The diary of a fallen angel

Lola, 15 år, bor lidt ude for Jacksonville, Illinois. Følg Lola gennem hendes op og nedture.

2Likes
2Kommentarer
472Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg sad og kiggede på mine lår. Jeg vidste godt jeg ikke kunne gøre det, men jeg ville så gerne. Jeg vidste at folk ville lægge mærke til det før eller siden, men jeg følte bare jeg blev nød til det. Jeg havde to barberblade, en i hver hånd. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg fik det varmt. Jeg vidste ikke hvad jeg nu gjorde. Det gjorde ondt. Smerten var forfærdelig, men på en god måde. Jeg fik det bedere. Da jeg skulle til at skære anden gang, hørte jeg døren nedenunder. Fuck. Hvad nu hvis det var min mor, hun ville jo bare gå ind på toilettet og så finde mig der.. Jeg gik fuldstændig i panik. Den steg mig helt til vejrs. Jeg fik en klump i halsen og flere tåre løb ned ad min kind. 
"Mooooor?" råbte jeg ud i intetheden.
"Det far, skat. hvad laver du?" råbte han så tilbage.
Jeg svarede ikke. Jeg tog det med ro og dækkede mit sår, tørrede mine øjne, tog en dyb vejrtrækning og gik ud. Mig og far smaltalkede lidt og jeg gik op på mit værelse og lagde mig i sengen. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg græd igen. Jeg fik det bedere af at græde. Det giver en vis ro bagefter, lige meget hvor lang tid jeg græder. 

-

Det var mandag og jeg skulle i skole. Ikke nogen speciel dag, bare en kedelig grå mandag. 
Jeg skulle på toilettet i frikvarteret. Jeg tog det indenfor, da det altså er blevet kun lige over 0 grader. Først så jeg ham gå hen mode den samme dør som mig. Jeg skulle ned ad nogle trapper, det skulle han også. Jeg gik videre, og lidt hurtigere. Jeg stoppede for at se hvad klokken var, vendte mig om og der stod de. Ham og hans tre venner. Synes det var skræmmende, men gik videre ned mod toiletterne. Gik ind og gjorde mine ting. Da jeg så mit lår fra i foregårs, begyndte jeg at græde. Jeg snøftede og kunne slet ikke stoppe med at græde. Det bankede på toilet døren. 
"Hvem er det?" spurgte jeg stille.
"Mig, Mark" sagde han.
Shit, shit, shit.. Mark er min ekskæreste, det er snart et år siden vi slog op. Og vi har ikke været særlig gode venner siden. Det var ham der slog op med mig. Jeg ved hvad der var galt med mig.. men det var faktisk lidt godt for mig, for jeg følte mig slet ikke lige så klar som ham. Men jeg har aldrig været så knust.. lige indtil her på det sidste. Jeg har ikke andet end grædt. Alt har været en grund til at græde.
"Kom lige ud.. jeg kan høre du græder" 
Jeg låste op, men åbnede ikke døren. Det var ren refleks. 
Han åbnede. Jeg kiggede op og vores øjne mødtes. Han krammede mig, mens jeg stod med hovedet begravet i mine hænder. Jeg fik møvlet mine arme fri og krammede ham. Vi stod bare der i lidt tid. Jeg fortsatte med at græde.. og græde.. jeg kunne ikke stoppe. Han tog afstand og kiggede mig i øjene. 
"Hvad er der galt?"
"Jeg... jeg.. skar i mig selv."
"Hvad???"
Jeg vidste at jeg ikke skulle have sagt det.. Han blev tydeligvis frustreret. Jeg nikkede. Han tørrede mine øjne. Og krammede mig blidt. Han gav mig et kys på kinden. Jeg smilte. Jeg tørrede mine øjne igen.
"Det okay.. du stærk. Du skal nok klare den smukke!"
Jeg sagde tak, men tror ikke han hørte det, for klokken ringede og han var allerede væk med sine venner. Jeg var dybt rørt. Fik hele tiden tanker om, om vi nu skulle være sammen igen. Jeg var virkelig glad nu. Han har været den støreste idiot over for mig, men jeg elsker ham stadig. Et år er ikke nok til at komme af med mine følelser for den dreng. 
Jeg cyklede hjem med et smil på læben. Jeg var så glad fordi, at nu vidste jeg at han stadig tænkte på mig. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle cutte idag. Det gjorde jeg heller ikke.

-

Jeg kom i skole tirsdag, jeg var glad og smilede til folk. En af drengene sagde endda at det var rart at se mig smile. Så blev jeg endnu mere glad. Happiness ain't forever.  Jeg gik forbi Mark. Jeg smilede sødt. Lige indtil jeg så ham med armen om en pige fra hans klasse, han stod og grinede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg løb min vej. Løb ned til toilettet. Jeg græd igen. Jeg havde stadig skole taske på. Jeg havde en blyant spidser i mit penalhus. Jeg skilte den ad. Det var jeg snart godt øvet i. Jeg skar. Lige på håndledet. Det var godt jeg havde den store sweater på. Resten af dagen var jeg tavs. Smilede lidt til dem fra min klasse, når de i ny og næ fik øjenkontakt med mig, fordi jeg sad foran Klara, som var den der altid snakkede. Jeg cyklede hjem. Vidste med sikkerhed at ingen lektier blev lavet. Jeg var helt knust.. men alle de falske forhåbninger. Var dødtræt. Ville bare sove. Jeg kom hen ad indkørelsen. Og der, lige da jeg skal til at bryde fuldstændig sammen, ser jeg ham. Mark...

_______________________________________________________________________________Hej. Tak fordi du læste med. Jeg lover der kommer mere snarest. Kh forfatteren 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...