I Can't Live Without You [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
Sød, sjov, skør og dejlig, er hvad man kan beskrive Rosalie Stewart med for 3 år siden. Hun er en 19-årig pige som bor i New York City, hun har mistet sin far og hendes storebror i en bilulykke hvilket har taget hårdt på hende, så hun drikker, ryger og tager stoffer sometider for at få smerten til at forsvinde. Hendes mor er mere end bare bekymret for hende, og hun vælger derfor at sende hende væk, hun sender hende til London hvor at hun skal bo hos hendes fætter Justin Stewart. Hun skal bo der i et halvt år og må derfor vende sig til det nye, men hvad sker der når Rosalie finder ud af at en af Justins gode venner bor der? Og hvad sker der når Rosalie stadig ikke kan holde sig fra at drikke, ryge, og tage stoffer? Hvad kommer der til at ske når Rosalie finder ud af hvem Justins ven egentlig er? Og hvordan vil hun have det med ham?

14Likes
28Kommentarer
2276Visninger
AA

14. Fuldstændig uventet.

Harry's Synsvinkel:

Jeg stod nu foran Louis' dør, og overvejede faktisk lidt at stikke af igen, for det var ikke ligefrem fordi at jeg havde lyst lige nu, for hvis man kendte mig godt nok, ligesom Louis. Kunne man tydeligt se at der var noget galt, hvis jeg ikke allerede havde lukket noget lort ud.

For mig er det altså svært at holde noget hemmeligt, især for min bedste ven.

Inden jeg nåede at tænke mere over det, havde jeg banket på. Jeg stod og kiggede lidt ud i luften i nogle sekunder, indtil jeg kunne høre nogle fodskridt nærme sig døren, og rigtigt nok lidt efter stod Louis i døråbningen, med et svagt smil på læberne, som jeg hurtigt gengældte med et anstrengende smil.

"Kom ind..." Mumlede han og jeg nikkede hurtigt, hvorefter jeg gik ind i lejligheden. Det så ikke meget anderledes ud end sidste gang jeg havde været her, men hvad havde jeg også forventet?

Hverken Louis eller jeg havde haft tid til at pakke ud, så vi måtte finde en weekend, så vi for alvor kunne flytte ind sammen.

Det glædede jeg mig faktisk ret meget til!

Jeg smed hurtigt jakken og skoene og gik så ind i stuen, hvor der stod en sofa, jeg smed mig hurtigt i den og kiggede så hen mod døråbningen ind til stuen, hvor at Louis kom gående ind.

Han så ærlig talt helt smadret ud.

"Hva' så?" Spurgte jeg og kiggede lidt bekymret på ham. Han sukkede højt og kom hen og satte sig ved siden af mig.

"Øhm.." Mumlede han og kiggede ned på hans hænder.

Jeg løftede et øjenbryn, jeg havde virkelig ingen anelse om hvad han ville sige, og det undrede mig faktisk meget at det tog så hårdt på ham.

Jeg lagde en hånd på han skulder og gav den et klem, eller hvad man nu kunne sige.

"Det er bare fordi, jeg syntes at..." Han stoppede sig selv og kiggede op på mig med et blik jeg ikke rigtig kunne tyde.

"Jeg syntes bare det hele går af lort til!" Fik han så sagt, og jeg kunne ikke lade vær med at slå en lille latter op, da det virkelig ikke lige var det jeg havde regnet med at han sagde.

"Ej, Lou! Alting går sgu da perfekt!" Grinte jeg, men han rystede hurtigt på hovedet og kiggede alvorligt på mig, hvilket fik mig til at holde kæft.

"Undskyld Lou!" Mumlede jeg. "´Jeg syntes bare alting går ad helvedes til, efter at Rosalie er kommet til London..." Jeg måtte ligne et stort spørgsmålstegn, for hvad fuck i helvedes satans lort talte han om?

Jeg rømmede mig lidt, og hoste så. "Øhm, hvad snakker du om?" Spurgte jeg nysgerrigt. Han trak lidt på skuldrene, og lignede allermest en som ikke gad at snakke mere om det, men fandme nej!

Han skulle snakke med mig, og så kommer jeg her over og så regner jeg sgu da også med at han ville fortælle mig det, altså det var faktisk hellere ikke specielt fedt for mig, for jeg sad her og lod som ingenting, selvom jeg i virkeligheden vidste noget som han nok ville finde interessant.

"Kom nu, ud med det!" Beordrede jeg og et højt suk kunne høres fra Louis' side af. Jeg rullede bare med øjnene, og så afventende på ham.

