I Can't Live Without You [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
Sød, sjov, skør og dejlig, er hvad man kan beskrive Rosalie Stewart med for 3 år siden. Hun er en 19-årig pige som bor i New York City, hun har mistet sin far og hendes storebror i en bilulykke hvilket har taget hårdt på hende, så hun drikker, ryger og tager stoffer sometider for at få smerten til at forsvinde. Hendes mor er mere end bare bekymret for hende, og hun vælger derfor at sende hende væk, hun sender hende til London hvor at hun skal bo hos hendes fætter Justin Stewart. Hun skal bo der i et halvt år og må derfor vende sig til det nye, men hvad sker der når Rosalie finder ud af at en af Justins gode venner bor der? Og hvad sker der når Rosalie stadig ikke kan holde sig fra at drikke, ryge, og tage stoffer? Hvad kommer der til at ske når Rosalie finder ud af hvem Justins ven egentlig er? Og hvordan vil hun have det med ham?

14Likes
28Kommentarer
2264Visninger
AA

12. Skjulte følelser

Jeg rømmede mig lidt og gik så forbi ham, og gik ind på badeværelset. Jeg kiggede hen mod døren igen, og så hen på Louis som stadig stod i døråbningen. Jeg fjernede hurtigt blikket, og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg måtte prøve at holde min facade, selvom Louis allerede havde formået at ødelægge den, måtte jeg prøve spille ligeglad ligesom jeg plejede at være.

Jeg rørte lidt ved mit hår, og prøvede at sætte mit pandehår, jeg kiggede ind i spejlet, og så at Louis stadig stod der, hvilket på en måde fik nogle alt for mærkelige tanker frem, og nej de var ikke perverse!

Ud af øjenkrogen kiggede jeg hen på Louis, han stod bare og stirrede. Det var faktisk ved at blive rigtig akavet, så jeg vendte mig om, og kiggede på ham med et løftet øjenbryn. "Er jeg så spændende?" Det var meningen, at jeg skulle virke irreteret, men i stedet for grinte jeg det nærmest.

Han grinte lidt, og rystede så på hovedet. "Nej, det var bare..." Hvad? Det var bare hvad? "Hvad?" Fløj det ud af mig. "Ingenting..." Mumlede han, og derefter forsvandt han ud af døren.

Satans ko, hvis det ikke var fordi jeg var så skide væk i ham, tror jeg at jeg ville have fulgt ham, og skreget ham ind i hovedet at han skulle fortælle det.

Ej okay, nu skal jeg faktisk være en smule seriøs, det er faktisk meget seriøst at være forelsket i en som man ikke kan få.

Jeg begav mig ud af badeværelset, selvom jeg slet ikke havde gjordt mig klar, men jeg følte pludselig ikke at jeg havde lyst. Jeg gik ind på mit værelse, og gik hen mod min seng, hvor jeg smed mig i den, og borede mit hovede ned i puden.

Jeg havde lyst til at skrige ned i puden, men så ville jeg sgu da først få opmærksomhed fra Louis og Justin, og så ville de komme ind og spørge hvad der var galt, og så skulle jeg finde på en undskyldning, og det magtede jeg virkelig ikke lige nu.

Hvorfor skulle jeg dog også blive forelsket i Louis? Det var fandme så deprimerende, at blive forelsket i en og så havde drengen allerede en kæreste, og det var bare mærkeligt at jeg var blevet forelsket i Louis, for jeg så ingenting i ham, udover hans smukke øjne, han søde pjuskede hår, hans tøjstil, hans platte jokes, og hans søde grin, og hans irreterende, og alligevel dejlige personlighed, okay jeg så pænt mange ting i ham, men altså jeg vil ikke!

Jeg ville ønske at bare kunne gå ind til Justin og sige: 'Jeg har haft sex med Louis..' og så ville jeg håbe at han blev pisse sur og sende mig hjem, men jeg kunne ikke, for jeg ville ikke væk fra Louis, selvom det helt sikkert ville være lettest, men det kunne jeg ikke.

Jeg plejede aldrig at blive forelsket, sidst jeg var forelsket var jeg 14, tror jeg.

"Rosal.... noget galt?" Lød det over fra døren af, jeg satte mig op og så til min faktisk enorm store overraskelse at det var Louis. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og håbede på at han ville gå ud, men nej han kom sgu bare helt hen og satte sig på sengen ved siden af mig, hvilket fik mig til at bliver enormt nervøs.

"Hvis der ikke var noget galt, så ville du ligesom ikke græde!" Mumlede han.

Græde? Jeg græd da ikke... "Jeg græder da ikke!" Han nikkede, og lagde så sin hånd mod min kind, og tørrede en tåre væk med sin tommeltot, jeg havde virkelig slet ikke lagt mærke til at jeg græd.

