I Can't Live Without You [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
Sød, sjov, skør og dejlig, er hvad man kan beskrive Rosalie Stewart med for 3 år siden. Hun er en 19-årig pige som bor i New York City, hun har mistet sin far og hendes storebror i en bilulykke hvilket har taget hårdt på hende, så hun drikker, ryger og tager stoffer sometider for at få smerten til at forsvinde. Hendes mor er mere end bare bekymret for hende, og hun vælger derfor at sende hende væk, hun sender hende til London hvor at hun skal bo hos hendes fætter Justin Stewart. Hun skal bo der i et halvt år og må derfor vende sig til det nye, men hvad sker der når Rosalie finder ud af at en af Justins gode venner bor der? Og hvad sker der når Rosalie stadig ikke kan holde sig fra at drikke, ryge, og tage stoffer? Hvad kommer der til at ske når Rosalie finder ud af hvem Justins ven egentlig er? Og hvordan vil hun have det med ham?

14Likes
28Kommentarer
2251Visninger
AA

10. Følelserne

Rosalie's Synsvinkel:

Regnen sillede ned da jeg gik ud, men lige nu var jeg ligeglad.

Jeg havde det så dårligt, jeg havde aldrig følt som jeg gjorde lige nu. Det var en blandet følelse af jalousi, skuffelse, vrede, sorg og nogle andre følelse, jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.

Jeg burde virkelig ikke have det så dårligt med at Louis havde en kæreste, altså hvad havde jeg ærlig talt forventet? Jeg forstod ikke hvorfor at min krop reagerede sådan her, det var jo ikke lige frem fordi jeg var forelsket i Louis... eller var jeg?

Nej, forhelvede Rosalie, du er ikke forelsket i Louis. En trang til at bare sidte mig ned og græde var der. At se Louis med en anden gjorde ondt, han ville jo aldrig nogensinde bytte hende ud med mig, hun var jo så sød, sådan virkede hun iværtfald, vent hvad? Hvad fanden tænker jeg på?

Okay, jeg har virkelig brug for noget at drikke!

Jeg gik ned langs gaden og fandt et supermarkede, som jeg hurtigt gik ind i.

Jeg kiggede mig lidt omkring for at se om der var noget at drikke noget sted, men det eneste jeg så var vand, og det var virkelig ikke vand jeg havde brug for lige nu!

Jeg gik lidt videre og ledte som en syg, jeg skulle fandme have de her syge tanker ud! Jeg fandt til mit store held en hel masse øl og energidrikke.

Jeg tog 10 øl, jeg havde virkelig bare brug for det her. Jeg gik op for at betale, der var en lille kø, men det blev hurtigt min tur og jeg fik betalt mine varer.

Jeg en pose, hvorefter jeg lagde mine øl ned i, og så var jeg ellers den der var gået!

***

´Det havde taget endnu mere til med regnen, så jeg var sjask våd, og det var ligefrem klamt! Jeg havde drukket alle mine øl og måtte sige at jeg var pænt beruset, det havde hjulpet meget, jeg var blevet den samme Rosalie igen, uden Louis i tankerne.

Jeg var næsten hjemme, jeg kunne iværtfald se den store gule bygning lidt længere nede af gaden.

Jeg var hurtigt henne ved bygningen, og fumlede efter mine nøgler, det gik ikke specielt godt må jeg sige, og jeg begyndte at grine af at jeg ikke kunne finde mine nøgler, selvom det slet ikke var sjovt, men det var altså alkoholens skyld!

Jeg fandt endelig mine nøgler, og stak dem ind i nøglehullet, hvorefter jeg drejede nøglen og et klik lød, jeg trak nøglen ud igen og tog fat i dørhåndtaget for at åbne.

Jeg smækkede døren i, og en trang til at løbe op havde jeg, så det gjorde jeg. Jeg løb op af trapperne, og op på 3. etage, hvor jeg stoppede op, jeg havde et stort smil klistret på læberne, hvorfor vidste jeg ikke.

Jeg gik hen til døren, og bankede hårdt på. Der gik et stykke tid før jeg kunne høre fodskridt inde fra lejligheden af, og døren blev åbnet og Justin kom frem. Han så vred ud, hvilket bare fik mig til at grine, han så sjov ud når han var vred!