"Øhm.. du ved Rosalie, ik!? Hun er sådan lidt, hvad kan man sige... hun har ret så mange humørsvingninger for tiden..." Mumlede han, jeg så bare dumt på ham.

"Øh.. Louis har du nogensinde overvejet at hun er en pige, du ved sådan nogle piger har jo også sin menstraution og jeg ved ikke hvad..." Jeg grinte lidt af det jeg sagde, selvom det ikke var sjovt, men jeg var bare ikke så god til at tale om sådan noget.

Han rystede ivrigt på hovedet og kiggede på mig med det der blik der siger: Hvordan-kan-du-overhovedet-tænke-på-sådan-noget? Jeg grinte bare ad ham.

"Harry, jeg mener det faktisk det er ikke pga det der, ja..." Han holdte en pause og tog så en dyb indåndning. "Harry, hver gang vi er sammen er hun så skide anderledes... hun virker så nervøs og så ked af det når vi er sammen, hvilket jeg ikke forstår noget af...-" Jeg afbrød ham hurtigt. "Ja, men tænk lige på hvis det var dig der var hende, jeg forstår hende godt!" Vrissede jeg, det han sagde var bare så langt ude, han kunne ikke forstå hvad der foregik, hvilket slet ikke lignede ham.

"Hvad mener du?" Spurgte han forvirret, og jeg sværgede det her røg bare ud af munden på mig. "Ja, pigen er jo tydeligvis helt væk i dig... Jeg mener det må sgu da hellere ikke være særlig fedt at gå rundt i samme hus som en man fucking er helt væk i og have tanken om at han har en kæreste! Eller gå rundt hver dag og spekulere på hvad du tænker om hende!?"

Jeg sagde det hårdt, men det var fandme også meningen at han skulle fatte, hvad der skete.

Jeg slog en hånd op for min mund, da det egentlig gik op for mig, hvad fanden jeg egentlig havde sagt. Jeg kiggede undskyldende på Louis. Han lignede ærlig talt en der lige havde set et spøgelse.

"Øhh, undskyld Lou!" Mumlede jeg, og fik pludselig en kæmpe skyldfølelse.

Han rystede på hovedet. "D..det er okay, Harry.." Mumlede han. "Jeg tror bare lige at jeg går ind og får en time på øjet!" Han rejste sig op og gik hen mod soveværelset.

 

Rosalie's Synsvinkel:

Jeg sukkede højt og tog så noget make-up fjerner på mit vat, hvorefter jeg førte det op til under øjet og begyndte at gnide det frem og tilbage så jeg kunne fjerne alt det sorte mascara som sad under øjnene.

Jeg havde virkelig fortrudt alt det jeg havde sagt til Harry, det var virkelig åndssvagt! Jeg følte mig så dum! Allermest fordi at jeg lige præcis havde sagt det til Harry, ud af alle fucking mennesker havde jeg valgt at sige det til Harry, Louis' bedste ven, selvfølgelig kunne Harry ikke holde sin kæft over for Louis, og jeg var allerede næsten sikker på at Louis allerede vidste det.

Jeg kunne virkelig ikke kende mig selv længere, jeg vidste ikke hvem jeg var længere, jeg havde aldrig i hele mit fucking 19-årige lange liv været så fortabt i én, som jeg var med Louis.

Det var så underligt!

Jeg rystede på hovedet af mig selv og gik så ud af badeværelset og fortsatte ind på mit værelse, hvor til min store overraskelse at Justin sad på min seng.

Jeg kiggede forvirret på ham og sukkede så højt, så han hurtigt vendte blikket mod mig. Hans blik var ikke rigtigt til at tyde, hvilket forvirrede mig endnu mere.

"Vær lige sød at forklare mig en ting!" Startede han ud med, jeg kiggede bare dumt på ham og ventede på at han ville fortsætte.

"Hvad fanden sker der med dig for tiden?" Jeg stivnede da han sagde det, havde han lagt mærke til noget, okay vent det var faktisk hellere ikke fordi jeg skjulte det særlig meget.

Jeg fnyste kort og rystede så på hovedet inden jeg vendte mig om og skulle lige til at gå ud, men Justin var åbenbart hurtigere for han havde nået at rejse sig op, komme hen til mig og hive fat i mig.

"Gider du egentlig ikke godt at lade vær?!" Vrissede han, "Hver evig eneste gang vi kommer ind på et svagt punkt så skrider du bare... Du skrider fucking altid bare fra problemerne, og det er det der gør mig så fandens bekymret, du er så skide trist for tiden, du taler aldrig, du spiser hellere ikke særlig meget og du går tidligt i seng, du går hellere aldrig i byen mere, selvom jeg syntes det er dejligt at du ikke går i byen mere, bekymre det mig også for det ligner dig overhovedet ikke!" Han hviskede de sidste ord ud og havde et trist blik, det fik også mig til at blive en smule trist, hvilket jeg overhovedet ikke forstod.