Han tog sin hånd til sig igen, hvilket vil sige at han efterlod et brandmærke på min kind, eller sådan føltes det iværtfald, sommerfuglene fløj rundt inde i min krop pga hans berøringer. "Seriøst, hvad er der galt, Rosalie?" Han borede sin smukke øjne ind i mine, og sommerfuglene i min mave blev dobbelt så vilde, jeg havde sgu bare en trang til at overfalde ham, kysse ham, kramme ham, ja hvad ved jeg.

"Rosalie? Hallo?" Jeg kom til mig selv igen og kiggede spørgende på Louis. "Hvad?" Jeg bed mig nervøst i læben, da jeg bare havde siddet og stirret på ham, mens han talte til mig, det var måske en smule akavet!

"Du stirrer!" Han grinte sit søde hæse grin, og jeg kunne ikke lade vær med at smile af det. "Undskyld..." Mumlede jeg, og kiggede ned på min dyne, han grinte bare lidt. "Hvad er der galt, Rosa?" Prøvede han igen, et øjeblik tænkte jeg faktisk over om jeg skulle sige det hele til ham, men det ville bare være for ydmygende.

Jeg rømmede mig lidt. "Øhm... jeg savner bare min mor..." Mumlede jeg. Hvad? Nej, det var kraftedme den største løgn, jeg overhovedet kunne finde på, min mor sendte mig væk. Jeg savnede sgu ikke min mor!

Jeg mærkede en hånd blive lagt på min skulder. "Det er okay..." Louis stemme var en pænt del tættere på en den var før, jeg løftede hovedet, og Louis sad også en pæn del tættere på nu.

Jeg nikkede bare ligegyldigt. "Hvad laver du overhovedet her?" Fløj det ud af munden på mig. Det var som om at han stivnede da jeg spurgte om det, men han kom vidst hurtigt til sig selv igen. "Øhh.. jo jeg ville faktisk gerne snakke med dig om det der skete, den nat der..." Mumlede han, jeg kiggede op på ham, og kunne mærke hvordan min krop begyndte at reagere på det han sagde, jeg vidste ikke rigtig om det var på en god eller dårlig måde.

Jeg nikkede bare, og ventede på han skulle begynde at sige noget, for jeg var ærligtalt tom for ord.

"Det var en fejl, okay!? Vi var begge fulde og alt det der... øhm det var jo ikke meningen at det skulle ske, og det ved vi begge 2 også godt, du afskyer mig jo nærmest, og du er bare min vens kusine, så det var altså en fejl, okay!? Jeg har jo også Eleanor og jeg ville aldrig nogensinde være hende utro, så altså jeg har det altså bare skide dårligt med det der er sket!..." Jeg er slet ikke sikker på at jeg fik noget af det med andet end han sagde at jeg bare var hans vens kusine. Var jeg slet ikke mere for ham? Betød jeg slet ingenting for ham?

Jeg kunne pludselig mærke hvordan tårene pressede sig på, han fortrød det, jeg betød ingenting for ham, jeg var jo bare hans vens kusine.

Jeg kunne mærke hvordan en vrede begyndte at sprede sig i min krop, og ikke mindst en kæmpe smerte i hjertet.

Jeg rejste mig som et lyn op af sengen, og gik med hastige skridt ud af værelset, jeg kunne høre Louis kalde på mig, men jeg ignorede ham. Det gjorde virkelig ondt at vide den man havde følelser for bare så en som ens vens kusine, jeg troede virkelig at det var mere end det, altså jeg troede da han bare så os som venner idet mindste.

Med hurtige bevægelser fik jeg min jakke og sko på, og så var jeg ellers den der var ude af døren.

 

Louis' Synsvinkel:

Så sad jeg her, og lignede et stort spørgsmålstegn. Hvad fanden skete der lige der?

Jeg forstod virkelig ingenting. Hun var blevet sur over at jeg fortrød!? Altså hun burde da bare være ligeglad, sådan som hun plejede at være. Jeg måtte indrømme at jeg havde løjet lidt, jeg så hende ikke som kun min vens kusine, nej jeg vidste ikke rigtig hvad jeg så hende som, jeg følte at jeg så hende som mere end en ven, ikke kæreste, men hellere ikke bare en ven.

Jeg havde det forfærdeligt med det der lige var sket, jeg ville så gerne snakke med Rosalie! Jeg ville gerne have hun fortalte mig hvad der foregik, for jeg kunne ærligtalt ikke se det, hun var så svær at finde ud af.

Jeg lagde mig ned på hendes seng, selvom jeg vidste at hun helt sikkert ikke ville have det, men jeg var træt og havde virkelig brug for noget søvn, og jeg orkede ikke at gå et andet sted hen.

Jeg havde brug for at få sovet mine tanker ud, det var forvirrende og mærkeligt det der lige var sket, og jeg kunne ærligtalt ikke finde ud af hvad fanden der foregik.

Jeg lukkede øjnene, og gabte en enkelt gang inden at jeg faldt i søvn.

