efterårsblade

En kærlighedshistorie om to der forelsker sig hovedkuls i hinanden. Men ligeså vel som lykke er en del af kærligheden, såvel er sorg og smerte også.

0Likes
0Kommentarer
893Visninger
AA

2. 2 kapitel

Det var ikke længere oktober. Men jeg lagde knap mærke til det. Cafebesøg, kunstudstillinger, gåture, havde farvet min hverdag. Den var ikke længere grå, men fyldt med alle verdens dejligste farver. Min mave var et bo for et tusind sommerfugle og min hjernevar fyldt op til randen med tanker om dig. Du havde forandret min hverdag. Blot på sølle seks dage. På seks dage, havde jeg været mere kulturel end nogensinde før. I dag var det en søndag. En dag jeg helst vil tilbringe under dynen, i selskab med en kop sort, sort kaffe og skrivearbejde. Men ikke den dag. Den dag havde jeg befundet mig på, diverse kunstudstillinger og min hjerne var fyldt til sprækken med kultur. Du havde holdt min hånd og slæbt mig med ned af de utallige gange, med billeder, malerier og skulpturer. Du havde fortalt mig om dine ynglings og om dem du ikke så godt kunne lide. Vi sprang over de nyere udstillinger og fandt hen til ”den rigtige kunst”, som du så fint kaldte det. Alt andet var bare noget fisefornemt noget, som var lavet af nogle der ikke forstod hvad sand kunst var. Du mente at alle bare gik rundt og troede de var selveste Picasso.

Når du fortalte om dine ynglings, fik du det her, helt specielle blik. Du kunne fordybe dig i ting, som jeg ikke kendte nogen der kunne. Når du fortalte om malerierne, blev du helt ihærdig. Du analyserede, fortolkede, grinte eller græd. Det eneste jeg kunne gøre var, at sidde og betragte dig i al din pragt. Du lærte mig at få øjnene op for ting som kunst. Du lærte mig at værdsatte.

Vi åbnede døren, og blev mødt af den kolde efterårsvind. Vinden blæste stærkt og fik de gyldne blade på jorden, til at lave akrobatik i luften. Jeg tog din hånd og sammen gik vi mod den nærmeste cafe. En kop lys kaffe og et stykke æble-kanel kage bestilte du. Jeg glanede menukortet igennem og skulle til at, sige min bestilling, da du afbrød.

”En sort kop kaffe skal hun have.” Sagde du til servitricen, med det røde hår og et ansigt med prikker over det hele.  Hun smilede stort og blottede en række hvide perfekte tænder. Hun forlod vores bord, tydeligt vis påvirket af din drengede charme og dit skæve smil. Et smil som jeg følte at jeg havde patent på. Jeg mærkede at det gik mig på, men overgav mig, da jeg kom i tanke om den søde gestus, du lige havde gjort.

”Hvordan vidste du, hvad jeg ville have?” Spurgte jeg og famlede nervøs ved min sorte sweater. Du kiggede på mig og min mave slog kolbøtter.

”Fordi jeg kender dig,” sagde han. ”Og jeg ved, at du har en lille afhængighed, af den der sorte urtedrik.” Som om du netop fremsagde den magiske remse, kom den rødhårede pige, med en bakke svævende i hendes hånd. Hun fordelte tingene på bordet. Skubbede den sorte kaffe over til mig og lagde forsigtigt, din kaffe og din kage foran dig. Bagefter gav hun dig en lyserød serviet og en lille ske.

”Til kagen.” Sagde hun og kiggede en gang på dig, før hun vendte tilbage. Du opdagede ikke noget. Du ventede stadig på mit svar.

”Urtedrik?” Jeg så udfordrende på dig. Du brød ud i et stort grin og jeg anstrengte mig virkelig for ikke at grine med. Jeg tog en slurk af min kaffe, men endte med at kløjes i det, hvilket bare fik dig til at grine endnu højere. Jeg fandt min pung og hev en halvtredser frem til betaling. Jeg overgav mig, du fik ram på mig. Jeg brød også ud i latter, tanken om det forgående scenarie fik mig til at kluk le. Jeg lænede mig ind over bordet, så kun du kunne høre hvad jeg sagde.

”Det er pinligt… Folk begynder at kigge.” Hviskede jeg. Du kiggede rundt og smilede lumsk. Jeg vidste hvad der ville ske. Du ville gøre noget pinligt. Jeg lagde halvtredseren på bordet og trak min taske og jakke til mig og greb dig i min anden hånd. Vi stormede ud af cafeen. Grinende og lalleglade løb vi rundt. Sparkede og kastede med bladende på jorden. Du tog fat i min arm og holdt mig fast mod dit bryst. Tog en håndfuld blade i hånden og lavede et drengede fjæs. Jeg skreg og lo på samme tid. Tiggede dig om at stoppe. Drengerøvssmilet neutraliserede sig. Du kiggede skiftevis på mine læber og mine øjne. Så bøjede du dig ned mod mig. Lukkede dine øjne, søgte mine læber. Så fandt du dem. Dine bløde, varme og fugtige læber mødte mine. Varmen strømmede igennem os. Du trak dig væk fra mit ansigt. Men jeg greb din kæbe og kyssede dig igen. Bladene havde du givet slip på og vinden havde nu fået fat på dem. De lavede kolbøtter i luften og fløj længere og længere væk fra jorden. Det samme gjorde vi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...