I Can't Live Without You [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
Sød, sjov, skør og dejlig, er hvad man kan beskrive Rosalie Stewart med for 3 år siden. Hun er en 19-årig pige som bor i New York City, hun har mistet sin far og hendes storebror i en bilulykke hvilket har taget hårdt på hende, så hun drikker, ryger og tager stoffer sometider for at få smerten til at forsvinde. Hendes mor er mere end bare bekymret for hende, og hun vælger derfor at sende hende væk, hun sender hende til London hvor at hun skal bo hos hendes fætter Justin Stewart. Hun skal bo der i et halvt år og må derfor vende sig til det nye, men hvad sker der når Rosalie finder ud af at en af Justins gode venner bor der? Og hvad sker der når Rosalie stadig ikke kan holde sig fra at drikke, ryge, og tage stoffer? Hvad kommer der til at ske når Rosalie finder ud af hvem Justins ven egentlig er? Og hvordan vil hun have det med ham?

14Likes
28Kommentarer
2249Visninger
AA

6. Fail

Jeg stod og stirrede ud ad vinduet, da min dør gik op, og en person jeg havde håbet på kom ind - Louis. "Øhh.. skal du være med til at bage?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet og smilede så falskt til ham, hvilket først fik ham til at se mærkeligt på mig, hvorefter han sendte mig et lille smil tilbage.

Det var ikke ligefrem fordi at jeg gad eller kunne lide det her, men jeg vidste at det krævede det for at komme hjem, så jeg måtte jo tage konsekvenserne som de var.

Han skulle lige til at lukke døren, da jeg kunne høre min egen stemme. "Bliver du ikke herinde?" Han åbnede døren lidt mere, og kom så helt ind i rummet, hvor han stod og kiggede på mig som om jeg var fuldstændig gal, og ja det var jeg nok også, men altså..

"Øhh..?" Mumlede han. Jeg sendte ham bare et skævt smil. "Please, jeg keder mig, jeg vil gerne være sammen med dig!" Okay, ordene røg lidt forkert ud af munden på mig, han kiggede også virkelig forvirret på mig. "Siden hvornår er du begyndt at gide at være sammen med mig?" Hans stemme lød virkelig forvirret, og jeg skulle også tage mig sammen, hvis jeg ikke ville begynde at råbe ad ham, og nej jeg ved ikke hvorfor jeg havde lyst til at råbe ad ham, men altså han pissede mig bare af - slet ikke min type!

"Vil du eller vil du ikke?" Fløj det ud af mig. Jeg kiggede hurtigt væk og så ud ad vinduet i stedet. Jeg kunne se han nikkede ud af øjenkrogen.

Jeg kiggede forsigtigt hen på ham igen, og kunne se han havde sat sig på min seng. Jeg begyndte at betragte ham lidt, hvorfor ved jeg ikke!? Han havde nogle blå/grønne øjne, en lækker hudfarve, noget flot brunt pjusket hår, nogle flotte markeret kindben, jeg kunne ikke rigtig finde ud af om jeg fandt det piget, eller om det var flot til ham. Hvis jeg skulle være helt ærlig var han faktisk flot, eller jeg vil nærmere kalde det lækker. Jeg hadede at skulle tænke sådan om ham, men det var rigtigt, men hans personlighed ødelagde altså bare det hele, han var skide belastende og hele tiden glad, sådan typer gider jeg bare ikke, det er da godt at vide at folk har lidt glæde i sit liv, men altså ham her han fyrede kraftedme jokes af hvert 2 minut, og han grinede fandme næsten hvert evig eneste minut, det var sgu da forfærdeligt belastende!

Jeg blev revet ud af mine tanker, da et grin lød. "Er jeg så spændende?" Lød det fra Louis. Se nu gjorde han det igen, grinte + var pisse belastende. Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Hvorfor vil du overhovedet have at jeg er her inde, jeg mener du afskyer mig jo næsten." Mumlede han. Der ville jeg give ham, jeg afskyede den dreng, og det jeg lavde var fandme hellere ikke med min gode vilje. "Øhh..." Mumlede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare hvilket ikke lignede mig, jeg følte mig pludselig en smule nervøs..? What the hell..? "Øhh hvad?" Lød det flabet fra Louis, den ko altså! "Øhm, jeg øh.. er det ikke lige meget bare gå igen, du er pisse belastende som du plejer at være, skrid nu bare med dig." Okay, jeg var nødt til at lære at holde ordene inde i mig, men det kunne jeg ikke jeg begyndte at føle mig dårlig tilpas når jeg var alene med Louis. Han grinte lidt. "Se der har vi den rigtige Rosalie!" Han rejste sig hurtigt op, og inden jeg havde set mig om var han ude af mit værelse.

Hvad fanden gik der af mig lige før? Omfg, man!? Jeg blev pludselig pisse vred på mig selv, hvad fanden var det lige der skete lige før. Jeg skulle fandme ikke blive nervøs i Louis' selskab. Jeg kunne mærke jeg igen havde brug for et eller andet.

Jeg gik med hurtige skridt hen til min kuffert, hvor jeg satte mig ned på hug, og begyndte at rode rundt i den. Jeg fandt hurtigt en lille pose frem, med noget hvidt pulver i. Jeg havde virkelig brug for det lige nu! Jeg rejste mig op og gik hen til mit skrivebord, hvor jeg fandt noget hvidt papir som jeg hurtigt lagde på bordet, hvorefter jeg åbnede den lille pose, og hældte indholdet ud og tog en sugerør i min skuffe, jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg havde sugerør inde på mit værelse, men lige nu glædede det mig bare.

