-årige Marie besejrede sin leukæmi ved hjælp af plantekost og hvordan lille Tobias kom helskindet igennem ved hjælp af terapi. Alle som én søgte de en løsning, en kur, hvad som helst for at gøre noget for… Ja, at redde sit liv. Noget så simpelt som at trække vejret ind og puste luften ud igen.

Det, der gør mest ondt, er den fandens hjælpeløshed. Du ved, at et eller andet sted under din hud, er kræften i gang med at slå dig ihjel, og du kan ikke gøre en skid ved det. Om du dør eller ej er op til tilfældighederne, og imens kan du blot se på, hvordan det lige så langsomt også ødelægger dine familie og venner. Det er åndssvagt det hele. Pisseuretfærdigt. Og måske… Måske ville det være bedst bare at få en afslutning på det hele. BAM, et mirakel og Hazel er rask, eller det var så det. Hazel er død, og vi må alle forsøge at komme videre i livet. Den her gråzone tager livet af os alle. Jeg ved godt, at ja, hvis kræft rent faktisk fungerede sådan, ville jeg ikke sidde her. Ingen af os ville. Jeg ved det ikke… For hvad er bedst? At leve og lide eller at dø med fred?

”… Augustus Waters. Leukæmi.”

”Hvordan har du det, Augustus?” spurgte Patrick.

”Hvordan jeg har det? Det ved jeg sørme ikke. Hvad med dig?”

”Jo tak, jeg har det fint,” svarede Patrick, ”men nu var det dig, jeg spurgte.”

Augustus tav og så ikke videre samarbejdsvillig ud. Jeg kunne godt forstå ham. At dele sine følelser med en flok fremmede teenagere er da bare lige det, man har gået og ventet på hele sit liv.

”Fint, fint. Måske har du lyst til at dele din historie senere i forløbet,” sagde Patrick, mens han nikkede forstående med hovedet.

Til højre for mig sukkede Isaac, og jeg vidste, at vi begge tænkte det samme: hvis der bliver noget senere.

”Nå. Men du kender i hvert fald til proceduren, Louise,” fortsatte Patrick.

”Ja. jeg er 15 år,” hviskede Louise, ”og fik konstateret strubekræft for snart tre år siden. Det har gået meget op og ned. Men jeg klarer mig igennem det, selvom nogle dage da er hårdere end andre.”
 

”Jeg hedder Mark. Og jeg lider af, ja, oprindeligt kræft i min venstre nyre, men det har så spredt sig til knoglerne.”

 

”… ondt indeni at se, for jeg vil jo også være rask.”

 

”… fik jeg fjernet mit ben.”

 

”De forstår ikke, når jeg er for syg til at…”

 

”Hvis bare jeg havde opdaget kræften noget…”

 

”… til at få det overstået.”

 

”Jeg vil ikke dø.”


Fra mund til mund gik samtalen, og jeg hørte dårligt nok efter. Det var alligevel det samme hver gang. De samme følelser blot med et nyt ansigt og en ny historie. Augustus, så heller ikke ud til at tildele det nogen særlig opmærksomhed. I stedet fortsatte han med at iagttage mig nøjagtig ligesom før. Hans øjne var brune, bemærkede jeg. Brune som chokolade. Og først da Patrick sagde farvel, brød Augustus øjenkontakten.

”Endnu en dødspændende aften,” mumlede Isaac.

Jeg svarede ikke, men Isaac vidste, jeg var enig. Nu skulle vi alle hjem. Tage jakker på, smide plastickrusene i skraldespanden og gå ud til bilerne, hvor vi alle ville blive transporteret hjem til vores respektive lorteliv. Der ville vi så foretage os absolut ingenting, der tilnærmelsesvis mindede om noget spændende, indtil det igen var onsdag.  Sådan havde det været lige siden jeg startede i selvhjælpsgruppen. Og sådan var det også den aften, indtil jeg åbnede døren ud til parkeringspladsen.  Der holdt kun nogle få biler tilbage og ventede på at blive kørt hjem. Det var ved at blive mørkt, og far var sikkert ved at lave aftensmad. Garanteret en eller anden supersund grønsagsret med vegetabilske olier.

”Hey, Hazel Grace, vent!”

Jeg stoppede op og vendte mig om, netop som Augustus kom løbende ned ad trapperne.

”Hazel!” Augustus gispede efter vejret.

Selv foroverbøjet og forpustet så han pæn ud.

”Jeg vil… -le bare høre, om du havde lyst til at,” hans øjne kiggede igen op på mig, ”lave noget sammen.”

”Klart. Ja… Okay,” kom det fra mig.

”Godt,” svarede han.

 ”Det var bare det.”

