Friends with benefits - One Direction (13+)

Hvem havde troet at et helt normalt one night stand, skulle ende med at vende rundt på Arias liv og væremåde – pigen, der aldrig bliver forelsket? Det havde ingen regnet med, og især ikke Aria selv. Hun havde i den grad aldrig forudset, at et ud af de op til flere one night stands skulle vise sig at være et mere unormalt et af slagsen, med en meget unormal person, folk ville give liv for at være sammen med. Og sidst men ikke mindst, bliver hun overrasket, da hun igen støder på ham, og en underlig seksuel kemi fra start af finder sted.

510Likes
642Kommentarer
68148Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Jeg var allerede træt, da jeg satte mig ved siden af mine forældre, der smilende og glade gav mig et kæmpestort kram. Selvom det var lang tid siden, jeg sidst havde set dem, orkede jeg virkelig ikke alt muligt såkaldt familiehygge, for jeg havde hovedpine. Og det var bestemt ikke sjovt.

Darcy var til gengæld rigtig lykkelig og kunne næsten slet ikke vente de fem minutter, der var til, at kampen startede. Derimod orkede jeg simpelthen ikke at se på en masse spillere løbe rundt og sparke til en åndsvag bold, og jeg vidste sku knap nok, hvad spillet gik ud på. Okay, måske var det meget hyggeligt. Fodboldfyre. Mums.

”Skat, kig nu og se, om du kan få øje på Patrick,” min mor klappede mig på skulderen, og jeg sendte hende et underligt smil, før jeg kiggede ud mod banen, hvor adskillige fodboldspillere nu løb lidt rundt. Det tog mig ikke engang fem sekunder at få øje på Patrick, der lavede en eller anden underlig bevægelse med sine ben.

”Han ligner en idiot,” mumlede jeg lavt, så ingen af mine familiemedlemmer kunne høre mig. Og så midt i min kedsomhed kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde svaret min sexede lægefyr. For sexet var han da i hvert fald, og der var noget der sagde mig, at han havde styr på sit fingerarbejde. Det kunne jeg fornemme, for sådan var jeg altså.

Jeg fiskede mobilen frem fra mine stramme bukser og gik ind under mine beskeder for at finde Tylers besked frem. Et par gange læste jeg den igennem, før jeg trykkede på svar.

”Jo jeg har skam hørt, at man ikke må forføre læger i arbejdstiden. Men hvad har fået dig til at tro, at jeg følger reglerne?” jeg studerede sms’en lidt, før jeg sendte den afsted med et lille smil om læben. Jeg vidste allerede, hvor jeg havde ham henne.

”Hvad har du lavet med din..” – ”lad være med at spørge,” skar jeg hurtigt min far af. Jeg gad ikke fremstå som en eller anden klodset person, der ikke kunne styre mine armbevægelser – selvom det åbenbart var tilfældet, men det gad jeg ikke indrømme.

Under hele kampen sad jeg egentlig mest og kiggede lidt udover publikum, selvom jeg burde sidde og kigge på banen. Problemet var bare, at det ikke interesserede mig synderligt meget, og jeg kedede mig, når jeg kiggede på spillerne. Det var bare en bold, der skulle skydes i mål, hvor svært kunne det lige være? Hvis jeg var typen, der gjorde mig selv til grin, villejeg da let kunne have gået derind og styret hele spillet. Optimistiske tanker!

Jeg sukkede lidt, før jeg for alvor fokuserede på kampen (spillerne), hvilket jeg mere end noget andet fortrød. Mit blik faldt på en fyr, jeg ikke havde lyst til at se, og det var noget rigtig, rigtig lort. En fyr der rendte rundt med en t-shirt. Ikke en hvilken som helst t-shirt. For med ligeså flotte, sorte, forfærdelige, lige, hæslige bogstaver, stod der ”Tomlinson” bag på hans trøje. Og så var jeg klog nok til at ligge to og to sammen. Louis + Tomlinson = Louis Tomlinson = ham havde jeg kneppet med = jeg havde kneppet med en verdenskendt sanger. Blær, blær og alt det shit der, men om jeg havde lyst til at se ham igen? Fandme nej.

