Blandede historier

Det her er en samling historier jeg har skrevet hen af vejen.:D
Nogle af dem er stile, mens andre er nogle jeg har skrevet fordi at jeg har lyst.:)

Jeg vil meget gerne have noget konstruktiv kritik, en kommentar eller noget i den stil.

Jeg vil skrive lidt om hver historie her.:)
Og så hvilken karakter jeg får/fik

Efter stormen:

Det er en dansk-stil.
Vi (min klasse) fik et kopiark med billedet "Efter stormen" af J. F. Willumsen, og så skulle vi skrive noget ud fra det.:)

Listen:

Det er en gyserhistorie, eller jeg ved ikke helt, men det er meningen at den skal være uhyggelig! Jeg ved ikke helt om det lykkedes....

Jeg fik 12.:D

Planet i fare p.g.a. massemord:

Lidt faglæsning om mit yndlingsdyr: Hajen.:D
Jeg elsker dem seriøst, og det gør mig så ked af det at de bliver udryddet..:'(

Ingen karakter..:( Men Anette (min dansklærer) kunne godt lide det.:)

2Likes
0Kommentarer
827Visninger
AA

2. Listen

Listen

 

Hvad du nu skal til at læse er noget jeg aldrig før har fortalt nogen, det er noget som en kær ven engang fortalte mig før han gik bort.

Det er egentlig en hemmelighed, men jeg stoler på at du ikke fortæller den til andre?

Det er en historie som jeg har holdt for mig selv fordi:

 

1. Man burde holde på hemmeligheder

2. Jeg har ikke turdet fordi at folk helt sikkert ville tro at jeg var skør

3. Du kommer højst sandsynligt aldrig til at se på verden på samme måde igen

 

Men jeg har besluttet mig for at fortælle dig det alligevel af en eneste grund, men det må du vente med at få at vide…

 

Jeg har skrevet nogle noter hen ad vejen der måske vil hjælpe dig med at forstå, de er skrevet med kursiv, ligesom dette.

 

Her er historien så:

 

 

