Loving you is suicide 2 (1D) PAUSE

Sarah Hope Parker er tilbage 6 måneder senere, hvor alt er som forandret. Hun er begyndt at ryge, gøre dumme ting, og ødelægge sig selv. Hende og Louis er stadig sammen, men det skulle man ikke tro. De ser knap nok hinanden mere, og han hænger mere og mere ud med exen Eleanor Calder. Harry har fundet sammen med Caroline Flack, som har en stor hemmelighed med Sarah. Men forfærdelige ting sker, og er Harry hendes bedste ven gennem alt, der for hende når hun virkelig behøver det, og hvad hvis alt de behøver er hinanden? Men mest af alt hvad med One Direction? hvor mange problemer kan bandet egentlig klare.

19Likes
17Kommentarer
1955Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Louis’ synsvinkel:

Jeg følte mig trist, og dum.

Vældigt dum, jeg mener hvordan kunne jeg gøre det. Råbe af den jeg holder mest af, det var godt nok det dummeste jeg nogensinde har prøvet.

Jeg  var selvfølgelig løbet efter hende. Det mindste jeg kunne gøre, mente Harry. Det værste var at han havde ret, mere end ret.

Jeg havde været dum, og uretfærdig mod Sarah. Fuldstændig utilgivelig, at råbe af hende når jeg endelig ser hende efter 3 måneder.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg gjorde det, jeg følte mig sur. Efter alt Eleanor havde bildt mig ind.

Hvor dum Sarah var,  hvor grim, hvor ond ikke at ringe i al den tid. At hun sikkert også var utro, og meget mere.

Det var bare ikke gået op for mig at det var mig der bestod af alle de ting, hver og en. Jeg var dum for at såre Sarah, ond for ikke at ringe og svare på beskeder selvom hun prøvede at holde kontakten. Den værste i verden, for at råbe af hende når hun endelig kom til mig.

Jeg ville indrømme at mine føleser var blegnet lidt, men bestemt ikke helt. Jeg var forvirret, det var det der beskrev mine føleser.

Jeg nåede endelig at indhente hende ved Hyde Park, hvor hun sad på en bænk og kiggede ud. ”Sarah please undskyld” råbte jeg og løb hen til hende.

Hun så overrasket på mig, men straks ændrede hendes blik sig fra forvirring til vrede. ”Nå Louis du tog dig sammen, jeg gætter på det ikke længere ’er et dårligt tidspunkt’” snerrede hun af mig, hvilket igen fik mig til at tænke på hvad Eleanor havde sagt.

’Hun bruger dig kun’ ’Hun kan jo ikke engang lide dig’ ’Snerre og råbe af sin kæreste er alt hun kan finde ud af’

Jeg rystede hurtigt tankerne af mig, og satte mig ned ved siden af hende. Hun fortjente mig, og behøvede mig. Eleanor derimod havde ikke brug for mig, og hun fortjente mig heller ikke. Alt hvad hun ville var at skille mig og Sarah ad.

Sarah’s synsvinkel:

Jeg var indebrændt på Louis lige nu, aldrig havde noget andet menneske gået mig så meget på, som nu.

Men mest måde, han bare kommer og undskylder på. Sætter sig ned, som er alt normalt. Som er det helt naturligt, at hoppe fra den ene pige til en anden. Lige til at brække sig over.

På den anden side, kunne jeg godt forstå ham. Say What Sarah? Men ja, jeg forstod ham på en eller anden måde godt. Han havde sikkert fortrudt, men det havde han også bare at gøre.

Men altså han har ikke set sin kæreste i flere måneder, hans ’meget gode veninde’ prøver at charme sig ind på ham og til sidst..... Eller vent der er ikke mere. Men prøv at se på det som jeg gør, kan i forstå mig?

Ja?

Nej?

Okay!

Men alt i alt, var han jo i en presset situation, og som den gode kæreste jeg er, skal jeg jo se igennem det. Kærester tilgiver, ikke sandt?

Jeg var så fordybet i mine egne tanker, at jeg slet ikke bemærkede at Louis’ undskyldning.

Før jeg vidste af dig havde jeg skudt en snerrende kommentar af sted, hvilket jo var lidt dumt, når jeg skulle vise han var tilgivet.

Han kiggede sørgmodigt på mig, ”Du må virkelige undskylde min opførsel før, jeg ved bare ikke hvad der gik af mig. Jeg har savnet dig, tro mig, det har jeg mere end noget andet. Men det er bare drengene, Harry, Eleanor og lige pludselig er du der også. Og ja så er der også lige det a-” han blev mere og mere ophidset, og til sidst stoppede jeg ham med et hårdt blik, som han vidst forstod.

”Ja alt blev bare for meget, og det gik ud over den forkerte. Den jeg mindst ville have det skulle gå ud over”. Jeg kiggede overrasket på ham.

En undskyldning havde jeg regnet med, men ikke noget i denne her stil. Jeg kunne lyve og sige at jeg var ligeglad, men det var jeg ikke. Hans tale rørte mig virkeligt, og muligvis var det bare pladder, han følte sig tvunget til at sige. Men for at være ærlig, kunne jeg ikke være mere ligeglad lige nu.

Var det pladder som kom af ren refleks, så måtte det være det. Det var sødt pladder, og det var nok til min tilgivelse.

’Du er for let Sarah alt for let’ ’Skrig af ham, flå ham, fortæl ham at skride’ ’Du er for meget lige nu!’ ’Hvad har du gang i?’ ’Hvad gik der af, jeg hader Louis?’

Stemmer som dette gik igennem mit hoved, og den ene blev ingoreret mere end den anden. Mens jeg havde en indre kamp, mod mig selv, om jeg skulle tilgive ham eller ej. Var det som om jeg dannede en helt 3. person i ’fighten’ og bestemte selv.

Jeg lænede mig nemlig frem mod ham, og pressede mine læber mod hans. ”Det er okay Louis” hans smil var pludselig ikke til at skjule, ”jeg elsker dig” mumlede han og pressede sine læber mod mine igen.

Mine kinder blussede hurtigt op, hvilket jeg (så god som jeg er) ingorerede og kyssede ham igen. ”Jeg elsker også dig” mumlede jeg ind i mellem kyssene.

 

Endelig kom 2. kapitel, beklager men min computer har været i stykker.

Er forresten lidt usikker på om i syntes handlingen er god, og hvad synes i om de 2 kapitler? Er i ikke lige nogle skattebasser og kommentere, om den er god, eller hvad jeg gør forkert??

Tak på forhånd <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...