Panik. Jeg fik et panikanfald eller panikanslag, eller hvad i al hede hule verden det nu engang hedder, og jeg kiggede panisk til højre, hvor min mor sad. Var der mulighed for, at jeg kunne slippe væk? Flygte langt, langt, langt bort, med en undskyldning om at jeg havde det dårligt?

”Mor, er det ikke okay, hvis jeg tager hjem? Jeg mener.. der er kun fem minutter tilbage af kampen, og jeg har det virkelig ikke særlig godt, og jeg er træt. Ehm.. Og jeg kan godt tage toget,” jeg kunne næsten høre for mig, hvordan det dryppede af løgn, men alligevel krydsede jeg fingre for, at hun ikke opdagede noget.

”Du lyder præcis, som når du ville pjække fra skole, min skat,” sagde hun blot med et kækt smil, før hun igen kiggede ud på banen. Jeg krympede mig nærmest i sædet ved tanken om, at jeg ikke kunne slippe uden om.

”Jeg skal på toilettet,” prøvede jeg mig så, og det var faktisk ikke engang løgn. Jeg skulle tisse pokkers meget, og det var højst sandsynligt fordi, at jeg ikke havde været på toilettet hele dagen.

”Du kan vente de sidste to minutter, Aria. Der er et toilet, når vi går ned og hilser på din bror,” sagde hun med en streng tone, så jeg straks fattede, at jeg ikke skulle sige mere. Oh fuck. Det kunne jo kun betyde, at vi skulle hen til alle spillerne. Og med alle mener jeg også Tomlinson. Mit liv var for alvor ved at nå vejs ende, og det var altså kun i en alder af 19 år.

Min vejrtrækning steg faktisk voldsomt, og det var ikke normalt for mig. Både fordi det aldrig var på grund af en fyr, og fordi jeg aldrig dyrkede motion. Så derfor var det ikke normalt. De følgende to minutter gik så altså bare alt, alt, alt for hurtigt, hvis jeg skulle være ærlig.

Pludselig stod jeg der bare, blandt alle mulige svedige spillere. Der stank, sjovt nok, af sved, som blandede sig med min kraftige parfume, og jeg var lige ved at dø, hvis jeg skulle være helt ærlig.

”ARIA! HVORDAN HAR DU..” – ”du skal ikke give mig et kram, du er skide ulækker,” nåede jeg hastigt at sige, da jeg kunne se, at det var det, Patrick lagde op til. No way, om jeg skulle have arme lagt om mig, når han var fuldstændig våd af sved. Han stoppede op lige foran mig og smilede undskyldende.

”Nå, men jeg ville have spurgt dig om, hvordan det stod til i London?” han lød helt frisk på trods af, at han lige havde løbet rundt i en halvanden times tid. Jeg havde travlt med at kigge alle mulige andre steder hen, end på Patrick. Bag ham, ved siden af, rundt omkring i hele rummet, fordi jeg vidste, at Louis kunne komme ind når som helst.

”Øh, Aria?” Patrick prikkede mig hårdt på armen, så jeg hårdt rev den til mig. ”Av for helved, det gjorde altså ondt. Vis respekt, jeg er træt og har forstuvet min fucking lorte hånd,”  vrissede jeg, ”men det går super smukt i storbyen. Jeg savner det allerede, så jeg håber godt nok, at du har viser dine bade- og omklædningsskills, så du hurtigt kan køre mig hjem,” mumlede jeg, imens mit blik stadig forvirret fløj rundt til højre og venstre.

”Åh, der er en, der er lidt sur i dag, er der ikke?” spurgte han drillende, så jeg himlede med øjnene af ham. Mit humør var bestemt slet ikke til drillerier, når man tænkte på, at fucking Louis var her et eller andet sted i mængden. Det var så en af de få gange, hvor jeg virkelig fortrød, hvor fuld jeg drak mig, når jeg var i byen.

”Joh..” mumlede jeg fraværende, imens jeg gik et halvt skridt til siden, så jeg kunne strække halsen lidt og så lidt rundt om et hjørne. Patrick sukkede irriteret, før han knipsede foran mine øjne, så jeg forskrækkede sprang tilbage. Da jeg kiggede på ham, havde han hans nuttede lille rynke i panden, som jeg bare havde lyst til at proppe i et glas og tage med hjem. Okay, det ville være klamt.

