Mørkets Barmhjertighed

15-årige Cassandra har mistet sin bedste veninde i forfærdeligt trafikuheld. Hun er sønderknust, knækket og har desperat brug for hjælp- men hendes mor og far er ligeglad. De forguder hendes lillesøster, Zarina. Mørket finder vejen ind i Cassandras sind og overtager langsomt hendes hverdag. Hun hører stemmer og ser ansigter, hun prøver desperat at finde vej ud af mørket, men ingen er der til at hjælpe hende. Langsomt kommer den jalousi- hun fortrængte for få år siden- tilbage. Hun bliver ødelagt. Indtil der kun er én enkel tanke tilbage i hende; Hævn.

6Likes
8Kommentarer
1053Visninger
AA

5. Skyggerne

 ”Cassandra?” Jeg ser mig forvirret omkring i klasselokalet. Mange sidder og kigger på mig, andre sidder og stirrer ud af vinduet eller på deres negle. ”Hvad?” siger jeg letter forvirret og ser hen på læren. Hun rynker panden og siger med bekymret stemme: ”Jeg spurgte dig om, hvad du tror, det giver,”
  Jeg ser op på tavlen, hvor der står skrevet en masse tal med sort tusch. De sorte streger kludrer sig sammen til en stor sort masse, og det begynder at sløre for mine øjne. Massen bliver til et ansigt, som griner af mig. Du kan intet, råber den. Du er ingenting! Den bliver ved med at grine, men jeg skriger ikke. Jeg er vant til det. Jeg er vant til, at hvis jeg fokuserer for meget på en ting, forvandler den sig til en af skyggerne.
  ”Vi holder lige fem minutters pause, før vi går videre,” Hendes stemme trænger gennem mit hovede og jeg blinker. Ansigtet forsvinder, og det samme gør den hånende latter. Jeg puster lettet ud og skubber stolen tilbage.
  ”Har du lige fem minutter?” Vores klasselærer står foran mig og ser bekymret på mig. ”Selvfølgelig,” mumler jeg og ser på hende. ”Jeg har lagt mærke til, at efter Cecilias død er du blevet forandret,” Hun trækker en stol hen og sætter sig ved siden af mig. ”Selvfølgelig er man forandret efter ens bedstevens død, men det er som om du sidder i din egen verden,” fortsætter hun. ”Selvfølgelig er det i orden at være lidt i sin egen verden engang imellem, men du bliver nødt til at fortsætte dit eget liv. Du bliver nødt til at give slip på Cecilia, Cassandra.” Hendes nøddebrune øjne ser på mig. ”Jeg har det fint,” hvisker jeg hæst og ser ned i bordet. Jeg må endelig ikke begynde at kigge på den skygge, som er bag hende. Den svajer bag stolen, hun sidder på, og den har intet ansigt. Den rækker hånden frem mod mig- hånden går lige igennem hendes krop-, som om at jeg skal tage den.
  ”Jeg tror du har brug for hjælp. Jeg vil gerne hjælpe dig Cassandra,” Og det er det, som får min falske ro til at koge over. Hun kommer her og tror, at hun ved alt om, hvordan jeg har det, og hvad jeg har brug for.
  Med én hurtig bevægelse rejser jeg mig, og stolene hamrer ind i væggen bagved. ”Jeg har det fint!” hvæser jeg og styrter ud af døren.

  ”CASSIE! CASSIE!” Zarina skriger mit navn, da hun ser jeg kommer ind af døren. ”Du er hjemme,” Hun slår sine tynde armen om mig og ser smilende op på mig. Jeg smiler anstrengende og vrister hende væk. ”Ja,” Jeg stiller mine Converse ved væggen og hænger min jakke på knagen. ”Vil du ikke hjælpe mig med at finde Carly? Jeg kan ikke finde hende!” siger hun og ser forventningsfuldt op på mig.
  Carly er hendes bamse, som hun altid sover med. Den forstiller en kanin, hvor det ene af ørene er syet fast med grøn tråd.
  Hun kom en dag løbende grædende ind i køkkenet. ”MOR! MOAR!” skreg hun og begyndte at græde. Min mor smed alt, hvad hun havde i hænder og styrtede hen til hende. ”Carly har mistet sit øre! Det sad fast i døren og ville ikke komme fri!” Hun begynder at græde hysterisk og knugede Carly ind til sig. ”Lad mor se,” sagde mor og tog blidt Carly fra hende. Hun studerede øret og derefter kroppen. ”Det kan jeg sagtens fiske,” sagde mor og knugede Zarina ind til sig. Siden har Zarina næsten ikke gået nået sted hen uden Carly.
  Jeg ser på hende og overvejer det et kort øjeblik. ”Hvis du så vil gøre noget for mig bagefter,” siger jeg. Hun nikker hurtigt. ”Hvad skal jeg så gøre?” ”Tømme opvaskeren,” svarer jeg og går hen mod stuen. ”Okay, men kun hvis du finder Carly,” Jeg nikker og går ind i stuen. Jeg ved udmærket godt, hvor bamsen er. Den er bag et af billederne af Zarina, som står på brændeovnen.
  Jeg kigger bag dét billede, der viser Zarina som helt lille. Ganske rigtigt ligger bamsen der. Jeg tager den og vender mig for at give den til Zarina, men hun er der ikke. ”Zarina,” siger jeg halvhøjt, men hun svare ikke. Jeg kan høre, at nogle taler ude i køkkenet, og gætter på at det er mor og Zarina.
  Jeg skal lige til at gå derud, men en sort skygge kommer i vejen. Denne er en tåge, som hvirvler omkring mig og hvisker. Hun er her ikke lige nu. Hun ved ikke, at det er dig, der gør det. Jeg prøver at følge skyggen med øjnene, men når jeg fokusere for meget på den ét sted, forsvinder det og kommer igen senere. ”Hun vil vide, at det er mig. Så dum er hun ikke,” siger jeg til skyggen. En ulykke, hvisker den. Det er hvad det er. En ulykke.
 