Hans ord havde ramt mig, og jeg var virkelig tæt på at begynde at tude, men det kunne jeg ikke foran Justin, jeg ville virke alt for svag, selvom jeg havde grædt overfor Harry, og sikkert også Louis så skulle Justin ikke have den fornøjelse, for det var ydmygende, at vise folk min svage side.

Jeg fik hurtigt min facade på plads igen og kiggede koldt på ham. "Der er ikke noget galt og slip mig så!" Vrissede jeg, da han stadig havde fat rundt om mit håndled.

"Ikke før du fortæller mig hvad fanden der er galt!?" Hans stemme var alvorlig og bestemt, hvilket fik mig til at krympe lidt under ham, hvilket var så mærkeligt, jeg vidste ikke hvorfor jeg pludselig blev så svag, jeg forstod det ikke!

"Jeg skal fucking ikke fortælle dig en skid, okay!? Bare bland dig så fucking langt udenom! Det rager ikke dig, okay!?" Væsede jeg og trak min hånd til mig, mens mit blik lynede, jeg var virkelig oppe i det røde felt lige nu, han pissede mig virkelig af, det var helt vildt!

"Rosalie!" Sagde han bestemt, og tog igen fat i mig, men jeg var hurtigt og trak min hånd til mig endnu en gang. "Lad mig være!" Min stemme var ret høj, men man skulle fandme også tro at han var døv, han fattede ikke en skid af at han bare skulle lade mig være.

"Rosalie, gider du ikke godt holde op nu, det pisser mig fandme af!" Jeg kunne ikke lade vær med at lyse op i et tilfredst smil, inden jeg gik hen imod ham så vi nu kun stod 1 meter fra hinanden, selvom han var højere end mig, følte jeg mig slet ikke lille.

"Nu skal jeg sige dig fucking én ting, du fucking pisser mig også virkelig meget af, og nogle gange, ik!?....Så har jeg virkelig bare lyst til at slå dig så fucking hårdt i dit fucking grimme fjæs!" Og jep, det var sandheden!

Hans ansigtsudtryk forvandlede sig pludselig et ret så vredt blik og hans øjne lynede, hans vejrtrækninger blev også hurtigt og han gik helt tæt på mig så jeg næsten rørte hans brystkasse.

"Ved du hvad!? Jeg er så fucking træt af dig, kunne du ikke bare have blivet i USA?" Råbte han, jeg kunne ikke lade vær med at lave en irreteret grimasse, før jeg svarede: "Hvis det stod til mig, var jeg hellere ikke her nu! Jeg gider ikke være her, det er så fucking forfærdeligt at være her! Jeg må knap nok gå udenfor en dør uden at en af jer skal være i røven på mig!" Væsede jeg.

"Nej, men nu skal jeg fandme også fortælle dig hvorfor! Fordi du ikke kan finde ud af andet end at drikke dig selv stangstiv, og tage med én hjem, og fucking blive kneppet godt grundigt igennem! Ved du overhovedet hvad kærlighed er, Rosalie!?" Spyttede han ud.

Han havde virkelig ramt et svagt punkt der, min facade røg fuldstændig fra hinanden og uden jeg vidste det blev mine øjne helt blanke og en tåre trillede ned ad min kind.

Jeg tørrede den panisk væk, men det hjalp ikke for der kom bare flere og flere.

"Undskyld, Rosa! Det var virkelig ikke med vilje..." Mumlede Justin og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg rystede ivrigt på hovedet.

"Gå ud!" Mumlede jeg og kiggede ned i jorden, da det her blev alt alt for ydmygende.

"Rosalie!..." Bad han. Jeg rystede bare på hovedet og prøvede at få mine ustyrlige tåre til at stoppe. "Gå ud!" Sagde jeg bestemt, en gang til.

"Ro..-" "SKRID, NU FORHELVEDE!" Jeg pegede hen mod døren og kiggede op og så så vred ud som jeg kunne på ham. Han nikkede forsigtigt inden han gik hen mod døren og gik ud, hvorefter han lukkede den.

Jeg faldt grædende sammen på gulvet og trak mine ben op under mig. Jeg forstod ikke hvorfor jeg tog det så hårdt det var fucking bare nogle få ord han havde sagt, men alligevel ramte de mig så hårdt.