Jeg følte, at jeg burde sige et eller andet, men hvad? I stedet for at blive stående i stilheden, der voksede mellem Augustus og mig, fortsatte jeg ad ruten mod mors bil pinligt bevidst om, at han betragtede mig.

”Hey, Hazel?” lød det bag mig.

”Ja?”

”Vi burde udveksle telefonnumre,” han smilede skævt, næsten undskyldende, og trak en kuglepen frem af lommen.

Jeg trillede tilbage til ham igen, pludselig bevidst om det evige iltstativ, der fulgte efter mig som en skygge. De små hjul på stativet rumlede med ét alt for højt mod asfalten.

”Har du et stykke papir?” spurgte Augustus.

”Nej,” svarede jeg og ønskede mere end noget andet, at jeg havde.

”Det går nok også.”

Og så skrev Augustus sit nummer på min håndryg, mens jeg skrev mit på hans.

”Så ses vi,” sagde Augustus og traskede over mod en rød bil, der holdt og ventede nogle meter henne til venstre.

”Ja, vi ses,” svarede jeg og begav mig selv hen til den sorte bil, der ventede på mig.

Først da jeg steg ind, opdagede jeg, at jeg havde holdt vejret. Jeg åndede ud og spændte sikkerhedsselen Min mor startede bilen og kørte ud på vejen. Nogle minutter forløb i tavshed, før radioen endelig blev tændt.

”Nå, hvem var ham, du snakkede med?” spurgte min mor smilende.

”Augustus Waters,” svarede jeg.

”Hvem?”

”Nåh, bare en fra gruppen.”

”Hvad ville han?”

”Han spurgte bare, om vi skulle lave noget sammen.”

”Det var da fantastisk, Hazel.”

”Mmmh,” svarede jeg og lænede hovedet mod bilruden.

”Han kan altid komme hjem til os. Det ved du godt, ikke?” fortalte min mor.

”Mmmh.”

”Se, så var det slet ikke så slemt alligevel, hva’?”

Nej, tænkte jeg, det var det ikke.
 

***

Og det blev det heller ikke. Augustus og jeg mødtes en lørdag og en masse gange bagefter, og det føltes bare så rigtigt på en eller anden måde. Den følelse man får, når alting pludselig falder i hak, og alt virker overkommeligt og fantastisk. Sådan oplevede jeg livet, når jeg var sammen med Augustus. Når vi gik sammen på gaden, betød blikkene folk sendte efter mit iltstativ ikke længere noget. Sammen med ham føltes det ikke længere, som om kræften åndede mig i nakken. Vi var frie og blot to forelskede mennesker, der ejede verden. Det lyder alt sammen så sukkersødt, men selvfølgelig var der også de dage, hvor jeg lige havde startet kemo igen og lå halvdød i sengen og kastede op; sådanne tidspunkter, hvor jeg ville bryde sammen efter at have set mig selv i spejlet uden hår og ville græde og skrige i frustration, at jeg var tudegrim; Øjeblikke, hvor selv optimistiske Augustusus’ ikke magtede livet og nægtede at se nogen. Alligevel var det okay – for jeg havde jo ham til at holde min hånd, når jeg kastede op; til at fortælle mig, at jeg var pæn og det smukkeste, han havde set. Og når det blev for meget for ham, ville jeg gøre det samme. Vi hjalp hinanden.

Jeg kan huske, at han en dag efter et selvhjælpsmøde spurgte mig, om jeg var bange for at dø. Jeg er ikke stolt af det, men jeg svarede ja, og det er jeg stadig. Men Augustus, han svarede nej. Han var ikke bange for at dø, sagde han, men bange for at gå glip af noget. Augustus ønskede livet så inderligt, at det gjorde ondt, fortalte han. Ud at rejse, ville han – til Kina, Nepal, Venedig, Afrika, New Zealand og mange, mange flere steder. Han elskede at tage billeder og fange øjeblikket, før det forsvinder. Hvert sekund er her kun én gang, Hazel. Det er en fotografs job at fange det.”

Jeg har stadig fotografiet, han tog af mig, hængende på væggen. Billedet han tog, imens jeg var ved at dø af grin og iltslangerne hoppede ud fra min næse som snotstreger. Selvom det ikke ser specielt kønt ud, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har grint så inderligt og højt. Det må have været flere år siden. Hvor jeg dog savner ham… Det giver ikke nogen mening, at det var Augustus, der tabte til kræften, mens jeg stadig hutler mig igennem tilværelsen. For hvordan kan der være nogen som helst mening med, at ham der tror mest på livet, dør, når hende der tror allermindst på det, lever?

Men måske bestemmer vi slet ikke selv over vores liv. Måske er himlen slet ikke endeløs lykke og langt fra perfekt. Måske forbliver meningen med livet blot en poetisk historie fra en uerfaren forfatter, der ikke har oplevet livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...