Døde pindsvin [N]

Han er en helt almindelig dreng, der går på en helt normal skole i en helt normal klasse. Men alle de ting de sætter ham ud for er ved at gå over gevind. Kan han mon rejse og sige fra? Har han mon styrken til det?

- Den var oprindeligt til min klasselærer, men jeg tænkte, at jeg også lige ville publicere novellen herinde for at få noget feedback. :)

4Likes
5Kommentarer
800Visninger

1. Novellen

Døde pindsvin

 

Jeg prøvede at koncentrere mig om mine lektier, men mine tanker blev ved med at flyve et andet sted hen. De kredsede om fodboldkampen næste dag. Ville vi vinde eller tabe? Kunne jeg klare det med min fod? Ville jeg nogensinde kunne se modstanderne i øjnene igen?

Blyanten faldt ud af min hånd og lavede en lang streg ud over det linjerede papir. I mit hoved gav intet af det mening og jeg besluttede at pakke lektierne lidt væk.

Jeg smed mig på min seng, der egentlig var en sofa. Den var blød og betrukket med et normalt hvidt lagen, ligesom dynen og hovedpuden var. Sofaen var på størrelse med en normal seng på et normalt børneværelse.

Hele tiden kom de op i hovedet på mig. Hvad ville de gøre ved mig i dag af modbydelige ting? Sprøjte mig til med havregrød, hvis jeg ikke gjorde, som de sagde? Eller det, der var endnu værre?

Jeg rettede mig op, lænede mig tilbage mod ryglænet og sukkede. Efter alt det, de havde gjort ved mig, fattede jeg nogle gange ikke, at jeg blev ved. At jeg bare lod mig rive med. De ville aldrig lade mig være i fred. Det hele startede den gang i 4. klasse, hvor jeg sagde ja til at dræbe en flue ved at fange den i et glas og lade den blive der. De havde bare stået og kigget på, mens jeg havde gjort det. Uanset hvad de lokkede mig til, uanset hvordan de gjorde det... De vidste, at jeg aldrig ville sige nej.

Min mobil, der lå på mit bord, vibrerede. Jeg sad stille i et stykke tid, indtil jeg fik mig mandet op. Beskeden var meget kort:  

 

Mød os ved sportspladsen 18.00 – hvis du tør

 

Et kort øjeblik var jeg lige ved at kyle mobilen ud af vinduet, ud af ruden, ud fra mit værelse, helt væk, ligesom de to piger. Jeg ønskede, at mobilen forsvandt med dem.

Men jeg gjorde det ikke. Jeg holdt det inde, beherskede min vrede. Eller var det angst?

Der lød en råben inde fra stuen. ”Der er mad nu!”

I et længere stykke tid stod jeg bare og kiggede ned i bordet, indtil jeg tog beslutningen.

Skridt lød udefra og en bestemt banken på døren afbrød mine tanker for et sekund. Så er det nu. Jeg tog mig sammen, åbnede vinduet nok. ”Er du herinde?” Mors stemme. Jeg ignorerede den og landede på græsset med et bump. Det var stadig fugtigt efter regnen i går.

Min cykel stod lænet op af muren ved siden af vinduet. Ligeglad med, at sædet var vådt, cyklede jeg op ad vejen mod sportspladsen. Klokken nærmede sig ti minutter i seks. Der var en lille hviskende stemme i mit hoved, der bad mig blive hjemme, men jeg kvalte den sammen med angsten for, hvad de ville tvinge mig til.  

Noget fik mig til at stoppe op ude på vejen, da jeg skulle til at dreje af. Et dødt pindsvin lå i vejkanten, sikkert kørt over af en bilist. Det så temmelig kvæstet ud. En lille pøl af blod omkransede dyret. Den havde vendt det hvide ud af øjnene og så ikke spor rask ud.  

Jeg cyklede videre op ad cykelstien, prøvede at ryste det forfærdelige billede ud af hovedet. Sportspladsen kom tættere og tættere på. Endelig stod jeg der på fliserne, meget roligere end jeg burde have været. Hjertet i mit bryst begyndte at pumpe både hurtigere og hårdere. Her kunne alt få en ende, og her kunne det starte.