Det var en lys og dejlig morgen, på græsset lå der små dug-dråber, det var hvad der var tilbage af nattens regnfald, det havde regnet meget, rigtig meget, men pludselig var det stoppet, det vidste hun, fordi at hun var vågnet på grund af regnen. Hun vågnede næsten altid når det regnede, taget var nemlig utæt, og hun sov på loftet. ”ASTA!!” Det var hendes mor, hun lød sur, hvad havde hun mon at være sur over? ”Ja mor?” Svarede hun hurtigt, det blev man nødt til, når hendes mor var i det humør. ”Kom herned NU!!” Hvad var det dog der var i vejen siden hun var så sur? ”Ja mor.” Svarede hun lydigt, egentlig var Asta et meget lydigt og venligt barn, hun var sådan et barn som alle børn burde være, udad til, men hvad der foregik inde i hendes hoved, det holdt hun for sig selv, for det gjorde man nu engang bare i den familie. Hun kiggede en sidste gang på loftet, på trods af det utætte tag, der lå en lille sø af vand ovre i hjørnet, syntes hun alligevel at der var dejligt. Loftet var det eneste sted hun havde for sig selv, de andre turde nemlig ikke gå op af den halvt mørnede stige. Der var en seng, det var godt nok en meget lille seng og hun kunne ikke ligge udstrakt i den hvis hun ville, men hun ligger aldrig udstrakt og sover alligevel. Og selv hvis de havde råd, så ville de ikke kunne få en seng herop alligevel, den eneste åbning derop var nemlig en lille lem. Bortset fra sengen var der ikke rigtig noget deroppe på det lille loft, i hvert fald ikke lige nået man ville lægge mærke til hvis man ikke kiggede rigtig godt efter, og det gør folk normalt ikke. Men det var lang tid siden nogen havde været oppe på loftet. Hun tog ikke veninder med derop mere, ikke efter sidste gang. Ikke at hun havde særlig mange veninder, der var Agnita, men en rigtig ven var hun ikke helt sikker på at hun var. Man skulle jo så tro at Asta var et ensomt barn, men hun trives med at være selv, og desuden er hun aldrig helt selv, Silja er der jo altid. Silja er Astas bedste veninde, ingen andre ved at hun er der, hun er Astas helt egen veninde, og ingen kan nogensinde skille dem ad. Hun sagde et stille farvel til Silja da hun gik ned fra loftet, og lovede at hun ville komme tilbage senere, lige som hun plejede. Asta gik  i 5. klasse, hendes 2 søstre Ragnhild og Regitze gik i 6. klasse, de var det eneste i hele familien der rent faktisk fik gode karakterer, de var tvillinger, og meget begavede, de kunne både læse, skrive og regne på 7. klasses niveau, selvom de kun gik i 6., både mor og far var mægtig stolte af dem. Ragnhild og Regitze sad ved det lille bord og spiste morgenmad, de skulle snart gå hvis de skulle nå hen til Elin, deres fælles veninde, til den aftalte tid. Asta så på hendes mor der stod med armene over kors og lignede en levende tordensky, og hun vidste at snart ville lynet slå til. "Hvad er der mor?" Spurgte Asta med den mest uskyldige og lydige stemme hun kunne få frem. Hendes mor åbnede et skab og fandt en moppe og en spand frem, "Kan du så komme igang! Dit utaknemmelige skarn!" Asta tog imod det og så uforstående på hendes mor. "Du kan ligeså godt opgive det der med det samme, jeg ved at det var dig!" Asta vidste slet ikke hvad det var at hendes mor beskyldte hende for. Forsigtigt fremstammede hun: "Hv-hv-hvad har j-jeg gjo-ort?" "Du ved udemærket godt hvad du har gjort!" sagde hendes mor, "Nu skal jeg fortælle dig hvad du har gjort; kan du huske den kat familien her PLEJEDE at have? Jeg ved virkelig ikke hvad der kom over dig, kunne du ikke lide den? Men den er i hvert fald død. og Regitze siger at hun så DIG stå udenfor med blod smurt ud over dit tøj. Så nu vil jeg gerne vide; hvad har du gjort med Misser? Og du skal være HELT ærlig! Ikke noget med at lyve, jeg ved jo alligevel at det var dig der gjorde det." De ord hun lige havde hørt kørte rundt i hovedet på Asta, blod smurt ud, Misser, udenfor, Regitze, det var dig, blod, Misser, dig, blod, Misser, dig… Og pludselig huskede hun præcis hvad det var sket:

 

Hun sad oppe på loftet, det var en let tåget formiddag, hun havde ledt efter Silja, men kunne ikke finde hende. Pludselig hørte hun en stemme: "Hej! Asta, skal vi ikke gå udenfor?" Det var Silja, Asta blev bare så glad for endelig at vide hvor hun var. De gik udenfor, de gik ud i skoven, det var mærkeligt hvad der var sket ude i skoven, meget mærkeligt… "NEEJ!" Havde Asta skreget, "NEEJ! Lad så VÆR!" Silja kiggede koldt på hende en sidste gang før hun havde overtaget hendes krop. Asta prøvede lydløst at bruge sine tanker til at få en besked frem til Silja, hun ville bare gerne forme et enkelt ord: "Hvorfor?"

På et tidspunkt må det have lykkedes for hende, for Silja sagde; "Ser du Asta, jeg er ikke et rigtigt menneske, jeg har ikke en rigtig krop ligesom dig, jeg er bare luft, ikke kød og blod. Jeg har så mange ting jeg gerne vil gøre, men det kan jeg ikke, jeg kan ikke gøre NOGET SOM HELST!" Hun råbte den sidste del højt, så højt at Asta i et øjeblik troede at der måske var nogen der havde hørt det, måske var der nogen der kunne rede hende? Men nej, de var for langt inde i skoven. Silja fortsatte; "Og når man ikke kan gøre noget som helst, så er det jo altid rart med en lille 12-årig pige som dig, en lille 12-årig pige som dig der er så desperat efter at få en veninde, at hun stoler på alle der bare er lidt søde mod hende. Det er bare sådan at ….." Hun blev ved med at tale, men Asta kunne intet høre, Silja havde fuldstændig overtaget hende. Derefter var detaljerne var ikke så klare mere, det var som om at hun havde set det hele gennem et dugget vindue. Hun kunne huske at Silja gik tilbage til huset, hun havde taget en kniv

