Friends with benefits - One Direction (13+)

Hvem havde troet at et helt normalt one night stand, skulle ende med at vende rundt på Arias liv og væremåde – pigen, der aldrig bliver forelsket? Det havde ingen regnet med, og især ikke Aria selv. Hun havde i den grad aldrig forudset, at et ud af de op til flere one night stands skulle vise sig at være et mere unormalt et af slagsen, med en meget unormal person, folk ville give liv for at være sammen med. Og sidst men ikke mindst, bliver hun overrasket, da hun igen støder på ham, og en underlig seksuel kemi fra start af finder sted.

510Likes
642Kommentarer
66769Visninger
AA

23. Kapitel 22.

Jeg var stadig ikke helt kommet mig over, at Louis havde opført sig så idiotisk overfor mig. Egentlig savnede jeg ham slet ikke, jeg var pisse hamrende sur, og jeg havde en kæmpestor trang til at slå på ham, hvis han kom anstigende.

Aldrig havde jeg set ham så sur. Faktisk havde jeg aldrig set ham fuld og sur på samme tid, så det var måske det, der var en del af den latterlige forklaring. Ikke fordi, det gav ham en undskyldning, for han havde stadig opført sig uacceptabelt.

Lige da jeg skulle til at gå ud i mit køkken og hente feta og tomater, så jeg kunne trøstespise lidt for mig selv i min lejlighed, ringede det på døren. Ikke engang Wendy havde tid til at tage hen til mig, fordi hun havde travlt med en fyr, man. Ok, det var egentlig faktisk en såkaldt veninde, men jeg foretrak at kalde det for en fyr, for jeg blev sku da jaloux, hvis det var en pige. Jeg ville være hendes eneste veninde på hele jorden, for så havde jeg ikke nogen grund til at undre mig eller bekymre mig om, hvem hun var sammen med, når ikke hun var sammen med mig så.

Nå, vi kom fra, at det ringede på døren, og siden jeg havde ladet personen, der stod derude, stå og glo, løb jeg igennem hele lejligheden. Jeg ville selv have ondt af mig, hvis det var mig, der stod og gloede foran en dør.

Jeg åbnede døren op, og da noget brunt, pjusket hår og nogle blåagtige øjne, som jeg i øvrigt ikke havde set i en uge, kom til syne, fik jeg lyst til at smække døren lige op i fjæset på ham igen. Han var også kun til problemer, men fordi jeg var så godt opdraget, gjorde jeg det ikke.

”Hvad vil du?” spurgte jeg hårdt og kiggede ham lige ind i øjnene, så jeg ikke fremstod totalt usikker, selvom det egentlig var det, jeg var. Jeg var lidt usikker på ham, eftersom han havde opført sig som en idiot overfor mig, hvilket I nok godt kunne huske.

”Jeg vil gerne snakke med dig, Aria! Det.. jeg vil gerne undskylde for det, der skete,” sukkede han og kiggede bedende på mig, men jeg rystede på hovedet. ”Det tror jeg ikke bliver nødvendigt, Louis. Jeg har ligesom forstået, at Eleanor er din eneste ene, siden det er min skyld det hele,” sagde jeg hårdt og skulle til at lukke døren op i ham, men han satte en fod i døren.

”Aria, vil du ikke nok lade være? Det var virkelig ikke meningen, og jeg var fuld og-” ”kom ind,” sagde jeg og trådte til side, så han kunne komme ind. Den eneste grund til, at jeg gjorde det, var, at han stod og råbte, så hele opgangen muligvis kunne høre hans stemme.

Og hvis der var noget, som jeg ikke ville, så var det at være hende, der havde en irriterende, højtråbende fyr efter sig hele tiden, konstant. 

”Hvad har du så at sige, som rent faktisk er en undskyldning, Louis?” spurgte jeg træt og lagde armene over kors, imens jeg stirrede intenst på ham. Jeg var jo, som sagt, virkelig sur, så han skulle nok ikke regne med at gøre mig god lige med det samme.

”Jeg var fuld, og jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg lover dig, at jeg aldrig ville gøre sådan noget i virkeligheden. Eller.. i virkeligheden – jeg mener, når jeg er ædru. Det ligner mig slet ikke at gøre sådan noget, ikke engang, når jeg er fuld. Jeg mener det!” udbrød han, men jeg rystede på hovedet med et hånligt grin.

”Og det skulle så være en undskyldning eller hvad? Det er overhovedet ikke nogen undskyldning at sige, at man var fuld, Louis. Det ændrer ikke på, at det skete, og at du i hvert fald godt kan huske det,” jeg lagde hovedet på skrå og hævede et øjenbryn, før jeg rystede på hovedet. Han havde ikke nogen god undskyldning for det.

