Huset


0Likes
0Kommentarer
308Visninger

1. Hjælp

Jeg kan ikke se en skid. Vinden rusker i bilen og regnen siler ned. Vejen er sort som tjære. Jeg ville ønske jeg var blevet hjemme. Radioen brummer stille imens jeg koncentrer mig om at holde bilen på vejen. Hvorfor lader jeg mig altid overtale?

Fordi du er for dum! Min underbevidsthed stikker sit alt for velkende sure fjæs frem. Hun kan være så irriterende når hun har ret.

Bang!!

Bilen begynder at hoppe. Pis! Jeg er punkteret. Så sgu da også…! Det kan bare ikke være bedre. Jeg kigger på min mobil. Intet signal. Shit! Det var bare lige det der manglede. Jeg læner mig frem og støtter hovedet imod rattet. Hvad fanden skal jeg nu gøre? Jeg retter mig op og ser ud af vinduet. Vinden hyler og tuder. Der er bælgravende mørkt. Jeg sukker dybt. Hvorfor sker det her bare altid for mig? Det er nok tiende gang jeg punktere i den her bil siden jeg fik den for tre måneder siden. Jeg er bare så uheldig. Min mor sagde altid at jeg var familiens sorte får og at jeg altid kom galt af sted som barn. Det har så ikke ændret sig. Jeg kommer altid galt af sted. Så sent som i sidste uge var jeg ved at blive kørt ned to gange, stak mig i øjet med min kuglepen, væltede den store vase på min chefs kontor så den gik i stykker og hvis det ikke skal være løgn så smadrede jeg mit spejl på badeværelset. Det kan simpelthen ikke blive meget værre. Nå, men der kan umuligt være ret langt hen til det sted jeg skal være. Jeg tager min taske og stiger ud af bilen. Regnen pisker ned over mig. Vinden river i mit hår og min jakke. Jeg sørger for at min bil er forsvarlig låst og begynder at gå hen af vejen. Jeg er totalt gennemblødt. Sikke noget pis! Jeg tramper hidsigt af sted. Et par hundrede meter længere fremme kan jeg se en vej. En indkørsel? Jeg nærmest løber hen til vejen og skynder mig op ad den. Efter endnu tre hundrede meter kommer et kæmpe stort hus til syne. Jeg standser op og gisper. Fuck det ser uhyggeligt ud. Jeg hanker op i tasken og synker den klump der har sat sig fast i min hals. Jeg går langsomt op til hoveddøren og banker på. Der sker ikke noget. Jeg banker en gang til. Intet. Jeg løfter hånden for at banke endnu en gang, men denne gang går døren op af sig selv. Jeg synker. Det var sku da spookie.

”Hallo! Er der nogen?” råber jeg. Der er intet svar.

”Hallo!” Stadig intet svar. Jeg træder forsigtigt over dørtærsklen og gå et par skridt ind i den store hall. Der er stille over alt. Pludselig smækker døren. Jeg drejer rundt med et sæt. Døren er bare lukket i. Min puls ræser af sted. Som om jeg har været ude at løbe en maraton. Jeg kan mærke alt blodet forsvinde fra mit hoved. Jeg vender mig forsigtigt om og kigger rundt i hallen. Mit blik falder på et kæmpe stort maleri af en ung mand. Han ser… så… dyster ud. Der er noget ved hans øjne der får mig til at ryste. De er som to sorte huller, der suger alt liv til sig og efterlade alt dødt og forladt. Jeg skutter mig og vender mig.

”Aaaaahhhh!!!” skriger jeg. Foran mig står der en skikkelse. Den rører sig ikke. Jeg trækker vejret hurtigt. Fuck hvor blev jeg bange! Jeg tager et skridt hen imod skikkelsen. Min mave vender sig i protest. Som om den ved at der er noget i vejen. Mit hjerte dunker voldsomt i brystet på mig og jeg kan ikke høre andet end den dumpe lyd af mit bankende hjerte. Langsomt nærmer jeg mig skikkelsen og rækker hånden ud for at være sikker på at det er en statue eller noget anden. Noget fast og ikke levende. Min hånd glider langsomt hen over en blød overflade. Det føles som… som… en… en jakke? Jeg tager forsigtigt fat i den og nusser den med fingrene. Det er en jakke. Det er en stumptjener. Jeg tager en dyb indånding og lukker øjnene kort. Puha. Ånden forlader min mund og jeg slapper en lille smule mere af. Jeg smiler af mig selv. Sikke en idiot. Tænk at man kan blive bange for en stumptjener. Jeg ryster på hovedet. Nu rabler det da for mig. Jeg vender mig rundt igen og mit blik fanger det bløde lys fra ild, der kaster lange skygger rundt i rummet. Jeg går forsigtigt hen til en døråbning og kigger forsigtigt ind. Det er en stue. En stor lænestol, sådan en med elefantører, står foran en stor pejs. Flammerne brænder stille og fredeligt. Der kommer en masse knitrende lyde derfra. Et sted i rummet kan jeg høre stille musik. Sørgelig musik, hvis jeg skal være helt ærlig.

”Har De tænkt dem at stå der og dryppe på gulvet?” lyder en mandlig stemme bag mig. Jeg springer frem og skriger. Jeg vender mig om og ser en mand stå i døråbningen. Hans ansigt er skjult i skyggerne. Jeg står som naglet til jorden. Manden tager et skridt frem og hans ansigt kommer til syne. Alt blodet forsvinder fra mit ansigt. Hans hår er sort og går ned i hans øjne, der er kolde og mørke. De minder mig om det billede ude i hallen. Det der virkelig hyler mig ud af den er den ene halvdel af hans ansigt. Det er totalt arret. Som om nogen har vansiret ham med en kniv. Jeg kan mærke mine ben give efter under mig og gulvet kommer farende imod mig. Jeg går ud som et lys da jeg rammer gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...