Hangover

*One Shot* At vågne op efter en fed fest, med massere af tømmermænd er ikke altid rart.

0Likes
1Kommentarer
607Visninger

1. Hangover

 

En eller anden irriterende vibrerende lyd, vækkede mig. Jeg forsøgte, at åbne mine øjne, men med kun lidt held. Det hele gyngede og sejlede for mig, og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad oppe og nede var. Mit hoved gjorde ondt, og ligeså med min mave. Men jeg prøvede alligevel, at rejse mig op, for jeg var tørstig. Utrolig tørstig. Jeg kom op på bene, med stort besvær hvor jeg derefter stod og svajede lidt. Min koncentration var ikke lige på toppen, men det lykkedes mig næsten, at gå lige, hen til køknet. Troede jeg. Da jeg faldt, eller snublede over et menneske (som var halvnøgen og lå i sit eget bræk), på vej der hen, slog jeg min venstre ankel. Jeg rejste mig lidt for hurtigt op, hvilket bare resulterede svimmel. Jeg lænede mig op af væggen og gav mig til, at tage et rigtigt kig over stedet.

Hvor var jeg? Mennesker jeg aldrig i mit liv havde set før, lå lidt her og der. Altså på og under sofabordet, på gulvet, i sofaen og det værste var, at der hang en kraftig lugt af alkohol og spiritus i rummet. Tomme øldåser og vinflasker lå spredt overalt og jeg var lige ved at træde på et glasskår. Den irriterende vibrerende lyd, gentog igen og jeg vrissede af den. Jeg gik hen mod lyden og opdagede, at det var en mobil. Min mobil. Med usikre bevægelser, rakte jeg hen mod mobilen idet den holdt op. Mobilen skærmen lyste op og viste mig 35 sms’er og 68 ubesvaret opkald fra min far.  

”Shit..” sagde jeg til mig selv. Min far vidste ikke, at jeg var her. Jeg begyndte, at bide negle, som jeg altid gør når jeg bliver panisk og ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kiggede ned af mig selv, og blev en smule lettet, da jeg stadig havde bluse og bukser på. Men jeg manglede min ene sko. Jeg kiggede rundt i stuen, som om der var nogle der ville komme og hjælpe mig. Men de lå stadig og sov. Tja.. klokken var også kun halv elleve. Jeg fik pludselig øje på en dreng, han lå i sofaen. Jeg gik hen til ham, så jeg bedre kunne se ham. Han så bekendt ud. Min ene hjernehalvdal arbejdede for, at finde ud af hvem det var. Han tøj var krøllet og også hans ene sko, var væk. Jeg satte mig på gulvet og betragtede ham. Han trak vejret let. Hans blonde hår hang ned over hans ansigt, så jeg ikke kunne se hans øjne. Ham gik jeg til badminton med kunne jeg huske. Mit hjerte sprang pludselig et slag over og jeg fik en svag erindring fra i går.

Det var om mig og min far, som sad og diskuterede frem og tilbage.           

 

”Et nej, er et nej. Og du skal ikke spørge mig igen, for jeg skifter ikke mening. Jeg vil ikke have dig med til den fest,” siger min far med en gnaven stemme. Han sidder i sin sædvanlige læne stol i stuen, og ser fodbold.

”Hvorfor ikke??” Jeg ser bedende på ham og folder mine hænder, ligesom når jeg beder til gud.

”Fordi der vil være masser af sprut og stoffer. Og det allerværste.. drenge.” Han gys ved tanken. Jeg rullede med øjnene.

”Der vil ikke være noget sprut eller stoffer. Men der skal være drenge til en fest”

”Det var det jeg sagde! Drengene er de værste. De kan komme på de værste tanker. Så hellere sprutten end drengene, min pige.”

 Nu havde lagt sin øl på sin runde mave. Jeg havde rejst mig op og stod nu med krydsede arme. Den her samtale havde vi været igennem før og selvfølgelig vandt han. Han gik ud i køknet og begyndte at vaske op. Pizza resterne gav han til Felix, hvilket jeg synes var lidt meget for sådan en lille hund. Felix lovrede med sin lille hale, da far satte madskålen ned til ham igen. Jeg stod i dørkarmen og overvejede om jeg skulle hjælpe til. Men efter mit `nederlag, havde jeg bare lyst til, at være alene. Der er ulemper ved, at bo alene med sin far, fx: når man for første gang får menstruation, er det ikke så fedt, at fortælle det til en mand, altså hvad rager det også ham. Undtagen af at han nu også skal punge ud for bind og tampon.

Jeg vendte mig om og løb op af trappen, til mit værelse. Smed mig på sengen og kiggede på billede som stod på mit natbord. Jeg savnede hende. Jeg savnede, at have en mor i huset, en som man kunne komme til hvis man havde pige problemer. Men hun var væk og hun ville aldrig komme tilbage igen.

Min mobil vibrerede i min lomme og jeg fik den samme sms fra Camilla. ”Hvor er du? Er du stadig der hjemme? Festen starter om en halv time..!” læste jeg.

 Jeg sukkede og smsede tilbage. ”Min far har forbudt mig om, at gå med til den.” Hun svarede mig hurtigt ”Så må du vel, snige dig væk!” Jeg stirrede på mobilskærmen. Jeg havde lyst til, at skrive at hun måtte være sindssyg og jeg aldrig kunne drømme om, at gøre det mod min far. Men jeg lod være. I stedet skrev hun ”Du ved godt at ham den lækre kommer? Og jeg har hørt, at han er single her for tiden.”

 ”Ham fra badminton?”

