efterårsblade

En kærlighedshistorie om to der forelsker sig hovedkuls i hinanden. Men ligeså vel som lykke er en del af kærligheden, såvel er sorg og smerte også.

0Likes
0Kommentarer
853Visninger
AA

1. mødet

 

Endnu en travl dag på arbejdet. Endnu en søvnløs nat. Endnu en dag. Sådan var det. Utallige kopper sort kaffe og en hulens masse cigaretter, var det der reddede mig fra at blive sindssyg. Jeg kom gående og tænkte sådan, da jeg gik ned af det travle strøg, for at komme hjem. Mit hoved værkede og jeg ville egentligt bare helst sove. Men med en helvedes masse skrivearbejde, klummer, research og billedserier, kunne det ikke lade sig gøre før om et par timer. Jeg sukkede.

Da jeg gik der i Københavns gader, hvor julepynten allerede hang og prydede lygtepælene, selvom vi kun var i oktober, følte jeg at jeg ikke kunne følge med. Jeg var stresset, havde min mor sagt i telefonen. Men det havde jeg blankt afvist, og lagt på.

For omkring et år siden, blev jeg ansat på et ikke så kendt modeblad. Arbejder der stadig. Skriver klummer og artikler. Det er mit liv. Det og så cigaretter. Og kaffe selvfølgelig. Det er mine drugs.

 Et sted i min jakke lomme kunne jeg mærke noget vibrere. Jeg skyndte mig at fiske mobilen op af lommen. 7 mails var der kommet. Dybt begravet i mails og mobillir så jeg dig ikke. Ikke før jeg lå på jorden, fuldstændig chokeret og ikke mindst frustreret. Samlede hurtigt mine ting sammen, som nu lå og flød på gaden. Et par forbipasserende kiggede med nysgerrige blikke. Jeg sendte dem øjnene og de gik hastende videre. Så kiggede jeg hen på synderen, personen, der bumpede ind i mig. Og der så jeg dig. Du kiggede ned på mig, med en skyldbetvunget mine. Skældsordene som havde ligget klar på tungen, var nu væk. Pist forsvundet. For da jeg lå der, vidste jeg noget. Der vidste jeg, at det var starten på noget nyt og noget godt. Noget der senere hen ville få betydning.

 

De blå malede trapper knirker som altid. Min lille dør får jeg med nød og næppe basket op, som altid. Duften af hjem rammer min næse, præcis som altid. Men intet er som det var før. Alt er forandret. Eller sådan føles det. For det var der, at du kom ind i mit liv. Du kom ind i mit liv, d. 27. oktober. Det husker jeg stadig.

Jeg lagde mine nøgler på den lille kommode der stod i entreen og hængte jakken på en hvidmalet knage. Mine høje ankelstøvler klirkede højt da de stødte mod trægulvet, imens jeg gik gennem lejligheden. Jeg fandt frem til mit arbejdsbord, hvor der var udsigt til en lejlighed overfor. Mit bord var ryddeligt og overskueligt, præcis som det skulle være. Jeg tændte for laptoppen, og greb ud efter min mobil, der lå i min lomme. Men det eneste jeg fandt var en krøllet serviet. Jeg halede den op og bredte den ud på bordet. Tankerne strømmede i hovedet og jeg blev forvirret. Var det virkelig sket? Jeg havde ikke været med en mand, det sidste halve år. Ikke nogen seriøs. De gange jeg havde været i byen og taget den første den bedste mand, med hjem igen, talte altså ikke. Ikke efter min bog. Desuden havde jeg slet ikke behov for sådan noget.

 

”Skal jeg hjælpe dig op?” Havde du spurgt og stukket din robuste hånd frem mod mig. Og derfra gik det hurtigt. Vi faldt i snak og du tilbød en kop kaffe. Jeg takkede ja, på trods af at arbejdet hobede sig op, og jeg sikkert skulle sidde til langt ud på natten. Men du havde den effekt på mig. Jeg fandt ud af at du hed Kasper. Jeg kunne godt lide dig, selvom vi kun havde snakket kort sammen. Jeg kunne mærke sommerfuglene brede sig i min mave da jeg gik hjem. Nervøse tanker havde jeg også. Til sidst havde du givet mig den lille lap papir, med dit nummer på. Du havde også tegnet en lille glad smiley.

Nu hvor jeg sad derhjemme i min lille lejlighed, virkede det hele pludselig så fjollet. Jeg skubbede det til side og lavede mig selv en kop kaffe. Der sad jeg med min laptop og en klumme der ligeså stille udformede sig, til noget der rent faktisk kunne gå hen og blive godt. I nattens skær, var røgen fra min cigaret, der sad godt plantet i min venstre hånd, tiltrængt. Den fik mig til slappe af, mens jeg sad der og stirrede ud i natten.  Lyset i lejligheden overfor var slukket for flere timer siden, og jeg følte mig lidt alene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...