i skuffen ude i køkkenet, Misser i halen og slæbt det ind i skoven. Misser miavede hjerteskærende da hun bandt den fast til et stykke træ med noget reb der lå derude, men det var intet imod lyden der undslap dens mund da hun satte knivspidsen ned i dens venstre (eller var det den højre?) forpote. Det var som om at hun ikke rigtig ville slå den ihjel, i hvert fald ikke til at starte med, hun havde bare et sygt behov for at se den halvstore magre kat lide. Da hun løftede kniven op, og satte den imod dens ryg, løb en lille dybrød bloddråbe ned af dens pels i stærk kontrast til den grå- og hvidstrippede pels. Asta kæmpede og kæmpede for at få kontrollen over hendes egen krop igen, men det lykkedes ikke. En mere hjælpeløs følelse troede hun ikke eksisterede, og hvis den gjorde. så havde hun ikke lyst til at vide hvad det var. Inden længe kunne den stakkels kat ikke engang mjave mere, dens pels lignede nærmest den klud som hun havde klippet i stykker med en saks da hun var mindre, der var blod overalt, blod var næsten alt hun kunne se når hun kiggede på den engang så majestætisk udseende kat. Der var endda en smule blod på hendes, eller i øjeblikket Siljas, kind, hvordan det var havnet der var hende uklart, men hun kunne tænke på utallige måder hvorpå det kunne have været kommet der. Og så, da…

 

"Nå, hvornår må vi så få den forklaring?" Spurgte hendes mor pludselig og afbrød hendes tanker. "Ser du," svarede Asta sin mor, "Det var ikke rigtig mig, jeg mener,det var mig, men det var ikke mig." Hvordan forklarer man sådan noget til sin mor? Asta kæmpede med at få ordene til at forme den rigtige sætning, en sætning der skulle få hendes mor til at forstå, men hun kunne ikke… Og efter lydigt at have fejet hele huset, taget opvasken og ordnet vasketøjet, blev hun sendt op på loftet. Hun ønskede bare at være alene, men hvem har sagt at man får det man ønsker sig? Der gik ikke mange minutter før Silja sad lige ved siden af hende. "Hvad synes du så om igår? Var det ikke bare dejligt? Jeg syntes at det var yderst forfriskende endelig at kunne udrette noget." "Udrette noget?" Hvæsede Asta af hende, "kalder du det at slå en stakkels uskyldig kat ihjel at udrette noget?" "Ja, ja det gør jeg." Svarede Silja. "Vil du med ud og have det sjovt igen i dag?" Asta kunne mærke vreden inde i sig, meget kunne hun tage, men dette her, det var for meget. "Nej, det vil jeg ikke, og det kan du ikke ændre, i dag kan du godt glemme alt om at udrette noget." Hun nærmest spyttede ordene ud på den allermest fornærmende måde hun kunne komme i tanke om. Men hun havde glemt en ting; at tirre en der er stærkere end en selv er aldrig en god idé, og det fik Asta nu at føle på den hårde måde. Silja skreg højt; "DU KAN TRO AT JEG KOMMER TIL AT UDRETTE NOGET I DAG!" Det gav et sæt i Asta der blev meget forskrækket over hvor skræmmende Siljas stemme pludselig var blevet. Hun foresatte; "Noget stort, noget meget større end i går." Hun lød nærmest som om hun, mens hun talte, netop var ved at udtænke en plan om hvad hun nu ville gøre. Og hun mente det, Silja, hun ville udrette noget, og det skulle være nu… Hun kiggede truende på Asta og hendes rød-orange krøller matchede det rødglødende raseri der brændte inde i hende. Med et var Asta ikke Asta, hun var Silja. Asta var forsvundet fuldstændig, hun kunne ligeså godt have været død, for levende var hun i hvert fald ikke. Det var der derimod en anden der var, og hun elskede det. Hun elskede alt ved det, selv den lette kløen der var i hendes nu glatte lyse hår. Nu var spørgsmålet bare; Hvem skulle dø? Hun satte sig ned og lavede en liste over alle dem hvis liv ikke skulle være meget længere, og nu var det ikke katte mere.