 

'Jeg gik med hende ud i gangen, og betragtede hende tage sko og jakke på. "Vi ses..." Mumlede hun. Jeg gik hurtigt hen til hende. "Siger du bare: 'vi ses'?" Spurgte jeg. Jeg vidste virkelig ikke hvorfor jeg var så dum lige nu, men hun tiltrak mig virkelig! "Ja.." Hun kiggede forvirret på mig, men hun nåede ikke at sige så meget før jeg havde lagt mine læber mod hendes, det her var så forkert, og det vidste jeg godt! Men det var som om at min hjerne ikke ville følge mit hjerte, for mit hjerte tilhørte Eleanor, og min hjerne tilhørte åbentbart Rosalie, hvilket var irreterende.

Jeg trækkede mig hurtigt fra hende da jeg hørte en banken på døren. Jeg kiggede forvirret hen på døren, og gik så hen til den og åbnede den. Jeg lavede store øjne da jeg så hvem det var - Eleanor. "Eleanor?" Mumlede jeg. Hun kiggede forvirret på mig, så jeg reddede den hurtigt. "Øhh.. jeg mener er du allerede hjemme? Jeg troede først du kom hjem om en månede?!" Hun nikkede. "Ja, men jeg sav..- Hvem er hun?"

Jeg kiggede mig over skulderen og så Rosalie, som så mindst lige så forvirret ud som Eleanor, fantastisk lige de 2 jeg ikke ville have der skulle møde hinanden.

"Øhh.. Eleanor det her er Rosalie min veninde, eller rettere sagt Justin's kusine. Rosalie det her er min kæreste Eleanor..." Mumlede jeg. Det var da fandens som jeg mumlede for tiden! 

Jeg kiggede hen på Rosalie som lignede en der lige havde set et monster eller sådan noget. Jeg fik virkelig dårlig samvigtighed og havde bare lyst til at gå hen og kramme hende, men det kunne jeg ikke når Eleanor var her...

Jeg kiggede hen på Eleanor som bare stod med et sødt smil plantet på læberne. "Hej." Hun rækkede hånden frem mod Rosalie, men hun tog den ikke. Jeg blev fandme usikker, og kiggede hen på Rosalie, som lignede en der er på randen til at græde, hvilket bare gav mig endnu dårligere samvigtighed.

Jeg burde virkelig ikke have dårlig samvigtighed, jeg burde bare være ked af det jeg havde gjordt med Rosalie, men det var jeg ikke for det føltes så rigtigt det vi lavede igår, og alligevel ikke...

Til sidst tog hun imod Eleanor's hånd, hvilket fik mig til sukke lettet. Jeg smilede lidt undskyldende til hende, men samtidig taknemlig.

Hun trækkede hurtigt sin hånd til sig igen, hvilket får Eleanor til at kigge mærkeligt på hende.

Nerviøsiteten stiger i mig igen, og jeg var ved at gå ud af mit eget gode skind, det var virkelig ikke en rar situation det her. "Nå, men jeg må nok også hellere smutte.." Lød det fra Rosalie efter lidt tids stilhed.

Jeg nikkede. "Skal jeg følge dig ned?" Spurgte jeg. Hun rystede på hovedet. "Nej, det er okay..." Hendes stemme var nærmest en hvisken, og inden jeg havde set mig om, var hun ude af døren, en trang til at løbe efter var der, men jeg måtte fokusere og forstå at jeg ligesom havde en kæreste og det der skete igår var en fejl.'

Jeg vågnede hurtigt op, svedig og fuldstændig varm.

Jeg lå stadig i mit tøj, og i Rosalie's seng?

Jeg kom hurtigt i tanke om at jeg havde lagt mig herinde, og slappede lidt mere af.

Jeg kunne tydeligt huske hvad det var at jeg havde drømt, det var et flashback fra det der skete igår.

Et billede dukkede op i mit hovede, det var et billede af Rosalie som stod på randen til at græde, da hun mødte Eleanor og jeg lige havde sagt at hun var min kæreste.

Et kort øjeblik bildte jeg mig selv ind at Rosalie var vild med mig, men Rosalie kunne sgu da ikke være vild med mig, jeg kunne slet ikke forestille mig Rosalie vild med en, hun virkede så indelukket, som en pige for sig selv.

En underlig fornemmelse bredte sig i min mave, den var på en måde behagelig, og på en anden måde ubehagelig, det var en slags varm følelse jeg fik i kroppen når jeg tænkte på Rosalie, og det var så forkert, det var virkelig forkert.

Og især fordi at hver gang jeg tænkte på Eleanor var der intet, der plejede altid at være noget, jeg mener jeg plejede at blive så varm om hjertet, hver gang jeg tænkte på Eleanor.

Det var frustrende! Virkelig, det var også derfor at jeg havde inviteret Eleanor med til Italien, i en uge, bare hende og mig, og så kunne det måske være at det hjalp!

Det håbede jeg iværtfald, for Eleanor var det bedste der var sket for mig længe!

 

Uha, hvordan tror i Louis' og Eleanor's ferie kommer til at blive? Og hvad siger Rosalie mon til det? Og tror i Justin finder ud af at der måske er noget mellem Rosalie og Louis?

Tak til at likes, favoritter, og læsere det betyder vildt meget!:)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...