I Can't Live Without You [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
Sød, sjov, skør og dejlig, er hvad man kan beskrive Rosalie Stewart med for 3 år siden. Hun er en 19-årig pige som bor i New York City, hun har mistet sin far og hendes storebror i en bilulykke hvilket har taget hårdt på hende, så hun drikker, ryger og tager stoffer sometider for at få smerten til at forsvinde. Hendes mor er mere end bare bekymret for hende, og hun vælger derfor at sende hende væk, hun sender hende til London hvor at hun skal bo hos hendes fætter Justin Stewart. Hun skal bo der i et halvt år og må derfor vende sig til det nye, men hvad sker der når Rosalie finder ud af at en af Justins gode venner bor der? Og hvad sker der når Rosalie stadig ikke kan holde sig fra at drikke, ryge, og tage stoffer? Hvad kommer der til at ske når Rosalie finder ud af hvem Justins ven egentlig er? Og hvordan vil hun have det med ham?

14Likes
28Kommentarer
2257Visninger
AA

11. Problem

Justin's Synsvinkel:

Jeg havde været oppe i snart en time, jeg kunne ikke sove mere.

Jeg sad og så TV, egentlig vidste jeg ikke hvad jeg så, for jeg fulgte ikke med, jeg havde så mange tanker der kørte rundt inde i mit hovede.

Det blik Rosalie gav mig igår, havde sat sig fast, det så såret ud, så trist, det lignede hun tiggede om hjælp. Det var bare så forvirrende for sådan var Rosalie ikke normalt, hun var den der stædige pige, det gjorde hvad hun ville, men igår så jeg en helt anden side af hende, en side jeg faktisk ikke havde lyst til at se.

Hun så så skrøbelig ud igår, det var også derfor at jeg hurtigt faldt ned igen, jeg havde virkelig været bekymret for hende hele dagen igår, for jeg vidste ikke hvor hun var, og jeg vidste sådan set hellere ikke hvor hun havde været hele natten.

Det var så irreterende at jeg havde et slags ansvar over for hende, men hun tog det så forgivet, den eneste jeg ville hende var jo bare at hjælpe, men det eneste man fik tilbage var bare et koldt svar eller at hun råbte og skreg, sidst hun gjorde det, fortalte hun virkelig alt, og jeg mener alt!

Jeg troede ikke hun ville lukke så meget op, men det var selvfølgelig kun pga stofferne, det vidste jeg godt, men da hun sagde det virkede hun som en der brændte for at få det ud, og det var også derfor at jeg var blevet så urolig for hende, og ikke ville flippe for let, men det var virkelig svært sommetider, når hun var som hun var.

Jeg vendte hurtigt mit blik ud mod gangen hvor en skikkelse kom nærmere, og til sidst stod Louis i døren. Jeg havde slet ikke hørt at han kom.

"Hey Lou.." Mumlede jeg, og så hurtigt ned i mit skød igen. "Hey..noget galt?" Spurgte han, med en forsigtig stemme, som om han var bange for at sige et eller andet, men jeg rystede det hurtigt af mig, da han selv bestemte om jeg skulle have det af vide eller ej.

Jeg rystede på hovedet, mens jeg stadig så ned i mit skød. Jeg kunne høre at han gik hen imod mig, og jeg havde ret for lidt efter sad han i sofaen ved siden af mig.

Han lagde en hånd på min skulder og jeg kunne se ud af øjenkrogen han kiggede afventende på mig.

"Hey, hvad sker der?" Jeg rystede på hovedet, og kunne mærke nogle tårer presse sig på. Jeg prøvede at holde dem så godt tilbage som jeg nu kunne, og det gik okay, udover at jeg havde helt blanke øjne, så jeg lod vær med at kigge op.

