I Can't Live Without You [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2012
  • Opdateret: 13 jan. 2013
  • Status: Igang
Sød, sjov, skør og dejlig, er hvad man kan beskrive Rosalie Stewart med for 3 år siden. Hun er en 19-årig pige som bor i New York City, hun har mistet sin far og hendes storebror i en bilulykke hvilket har taget hårdt på hende, så hun drikker, ryger og tager stoffer sometider for at få smerten til at forsvinde. Hendes mor er mere end bare bekymret for hende, og hun vælger derfor at sende hende væk, hun sender hende til London hvor at hun skal bo hos hendes fætter Justin Stewart. Hun skal bo der i et halvt år og må derfor vende sig til det nye, men hvad sker der når Rosalie finder ud af at en af Justins gode venner bor der? Og hvad sker der når Rosalie stadig ikke kan holde sig fra at drikke, ryge, og tage stoffer? Hvad kommer der til at ske når Rosalie finder ud af hvem Justins ven egentlig er? Og hvordan vil hun have det med ham?

14Likes
28Kommentarer
2265Visninger
AA

13. En følelse af at være alene

Rosalie's Synsvinkel:

Jeg var faktisk stolt af mig selv! Jeg havde kun drukket 2 øl og røget et par smøger.

Jeg sad på en bænk i en park, med tårene trillende ned af mine kinder, jeg havde det sådan set fint, udover at mit hjerte føltes som om at 4.000 nåle sad inde i det, ellers havde jeg det fantastisk!

Okay, det var en stor løgn! Jeg havde det forfærdeligt, at vide at Louis fortrød det, var virkelig slemt! Jeg havde ikke regnet med at det ville tage så hårdt på mig, men der gik det bare op for mig, hvor meget han egentlig betød for mig.

Det gjorde så ondt det hele, jeg vidste at han aldrig ville vælge mig frem for Eleanor, Eleanor var helt sikkert hans et og alt, og hun virkede også som en som lige var hans type.

Hvorfor var det også lige at jeg skulle falde for Louis? Det var så typisk at jeg når jeg så endelig skulle blive forelsket havde knægten fandme en kæreste.

Jeg prøvede at få styr på mine tåre da en dreng kom gående hen imod den bænk jeg sad på, men jeg kunne ikke de skulle bare ud selvom at jeg havde grædt i de sidste 2 timer, så skulle de ud.

Personen havde kurs direkte hen imod mig, hvilket gjorde mig en smule utryg, da jeg ikke kendte ham. Jeg overvejede et kort øjeblik at løbe skrigende væk, indtil jeg faktisk så hvem det var, mit hjerte begyndte at banke hårdt imod mit bryst, og med en hurtig bevægelse fjernede jeg tårerne så godt som jeg nu kunne, men jeg havde helt sikkert helt røde øjne, og jeg vidste at de ville komme igen, hvis vi kom ind på emnet 'Louis'.

"Hej, Rosalie." Lød det fra Harry, som nu stod helt henne ved mig, jeg sørgede for at kigge ned, for at han ikke skulle se mine røde øjne. "Hej, Harry." Mumlede jeg.

Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at han satte sig ved siden af mig. "Hva' laver du her?" Spurgte han, jeg sukkede og måtte hurtigt finde på en undskyldning. "Jeg gik bare en tur..." Min stemme var lidt grødet, men jeg var ikke sikker på at han lagde mærke til det, hvilket jeg kun kunne være alt andet end glad for.

Jeg kunne se at han nikkede. "Så når du mener at gå en tur, er det så at flygte fra din fætter?" Jeg rystede på hovedet, og kunne mærke at tårene igen begyndte at presse sig på, jeg vidste jeg bare skulle have flygtet, for selvfølgelig skulle vi lige komme ind på det emne jeg ikke ville ind på.

"Hey er der noget galt?" Spurgte han med en bekymrende stemme, jeg rystede bare ligegyldigt på hovedet, jeg ville have han skulle blande sig uden om.

Jeg kunne mærke en hånd lægge sig på min ryg. "Hvorfor græder du så?" Mumlede han, og begyndte at køre sin hånd op og ned af min ryg.

Det var først da han sagde det at det gik op for mig at jeg var begyndt at græde igen. Tårene trillede ned ad mine kinder og trillede derefter ned på jorden.

Jeg sukkede og satte mig op, det kunne være lige meget hvordan jeg så ud lige nu og at han så mig græde, for han vidste jo godt jeg græd alligevel.

Han fjernede sin hånd, og jeg kunne føle hans bekymrende blik på mig.

"Rosalie dog, hvad er der sket?" Spurgte han panisk. Jeg rystede bare på hovedet af mig selv, og kunne slet ikke styre mig, jeg begyndte at hulke og snøfte og jeg ved ikke hvad.

Efter nogle minutter, trak Harry mig ind i uventet kram, og jeg kunne ikke lade vær med at føle mig tryg i hans arme, men det var slet ikke det samme som ved Louis.

Han tyssede på mig, og begyndte at stryge mig over håret.

Det var slet ikke sådan her det skulle være, da jeg kom hertil var det ikke meningen at jeg skulle begyndte at få følelser for en dreng, og det var hellere ikke meningen at jeg skulle sidde og tude over en fyr, og slet ikke at jeg stod i armene på Harry for at blive trøstet, det hele var så fandens forkert.

"Hvad sker der, Rosa?" Spurgte han med en beroligende stemme, som faktisk virkede en lille smule, men jeg var stadig helt ude af den.