”For helved man. Hvad er det, du er så optaget af? Leder du efter en eller hvad? Eller kigger du bare efter endnu en fyr, du kan gennemkneppe og så efterlade ham bagefter, eller hvad sker der?” vrissede han så. Jeg tog hånden på hjertet for at vise, hvor forarget, jeg rent faktisk blev over hans ord.

”Hold dog mund, slem er jeg heller ikke,” brokkede jeg mig som forsvar, selvom det mest af alt lød som noget, der ville komme fra en irriterende, gnaven teenager. Det beskrev desværre mig lidt for godt, men det var ikke noget, der skulle indrømmes.

”Jo. Hvad har du lavet med hånden?” spurgte han så. Emneskifter. Bah, han ville bare ikke have en skideballe af mig, for det var nemlig ikke rart, når jeg blev sur.  Jeg himlede med øjnene.. ”Jeg har ikke lavet nog.. FUCK!” jeg fløj om bag et skab, der stod åbent, da jeg pludselig hørte en velkendt stemme. Spørg mig ikke hvorfor jeg faktisk kunne huske lige præcis den ud af alle de stemmer, forskellige fyre havde haft, men det kunne jeg.

Jeg tittede lidt ud bag skabet, og så freaking Louis komme gående med håndklæde i hånden, som han strøg sig over panden med for at fjerne sveden. Selvom jeg lige havde stået og fortalt Patrick, hvor ulækker han var med sved over det hele, kunne jeg simpelthen ikke tænke det samme om Louis. Han var virkelig en af de bedre fangster, jeg havde haft fat i.

Patrick kiggede underligt over på mig, og da jeg fangede hans blik, kunne jeg let se, at han skulle til at sige noget, så jeg signalerede, at han bare skulle holde sin kæft, imens jeg bukkede mig endnu mere. Jeg håbede inderligt på, at Louis ikke ville opdage mig, men nej, hvorfor skulle heldet dog også være med mig?

Før jeg overhovedet kunne nå at tælle til to, stod der en høj person foran mig. Iført en hvid t-shirt. Hvor der højst sandsynligt stod Tomlinson bag på. Og det var så der, hvor jeg inderligt ønskede, at jeg aldrig nogensinde var blevet født, for jeg ville satme hellere være død en levende i den her situation.

”Hvad laver d.. Aria?” Louis’ stemme var slet ikke til at dømme, da han fik kigget ordentligt på mig og sagde mit navn. Akavet kløede jeg mig lidt i nakken, før det gik op for mig, at jeg hellere måtte rette mig op. Så lod jeg mit blik møde hans og sørgede inderligt for, at det signalerede kontrol. Altså over situationen – selvom det var langt fra, hvad jeg havde.

”Øh..” var det eneste, der kom ud af min mund, for hvad fanden skulle jeg ellers sige? Come on, der var absolut ingen andre måder at reagere på, når man var så socialt akavet, som jeg engang i mellem kunne være – men det var ikke tit, at det skete.

”Okay, det her er underligt..” Louis lod et ukontrolleret, forvirret grin slippe over sine læber, før han fortsatte. ”men hvad laver du her? Altså, ved mit skab?” han hævede et øjenbryn og lavede en håndbevægelse fra mig over mod skabet, selvom vi var lige ved siden af hinanden. Mig og skabet altså, ikke mig og Louis.

”Ikke noget. Jeg synes bare, at det var et.. du ved.. flot skab?” forsøgte jeg mig, men kunne have givet mig selv flere hundrede mentale lussinger, da det slap ud. Hvad var det for noget at svare? Louis grinede højt, så det gav mig underlige kuldegysninger, og det havde jeg ikke lyst til at få. I stedet rettede jeg mig endnu mere op og skød stolt brystet lidt frem, før jeg vendte om og gik over mod Patrick.

