Mørkets Barmhjertighed

15-årige Cassandra har mistet sin bedste veninde i forfærdeligt trafikuheld. Hun er sønderknust, knækket og har desperat brug for hjælp- men hendes mor og far er ligeglad. De forguder hendes lillesøster, Zarina. Mørket finder vejen ind i Cassandras sind og overtager langsomt hendes hverdag. Hun hører stemmer og ser ansigter, hun prøver desperat at finde vej ud af mørket, men ingen er der til at hjælpe hende. Langsomt kommer den jalousi- hun fortrængte for få år siden- tilbage. Hun bliver ødelagt. Indtil der kun er én enkel tanke tilbage i hende; Hævn.

6Likes
8Kommentarer
1046Visninger
AA

1. Prolog

 

"Don't ask me to stand up, because I'm too tired to fight,"

 

   Du gjorde hende ondt, hvæser stemmen i mit hoved. Du slog hende ihjel i koldt blod. ”Jamen det var jo dig!” skriger jeg. ”Det var dig, der sagde, jeg skulle gøre det?” Men den er ligeglad, ignorerer mine bønder og ord. Den lille søde pige, som dine forældre sådan elskede, stemmen skærer gennem mit hoved, og fylder mig med rædselsbilleder. Hvordan kunne du gøre det? Hun ville dig kun godt!
 
Dens ord fylder mig med billeder, minder fra fortiden. Dengang alt var rart og dejligt. Dengang vi legede side om side på marken, hende med det blonde hår og mig med det mørke. Hende med de blå øjne og mig med de grå. Hende med det lyse ansigt og mig med fregnerne.
   ”Det var ikke min skyld!” hulker jeg. Hvem så? Stemmen hvæser tæt ved mit øre. Var det ikke dig, der sagde de sidste ord, hun hørte? Så hendes øjne lukke sig for sidste gang? Stemmen er overalt omkring mig, som en tåge jeg ikke kan løbe fra. ”Nej,” græder jeg. ”Nej, nej, nej... jeg er ikke en morder!” Hvad så? Var det da ikke meningen? Tågen kryber ind ad mit næsebord, ind ad mine øjne. Den fortærer mit sind og ødelægger min forstand. Kan du leve med dette? Kan du se dine forældre i øjnene efter dette, - selvom de svigtede dig? Tågen er ikke længere omklamrende og kvælende, men en trøst som jeg finder ro i. Kan du leve med, at du er et… monster? Jeg tørrer mine kinder og ser op på bordet. ”Nej, det kan jeg ikke,”
   Monstre og uhyre skal ikke leve i denne verden, de hører til i mareridt og fantasi, de hører til i Helvede. Mine øjne fokuserer på kniven på bordet, og jeg rejser mig. Tag den! Gør det! Tågen hvirvler rundt i mig, får mig til at svaje og gør mine øjne slørede. Gennembor dit hjerte, som du gennemborede hendes! Mærk den smerte du forårsagede, og byd den velkommen! Jeg tager fat om skæftet, og drejer den mod mit eget hjerte. Du fortjener dette, stemmen lyder mild og bebrejdende i mine øre. Døden er en mild straf.

  Jeg prøver at advare dig. Det er for sent for mig. Uhyret i mig var for stort, for stærkt. Da chancen kom, brød den fri fra det bur, jeg havde lavet til den, og kom ind i min sjæl. Den ødelagde mit hjerte og fik blodet til at flyde. Jeg gik den i møde, spredte armene ud og bød den indenfor i min fornuft- dér, hvor den fik kontrol. Det er for sent at redde mig. Jeg er allerede et monster. Tør du vende dig om? Tør du se dig tilbage?
  Jeg beder dig, læs min historie og lær af den. Jeg fik ingen advarsel- men det giver jeg dig. Du må aldrig lade uhyret vokse, det knuser dit liv, og dem du har kært. Og du kan aldrig slippe af med det. Du opdager ikke, hvad du har gjort, før kniven har gennemboret dit eget hjerte. Opdager intet, før det er for sent.
  Jeg beder dig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...