Blandede historier

Det her er en samling historier jeg har skrevet hen af vejen.:D
Nogle af dem er stile, mens andre er nogle jeg har skrevet fordi at jeg har lyst.:)

Jeg vil meget gerne have noget konstruktiv kritik, en kommentar eller noget i den stil.

Jeg vil skrive lidt om hver historie her.:)
Og så hvilken karakter jeg får/fik

Efter stormen:

Det er en dansk-stil.
Vi (min klasse) fik et kopiark med billedet "Efter stormen" af J. F. Willumsen, og så skulle vi skrive noget ud fra det.:)

Listen:

Det er en gyserhistorie, eller jeg ved ikke helt, men det er meningen at den skal være uhyggelig! Jeg ved ikke helt om det lykkedes....

Jeg fik 12.:D

Planet i fare p.g.a. massemord:

Lidt faglæsning om mit yndlingsdyr: Hajen.:D
Jeg elsker dem seriøst, og det gør mig så ked af det at de bliver udryddet..:'(

Ingen karakter..:( Men Anette (min dansklærer) kunne godt lide det.:)

2Likes
0Kommentarer
826Visninger
AA

1. Efter stormen

 

Efter stormen

 

Solen brød frem og afslørede to skikkelser, en mor og hendes barn, en lille dreng, han havde stadig nattøj på, de har måttet skynde sig. De løb ned af stranden, endnu et tegn på deres desperation for at komme væk fra situationen, og for at være helt ærlig, så havde jeg heller ikke haft lyst til at befinde mig i sådan en situation. Den lille dreng rakte ud efter hans mor, han var bange, og hvorfor skulle han ikke være det? Et hvert barn bliver vel bange når deres mor går i panik, for det så sådan ud. Som om hun var gået i panik altså. Hun så ikke bare panikslagen ud, hun lignede en der havde glemt noget, eller manglede noget. Hun så ulykkelig ud, men hvorfor? De var begge to kommet væk, væk fra branden, den der rasede ude i horisonten. Hvad ville jeg dog give for at vide hvad der havde bragt dem her? Så slog det mig! Jeg kunne jo finde ud af det! En af fordelene ved at være død, der var ikke mange, det var forfærdeligt ensomt, men jeg kunne få alt at vide, jeg ville bare ønske at jeg kunne finde det der lys som alle snakker om mens man stadig er levende. Jeg så dybt ind i øjnene på den lille dreng og gispede, han skulle ikke have oplevet dette, stakkels dreng, men det er altså sjældent at man kan få særligt mange fakta at vide af børn, de ved jo tit ikke helt hvad der foregår.

Så jeg gik videre til moderen. Det var svært at få ”øjenkontakt” med hende, tit følte jeg at børnene så mig, men det kunne jo ikke være rigtigt, jeg var usynlig og det havde jeg været i lang tid nu. Endelig! Jeg så hele situationen: De havde siddet inde i deres lille stue, drengen sad på gulvet og grinede, han havde et dejligt grin, og moderen smilede kærligt og kiggede ned på hendes dreng. Hendes mand ville snart komme hjem, han havde været væk i lang tid nu, og hun var bekymret, men han havde lovet at de skulle tilbringe hele juli sammen, og hun troede på ham. I dag var den sidste dag i juni, og derfor måtte han jo komme hjem i dag. Hun savnede ham, siden de havde sagt farvel til hinanden havde hun savnet ham. Drengen savnede også sin far, men han vidste jo at han kom hjem igen, så han så ingen grund til at bruge sin tid på at savne, når det var så meget sjovere at lege. Drengen smilede stort og så op på hans mor. Det var som om han kunne mærke når hun kiggede på ham, men hvem kender ikke følelsen af at blive kigget på? Og når der ikke var andre i rummet kunne det vel kun være hende der kiggede på ham. Der havde været storm de sidste par dage, en slem en, derfor måtte han ikke gå udenfor for at lege med de andre børn. Men det gjorde ikke så meget, han kunne jo snart lege med dem igen, så et par dage gjorde vel ikke det store? Han kunne se på hans mors ansigt at hun var bekymret, men hvorfor? Far kom hjem i dag, burde hun ikke være glad? Klokken var næsten 21, og de havde spist, hans mor brød tavsheden: ”Du skal i seng nu, far kommer meget sent hjem, og du skal være frisk til i morgen, der tror jeg nemlig at du kan komme ud og lege med de andre igen.” Han gjorde ikke modstand, de fleste små børn ville nok ikke frivilligt gå i seng, men han vidste at det ingen nytte gjorde at blive sur, og desuden kunne han ikke lide at være sur, der kom aldrig noget godt ud af det. Han rejste sig op og begyndte at følge efter hans mor op på hans værelse, han fik nattøj på og var klar til at komme i seng, pludselig hørte han hans mor kalde på ham.

