Mørkets Barmhjertighed

15-årige Cassandra har mistet sin bedste veninde i forfærdeligt trafikuheld. Hun er sønderknust, knækket og har desperat brug for hjælp- men hendes mor og far er ligeglad. De forguder hendes lillesøster, Zarina. Mørket finder vejen ind i Cassandras sind og overtager langsomt hendes hverdag. Hun hører stemmer og ser ansigter, hun prøver desperat at finde vej ud af mørket, men ingen er der til at hjælpe hende. Langsomt kommer den jalousi- hun fortrængte for få år siden- tilbage. Hun bliver ødelagt. Indtil der kun er én enkel tanke tilbage i hende; Hævn.

6Likes
8Kommentarer
1047Visninger
AA

3. Fortiden

  Duften af smørblomster har altid mindet mig om hende. Jeg ser på billedet af Cecilia- min bedste veninde. Jeg husker tydeligt da jeg tog billedet; Hendes lysebrune hår flagrede i vinden på kornmarken, og hun vendte sig om og smilede et strålende smil, som nåede hendes smaragdgrønne øjne. Mindet føltes så langt væk. Hun føltes så lang væk. Jeg smiler trist, og lader min pegefingre følge den mørke træramme.  
  Det er kun 17 dage siden bilen ramte hende. Jeg så det ikke- men Cecilias mor fortalte mig, hvad der skete. For hun så det. Hun så sin egen datter dø. Hun var på vej over vejen, da en bil kommer drønende i fuld fat. Selvom jeg ikke så det, kan jeg høre bilens hvinende bremser- da den forgæves prøvede at stoppe, chaufførens forfærdede ansigt- da han opdagede, hvad han havde gjort. En mors smerteskrig- da gløden forsvandt fra hendes datters øjne.
  Lægerne ringede om aften og fortalte, at hun ikke havde følt nogen smerte, det havde heldigvis gået for stærkt. Som om de vidste noget om det. De har ikke prøvet at dø.
  I én uge bekymrede mine forældre sig om mig, kiggede bekymret på mig, gav mig et kram og sagde, at alt nok skulle gå. Men nu er de væk. Igen. De giver al deres kærlighed til Zarina, min 9-årige lillesøster. Hende, man ikke kan lade være med at smile til, hvis man går forbi hende på gaden. Hende med engle ansigtet. Den fine lyse hus, omkranset af lyst langt hår og himmelblå øjne. Altid smilende, altid så livsglad. Hende med det uskyldige ansigt. Hvis hun beder en om noget, kan man ikke afslå, for man vil bare så gerne gøre hende lykkelig. Man ønsker kun at passe på hende, for hun virker så sårbar og skrøbelig for den onde, onde verden vi lever i.
  Hvad med mig? skriger mit indre. Skal I ikke også passe på jeres ældste datter? Jeg har i 2 år desperat prøvet, at få min mor og far til at lægge mærke til mig. Til at elske mig. Nu lader jeg bare helt vær. Det hjælper alligevel ikke.

  Jeg sukker, smider tasken over skulderen og skynder mig ned ad trappen. ”Jeg cykler i skole!” råber jeg på vej ud af hoveddøren og smækker den efter mig. Jeg venter ikke på svar- der vil alligevel ikke komme noget.
  Min cykel står op ad rækværket til vores hus. Den er mørkeblå, og hen langs sadlen er der en dyd flænge. Jeg har skåret flængen. Jeg gjorde det, da jeg var 12, for at se om min far ville lægge mærke til det. Det gjorde han ikke.
  Ved siden af min blå, står Zarinas røde. Den er nypudset, og skinner når solens stråler rammer. Hun har en matchende cykelhjelm. I starten plejede min forældre at råbe, ”Husk cykelhjelm!” eller ”Hav en god dag!”- men ikke længere. Det bliver til et høfligt godmorgen omkring morgenmaden, og måske et ’Hej-hej’ når jeg tager i skole. De er for det meste ikke hjemme, når jeg kommer hjem. De er på arbejde, til møder, ude og handle osv.. Så jeg smutter op på mit værelse, laver mine lektier, læser, tegner; hvad jeg nu end gerne vil den dag. For det meste går eller løber jeg bare en lang tur.
  Men siden Cecilias død, er min verden styrtet i grus.
  Da jeg var 6 år, blev Zarina født. Dengang var det helt fantastisk. Jeg havde fået en lillesøster! Hun var alle tiders. Vi legede med mine Barbie dukker, så på mine klistermærker og løb efter hinanden ude på marken. Hendes lyse hår flagrede hele tiden omkring hende i vinden, og de himmelblå øjne så med ærefrygt på mig, når jeg fortalte historier. Min mor og far smilede, de var lykkelige og glade for os begge to.
  Men så kom den dag, hvor Zarina blev erklæret syg. Vi fik at vide, at hun havde en sjælden sygdom, der gjorde, at hun ikke ville blive ældre end 16 år. Dengang forstod jeg det ikke- jeg var kun 10.  Det var dér, det hele begyndte at gå galt. Pludselig brugte mine forældre alt deres tid på Zarina, de gav hende al deres kærlighed. Som om de bare- når Zarina døde, kunne kaste al deres kærlighed på mig, som om alt ville blive okay igen. Men det ved jeg, at det aldrig vil blive.
  Så flyttede Cecilia ind på gaden, vi blev bedsteveninder, og hun lærte mig ikke at være afhængig af mine forældre. Hun styrede mig væk fra jalousien. Men så- for 17 dage siden, døde hun. Og nu.. Nu er den altfortærende jalousi vendt tilbage. Og stemmerne.
  Stemmerne er det værste. Det er kun mig som kan høre deres klæbende stemmer, og jeg kan ikke gøre andet end at føje dem. De kom for første gang dagen efter Cecilias død, da jeg lå i sofaen og kiggede halvt på Zarina. Se hvor perfekt hun er! Dét er derfor, dine forældre elsker hende meget mere end dig. Faktisk elsker de dig slet ikke. Men det er da ikke så sært- du er jo ikke Zarina. Du er ikke perfekt. Jeg rejste mig forvirret op, for at se hvem det var, der talte til mig. Men der var ingen.
  Fra den dag, dagen efter Cecilias død, kom stemmerne hver dag, og blev en del af mig- som nu. Nogle gange ser jeg også Cecilia. Jeg tror, at det er hendes sjæl, der stadig er knyttet til mig. Det vælger jeg at tro på, ellers begynder jeg at tro, at jeg er sindssyg…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...