"Det... det kan jeg ikke fortælle dig!" Fik jeg fremstammet, jeg var virkelig svag lige nu, så jeg tænkte slet ikke på at finde en undskyldning.

"Kom nu, Rosalie, tal med mig!" Mumlede han, ned i mit hår.

Jeg rystede panisk på hovedet. Jeg kunne ikke fortælle Harry om noget af det her, for han ville sige til Louis, og jeg følte hellere ikke jeg kendte Harry godt nok til det, jeg vidste faktisk slet ikke om jeg havde indført et ord til ham før, før idag.

"Jeg kan ikke, Harry!" Mumlede jeg, og trak mig fra ham, mens tårene trillede ned ad kinderne på mig. "Rosalie.." Bedte han, men jeg rystede afvisende på hovedet.

"Hvad laver du overhovedet her?" Det var da fandens så god jeg var til at skifte et emne. Det havde Harry også bemærket for et stort smil bredte sig på hans læber, og jeg lignede bare et kæmpe spørgsmålstegn.

"Jeg var sådan set bare henne ved Zayn og Niall, men nu jeg alligevel mødte dig, så kan jeg jo ligeså godt fortælle dig det her.." Mumlede han. Jeg kiggede forvirret på ham. "Hvad?" Spurgte jeg.

"Jo, Eleanor og Louis skal til Italien i overmorgen, og Justin skal være sammen med hans kæreste, så jeg har lovet at jeg skal holde øje med dig, så du kommer til at bo hos mig en ugestid.." Han sendte mig et forsigtigt smil, som jeg langt fra gengældte.

Det var som at få en ordentlig mavepuster i maven, at vide at Louis og Eleanor skulle på ferie sammen, og hygge sig sammen i Italien, var slet ikke bære, så derfor stod jeg også bare som forstenet og kiggede ned i jorden, jeg kunne ikke få flere tårer ud da det var som om alle mine tårer var brugte.

Jeg så Harry's hånd vifte foran mit ansigt, men ignorede det. "Hallo?" Grinte han, og der gik min grænse, og jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg sagde, men det hele blev bare for meget.

"HARRY! LAD MIG SÅ BARE VÆRE, OKAY!! Hvordan ville du måske have det, hvis den du er fuldstændig væk i, har en anden, hvordan ville du have det med det? Hvordan ville du have det, hvis du vidste at du aldrig ville få ham? Hvordan ville du måske ikke have det, hvis du havde sex med en fyr også finder du ud af at dine følelser faktisk er ægte for ham, og så pludselig står en eller anden pige i hans gang, som faktisk viser sig at være hans kæreste..." Væsede jeg.

Hans blik ændrede sig fuldstændig, fra et 'smilende' blik til et nærmest skræmt blik.

Det ville jeg nok også selv have været. "Rosalie, jeg...." Han stoppede med at sige noget, og kiggede ned i jorden, og det var først der det gik op for mig, hvad fanden jeg lige havde stået og sagt.

"Harry, det.." Jeg kunne ikke få et ord indført, jeg følte mig virkelig som en stor idiot! Jeg havde lige stået og fortalt Harry, hvordan jeg egentlig havde det med det hele, og han skulle være dum, hvis han ikke vidste hvem jeg hentydede til.

Jeg vendte mig om, og gik med faste skridt fremad, men jeg nåede ikke at gå mere end 2 meter eller sådan noget før at en hånd havde taget fat i mit håndled.

"Undskyld, Rosalie, jeg vidste ikke at det var det der var grunden til at du græd, og at du har været sådan her, undskyld!" Mumlede han og kiggede ned.

Jeg fik pludselig helt ondt af ham, men ignorede følelsen. "Hvis du siger det til ham, ved jeg virkelig ikke hvad jeg gør ved dig!" Væsede jeg, og med det trak jeg min arm til mig, og begyndte at gå hjemad.

 

Harry's Synsvinkel:

Jeg var stadig i chok over det hun lige havde sagt.

Jeg vidste virkelig ikke at hun havde det sådan, det var jo ikke min mening at hun skulle blive sur eller noget som helst... Jeg havde det pludseligt helt dårligt med mig selv.

Jeg stod stadig og kiggede den samme vej som Rosalie var gået selvom at hun var væk nu.

Jeg kunne nærmest ikke tro på det jeg hørte, jeg kunne virkelig ikke tro at hun seriøst havde fået følelser for Louis. Hun var altid så kold og jeg ved ikke hvad, og så havde det været pga Louis, noget af tiden, regnede jeg da med.

Jeg blev revet ud af mine tanker, ved at jeg kunne mærke min mobil vibrere i lommen, så jeg tog den hurtigt op af min lomme og trykkede besvar, for derefter at trække min mobil op til mit øre.

"Det' Harry." Mumlede jeg.

"Hej, Harry." Jeg kunne tydeligt høre, hvis stemme den hørte til. - Louis.

"Louis, hva så?" Spurgte jeg, det var nok ikke Louis jeg havde allermest lyst til lige nu, ikke at jeg ikke kunne lide ham, men efter alt det Rosalie lige havde sagt, var det måske ikke lige Louis jeg skulle snakke med.

"Øhm, vi bliver lige nødt til at snakke, kom hjem til mig, så..." "Jeg kommer om lidt, Lou." Mumlede jeg for derefter at lægge på.

Jeg havde måske ikke specielt brug for at snakke med ham, da jeg var bange for at komme til at fortælle ham lidt for meget, men jeg begyndte at gå i et rask tempo, hjem mod Louis.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...