”Jamen-” ”Nej, Louis, faktisk tror jeg bare, at du skal gå. Jeg har egentlig ikke særlig meget lyst til at snakke med dig, hvis jeg skal være helt ærlig,” jeg skubbede lidt til ham, så han trådte et skridt baglæns med et opgivende ansigtsudtryk.

”Aria, vil du ikke nok lade mig snakke ud? Jeg ved godt, at det ikke er nogen undskyldning, men det er altså sådan, det hænger sammen,” sukkede han, og jeg kvitterede ved at åbne døren ud til opgangen og vise ham, at det altså var den vej ud.

”Louis, jeg mener altså seriøst, at du skal gå nu,” sagde jeg strengt, og da det gik op for ham, at jeg altså mente det, sagde han en underlig gryntende lyd, før han gik ud af døren med et sidste blik på mig. Lettet lukkede jeg døren i efter ham og åndede ud.

Det var så for meget, at han først skulle opføre sig dårligt overfor mig og bagefter ikke have nogen undskyldning. Hvis han ikke havde nogen undskyldning, så skulle han jo overhovedet ikke prøve på at undskylde overfor mig.

Med et suk gik jeg ind i mit soveværelse, hvor jeg lod mig selv dumpe ned i min seng. Jeg hev dynen op over mig og krummede mig underligt sammen. Jeg havde det virkelig underligt, for jeg havde ikke sovet så meget i løbet af de sidste par nætter, og derudover var jeg også bange for, at jeg var ved at blive syg – jeg følte altid, at jeg var syg. Pff.

Jeg lukkede øjnene en smule i, og mærkede trætheden overmane mig. Det var aldrig godt for mig at falde i søvn om dagen, for så ville jeg aldrig kunne sove om aftenen, men det gad jeg ikke tænke på nu. Jeg var træt, Louis havde lige været her, han var irriterende, og jeg havde ikke sovet særlig meget.

Kan I fornemme det gode humør, jeg var i her i dag? Det var helt utroligt.

 

***

 

Jeg havde sovet helt til klokken otte, og jeg hadede mig selv for det. Bortset fra, at jeg nu sad og spiste pizza, så var mit liv seriøst virkelig underligt, for der var ingenting, der passede sammen, ligesom det havde gjort før i tiden, da Louis ikke var inde i mit liv. Han burde have et skilt i panden, hvor der stod ’problemer’ på. Så ville folk da i det mindste være blevet advaret – det var jeg ikke blevet, nej.

For resten hadede jeg endnu mere mit liv, fordi jeg godt var klar over, at jeg ikke kunne sove før meget sent i aften, og det ville jeg hade, når jeg skulle nogenlunde tidligt op og på arbejde. Fuck helt ærligt arbejde lige pt., for det sidste, jeg orkede, var, at kunder skulle rende forvirrede rundt. For fanden altså.

Det var ingen hemmelighed, at jeg lå i sofaen foran tv’et, imens jeg spiste min pizza. Det var heller ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke rigtig koncentrerede mig om filmen, men at mine tanker var henne på Louis. Hvordan skulle jeg helt ærligt kunne tænke på noget andet?

Jeg havde en lyst til at finde ud af, hvordan han ville redde sig ud af den, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om det var for sent at tage hen til ham. Lige meget hvad skulle jeg gerne i bad, for jeg havde ikke lyst til at ligne lort foran ham. Suk. Jeg havde ikke godt af at være forelsket.

Hvordan blev man overhovedet forelsket? I en verdenskendt fyr fra verdens største boyband? Og så lige en af dem, som havde en kæreste? Helt seriøst, hvor meget værre kunne mit liv lige blive, end det var lige nu? Der var ikke rigtig nogen, der svarede mig på det, så jeg nøjedes bare med at sukke af mig selv. Jeg tænkte for meget.

Filmen i tv’et gav mig et chok, da der lød et skud, og i et kort øjeblik var jeg lige ved at tro, at der var nogen, der skød efter mig. En underlig lyst til at grine af mig selv, da jeg opdagede, at det var tv’et, skød op i mig, men jeg lod være, hvis ikke jeg efterhånden også skulle begynde og skræmme mig selv gevaldigt med min opførsel.

Jeg kiggede hen på tv’et, hvor der lå en mand, der faktisk var ret lækker, og blødte voldsomt, og så tog jeg den sidste bid af min pizza. En underlig beslutsomhed gled igennem mig, og jeg rejste mig fra sofaen og styrede direkte ud på badeværelset. Nu ville jeg snakke med Louis, og jeg var ligeglad med, at klokken ville blive en ni stykker, før jeg var henne hos Harry og ham. Så skulle jeg selvfølgelig bare passe på, at jeg ikke blev kidnappet af mine forældre på vejen, men det krydsede jeg voldsomt meget fingre for, at jeg ikke gjorde. Det ville ikke være sjovt at skulle kidnappes af sine egne forældre. Så skulle jeg også melde dem jo.