”Ja, og han tager nogle venner fra sin klasse med. Bliver det ikke hyggeligt?”

Det gør det vel, tænkte jeg. Jeg havde faktisk lyst til, at se ham og vide hvordan han havde. Jeg havde lyst til, at være sammen med ham.

Jeg svarede: Ok, du har fået mig overtalt. Hvor skal vi mødes?”  

 

Jeg kunne huske mere. Min hjerne tænkte, så det knagede, men min hukommelse rakte ikke længere. Hvorfor kunne jeg ikke huske det vigtigste?  Hvordan var jeg endt her? Hvordan sneg jeg mig ud?  Og hvor var Camilla? Jeg satte mig forsigtigt, på kanten af sofaen, så jeg ikke skubbede til ham. I stedet for, at lede efter min forsvundne veninde eller sko, ringede jeg til min far. Jeg nåede kun lige, at trykke på opkaldsknappen, da han tog den. Han lyd så sur, ophidset, bekymret og skuffet, på samme tid, at jeg helt fik dårlig samvittighed. ”Dit vindue var åben og du havde bundet dine tæpper fast til din seng. Er du kommet til skade? Er du okay? Når du kommer hjem, så får du flere års stuearrest. Hvor er du henne?  Jeg kommer og henter dig.” Sagde han. Jeg gik hen til vinduet, for at se om jeg kunne genkende husene udenfor. Det kunne jeg ikke. Vinduet var knust så jeg lænede forsigtigt mig ud af det. Jeg indåndede den friske luft og fik det en smule bedre. Men også kun lidt. Min far var utålmodig:” Jeg spurgte, hvor er du henne.?!”

”Det ved jeg ikke helt, men jeg kan se en gammel fabrik overfor, der er et kæmpeskilt af en frugtkurv.” skyndte jeg mig, at svare. ”Det må være den gamle marmelade fabrik. Den lukkede på grund af, at arbejderne strejkede, fordi ejeren, var for nærig og ville ikke give en rimelig løn..” sagde han. ”Ja ja, det er fint. Så du ved godt det er henne?”

”Selvfølgelig, jeg er der om 20 min. Bliv hvor du er. Gå ud på vejen, så jeg kan se dig.” beordrede han og så lagde han på.

Hvis jeg skulle udenfor nu, måtte først finde min ene sko. Min hoved havde det bedre nu, så det var nemmere for mig, at undgå at støde på glaskår. Jeg gik lidt rundt i huset og fandt ikke min sko. Camilla var her heller ikke. Jeg endte til sidst igen i stuen. Alle på nær en lå stadig og sov. Sofaen var tom. Hvor var drengen henne? Jeg snurrede rundt, så ham stå i køknet og vaske et glas. Jeg gik hen til ham. Da han mærkede min tilstedeværelse, kiggede overrasket på mig. ”Hej, hvordan har du det? Tømmermænd?” spurgte han mig.

”Lidt, mit hoved er svimmelt og min mave gør ondt, men jeg kan stå på to ben og gå lige.” svarede jeg. Han smilte og tørrede glasset af, åbnede vandhanen og spurgte så: ” Vil du også have noget vand af drikke?” Jeg nikkede, fandt et glas, som ikke var lige så beskidt som de andre og gav ham det. Han vaskede det og hældte vand i det. ”Her ” sagde han stadig smilende. ”Tak..” sagde jeg en smule nervøs. Vi stod lænede op af køkkenbordet og stod og talte, om i går. Jeg kunne ikke rigtigt huske noget, men han det kunne han. Han havde ikke rigtigt drukket noget den aften. ”Ved du så hvor vores sko er henne?” spurgte jeg og pegede ned på vores fødder. Han grinte lidt og sagde så:” altså jeg tror du også, var med nede på stranden. For jeg hørte, at der havde en konkurrence om hvem der kunne smide sin egen sko længest ud i vandet. Og nogle hukkede en af mine.” Det tænkte jeg lidt over. Så er der ikke store chancer, for at kunne finde min ene sko igen. Og måske alligevel. Jeg kiggede på klokken på min mobil. Om ca. 10 min ville min far komme.

”Jeg skulle i øvrigt også sige fra din veninde, at hun er taget hjem. Hun syntes du havde rigtigt skæg nede på stranden, at hun ikke ville ødelægge det. Jeg sagde at jeg nok skulle fortælle dig det. Men det glemte jeg vist.”

Det tænkte jeg også lidt over. Jeg noterede inde i mit hoved at jeg skulle huske at ringe til hende.

”Nå men, der er fest nede stranden, om en halvtime. Vil med?” spurgte han. Jeg stirrede på ham. Min far kommer og henter mig om 10 minutter, skulle jeg have sagt. Men jeg ville ikke lyde som fars-lille-pige. Og jeg ville gerne med ham. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg så ikke for godt ud. Han kiggede også på mig. ”Du kan bare låne noget tøj og en børste af min søster. Hun er der også.” Han smilte tålmodligt til mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Jeg havde lige svigtet min far, på det groveste. Men han har altid sagt nej, til sådanne nogle her fester. Og for en gangs skyld havde jeg haft det sjovt. Selv om jeg ikke havde nogen erindringer om den. Men jeg elskede min far, og nogle få gange når han var for overbeskyttende. Men han måtte da forstå, at’ man skal give slip på dem man elsker’. Min mave snorede sig i en knude, af dårlig samvittighed. Kunne jeg gøre det her igen.

Knuden i min mave strammede sig og min hals var pludselig tør i det. Jeg kiggede ned på det snavsede gulv, da jeg svarede ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...