Better carry on my carrier - Justin Bieber (+12)

Alison Mota er en 18 årig verdenskendt pige, som både kan synge, spille skuespil og posere. Hun har gang i en hel masse og lægger derfor større vægt på sin karriere end at være i et forhold. Da hun en dag skal lave en duet med Justin Bieber og være model for albummets cover, bliver hendes mål sat på prøve. Justin flirter konstant med hende, hvilket går Alison på nerverne. Men vil Justins charme overgå hendes beslutninger, eller vil hun fortsat koncentrere sig om sin karriere? Er Justin Bieber nu alligevel en forkælet teenage-dreng, der ikke er moden nok til et seriøst forhold, som Alison tror han er? Hvad sker der når jalousien tager over?

91Likes
228Kommentarer
14780Visninger
AA

25. Vi skal snakke...

Der blev banket på døren og kort efter trådte tjenestepigen ind.

"Hr. Bieber vil lukkes ind. Han venter foran hoveddøren..."

"Hvad?!" udbrød jeg forvirret og rejste mig hektisk op fra min seng. Hvad fuck lavede han her?! 

"Jeg vidste ikke om jeg skulle lukke ham ind, så han venter stadig foran hoveddøren.." sagde hun og så spørgende på mig.

"Han må ikke komme herind, få ham til at gå!" udbrød jeg og gik ned i stuen med tjenestepigen i hælene. Jeg ventede på gangen, få meter væk fra døren og lagde armene over kors. Tjenestepigen gik hen og åbnede døren på klem.

"Hun vil ikke lukke dig ind. Det er jeg ked af," sagde hun, med hovedet stukket ud af døren,og var ved at lukke den i, da Justin satte sin fod i klemme mellem døren og dørkarmen. Jeg udstødt et gisp, da han flåede døren op og trådte ind. Nu stod vi få meter fra hinanden, og så dybt ind i hinandens øjne. En konfrontation jeg vidste ville komme, bare ikke i dag og heller ikke hjemme hos mig selv.

"Vær sød at forlade stedet!" sagde tjenestepigen og tog fat i Justins ene arm, men han ruskede den af sig. 

"Hvis I ikke går ud nu, bliver jeg nødt til at kalde på hendes livvagt. Vær sød at.."

"Vær sød at holde din kæft og gå ind i køkkennet..." sagde Justin affærdigende uden at værdige hende et blik. Han tog et skridt nærmere mod mig, som jeg stod der med fødderne sømmet fast til gulvet med munden åben i vantro. 

"Skrid ud af mit hus! Nu!" Råbte jeg og pegede på døren, "forsvind!" 

"Alison, du bliver nødt til at høre på mig..." sagde han og tog flere skridt hen imod mig, idet jeg tog nogle skridt væk.

"Jeg gider ikke høre på dig! Hvis du tager et skridt mere, så kalder jeg fucking på John og får dig ud! Jeg sagsøger dig for at komme ind i mit hus uden tilladelse, så gå ud nu!" udbrød jeg og tjenestepigen tog sukkende fat i Justins arm igen.

"Gider du skride?!" udbrød han irriteret og ruskede hendes hånd væk fra sig igen.

"Jeg ringer til John," sagde hun forskrækket og gik med hurtige skridt hen for at hente sin telefon. 

"Vi bliver nødt til at snakke," sagde han roligt og rettede sit triste blik på mig igen. 

"Vi to har ingen ting at snakke om Justin! Det slut! Jeg er færdig med dig!" råbte jeg bestemt, men han rystede på hovedet og kom med hurtige skridt hen imod mig, så jeg ikke skulle flygte væk. Hurtigt holdt han om begge mine arme, mens jeg uden nytte forsøgte at rive mig løs. 

"Du skal fucking ikke røre ved mig! Skrid!" udbrød jeg og tårerne var igen ved at pirre frem. Hans blik hvilede konstant på mig, hvilket fik mig til at stivne. Han berøringer og blik gjorde mig varm inden i, og jeg sukkede ved tanken om, at jeg endnu ikke var kommet over ham. Jeg blev stadig nervøs, mit hjerte smeltede stadig ved hans berøring, jeg blev stadig mundlam når hans blik hvilede på mig. Jeg var ikke kommet mig over ham. Og ja, jeg troede stadig på, at han var den eneste ene, men han fortjente mig ikke. Jeg fortjente bedre. Et forhold kan ikke fungere uden tillid. Den havde jeg hørt mange gange, og jeg kunne bekræfte det. Jeg stolede ikke på Justin. Jeg magtede ikke at være sammen med ham, hvor jeg hvert sekund havde tanken om ham gøre noget forkert i baghovedet. Hvert sekund være bekymret for, at han var mig utro. Hele tiden tænke på, om jeg måske ikke var god nok. Det fortjente jeg ikke...