Hurtigt klædte jeg mig af og tændte for vandet i bruseren, som jeg så stillede mig ind under. Jeg følte for some reason, at jeg havde travlt, så jeg nåede kun lige at gøre mit hår vådt, før jeg tog fat i shampooen. Da jeg havde hældt en smule af det ud i min hånd, proppede jeg det op i håret, kørte det godt rundt i det, og så skyllede jeg det ud. Den samme procedure gentog jeg hurtigt med den hvide balsam, og lige så snart det var skyllet ud, skyndte jeg mig at træde ud af badet.

Det store håndklæde, som jeg havde købt for et par år siden i Grækenland, tørrede mig hurtigt, imens jeg fór forvildet rundt i lejligheden for at finde noget tøj.

Jeg endte med at tage nogle enkle, sorte bukser på, før jeg tog en mørkerød trøje på, hvor der var et kors foran på til. Det stod overraskende godt sammen, og jeg kunne ikke lade være med at skælde mig selv en lille smule ud over, at jeg ikke havde brugt det som et sæt tøj før. Det var også bare Aria i en nøddeskal, og det var ikke sjovt.

Da jeg have mit tøj på, tørrede jeg mit hår med min seje, pink hårtørrer, hvorefter jeg lagde en let og enkel makeup. Jeg så da nogenlunde godt ud, uden det var for overdrevet, gjorde jeg ikke? Det ville jeg selv sige, så det var sådan, det blev.

Nu skulle Louis bare forklare sig ordenligt, hvis jeg skulle tilgive ham. Og der var et eller andet, der sagde mig, at det samtalen ville komme til at dreje sig ind på alle mulige ting. Til dels det, der skete, da han var fuld, men jeg var overbevist om, at det også ville handle om det hele i helhed. Hele perioden, hvor vi havde kendt hinanden. Vi havde brug for at snakke det igennem.

Jeg hev min vinterjakke på og hoppede i et par tilfældige gummisko, før jeg ellers var smuttet ud af døren –troede jeg. Jeg nåede lige at stoppe mig selv og få fat i mine nøgler og min mobil, der lå på bordet, der stod i stuen, som lå ved siden af entréen. Og det lød virkelig indviklet, men det skulle det altså ikke, for det var virkelig enkelt. Eller noget i den stil, men jeg skulle af sted.

Det var iskoldt, da jeg kom udenfor, og jeg fik pludselig en underlig lyst til at vende mig om og spæne tilbage op af trapperne, så jeg kunne ligge mig under min dejlige dyne og se tv. Det ville være rart bare ligge og slappe af, selvom jeg egentlig havde sovet hele eftermiddagen væk. Det var et stort problem.

Der var en masse mennesker, der var i byen, og jeg blev helt misundelig på dem. Det var en fredag aften, hvor Wendy havde droppet mig til fordel for en anden veninde, og jeg var på vej hen til Louis, som jeg skulle snakke meget alvorligt med. Jeg savnede den tid, hvor jeg gik i byen hver weekend og havde et one night stand, der ikke ville komme til at betyde noget senere i mit liv.

Jeg blev lettet, da Louis/Harrys/mine forældres lejlighedsbygning viste sig blandt de andre huse. Det havde føltes som om, at jeg aldrig ville kunne frem, fordi det var så skide hamrende koldt.

Jeg ringede på hos Louis og Harry, da jeg var kommet helt derhen og til mit held, var det Harry, der lukkede op. ”Det er Aria,” sagde jeg ind i dørtelefonen, før han nåede at spørge, hvem det var. Der blev lukket op for mig, og jeg gik op af trapperne.

Lige da jeg var halvvejs oppe, stoppede jeg op og tog en dyb indånding. Det kunne godt være, at det var dumt af mig at komme rendende på den måde, men siden Louis havde været så pisse opsat på at forklare mig det tidligere, så måtte han vel også kunne forklare det nu.

”Hej Aria, hvad laver du her? Har vi lavet en aftale, som jeg har glemt?” Harry kiggede forvirret på mig, da jeg kom brasende ind af døren. Jeg rystede på hovedet og skubbede med besvær mine sko af, for derefter at hænge min jakke op på knagen.

”Jeg skal snakke med.. ham,” endte jeg med at sige, da Louis kom til syne i døren. Jeg lavede et lille nik hen mod ham, og Harry vendte sig hurtigt rundt. Jeg følte mig lidt som blommen i et æg, fordi jeg var helt alene med to fyre, der begge to kiggede på mig med præcis det samme forvirrede og undrende blik. Var jeg så underlig? Virkelig?

Harry trådte et skridt til side, da jeg begyndte at gå frem mod Louis.