Jeg skal til at svare den, men mine øjne bliver fanget af flammerne i pejsen. De hvirvler rundt over det hele og står aldrig stille. Rødglødende, med et strejf af orange.
  En ulykke, hvisker den nært mit øre. Jeg går helt hen til pejsen, og før jeg kan nå at fortryde det, smider jeg bamsen ind i flammerne.
  Det giver et smæld da bamsen rammer træet og gløderne i bunden. Langsomt får flammerne fat i først øret, så benet, og på få sekunder har de forvandlet den ellers gule kanin til en mørk sammensmeltet masse.
  Jeg stirrer fascineret på det, så jeg opdager ikke at min mor kommer ind i rummet med Zarina. ”Cassandra, hvad er det, du har sagt til Zarina?” spørg min mor og ser strengt på mig. Jeg går ind foran pejsen og stiller mig lige foran der, hvor bamsen bliver ædt op af flammerne. ”At jeg vil hjælpe hende med at finde Carly?” svarer jeg og kniber øjnene sammen.
  Det her har jeg prøvet før. Min mor vender det gode, som jeg har sagt eller gjort om, så det bliver dårligt. En helt særlig gave som hun specielt har, og som hun kun bruger mod mig.
  ”Ja og det er meget sødt af dig,” siger min mor og sætter hænderne i siden. ”Men skal du så ødelægge det hele ved at sige, at hun skal tømme opvaskeren?” Jeg åbner munden for at protestere, men som sædvanlig når jeg det ikke. ”Kan du ikke bare for en gang skyld, hjælpe Zarina?” Jeg kigger rasende på hende og går et skridt nærmere. ”Hvad tror du, det er jeg har gang i?! Jeg hjælper da meget mere end du gør!”
  Jeg kan høre, at hun siger noget, men mit blik er fuldstændig fokuseret på Zarina. En mørk skygge glider ind i hende, og kommer så ud igen. Det bliver den ved med. Men det er ikke det, som er det skræmmende. Når den er inde i Zarina, forvandler den hendes ansigt til en djævelsk grimasse. Hendes himmelblå øjne forvandles til sorte huller, og hendes stemme er en mørk hvisken. Du hjælper mig ikke. Du fandt min bamse, men kastede den i ilden. Du hader mig- fordi du er jaloux. Du er jaloux, fordi jeg er meget bedre end dig- og det ved alle.
 
Jeg træder forfærdet et skridt tilbage, og mine øjne er vidtåbne. Jeg ser skyggerne hver dag, og de taler til mig hver dag, men jeg har aldrig før prøvet, hvor de nærmest gik ind i en person.

  ”Cassandra Hopfther, kig på mig når jeg taler til dig!” Jeg vender langsomt mine øjne væk fra Zarina og hen på min mor, men skyggen som gik ind i Zarina, viser sig stadig for mine øjne. Jeg blinker og prøver at fokusere på min mors ansigt, men hver gang jeg blinker, er det som om, at skyggen bliver sortere og sortere.
  ”Cassandra!” Min mors vrede stemme nærmest skærer gennem skyggen, og jeg ser hendes rasende ansigt stå lige foran mig. ”Jeg finder mig ikke i det her,” Hendes blå øjne ser vredt på mig, og når hun ikke snakker, er hendes mund en smal streg. ”Gå op på dit værelse og bliv der!” ”Men Cassie hjalp mig…” Zarina hiver i mors mørkeblå silkeærme, og min mor går ned i knæ og smiler til Zarina. ”Nej, Cassandra hjalp dig ikke. Hun ville bare have dig til at gøre hendes arbejde. Men jeg skal nok hjælpe dig med at finde Carly,”
  Min mors ord rammer mig som et lyn.  Jeg ser hverken vredt eller kold på hende, kun chokeret. Tak mor, tænker jeg. Bare få mig til at lyde som en egoistisk, ond søster.
  Er du da ikke det?
En mørk stemme skær sig igennem mine tanker. Er det ikke dig, som ønsker sin søster væk for altid? ”Jo,” mumler jeg. ”Men måske..” ”Jeg syntes, at jeg sagde, du skulle gå op på dit værelse?” Min mor står henne ved sofaen med en af sofapuderne i den ene hånd og Zarina i den anden. En skygge er ved at tage form ved siden af min mor, men før jeg når at se, hvad den vil bliver til, vender jeg mig om og går.