 

Louis' Synsvinkel:

"Vi ses, makker." Harry sendte mig et smil inden han gik ud af døren, jeg lukkede hurtigt døren i igen, og lænede mig op af den hvorefter jeg sukkede højt.

Jeg rystede på hovedet, inden jeg gik hen og tog jakke og sko på, selvom jeg egentlig ikke havde specielt lyst til at tage hjem længere, blev jeg nødt til det, jeg kunne ikke bo her, før vi havde fået pakket ud her, og der var hellere ikke noget mad, jeg kunne hellere ikke købe det, da jeg selvfølgelig ikke havde penge med.

Jeg gik hen til døren og trak ned i håndtaget, hvorefter jeg gik ud.

Jeg lukkede døren i bag mig og låste så døren.

Jeg gik hen til elevatoren og trykkede hurtigt på 1. etage.

Der gik et stykke tid før at jeg var nede, men da et 'pling' lød var jeg hurtig til at gå ud, jeg vidste ikke hvorfor, men en trang til at se Rosalie kom frem, jeg forstod det virkelig ikke.

Jeg rystede på hovedet og prøvede at lade det ligge, men det kunne jeg ikke.

Jeg begyndte at grine lidt af mig selv, da det var en virkelig åndssvag tanke.

Jeg gik hen og åbnede døren hvorefter jeg gik ud i kulden, det var virkelig koldt, jeg havde ikke regnet med at det var så koldt!

Jeg begyndte at gå med hastige skridt hjem.

 

Jeg stak nøglen i nøglehullet og drejede den en enkel gang rundt så der lød et 'klik', jeg trak nøglen ud, hvorefter jeg trak ned i håndtaget.

Jeg åbnede døren og gik inden, hvorefter jeg hurtigt smækkede døren i igen. Der var forholdsvis stille så jeg regnede faktisk ikke med at de ikke var hjemme, selvom jeg ikke rigtig havde nogen idé om hvor de skulle være henne.

Jeg tog forsigtigt mine sko og jakke af, hvorefter jeg begav mig ind mod stuen, men stoppede hurtigt op da jeg hørte Justin's stemme runge igennem hele huset.

"Nej, men nu skal jeg fandme også fortælle dig hvorfor! Fordi du ikke kan finde ud af andet end at drikke dig selv stangstiv, og tage med én hjem, og fucking blive kneppet godt grundigt igennem! Ved du overhovedet hvad kærlighed er, Rosalie!?"

Jeg stivnede ved hans ord, og kunne ikke lade vær med at blive ret så nysgerrig.

Var de oppe at skændes? Jeg gik ned langs gangen, og stod nu lige ved siden af Rosalie's værelse. Jeg vidste det var forkert at lytte, men lidt nysgerrig, havde man dog lov til at være!?

Et snøft kunne høres og jeg kunne ikke lade vær med at skyde et øjenbryn i vejret, græd hun? Eller græd Justin?

Jeg hældede nok mest over til det første.

"Undskyld, Rosa! Det var virkelig ikke med vilje..." Lød det fra Justin, der fik jeg så konstateret at det var rigtigt.

Jeg forstod godt hvorfor hun blev ked af det, det var hellere ikke ligefrem fordi at det var søde ord, det han sagde til mig, men det undrede mig bare at hun blev så hårdt ramt af det, sådan plejede hun ikke at være!

"Gå ud!" Kunne jeg høre Rosalie få frem. Jeg klemte øjnene hårdt sammen da jeg ikke kunne lide at høre hende sådan der, det var bare underligt!...

"Rosalie..." Bedte Justin, jeg kunne virkelig ikke lige få det hele til at give mening, hvorfor var de overhovedet oppe at skændes? Jeg vidste godt at de eller Rosalie ikke kunne holde Justin ud, men jeg havde aldrig hørt dem sådan der før.

"Gå ud!" Lød det fra Rosalie igen, denne gang bare mere bestemt.

Der gik ikke lang tid før at Justin svarede: "Ro..-" "SKRID, NU FORHELVEDE!" Råbte hun og jeg kunne ikke lade vær med at blive lidt skræmt over hvor skræmmende hun egentlig var når hun var sur.

Der gik ikke lang tid før at jeg kunne høre små fodskridt komme nærmere og nærmere og før jeg vidste af det stod Justin i døren med et sørgmodigt ansigtsudtryk.

"Louis?" Fik han fremstammet. Jeg sukkede lidt. Han gik helt ud af værelset og lukkede døren. "Hvad sker der?" Spurgte jeg bare direkte.