”Så, Tomlinson, vi skal snakke. Jeg har tid og lyst til at høre på dig,” jeg smilede falskt til ham og hev ham med ind på det, som jeg af gode grund vidste, var Louis værelse. Jeg havde været der et par gange, det kunne jeg lige så godt indrømme. Det ville være at lyve, hvis jeg sagde andet, og jeg var ikke typen, der umiddelbart løj.

”Spyt ud,” sagde jeg så, da Louis havde lukket døren i.

”Undskyld, Aria. Jeg ved godt, at det ikke er nogen undskyldning, at jeg var fuld, det ved jeg godt, men så bare undskyld. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde gjort det.. Øhm.. Harry sagde, at.. du blev bange?” han bed sig i læben, og jeg nikkede. ”Ja, selvfølgelig gjorde jeg det,”

”Er der ikke noget, jeg kan gøre? Virkelig. Undskyld, Aria. Og egentlig vil jeg bare gerne undskylde for alting, for jeg har simpelthen ikke været fair på nogen måde. Jeg har bare leget rundt med dig til højre og venstre, og så har jeg bare ladet dig være, lige når det har passet mig. Og jeg har været et svin,” han kiggede op på mig.

”Det er da godt, at du selv kan se det,”  jeg kunne ikke lade være med at skyde kommentaren ind, og selvom det egentlig var et dis mod ham, kunne han ikke lade være med at grine en lille smule af det. Så måtte det da betyde, at han helt sikkert godt kunne se, at han havde været en idiot.

”Hvad har du tænkt dig at gøre med Eleanor?” spurgte jeg, fordi jeg virkelig havde brug for at få svar på det. ”og mig?” tilføjede jeg så , før han svarede, Han bed sig en anelse i læben endnu engang, da jeg spurgte ham om det.

”Jeg har ikke tænkt mig at prøve at vinde Eleanor tilbage – det tror jeg ikke at jeg kan for den sags skyld, men jeg har heller ikke lyst,” han tog fat i mine hænder, hvilket undrede mig en del, ”det er ikke på grund af Eleanor, at jeg ikke kan være sammen med kun dig. Hvor jeg ikke har hende,” sagde han og kiggede alvorligt på mig. Hans blik borede sig ind i mit på en ufatteligt seriøs måde, der forvirrede mig – mere forvirret, end jeg var i forvejen. Hans blik var altså virkelig underligt, og jeg kunne ikke læse det.

”Hvad snakker du om?” jeg rynkede på panden og ville hive mine hænder ud af hans greb, men han holdt fast i dem og ville ikke give slip. ”Det er Harry. Jeg kan godt lide Harry,” sagde han alvorligt, og det fik mig til at kigge dumt på ham.

”Ja, selvfølgelig kan du da lide ham, Louis. Han er din bedste ven, fjolle,” jeg fnøs forvirret af ham, for han skræmte mig faktisk en anelse. Hvorfor fanden snakkede han pludselig om, at han kunne lide Harry? Han var hans bedste ven, så det havde jeg nok rimelig godt regnet ud, og desuden havde det intet med sagen at gøre overhovedet.

”Nej, Aria,” han rystede på hovedet af mig, så jeg trådte et enkelt skridt tilbage. Hans blik og ord forvirrede mig så meget, at jeg havde lyst til at prikke til ham for at se, om han var fuld eller sådan noget. Han opførte sig nærmest som om, at han var fuld. Bortset fra, at han ikke var sur ligesom sidst. Ooooog, at han ikke var fuld.

”Forklar,” kommanderede jeg, da han bare stod og gloede på mig med et ulæseligt blik.

”Jeg kan virkelig, virkelig godt lide ham. Virkelig godt,” sagde han, men det hjalp ikke på min forvirring. ”Ja, jeg kan altså også godt lide ham, Louis. Han er en vældig flink fyr,” gav jeg ham ret, og et grin slap ud gennem hans ellers sammenpressede læber.

”Jeg er forelsket i ham, Aria. Skal du virkelig have det så lige ud?” han kiggede nervøst på mig over det, som han lige havde sagt. Et gisp slap ud af mine læber, og jeg rev mine hænder til mig. ”Du er hvad?” nærmest råbte jeg. Det gav ingen mening. Harry havde da gang i et eller andet med Taylor, havde han ikke? Og Louis havde haft Eleanor længe?

”Jeg er til mænd,” sagde Louis, og jeg kiggede forskrækket på ham. Mine hænder fandt min mund, fordi jeg var i chok, og jeg kiggede bare forvirret på ham. Det gav absolut ingen mening, at han var til mænd. Jeg havde jo været sammen med ham mange gange, hvor han havde tændt på mig.

”M-mener du det?” jeg kiggede mistroisk på ham, men det alvorlige nik, som han kom med, fik mig til at tvivle en anelse. Fuck, hvad hvis han snakkede sandt? Jeg var helt i chok over det, som han lige havde sagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...