Jeg tog mig sammen, og besluttede mig for at sige det, han var en af mine bedste venner, og jeg kunne godt stole på Louis. "Det er bare Rosalie!.." Mumlede jeg, jeg kunne se ud af øjenkrogen at han stivnede, hvilket fik mig til at se forvirret ned i mit skød. "Nå, øhm hvad er der med Rosalie?" Hans stemme var nærmest en hvisken, hvilket alligevel fik mig til at dreje hovedet, så jeg kiggede hen på ham, han sad bare og stirrede tomt ud i luften.

"Øhh, noget galt?" Spurgte jeg, han rystede på hovedet, mens han bare stadig sad og kiggede ud i loften. Jeg nikkede bare, selvom jeg vidste han løj, men lige nu var et dårligt tidspunkt at bringe det på banen, syntes jeg.

"Hvad er der galt med Rosalie?" Lød det hårdt fra Louis. Jeg rynkede brynene lidt, men begyndte så at snakke. "Hun var bare så mærkelig igår, du ved hun var ked af det, Louis jeg har aldrig set hende give mig et blik, der var fyldt med sorg, hun var virkelig ked af det..." Jeg sukkede, og kiggede hen på Louis, man kunne tydeligt se hvor meget han spændte i hele hans krop, hvilket jeg blev en smule forvirret over.

Louis' Synsvinkel:

Jeg spændte i hele min krop, og havde virkelig en trang til at løbe ind til Rosalie og omfavne hende, jeg vidste udelukket det var min skyld! Jeg havde det virkelig dårligt med det, virkelig!

Det var så skræmmende det der skete igår, jeg mener jeg sendte Eleanor hjem? Altså min krop reagerede overhovedet ikke på hende som den plejede, der var ikke nogle følelser, jeg følte Eleanor bare var en pige jeg hang ud med, derud over var Rosalie i mine tanker hele dagen, på en helt forkert måde.

"Jeg skal lige tisse!" Mumlede jeg, og rejste mig og gik hen mod toilettet, der var kommet en ret så akavet stilhed mellem os, så jeg måtte nok hellere afbryde den på en måde, jeg skulle faktisk ikke tisse, men altså...

Jeg gik ud på toilettet, og lukkede hurtigt døren efter mig, hvorefter jeg gled ned langs døren.

Jeg havde lyst til at tude, men der var ingen tårer, jeg havde været vågen hele natten, og grædt faktisk, og det var ikke engang løgn, jeg havde været så forvirret, det var jeg selvfølgelig stadig, men jeg forstod ikke hvorfor jeg lige pludselig havde mistet følelserne for Eleanor.

Jeg måtte indrømme at jeg faktisk havde glemt Eleanor lidt efter Rosalie kom ind i billedet, hvilket nok hellere ikke var specielt godt.

Jeg elskede Eleanor, selvom det jeg tænkte ikke var det samme som det jeg følte, det vidste jeg godt, jeg var ved at miste mine følelser til Eleanor...

Hvorfor skulle kærlighed dog også være så besværligt?!

Jeg rejste mig op, og tjekkede lige mit hår inden jeg låste døren op, og skulle lige til at gå ud da jeg gik ind i en person.

Rosalie's Synsvinkel:

Jeg åbnede forsigtigt øjnene op, jeg følte mig så skrøbelig og lille efter alt jeg havde indrømmet over for mig selv igår, jeg prøvede at ryste tanken af mig, selvom den stadig var der.

Der var stille, meget stille, så jeg besluttede mig for stå op. Jeg rejste mig forsigtigt op, og gik hen og kiggede mig i spejlet, jeg lignede lort, og havde mascara rester under øjnene, fordi jeg havde grædt så meget.

Jeg gik hen mod døren, og gik ud af den, og fortsatte hen på toilettet, og som jeg lige skulle til at åbne var der en anden person der åbnede, og mit hjerte gik i stå et øjeblik.

Jeg stod bare og stirrede og det samme gjorde han, jeg havde sådan en trang til bare at kysse ham, omfavne ham, bare have ham tæt på!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...