  Bum! Bum! Bum! Hver gang mine sko rammer asfalten, lyder det som et brag i mine ører. Jeg suger luft ind ad næsen og puster det ud igen ad munden. Jeg løber i et tempo, som jeg godt vil kunne holde i lidt tid. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, kun hvor jeg ikke vil hen- hjem.
  Hjem. Det ene ord runger lang tid i mit hoved. For det hus er jo ikke mit hjem. For at have et hjem, skal man have et sted, hvor man føler sig tryg, og har nogle som elsker en ved siden af sig. De mennesker der bor der, er jeg nok beslægtet til med blod- men de er ikke min familie. En familie er nogle som elsker og støtter hinanden- også selvom de ikke deler blod. Du er alene, siger en stemme- blottet for alt, i mit hoved. Du er helt alene. ”Jeg er helt alene,” pruster jeg stakåndet. ”Men det har jeg altid været,”
  Ikke altid, hvisker en lys stemme- som jeg straks genkender. Jeg var der da for dig. Var jeg ikke? En skikkelse begynder at tage form foran mig, og jeg stopper; først hendes to lysebrune fletninger, så de grønne, grønne øjne, hendes smalle læber og derefter hendes spinkle krop. Tøjet er det samme, som jeg altid ser; brune bukser, sort bluse og rød cardigan. Det var det sidste tøj, jeg så hende i, og det var det sidste tøj, hun havde på. Cecilia.
  ”Jo, du var der for mig,” Jeg lægger hovedet på skrå. ”Men det er du jo ikke mere, vel? Du har jo også forladt mig.” Hun ser såret på mig. ”Det var da ikke min skyld?- bebrejder du mig for noget, jeg ikke kunne kontrollere? Og i øvrigt har jeg ikke forladt dig. Jeg vil altid være hos dig.” Jeg åbner munden for at svare hende, da en mand dukker op foran mig. Han trækker jakken tættere om sig og ser underligt på mig. Jeg skynder mig at løbe videre- igennem den svage tåge, som for lidt siden var Cecilia.
  Jeg er vant til det. Eller, ikke vant til det. Jeg har oplevet et par gange, hvor jeg snakkede med Cecilia, og der så kom nogle forbi. De fleste gør som han; ser på mig, som om jeg er sindssyg og skynder sig hurtigt videre. Jeg har prøvet en gang, hvor en dame stoppede mig. Hun lagde forsigtigt sin hånd på min skulder, og hun så på mig med grågrønne øjne. ”Er du okay?” Jeg viftede hendes hånd væk og gik videre. Hvad skulle jeg have svaret? Min bedsteveninde er lige død- jeg nåede ikke engang at sige farvel til hende. Mine forældre ignorerer mig- nej, de hader mig, og det har de gjort lige siden min lillesøster kom til verden. De er ligeglade med, om jeg fryser eller er syg. De er ligeglade med, om jeg lever eller dør. Det kunne jeg jo ikke sige til hende.

  Jeg stopper brat op. Sveden pibler ned ad mig, og jeg gisper efter vejret. Jeg stopper altid her, når jeg går forbi. Nogle gange er det lang tid, andre gange er det kun få sekunder. Men jeg stopper altid.
  Hendes mindested. Hvis man da kalder det dét. Det er her, Cecilia blev ramt af bilen. Der ligger blomster; blå, røde og gule- alle mulige forskellige. Nogle købt i dyredomme i butikker, mens andre er plukket fra ens have. Der står to små lys- men de er for længst ødelagt er vejret. I midten af det hele ligger der et billede af hende. Billedet er kommet i en gennemsigtig plasticpose- så det ikke skulle blive ødelagt af regnen, og der ligger en sten ovenpå- så det ikke skulle blæse væk. Hun har løsthængende hår, solbriller i panden og et kæmpe smil. Jeg har altid syntes, at det ligner, at hendes grønne øjne skinner om kap med solen, som bliver reflekteret i hendes solbriller.
  Jeg sætter mig på knæ i en vandpyt, og vandet trænger med det samme ind på min hud. Det er en iskold følelse mod min brændende hud, men den er dejlig. Den får mig tilbage til virkeligheden. På kort tid ryster hele min krop, og mine tænder klaprer af kulde, og angst?
  ”Det regner stadig, solen har ikke været her i lang tid,” Jeg rækker ud og lægger en af de gule blomster oven på dit billede. ”Byen hvor der altid er gråt, og regnen siler ned dagen lang.” Jeg smiler ved mindet om de ord, du altid sagde, når det regnede.
  En bil kører forbi, og den rammer en vandpyt, så det sprøjter op på mig. ”Tak,” mumler jeg og rejser mig. Jeg er iskold og ryster, så jeg begynder at gå tilbage. Jeg vender mig om en sidste gang og ser på hendes mindested. Jeg elsker dig. Så vender jeg mig om og løber.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...