Han sukkede lidt. "Rosalie er bare ikke særlig nem at tale med tingene om..." Mumlede han og sendte mig anstrengt smil. Jeg så lidt forvirret på ham inden han snakkede igen. "Ja, hun er jo sådan ret langt nede for tiden og jeg ved virkelig ikke hvad der sker, det er så ubehageligt! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!?"

Jeg rystede bare lidt på hovedet, og fik pludselig helt skyldfølelse, hvis det Harry havde fortalt mig var rigtigt, kendte jeg nok godt grunden.

Jeg vidste ikke rigtigt om jeg troede på det Harry sagde, for ærlig talt Rosalie ville ALDRIG i hele sit liv sige sådan noget til Harry, men på den anden side hvor skulle han så lyve overfor mig?

Jeg sukkede højt inden jeg gik forbi Justin. "Jeg taler med hende." Sagde jeg, før jeg overhovedet havde nået at tænke over hvad jeg havde sagt. "Lou.." Jeg cuttede ham hurtigt af og gik helt hen til døren hvor jeg forsigtigt bankede på.

"Sagde jeg ikke at du skulle skride?" Kunne jeg høre Rosalie vrisse, jeg kunne ikke lade vær med at rulle med øjnene, inden jeg trak ned i håndtaget og bevægede mig ind på hendes værelse.

"Hvorfor fanden kommer du ind når jeg siger at du skal skri..-" Hun stoppede hurtigt da hun kiggede op og så at det var mig.

Hendes øjne var helt røde, hun havde mascara rendende ned ad kinderne, jeg kunne virkelig ikke lade vær med at lidt trist over det, da jeg følte det var min skyld.

"Louis?" Spurgte hun forvirret og snøftede en gang, hvorefter hun panisk prøvede at tørre sine tåre væk. Jeg grinte bare lidt af hende. "Hey, det er altså menneskeligt nok at du græder!" Smilede jeg. Hun rystede på hovedet. "Nej, det er ydmygende!" Jeg grinte bare af hende, inden jeg begav mig hen mod hendes seng som hun sad i, jeg satte mig ved siden af hende.

"Hvad er der galt, Rosa?" Spurgte jeg en smule usikkert. Hun rystede bare på hovedet. "Ikke noget... Det er fuldstændig lige meget, Louis!" Hun prøvede at sende mig et smil, men det blev nærmere til en eller anden underlig grimasse.

"Seriøst, fortæl det!" Beordrede jeg, men havde stadig en blid stemme. "Nej, Louis det kan jeg ikke!" Mumlede hun og kiggede ned på sine hænder, som pludselig var blevet enormt spændende.

Jeg sukkede lidt, inden jeg lagde 2 fingre under hendes hage så jeg tvang hende til at se på mig, eller det lød lidt groft det der.

"Please...?" Bad jeg. Hun rystede bare ivrigt på hovedet. "Kom nu? Det går mig virkelig på at se dig sådan de..-" Jeg blev afbrudt af et par bløde læber mod mine.

Til at starte med, var jeg fuldstændig forvirret, men så kom skyldfølelsen til mig, jeg kunne ikke gøre det her mod Eleanor, det kunne jeg bare ikke.

Jeg trak mig derfor hurtigt væk og man kunne godt sige at hun så en del skuffet ud.

"Undskyld, Lou..." Mumlede hun.

En følelse jeg ikke havde haft før kom frem i mig, og jeg vidste ikke om den var ubehagelig eller behagelig.

"Jeg må nok hellere gå.." Fik jeg fremstammet, hun nikkede lidt, inden jeg rejste mig og gik hen mod døren.

Jeg hørte også Rosalie rejse sig og rigtig nok for hun nåede hen til døren før mig. "Undskyld, Louis! Kan vi ikke godt glemme det der skete lige før?" Spurgte hun forsigtigt om, inden hun åbnede døren. Jeg nikkede bare.

En følelse som jeg også havde haft efter dengang vi havde haft det lidt "uheldige" one night stand eller hvad man kunne kalde, det kom frem i mig, jeg spændede i hele kroppen for at prøve at stoppe det, men det blev bare værre.

Jeg gik med faste skridt hen til døren og ud inden jeg tog fat i håndtaget og lukkede døren. Jeg vidste virkelig ikke hvad der skete der!?

Jeg sukkede lidt, inden jeg overhovedet havde nået at tænke over hvad fanden jeg havde gang i, havde jeg åbnet døren igen og fløjet hen til Rosalie som lå i sengen.

Hun så en smule forvirret ud, da jeg kom ind igen, men jeg spildte ikke tiden jeg kastede mig over hende og begyndte at kysse hende grådigt, hun kyssede også ivrigt med.

Jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det her, men det var som om at jeg ikke kunne styre min krop lige nu...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...