 

Siljas liste:

Alice Antoniette Beate Rosengaard

Cecilie Amalija Ehmsen

Marie Viktoria Anissia Haugaard

Aksel Alexander Larsen

Lisbeth Sigrid Magrethe Ulfborg

 

Hun troede at hun var færdig, men noget fik hende til at skrive et ekstra navn:

 

Regitze Sophie Aurelija Mortensdatter

 

Hvad det var er stadig uklart for mig, men måske var det en sidste handling fra Astas side?

Men hvis det var, hvorfor ville hun så slå sin søster ihjel?

Var det fordi at Regitze var familiens kæledægge? Var hun jalous på hende?

Eller var det måske Silja der gjorde det, fordi at det var Regitzes skyld at Asta havde fundet ud af det med katten?

 

Der var også et andet navn på listen, men jeg må hellere vente med at fortælle dig hvad det var.

 

Silja tænkte sig om, var der andet hun gerne ville gøre mens hun havde chanchen?

Nej, egentlig ikke… Bortset fra… Nej… Jo… At spise…

Hun skrev det ikke på hendes liste fordi at, for det første var det en liste over personer der skulle dø, for det andet, så ville det se dumt og fjollet ud.

Hun morede sig med at føle på forskellige ting, mærke den måde lagnet gled igennem hendes hænder, føle hvor hård trævæggen var og hvad hun ellers kunne finde deroppe.

Det føltes ikke som lang tid før Astas mor kaldte for at få hende ned til aftensmad, aftensmad! Dette ville være hendes første måltid! Gad vide hvad de skulle have at spise? Gad vide hvordan det føltes at spise?

Hun skyndte sig ned af stigen, og der gik ikke længe før hun sad ved bordet.

"Hvorfor gik det lige pludselig så hurtigt med at komme ned Asta?" Ville Astas mor vide, Silja vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. "Jeg var sulten." Mumlede hun, til hendes egen forbløffelse havde hun en stemme som andre kunne høre!

Det måtte hun passe på med, tænk hvis hun kom til at snakke med sig selv senere…

Snart var hele familien samlet omkring bordet, og de begyndte at spise. De fik tomatsuppe, den røde farve mindede hende om det blod der skulle udgydes senere, men det fint nok, det var ikke helt det hun havde forventet.

Straks efter maden gik hun op på Astas værelse, nej vent, det var jo hendes nu, hendes værelse, hendes familie.

Men det tænkte hun ikke videre over, behovet for at dræbe overskyggede alt andet, der ville ikke gå mange timer før hele familien sov, og hun kunne snige sig ud.

Hun ville begynde fra toppen af listen, derfor var det Alice's tur først.

Men hvad skullle hun dog lave i al den tid? Hun kunne ikke sove, for godt nok havde hun en menneskelig krop, men resten af hende var ikke menneskelig, og derfor havde hun ikke brug for at sove.

Hun fik den idé at hun kunne tænke over hvordan de forskellige skulle dræbes, hun var næsten færdig, da hun kom til at tænke på noget; hvorfor lige de mennesker?

Hun vidste det egentlig ikke, hun havde lagt mærke til at Regitzes navn ikke var blevet skrevet på af hendes egen fri vilje, måske var de andre navne heller ikke?

Måske var det nogle mennesker som Asta nærede et så enormt had til, at hun syntes at de skulle dø?

Måske var det bare tilfældige mennesker, som hun tilfældigvis engang havde hørt navnet på?

Det ville hun nok aldrig finde ud af… Og var hun egentlig ikke også ret ligeglad? Hun vidste hvem hendes ofre skulle være, og det var alt hvad hun behøvede…

Og så var hun oven i købet så heldig, at hvis hun blev fanget, så kunne hun bare forlade Astas krop, og hun ville ikke blive straffet!

Fandtes der en heldigere morder? Det troede hun bestemt ikke.

Hun udstødte en stille uhyggelig latter, men for straks sammen ved lyden, hun var ikke vant til at hendes stemme kunne høres så tydeligt, og da slet ikke af andre mennesker.

Men det lod ikke til at der var nogen der reagerede, så sov de nok alle sammen. Så var det tid…

Hun listede sig lydløst ned af trappen og ud igennem hoveddøren. Alice boede på en gård, så hvordan hun skulle forlade denne verden var intet problem.

Silja tog en af familiemedlemmernes cykler, hvem der var ejeren vidste hun ikke, men det var sikkert Regitze, hun fik altid alt hvad hun ville have.