Jeg kunne nærmest mærke Louis undrende blik bore sig ind i min ryg, men til gengæld kunne jeg direkte se Patricks, der viste undring og forvirring på en og samme tid. Og så hang jeg selvfølgelig på at skulle spytte ud med en forklaring til min kære bror.

Med en hård bevægelse rev jeg fat i hans arm og rev ham med udenfor, og der gik ikke mere end et nanosekund, før han var over mig: ”Hvor kender du ham fra? Du vedgodt, hvor kendt han er ikke? Oh my.. Har du knaldet med ham?!” udbrød han så, så jeg blev helt bange for, om han kunne høre det inde ved hans fucking latterlige lorteskab, der havde afsløret mig i at gemme mig.

”Det er ikke, som du tror!” røg det ud af mig, før jeg nåede at sætte min hjerne i frigear og tænke over et svar. Patrick hævede øjenbrynet lidt. ”Den forklaring glæder jeg mig til at høre så,” han lød udfordrende, og jeg vidste, at det var fordi, at han vidste, at jeg vidste, at han vidste, at jeg havde været sammen med Louis.

”Stop nu,” sukkede jeg . ”Stop hvad?” – ”Stop dig.” – ”Hvorfor?” – ”Fordi.” – ”Fordi jeg har ret?” – ”Nej.. Jo.. FINT!” jeg havde åbenbart ikke energi til at opdigte en historie, så jeg kunne slippe for at høre på min brors evige moraleprædiken.

”Det er bare så forkert, Aria. Jeg ved virkelig snart ikke, hvem i London du ikke har været sammen med. Hver gang jeg er sammen med dig ser du kraftedme fyre til højre og venstre, som du skal gemme dig for, fordi du har knaldet dem. Hvordan er det overhovedet muligt, at der bliver ved med at dukke nye fyre op, du kan tage med hjem? Du er kun 19 år, og du har aldrig været i et fast forhold, jeg tror virkelig, at du er ved at komme ud, hvor du ikke kan bunde..” jeg lukkede af for hans lange belæringssnak, allerede da han var noget til ord nummer ti, for jeg havde hørt det hele før og havde ikke behov for at høre det igen.

”Har du mere at tilføje, eller er du færdig?” spurgte jeg flabet, imens jeg studerede mine negle lidt, siden de åbenbart var blevet meget, meget spændende. Når nu jeg rent faktisk fik kigget på dem, burde jeg faktisk få lagt en fransk manicure, for mine negle var virkelig ved at være grimme.

”For helved da også, man,” vrissede Patrick surt. Jeg smilede tilfredst til ham, før jeg vendte mig om. Dog var det ikke lige luften, der, som forventet, mødte mig, men i stedet gik jeg lige ind i en person, der stadig var svedig. Det var løgn, for personen havde skiftet tøj, men det tænkte jeg ikke over. Faktisk valgte jeg at skrige højt og snuble over mig selv.

”Calm down, Aria,” lød en grinende stemme, og hvis jeg ikke tog meget fejl tilhørte den Louis freaking Tomlinson, men jeg havde bestemt ikke lyst til at kigge op, så i stedet svarede jeg med blikket sænket mod jorden. ”jeg er rolig, du,” mumlede jeg utydeligt.

”Klart, klart.  Hvor skal du hen herefter?” spurgte han så, og hvis ikke det var fordi, jeg havde læst, at han havde en kæreste, ville jeg mistænke ham for at prøve at få mig med i kanen.

”Patrick kører mig til London,” svarede jeg og lod mit blik møde hans blå øjne, der kiggede nysgerrigt på mig. Hvorfor fanden kunne han ikke bare undgå mig, præcis ligesom jeg ivrigt prøvede på at undgå ham – selvom det dog blev ruineret af hans opførsel.

”Patrick er…” han kiggede undersøgende på mig, så jeg med en kæmpe overdrevet håndbevægelse gjorde tegn mod Patrick, der akavede vinkede, selvom han kun stod lidt over en halvanden meter væk fra os. Louis gjorde pludselig mine til at gå derhen, og desperat hoppede jeg lige ind foran ham, for nej tak til, at de to skulle snakke!