Hun havde været på vej ind for at synge deres godnat sang, altid den samme hver aften, men det var vel en slags tradition. Hun havde af en eller anden grund kigget ud af vinduet, det kunne hun bare godt lide. Det hun så var ikke hvad hun havde regnet med, hun regnede med at se de små huse der lå på række så langt hun kunne se, hun regnede med at det eneste lys hun kunne se i dem var lyset fra stearinlysene i vindueskarmene. Men det hun så var et større lys, et lys hun kun havde set en gang før, dengang hun mistede sin søster. Det var et lys der mindede hende om smerte, tab og sorg, det var et lys der havde hjemsøgt hende i hendes drømme, et lys hun ønskede at hendes søn aldrig skulle se. Men sådan skulle det ikke være. Hun havde været bekymret de sidste par dage, for hendes mand, hun var bekymret for at stormen måske havde været for kraftig, for at hun aldrig skulle se ind i de mørkeblå øjne igen, de øjne hun savnede så meget. Men den bekymring var intet i forhold til det hun følte nu. Hun kaldte på hendes søn, og han kom straks løbende, han kiggede glad på hende, indtil han så ud af vinduet, han var lige nøjagtig høj nok til at kunne se hvad der foregik. Hans glade ansigtsudtryk falmede hurtigt og blev erstattet af et rædselsslagent et. Hans øjne lyst af frygt, han tog hans mors hånd og hun løftede ham op. Hun skyndte sig ud af huset, hun mærkede ikke vægten af drengen, kun følelsen af tab. Hun løb målrettet ind i ilden, ilden? Hvorfor det? Hun stoppede op ved et lille hus, nok det mindste af dem alle, ilden var allerede begyndt at lege på den ene side. Hun efterlod hendes dreng udenfor og løb derind, ilden var begyndt at tage rigtig fat i det lille hus, men hun måtte derind. ”Mor!?” Råbte hun i kor med sin dreng. En tåre trillede ned af hans kind da han så hans mor for det han troede var sidste gang. Han var som lammet han stod bare der og kiggede, kiggede da ilden opslugte hans mormors hus. Han havde en lille brun mølædt bamse i favnen og tårene trillede ned af hans røde kinder. Hun tog sit tørklæde for munden, fordi at røgen var kvælende. Muren af varme lamede hende og fik hende til at stoppe op, hun kiggede på trappen op mod hendes mors soveværelse, og vidste at der nu var to muligheder, at tage chancen og løbe op af trappen, eller løbe tilbage, ud af huset, skulle hun rede sin mor eller skulle hun rede sin søn, hun tænkte ikke på sig selv. En helt anden stemme end hendes egen, begyndte at skrige i hendes hoved, det var hendes søsters. Det her er ikke et valg, din søn har brug for dig, skal han miste både sin mormor og sin mor, og stå udenfor, mens flammerne tager ham også? Din mor er på den anden side, og hun venter på dig, men hun har ikke brug for dig nu. De mange ord fyldte kun et splitsekund, hun vendte sig om og løb ud af huset, kiggede sin dreng i øjenene, og forsøgte at smile til ham, mens tårene løb ned af hendes kinder. Hun tog ham op i sine arme, mens hendes blik fæstnede sig mod horisonten, og stranden, og mens hendes skridt blev til løb, og mens hendes tanker forsvandt og blev til instinkt på vejen væk fra ilden, døden og søsterens stemme. Hun stoppede ikke op da de kom ned på stranden, men hendes løb blev langsommere, hun satte drengen ned, og luntede videre, mens hun kiggede ud mod havet, men ingenting så, og ingenting så efter. Drengen løb bare efter, fordi at han lige så instinktivt vidste at det var det eneste han kunne gøre. Efter et stykke tid satte hun sig i sandet og lod drengen komme hen til sig, hun tog ham og knugede ham ind til sig. Det gjorde ondt på drengen, men han sagde ingenting, og sådan sad de et stykke tid, mens et lys i mellem bølgerne nærmede sig, et lille lys, fra en lille båd, og først så hun det ikke, men observerede det bare, som noget fjernt og ligegyldigt. Ligesom alt andet, der lige nu føltes fjernt og ligegyldigt. Men lyset kom tættere og tættere på, og hun kunne nu også se omridset af den lille båd, som sejlede lige imod dem. Hun slap drengen og rejste sig op, det var ham.

 

Mens jeg har været død, har jeg ikke kunne mærke, ingen smerte, ingen følelser, ingen varme, ingen kulde. Jeg havde glemt at man kunne. Jeg mærkede et savn, men jeg så det nu, angsten for at miste, glæden ved at ses, alle nuancerne af varme, jeg lukkede mine døde øjne og vidste hvor jeg skulle gå hen, jeg vidste at lyset ikke var noget man gik efter, men noget man skulle finde, i sig selv, og jeg mærkede det nu, varmen og lyset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...