Der gik ikke mere end en halv time før hun var ved den gård hvor Alice boede, men hvordan skulle hun nu få Alice lokket ud af huset og ind i laden?

Hun besluttede sig for at vente til hun kom udenfor, hun skulle jo i skole om morgenen…

Og rigtig nok! Omkring klokken halv otte gik hun uf af hoveddøren, hun nynnede en lille glad melodi, hun så sådan halvsøvnig ud.

Silja ventede ikke længere end Alice lige havde nået at lukke døren. Silja sprang over hende og holdt en hånd for hendes mund så ingen kunne få hendes halvkvalte skrig at høre.

Hun slæbte hende ud i laden, og bandt et stykke stof rundt om hendes mund så hun ikke kunne skrige.

Hun kunne dog heller ikke trække vejret, og blev ligeså stille kvalt imens Silja ledte efter det udvalgte mordvåben…

Silja bandelle højlydt da hun så det. Det var sgu ikke sjovt når de bare døde sådan uden noget blod!

Hun besluttede sig for at siden dette havde været så kedeligt, så kunne hun godt tage bare én mere i dag…

Hun kunne nok lige nå at fange Cecilie inden hun gik ind i skolen, og op på cyklen hun steg.

Det gik som smurt, hun fik fat i hende og fik hende narret ind i den nærliggende skov, hun havde taget et stykke reb med fra laden, hun bandt den rundt om Cecilies hals, men ikke stramt nok til at hun døde, bare som en slags trussel om at hvis hun prøvede på noget, så ville hun stramme det. Og det virkede, hun skulle dø alligevel, og kvælning ville nok være mere behageligt end det Silja havde planlagt til hende, men hendes overlevelsesinstinkt fik hende til at gøre som Silja ville.

Der var en spejderlejr længere inde i skoven, og hvis der er en spejderlejr, så er der noget skarpt.

Silja gik derhen med Cecilie på slæb, og ganske rigtigt lå der en forladt gren udenfor lejren, selvfølgelig ikke bare en normal urørt gren, men en spidset en, den mindede nærmest om et spyd.

Med det samme hun havde samlet den op, jog hun den ind i låret på Cecilie, og hun skreg et skrig der bare hænger i luften, et skrig som hvis man først hører det, så glemmer man det ikke.

Silja stak spydet op i armen på den stadig skrigende pige.

Bagefter var det lige i maven, og hun blev ved, til sidst lå Cecilie i en pøl af hendes eget blod, og det skulle nok slå hende ihjel tænkte Silja, hvis hun efterladte hende her ville hun forbløde, men det var ikke det hun ville.

Hun  ville slå hende helt ihjel, så derfor var det ikke af nåde, da hun jog spydet ind i Cecilies hjerte, go hun trak vejret for sidste gang i et lille krampagtigt gisp.

Men Siljas blodtørst var ikke stillet…

Og som om at hun kunne gå i skole, eller "hjem" for den sags skyld uden at der ville blive stillet spørgsmål.

Så resten kunne hun vel ligeså godt bare få ordnet med det samme…

Nej, hun ville tage én mere i dag, og resten om et par dage…

Hun gik fra spejderlejren og fandt Marie siddende uden for skolen fordi at hun var kommet for sent, og så ville de ikke lukke hende ind før frikvarteret...

 

Marie, Aksel, Lisbeth go Regitze døde alle inden for en uge, hvert mord mere blodigt end det forrige.

Da hun var færdig ville hun finde den sidste, men det kunne hun ikke.

 

Asta/Silja forsvandt fra egnen, og man har aldrig fundet ud af hvor de er nu, det kunne være overalt, så pas på.

De er, hvis du spørger mig, højst sandsynligt ved at finde det sidste navn, personen flyttede nemlig fra byen, inden de nåede at få fat i den person.

Jeg ved at personen ikke havde regnet det ud, for jeg kender den person.

 

Der blev skreget og grædt da de 5 lig blev fundet af familien.

Den enes søster gik endda fra forstanden da hun fandt sin søsters maltrakterede lig da hun skulle til spejder.

 

Grunden til at netop du skal passe på og grunden til at jeg fandt det nødvendigt at fortælle netop dig denne historie var:

Det sidste navn på listen var dit.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...