Han kiggede pludselig forvirret på mig, men skiftede så hurtigt tilbage til det vrede ansigt. Jeg skubbede ham lidt til side, for at kunne komme ind.

Jeg tog hurtigt mine sko og jakke af, og satte kurs ind mod stuen, hvor jeg hurtigt smed mig i sofaen. Jeg kunne høre skridt bag mig, men gad ikke at kigge da jeg vidste det var Justin.

"Hvor har du været?" Lød en ret så irreteret Justin bag mig, en trang til at grine kom frem, men jeg modstod trangen. Det var nu jeg skulle sige det hele, det var nu jeg skulle fortælle om mig og Louis.

Jeg vendte mig om og kiggede ham dybt og hemmelighedsfuldt i øjnene. Han kiggede bare vredt på mig, hvilket bare fik mig til at ville sige det endnu mere, men da jeg åbnede munden kom der intet ud, intet, ikke en gang den mindste lyd kom der ud, det var som om at ordene sad fast i halsen på mig.

Jeg ville prøve at sige det igen, men der kom stadig ingenting ud, men til gengæld føltes det som om at mit hjerte pludselig blev revet ud, da jeg tænkte på mig og Louis' nat, og så kom der den her pige, som åbentbart viste sig at være hans smukke kæreste, for ja hun var flot!

Jeg forstod ikke hvorfor det her skete, jeg forstod ikke hvorfor at jeg følte som jeg gjorde, og jeg forstod slet ikke hvorfor jeg fik en varm følelse i kroppen hver gang jeg tænkte på Louis.

Jeg syntes Louis var irreterende, og var pisse belastende, men mit hjerte syntes noget helt trejde. Det irreterede mig grænseløst at Louis skulle være i mine tanker hele tiden, han hørte ikke til der!

Alkoholen var ikke til nogen hjælp og jeg havde lyst til at græde, og smadre et eller andet på samme tid.

Jeg rejste mig frustreret op fra sofaen, og kiggede for første gang på Justin med et såret blik. Min krop gjorde som den ville lige nu, og lige nu viste jeg alle mine følelser. Justin kiggede forvirret på mig, hvilket jeg godt forstod, for jeg vidste ikke selv hvad jeg havde gang i, men lige nu kunne jeg intet selv gøre.

"Aaargh!" Skreg jeg, og løb ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt fandt min seng og lod mig falde ned i den. Jeg skreg ned i min pude, og håbede på at det ville hjælpe, men det hjalp ikke en skid.

Jeg havde lyst til at skade mig selv, for at være som jeg var, men min hjerne eller krop ville ikke tillade at give mig selv smerte lige nu, måske fortjente jeg den her smerte?

Nej, jeg gjorde ej, jeg havde fucking ikke gjordt nogen en skid! Jeg rystede det af mig og Louis kom igen ind i mine tanker. Jeg kunne ikke få ham væk.

Jeg begyndte fandme at væmmes ved mig selv, jeg kunne ikke kende mig selv, det føltes som om at min facade knækkede fuldstændig. En tåre trillede ned ad min kind, og til sidst kom der flere og til sidst kunne jeg ikke holde dem tilbage mere, så tårene trillede ned ad mine kinder.

Jeg lød fandme som en eller anden forelsket teenager, som ikke kunne få sin store kærlighed, og det var måske også det jeg var? Louis fik mig altid til at føle mig speciel, han gjorde mig glad indeni, det var ham der gjorde mig nervøs, ham der gjorde mig irreteret, og ham jeg elskede.

Han var den jeg ville have, men ikke kun få og det gjorde ondt alt for ondt!

Louis havde virkelig formået at knække både mig, og min facade! Og alt det vi havde lavet, og gjordt var ikke længere en plan for at komme hjem, nej for jeg nød det og jeg havde ikke lyst til at tage hjem, jeg havde ikke lyst til at komme væk fra Louis, selvom han havde en kæreste, var jeg stadig håbløs forelsket i ham...

Han havde virkelig knækket min facade, og alle mine følelser fór rundt i kroppen på mig, og jeg kunne ikke længere skjule at jeg var helt væk i Louis...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...