I midten af græsplænen sad der ingen. Der var fuldstændig tomt. Rundt omkring var der fugle, der sang. De lyserøde skyer indtog himlen og malede den lysere end jeg nogensinde før havde set den. Det var en smuk solnedgang, og det kunne også være den sidste.

Deres stemmer var et stykke væk. De bevægede sig hastigt tættere og tættere på. Til sidst kunne man se deres skygger på jorden. De var begge to på cykel. I cyklekurven på den ene cykel var en flaske et eller andet, jeg ikke kunne læse derfra. Lige efter drejede de til højre, så jeg ikke kunne se dem længere, kun deres stemmer blev hængende i luften.

”Tror du han er dukket op?”

”Nej, umuligt. Han er fandeme for skræmt til at vise op her. Men måske – hvem ved?”

De ord fik mine nakkehår til at rejse sig. Gåsehuden krøb langsomt ned af min ryg og forsvandt ud i kroppen, blev til det blod, der for frem og tilbage i kroppen på mig.

Mine skridt var tøvende, da jeg gik mod lyden af skridtene, der var på vej mod mig. Så langt fra, men alligevel så tæt på.

”Hej!” var der en eller anden, der råbte. Det gik hurtigt op for mig, at det var mig selv, der talte. Der var ingen urolighed at spore i det ene ord.

De dukkede op ud af ingenting, og jeg vinkede til dem. De vinkede tilbage, som var det en helt normal aften på sportspladsen. Deres ondskabsfulde smil bredte sig på deres læber. De nød det, nød andres smerte. Nød, at se andre lide. Nød, at se deres velvalgte numre gå i opfyldelse.

Jeg bevægede mig tættere og tættere på dem, til vi stod lige over for hinanden. Det mørke glimt i deres øjne var vendt tilbage, værre end nogensinde før.

”Er du klar?” spurgte de i kor. Deres stemmer syntes at smelte i ét med det hele. Fuglene var stoppet med at synge, alt var helt tyst. Ekkoerne blev ved og formede helt, helt andre ord. ”Du står over for din sværeste beslutning i aften.” Hendes stemme lød som noget fra en tv-serie. Den anden begyndte at snakke. ”Så – hvad vælger du?”

Pigerne begyndte langsomt at bevæge sig væk, et sted, hvor solen endnu ikke nåede hen. Skyggerne var fuldkommen, de var væk. Opslugt af skyggerne. Kun glimtet i øjnene og deres smil kunne stadig mærkes som en kuldegysning ned over ryggen.

Jeg så ned på de tre ting, de havde lagt frem. På den ene side lå en pakke cigaretter og en lighter. Den anden var en flaske med et indhold, jeg ikke kendte.

Jeg tog flasken op i min hånd og prøvede at læse, hvad der stod, men flasken måtte have stået i vand. Teksten var fuldkommen tværet ud og papiret smuldrede under mine fingre, da jeg rørte ved etiketten.

De så ud fra skyggerne, de var trådt ind i. Den lyshårede pige sagde noget til den anden, jeg ikke hørte. Et ufokuseret blik og de stod atter foran mig.

”Er det dit endelige valg?” Det var blondinen, der talte.

Jeg glippede med øjnene og svarede hende med tre korte ord, der var så ufatteligt kolde. ”Ja, det er.” I det samme strøg en tanke gennem hovedet på mig. Den var så flygtig, at jeg knap nok nåede at lytte til den.

”Så drik af flasken.”

Gør det ikke, bønfaldt en stemme inden i mig, mens jeg førte flasken tættere på munden.

”Drik af flasken. Nu.”

Tanken strøg gennem mig igen. Jeg fik kun fat i to ord, men det var også nok.

Jeg tog flasken, fyldte den med min al den vrede, skam og angst, og hældte flaskens indhold ud over dem. Et veltrilfreds smil viste sig på mine læber, da jeg indså, hvad jeg havde gjort.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...