"Alison please lyt til mig... Du ved, jeg ikke kan uden dig Alison, vær sød..."

"Hold kæft Justin! Du fortjener mig fucking ikke! Du kan aldrig nogensinde rette op på det her! Aldrig!" skreg jeg mens jeg stadig vred mig løs, selvom jeg inderst inde viste, at jeg ikke kunne komme fri fra hans faste greb. Vi havde prøvet det her før...

"Please sig ikke sådan, jeg lover dig at..." bad han igen, mens hans tårer trillede ned og han læber sitrede, da en stor skikkelse tog fat om Justins skulder. John, min livvagt...

"Vær sød at forlade det her sted, ellers kommer det til at koste dig store konsekvenser.." sagde han meget roligt med en dyb og befalende stemme.

"Prøv hør.. det her tager bare et minut. Hvis du giver lov så.." bad Justin, mens han strammede grebet om min arm.

"Jeg giver ikke lov. Beklager." sagde han, mens han med en heftig og voldsom bevægelse trak Justin væk fra mig og pegede på døren.

"Alison jeg går nu, men vi to skal snakke..." sagde han befalende og sendte mig for sidste gang et såret blik, hvorefter han gik ud ad hoveddøren.

*****

"Alison, jeg er virkelig ked af det, der er sket mellem dig og Justin..." lød det sympatifuldt fra Sophia, der klemte min hånd, som vi sad på min seng og drøftede mit liv og mine problemer. Jeg sukkede dybt og havde virkelig svært ved at tro, at en dreng kunne skabe så meget drama i mit liv. At et 'simpelt' forhold mellem to unge, kunne ryste verden så meget. At alle mine stædige tårer skyldte en dreng, jeg ikke vidste om jeg hadede eller elskede. Det eneste jeg vidste var, at jeg ville komme over ham. Og det kunne jeg kun, hvis jeg intet så til ham. 

"Sophia, jeg er virkelig træt. Jeg orker ikke mere drama. Jeg orker ikke Justin... Jeg gider ikke høre hans stemme, se ham, prøve at snakke med ham, jeg vil ikke have noget med ham at gøre... Bare at høre hans stemme er som at gnide salt i såret. Det gør hele situationen værre. Vreden stiger i mig, jeg kommer til at hade ham endnu mere, og det kan han ikke forstå. Han insisterer på at ville snakke med mig, men han ved ikke, at det vil gøre mig endnu mere ked af det... Han bliver ved med at ringe og sende beskeder til mig. Kan du tro på, at jeg blev nødt til at ringe til John, for at få ham ud af huset? Jeg har virkelig fået nok.." sagde jeg og tillod mig at lade tårerne trille ned. Det føltes rart at fortælle det jeg inderst inde følte til en person, jeg stolede på. Jeg delte alt med Sophia, hun var som den bamse jeg fortalte alle mine eventyrer og små-problemer til som fire årig. 

"Skatter det er hårdt.. Jeg forstår dig fuldt ud, men du må også prøve at forstå ham.. Han elsker dig virkelig, og det er der ingen der kan benægte! I har gået igennem så meget, og han har prøvet at give slip på dig, men han kan ikke, og det har du været vidne til. I skal altså få snakket det igennem" sagde hun trøstende med en stemme der lød som blød musik, der smøg sig kærtegnende omkring mig og gav mig følelsen af velvære. Jeg rystede benægtende på hovedet og tørrede tårerne med bagsiden af min hånd.

"Men ved du hvad? Du kan da ikke bare sidde hjemme, du er så god som ny! Jeg synes vi burde tage hen og besøge Alfredo! Han skrev til mig, at han behøvede selskab. Og så har han også savnet dig og vil snakke med dig.. Sååh..?" sagde hun opmuntrende og rystede spørgende på hovedet med et sødt og bede smil.

