Mørkets Barmhjertighed

15-årige Cassandra har mistet sin bedste veninde i forfærdeligt trafikuheld. Hun er sønderknust, knækket og har desperat brug for hjælp- men hendes mor og far er ligeglad. De forguder hendes lillesøster, Zarina. Mørket finder vejen ind i Cassandras sind og overtager langsomt hendes hverdag. Hun hører stemmer og ser ansigter, hun prøver desperat at finde vej ud af mørket, men ingen er der til at hjælpe hende. Langsomt kommer den jalousi- hun fortrængte for få år siden- tilbage. Hun bliver ødelagt. Indtil der kun er én enkel tanke tilbage i hende; Hævn.

6Likes
8Kommentarer
1042Visninger
AA

4. Brev

  Kære Cecilia,

  Den blå lilje du gav mig til min fødselsdag, står stadig ved vinduet, men den er vissen. Alle blade- på nær ét, ligger i vindueskarmen og har mistet gløden. Den der stadig er derpå, er udtørret og drænet for kraft. Sådan har jeg det. Min krop, min forstand og mit hjerte er visnet. De er blæst væk fra mig.  Det er kun min sjæl der er tilbage- men som det sidste blad, er den udtørret og drænet for kraft. Der vil ikke gå lang tid, før det sidste blad også falder. Og når det sker, vil jeg følge og mærke hver eneste bevægelse.

  Din mor har været over med en af dine æsker. ”Hun ville have haft, at du skulle have det her,” sagde hun, tørrede sine øjne og gik igen. Æsken er den hvide med sorte mønstre på, den, der altid plejede at stå nede under din seng. Først ville jeg ikke åbne den, men lidt efter lidt, fik jeg samlet nok mod til det. Der lå billeder- masser af billeder. Af os to. Et hvor vi har store solbriller på ved en strand. Et hvor jeg står på en skibakke sammen med dig og din familie. Et hvor vi er i gang med at lave mad i dit køkken. Et hvor jeg sidder og snakker med din hund. Et hvor du sprøjter vand på mig fra jeres svømmebassin. Men du ved selvfølgelig godt, hvilke billeder du har lagt i. Halvdelen af den halskæde jeg gav dig ligger også deri. Den er begyndt at blive rusten omkring låsen, men ellers har du passet godt på den. Og til sidst ligger der et avisudklip, hvor vi to svarer på nogle spørgsmål fra en journalist, om hvordan det er, at bo tæt på et hus der brændte.
  Kan du huske det? Da huset brændte? Vi var på vej hjem fra skole, da vi så store mørke røgskyer fra vores vej. Jeg kan huske at vi løb så hurtigt vi kunne- men heldigvis var der ikke et af vores huse. Brandmændene fik hurtigt branden under kontrol og slukket den. Men hele huset var ødelagt, så det skulle rives ned og bygges op igen.
  De er stadig i gang. Med at bygge det altså. På et eller andet tidspunkt bliver de nok færdige med huset. Men det virker som om, at de har andre ting at tage sig til.

   Kan du huske det store sandslot, som vi byggede på stranden? At vi pyntede det med muslinger og sten og hældte vand i ’voldgraven’ rundt om slottet? Da vi dagen senere kom derned igen og så, at slottet var ødelagt.
  Det er ligesom med dig og mig. Vi byggede et magisk slot, som kun vi kunne være i. Men jeg tænkte aldrig på, at det var dig, der var stolperne, som holdt slottet oppe. Så din død har fået slottet til at falde og begravet min verden i støv og aske. For at jeg kan komme videre i livet, bliver jeg nødt til at samle al asken op, lægge det i en krukke og gemme den. Så kan jeg altid tag krukken frem og med et smil, huske alle de ting vi gjorde og sagde sammen. Men det er kun mig, som samler asken op. Og der er al, al for meget. Det kunne være rart, hvis min mor eller far gav sig tid til at hjælpe mig. Det er ikke sikkert, at vi ville kunne samle alt op, men jeg ville ikke være alene om det…

  I sidste uge talte jeg faktisk med min far. Altså om livet. Han sagde, at alle en dag vil være væk, og at man bare bliver nødt til at acceptere det. Nogle når aldrig at pakke deres gave helt op, mens andre nyder den fuldt ud. Jeg kunne ikke stoppe hulket, og en tåre trillede ned ad min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk, men han nåede at se den. ”Det er okay at græde Cassandra,” sagde han og rakte mig en serviet. Jeg så bare forbavset på den. Havde min far medlidenhed med mig? Jeg skulle til at række hen og tage den, men stoppede. Så let skulle han ikke slippe. Han kunne ikke bare være glad for mig den ene dag, og så være ligeglad med mig den næste.
  Nu ville du sige: ”Søde Cassie, der er en chance for, at du måske får din far tilbage, hvis du bare tager imod servietten. Det dør du vel ikke af, vel?” Men du forstår det ikke. Hvis jeg havde taget imod den, ville jeg have åbnet mig, og gjort det muligt for ham at ødelægge mig endnu en gang.
  Så i stedet for, så jeg på ham og sagde: ”Hvorfor er du der først for mig nu? Hvorfor bruger mor og dig al jeres tid på Zarina, når min bedsteven lige er død?” Det lille håb jeg havde haft om, at han måske igen ville være min far, blev knust under de ord, han sagde: ”Cassandra. Zarina har ikke særlig lang tid at leve i endnu, vi bliver nødt til at tænke på, at hun får en god barndom.”
  Kan du se det!? Jeg er en reserve. Deres datter er en RESERVE for dem! Når den anden går i stykker, tager de bare mig, og lader som om intet er hændt!
  Da han sagde det, skreg skyggerne inde i mig. De sagde, at jeg skulle slå ham. Sparke, slå og kradse ham, indtil han fattede det han og mor har gjort mod mig. Men jeg ignorerede dem faktisk- på en måde. Jeg så på ham med iskolde øjne, og sagde med en stemme- dryppende med så meget had, som jeg aldrig havde troet, jeg ville føle overfor min egen far. ”Hvad så derefter? Hvad så når hun er død? Vil I så endelig lægge mærke til mig? Fortjener jeres anden datter ikke en lykkelig barndom?”

  Siden det, har vi ikke snakket sammen. Jeg tror, at han bebrejder mig, for at sige det jeg sagde. I det mindste skal han være glad for, at jeg ikke lyttede til skyggerne.
  Jeg har sådan brug for, at du kommer og lægger en arm om mig, trøster mig og siger, at alt nok skal gå- vi har jo hinanden. Alt kunne gå, så længe vi holdt sammen. Så hvad syntes du, at jeg skal gøre nu, hvor du har forladt mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...