”Øh, Louis, er det sjovt at være kendt?” fyrede jeg hurtigt af, da jeg ikke rigtig kunne finde på andet at sige. Han stoppede op og kiggede underligt på mig. Så trak han på skuldrene og nikkede, før han igen satte kurs med Patrick, der gik ham i møde. Det var sku da også bare typisk fyre, de fattede ikke en skid af en hentydning, altså.

 

                                                                                                         ***

 

I spørger mig sikkert om, hvordan det her gik til, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal svare til det. Jeg var i hvert fald havnet i en bil, der ikke var Patricks, men derimod Louis’, og det var et stort problem, for jeg følte mig ikke tilpas. Det var altså virkelig, virkelig akavet, og hvordan fanden de fik aftalt, at jeg skulle køre med Louis, vidste jeg ikke.

”Hvordan endte jeg i den her bil?” spurgte jeg tøvende, og Louis skævede over mod mig.

”Fordi jeg er et flinkt menneske, så jeg gjorde din bror en stor tjeneste, så han slap for at køre helt til London. Der er altså et godt stykke vej, sødeste pige,” han lød helt hånlig, og jeg kiggede forarget på ham. Hvad havde jeg dog gjort for at fortjene det? Nå, men jeg besluttede mig for at lyde fornuftig.

”Du ved godt, at vi har kneppet, ikke?” og der røg den plan så fuldstændig i vasken. Jeg kunne ikke lade være med at smile en anelse, da det gav et underligt ryk i Louis, så han faktisk kom til at føre det ned til rettet, hvilket resulterede i, at bilen lavede en underlig bevægelse.

”Jo, det er jeg godt klar over, det glemmer man ikke sådan lige,” sagde han så, og det tog ham ikke lang tid at fatte, hvad han havde sagt. Et smil spillede om mine læber, og mit højre øjenbryn var let hævet.

”Hvorfor glemmer man da ikke det så let?” spurgte jeg så på en flabet, drillende og provokerende måde. Louis var i en presset situation, men siden han selv havde sat sig i den, så ville det da ikke gøre noget at gå lidt til ham, ville det? Da han ikke svarede, prikkede jeg ham hårdt i siden, så han spjættede.

”Jeg kører bil!” – ”jeg har intet i mod at prikke dig hele vejen til London, hvis ikke du besvarer mit spørgsmål, Tomlinson,” gav jeg ham hurtigt igen, og jeg kunne nærmest se, hvordan jeg pinte ham. Det havde han godt af, det var jo trods alt hans eget valg, at jeg sad i den her bil nu.

”Du er bare ikke sød, du er ikke! Men hvis du endelig vil vide det, så er det fordi, at det var en oplevelse for sig. Jeg har ikke oplevet noget så.. på samme måde siden,” vrissede han så, så det mest af alt lød som om, at han ikke brød sig om at sige det.

”Var det et kompliment? Er jeg god i sengen? Hva? Er det det?” jeg kunne ikke lade være med at smågrine, imens jeg drillede ham, selvom han vidst ikke var helt med på det sjove i situationen. But I was, så det var sjovt.

”Ja for helved. Du er en af de bedste, jeg har kneppet, tilfreds? Og klap nu i og lad mig køre i fred,” nej, han syntes vidst bestemt ikke, at det var sjovt, men det gjorde jeg som sagt stadig, så jeg tog det ikke særlig meget til mig. Jeg klukkede lydløst, før jeg, flabet nok, skruede højt op for radioen, hvor ”Don’t you worry child” blev spillet. En af de bedste sange i historien. Louis kiggede irriteret på mig og undlod at sige noget, og jeg.. ja, hvad med mig? Jeg morede mig samtidig med, at jeg mere end noget andet ønskede, at jeg kunne sive ud gennem sædet. 

                                                                                                                                                          

UNDSKYLD for ventetiden. Jeg ved ikke, hvad der sker for mig for tiden, men der går altid længere tid en forventet i mellem hvert kapitel :/ Og det her er oven i købet utrolig lamt, jeg er virkelig ikke tilfreds med det, jeg ville bare ikke have, at I skulle vente mere... Føler jeg har skrevet som en baby, haha ;)

Nå, men nu mødte de hinanden.. Hvad synes I? 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...