"Siden hvornår er du og Alfredo begyndt at skrive sammen?" sagde jeg undrende og sendte hende et drillende smil, der fik hende til at rødme svagt.

"Tjaa.. Vi er bare blevet venner, eftersom vi begge forsøger at holde dit og Justins forhold kørende, så har vi sådan.. Fået et forhold selv, altså ikke sådan officielt! Det er bare sådan, du ved.." fortsatte hun og blev rød i hovedet som en tomat. Et lille fnis undslap mine læber, hvilket fik hende til at daske mig én.

"Anyways! Let røven skatter, vi aflægger lige et kort besøg hos Alfredo!" sagde hun munter og med et lille hop, rejste hun sig fra sengen.  

 

*****

 

"Jeg er virkelig glad for, I kom piger!" lød det smilende fra Alfredo, hvis blik hvilede på Sophia. Jeg fniste kort og gav ham et kram. Han kastede sig på sin røde sofa og tog en pude på sit skød og pillede nervøst ved pudens hjørner. Et tydeligt tegn på, at han var lun på hende! Det var dog utroligt, hvor glad de to kunne gøre mig!

"Alfredo, jeg er virkelig ked af det med ulykken, jeg..." begyndte jeg undskyldende, før han viftede affærdigende med hånden og afbrød mig.

"Alison vi begge har det fint! Jeg gider simpelthen ikke snakke om det mere, jeg har snakket nok om det med min mor. 'Åh Alfredo skatterbasse, rejs dig ikke fra din seng!', 'Nussepus, skal jeg lave varmt te?'" sagde han, hvor han med en skinger stemme efterlignede sin mor og himlede med øjnene. Vi lo lidt over hans imitation, hvorefter Alfredo rette sig op på sofaen og tog en dyb indånding.

"Alison, ehh.. Justin har det ikke godt..." begyndte han og jeg rystede affærdigende på hovedet.

"Alfredo, jeg er ikke kommet her for at snakke om Justin, så..." Og nu var det hans tur til at afbryde mig.

"Justin har det virkelig ikke godt! Han er bag ude med albummet, fordi han simpelthen ikke magter det at stå op fra sengen og tage til studiet og vide, at du ikke støtter ham, han laver ikke så meget andet end at sidde hjemme oppe på sit værelse g når jeg forsøger at snakke med ham, vil han ikke.. Han har virkelig brug for dig Alison, I bliver nødt til at snakke..."

"Alfredo, jeg er ked af det, men jeg vil ikke. Og jeg er træt af, at I ikke gider acceptere det! Det er slut og jeg er kommet mig over ham, så vær sød at blande jer uden om og respekter min beslutni..."

"Fint... Sophia, kommer du lige med ud i køkkennet, så vi kan hente noget snack?" spurgte han opgivende og gjorde tegn til Sophia om at følge med ham. Hun rejste sig sukkende op, og fulgte efter ham. De gik ud og lukkede døren, da jeg kunne høre et klik. Vent liiige?! Det der 'klik' betyder da..! De havde låst døren! Hvorfor fanden låste de døren?!

"Hey! Åbn døren for helvede, hvorfor fanden har I låst den?" Skreg jeg, mens jeg hamrede på døren og forsøgte at åbne den. Jeg sparkede og slog, mens jeg forvirret og desperat forsøgte at finde en grund til de ville låse døren.

"Hvorfor fanden har I låst den?! Hvis meningen med det her er, at det skal være sjovt, så er det langfra sjovt! Tværtimod! Hvad fuck skal jeg lave her alene?!" skreg jeg, da en stemme skar igennem min råben og skrigen og gav genlyd i mit øre. 

"Vi skal snakke..." 

Jeg vendte mig om, Justin...

Sådan Justin! 'Egoistiske' Justin får det han vil have, og da han ville snakke med Alison, så skulle han selvfølgelig planlægge en 'fælde' ;) Havde I forventet det?? :D

Btw. tusinde tak til de 45 super søde og fantastiske mennesker der har sat movellaen ind på deres favoritliste! Det betyder bare virkelig meget for mig! <3 Og tusinde tak til jer der kommenterer og støtter mig, det er pga. jer, at kapitlerne kommer hver/hver anden dag! Much love xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...