Jeg begyndte sniffe det op, og en velkendt, dejlig fornemmelse kørte rundt i min krop. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Det var som om at et kort øjeblik at alle mine tanker forsvandt, og alt der var sket var lige meget nu og det var en skøn følelse!

Men følelsen skulle åbentbart ikke vare særlig længe for en hånd havde fat i min arm, og fik mig på en mærkelig måde vendt mig om, så jeg kiggede ind i nogle skuffede brune øjne - Justin's.

Han begyndte at råbe og skrige alt muligt lort om mig, men jeg ignorede det, jeg lyttede faktisk slet ikke efter, før en ruskede i mig. "Hører du overhovedet efter?" Råbte han. Jeg rystede på hovedet og begyndte at grine. "Hvad fanden her du gang i?" Hans stemme var alvorlig, meget, men han kunne rende mig! "Sig mig, kan du ikke lige give slip det gør faktisk lidt ondt, det der?" Grinte jeg. Det gjorde faktisk fandens ondt, at han holdte så stramt rundt om mig. Han rystede på hovedet. "Hvornår fanden lærer du at holde dig væk fra det der lort?" Hans stemme var fyldt med skuffelse. "Aldrig, det er ligesom det der hjælper mig igennem mit fucking lorte liv.." Det røg ud af munden på mig, og jeg kunne ikke stoppe og det var kun pga af stofferne. "Du fucking ødelægger mit liv. Jeg kan ikke få lov til en skid, du vil have jeg skal sige hvor jeg er hele fucking tiden, jeg er 19 år jeg kan fandme godt passe på mig selv! Jeg må slet ikke feste, eller bare den mindste smule drikke. Kan du ikke bare fatte at det her er det der faktisk får mig igennem mit liv, det er det der sørger for at jeg kan klare en dag, siden Mike og min far døde har mit liv været et helvede, jeg har glemt hvordan det er at elske, jeg har glemt hvordan det er at have det sjovt, jeg har glemt hvordan det er at have følelser, jeg har glemt så fucking meget pga af det der skete med Mike og min far!" Råbte jeg, jeg forstod slet ikke hvad fanden jeg havde haft gang i, det der var så personligt, det var det mest personlige i hele mit liv, det jeg lige havde fortalt Justin... og Louis?

Jeg kiggede over på Louis som stod i døråbningen. Han så en smule skræmt ud, det ville jeg nok også have været hvis det havde været mig. Jeg kunne ikke mærke stofferne længere, det var som om de på kort tid bare var sivet ud. "Bare lad mig være, okay!?" Mumlede jeg.

Jeg gik med faste skridt ud af mit værelse, og ud mod gangen hvor jeg tog nogle sko og en jakke på, og så var jeg ellers den der var skredet!

Louis' Synsvinkel:

Det hun lige havde stået og sagt eller nærmere råbt, ramte mig. Det burde det bare slet ikke, men jeg havde det virkelig dårligt over at have hørt det her, jeg kunne på en måde godt forstå hende, og jeg havde fuldt ud medfølelse, det gjorde ondt indeni at vide det hun lige havde råbt! Hun havde været vildt mærkelig idag, først vil hun være sammen med mig, hvilket jeg fuldstændig fatter nul af, eller altså det plejer bare ikke at være hende, og så senere fortæller hun sine dybeste følelser, jeg vidste godt det var pga stofferne, man kunne tydeligt se på hende at hun havde været på stoffer, hvilket hun også selv nævnte.

Jeg kiggede hen på Justin som stod med ryggen til og stadig stod og kiggede på det sted hvor Rosalie lige havde stået. Jeg kunne pludselig se at hans skulder hoppede stille op og ned, hvilket måtte betyde at han græd.

Jeg gik forsigtigt hen til ham, og en lagde en hånd på hans skulder. "Hey, det er okay..." Mumlede jeg, selvom det var langt fra okay.

Han rystede svagt på hovedet, mens han bare kiggede ned i jorden. "Nej, Lou det er det ikke! Det er mit ansvar at sørge for at hun bliver glad og god igen, det er iværtfald sådan jeg føler, det er nok også derfor at hendes forældre har sendt hende herhen!.." Hviskede han. Jeg klappede ham forsigtigt på skulderen. "Undskyld.." Hviskede jeg. Han nikkede.

Han vendte sig om og begyndte at gå hen mod døren. "Hvor skal du hen?" Spurgte jeg. "Ud og finde Rosalie.." Jeg løb hurtigt hen til ham. "Hey makker, stop lige. Du hørte selv hvor sur hun er, giv hende lige lidt tid, hun har brug for lidt tid alene og så må vi se om hun dukker op ellers køre vi bare ud efter hende.." Svarede jeg. Rosalie havde brug for noget tid alene, og det forstod jeg pludselig også godt! Han nikkede og vendte så om, og begyndte at gå ind mod stuen.

Han satte sig hurtigt i sofaen, da han var kommet ind i stuen. "Så hvad tror du så hun siger til nyheden?" Røg det ud af mig. Han kiggede op på mig, og rynkede panden. "Ja, du ve..-" "Ja jeg ved det. Jeg har brug for at dig og drengene er her når jeg fortæller hende det for jeg har ingen ide om hvordan hun reagere.." Mumlede han. Jeg smilede lidt for mig selv og nikkede så.

"Altid, min ven."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...