Better carry on my carrier - Justin Bieber (+12)

Alison Mota er en 18 årig verdenskendt pige, som både kan synge, spille skuespil og posere. Hun har gang i en hel masse og lægger derfor større vægt på sin karriere end at være i et forhold. Da hun en dag skal lave en duet med Justin Bieber og være model for albummets cover, bliver hendes mål sat på prøve. Justin flirter konstant med hende, hvilket går Alison på nerverne. Men vil Justins charme overgå hendes beslutninger, eller vil hun fortsat koncentrere sig om sin karriere? Er Justin Bieber nu alligevel en forkælet teenage-dreng, der ikke er moden nok til et seriøst forhold, som Alison tror han er? Hvad sker der når jalousien tager over?

91Likes
228Kommentarer
14761Visninger
AA

28. Vi skal få løst det her!

"Så det er virkelig slut?" sagde han, og hans stemme knækkede over. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg kunne mærke en ubehagelig klump i halsen, der forhindrede mig i at svare ham. Jeg så ikke på ham, men nikkede bare svagt. Det var virkelig slut, og han havde vist endelig accepteret det...

"Jeg tror ikke på dig Alison..." hviskede han, og var så tæt på mig nu, at jeg kunne mærke hans åndedræt. Jeg forsøgte stadig at kigge væk og skjule min tårer. 

"Det kan ikke slutte. Det ved du også godt... Jeg lover dig, at ingenting vil kunne slutte det her forhold Alison, jeg beder dig, bare giv mig lov, så skal jeg..." Hans stemme knækkede over og jeg kunne mærke hans korte og hurtige vejrtrækninger. Hans desperate forsøg I ikke at miste kontrollen over sig selv.

"Justin, gå." fik jeg fremstammet og prøvede så vidt muligt at få min stemme til at lyde bestemt og kontrolleret. Men det lykkedes ikke, for nu brød jeg ud i gråd. Tårerne væltede pludselig frem, og jeg begyndte at hulke. Jeg kunne ikke stoppe det. Jeg havde lyst til at slå og sparke et eller andet. Råbe og skrige. Jeg havde lyst til at tilgive ham. Overgive mig til ham og lade mig selv hele i hans favn. Men den pokkers stædige vrede jeg havde i mig gav mig ikke lov.

"Nej Alison! Jeg giver ikke slip på dig! Du er min!" udbrød han og kastede sine arme omkring mig og knugede mig tæt ind til sit bryst, så jeg kunne høre hans uregelmæssige og hurtige hjertebanken. En pludselig tryghed overvældede mig, så jeg lod mig blive der et sekund eller to, hvorefter jeg, uden at være for afværgende, trak mig fra ham, for inderst inde ville jeg forblive i hans favn. Indånde hans dejlige duft og mærke hans krop mod min.

"Jeg giver ikke op Alison, du skal nok tilgive mig en dag..." var de sidste ord jeg hørte fra Justin, og så stod jeg alene på gangen med et virvar af tanker og følelser, der kæmpede med at tage kontrollen over mig. Jeg listede magtesløs hen til mit værelse og lagde mig til at sove.

*****

"Du ser virkelig godt ud skatter," lød det fra min mor, der studerede mig fra top til tå, som jeg elegant gik ned ad trapperne. Prisuddelingen ville finde sted om små 2 timer, og Mason ventede på mig der ude i sin bil. Sidst jeg tog til en prisuddeling, var jeg sammen med Justin. I hans limousine, min hånd i hans, hvor jeg sad ved siden af ham. Men i dag var jeg alene. God gammeldags single lady. Jeg havde fået af vide af Mason, at Justin insisterede på, at jeg skulle sidde ved siden af ham, men Mason fik tilladelse fra arrangørerne efter min befaling. Eftersom det officielt var slut, gav det ingen mening at sidde sammen. Justin havde ikke skrevet eller ringet siden i går, hvor han aflagde et kort besøg hos mig, hvilket jeg var virkelig taknemmelig for, for det ville bare gøre det hele værre. Dog havde Justin sagt, at han ikke ville give op, og da han var så stædig, vidste jeg, at det ikke ville blive nemt. Men I kender vist også mig, jeg er sgu også en stædig kvinde! Så jeg skulle fortsat ignorere ham, for jeg måtte selv først komme over ham, for så at få ham til at komme over mig. For jeg kunne give efter ethvert øjeblik. Og det måtte ikke ske. Desuden gjorde tanken om ham og Selena mig skør! Jeg fik løst til at rive hårene af mig, hver gang jeg tænkte på det, så det måtte jeg simpelthen også stoppe med.

Jeg stod på Masons bil og vi kørte til prisuddelingen, hvor jeg elegant gik hen ad den røde løber, mens jegforsøgte at ignorere papparazziernes bemærkninger om Justins og mit brud. Mine øjne flakkede rundt og fandt Justins. Han stod i en cirkel ved indgangen sammen med hans manager. Og Selena. Han stod fucking der ved siden af Selena! Det lignte ikke, at de var kommet derhen sammen, men det kunne være tilfældet. Og hvis de var sammen, vidste jeg virkelig ikke hvad jeg ville gøre. Var det overhovedet muligt at hade Justin, som jeg gjorde på dette tidspunkt? Var det overhovedet muligt, at blive mere såret end det jeg allerede var? Han så dybt ind i mine øjne og forsøgte at fastholde dem, men det lykkedes mig at rive mig løs fra hans blik, hvorefter jeg gik lige forbi ham og Selena, uden overhovedet at værdige dem et blik.

Jeg fandt min plads hvor jeg sad ved siden af Demi og vi sad og drøftede mit liv, som jeg så ofte gjorde med folk, fordi de spurgte ind til det. Midt i den dramatiske samtale, fik jeg en besked. Når man snakker om lorten, så stinker den! Yup, den var fra Justin.

"Kan du komme backstage et øjeblik?

Hvad fuck tror du?! Så du kan vise at du er kommet sammen med din eks igen?! Hvornår fuck ville han stoppe? Jeg havde inderst inde lyst til at skrive ja, gå derhen, flå hans hoved af ham og komme tilbage. Det havde jeg virkelig lyst til, og tro mig, jeg var ved at gøre det. Jeg undlod dog at svare ham, hvilket gjorde, at jeg fik endnu en besked.

*Jeg kan se, at du har læst min besked, og jeg er seriøst træt af, at du ignorerer mig. Kom backstage. 

Jamen selvfølgelig mor. Fuck, han pissede mig af nu! På dette øjeblik var jeg ikke såret længere. Men jeg var fucking vred! Så vred, at der snart ville gå hen og flå hovedet af ham. Det var fandme nok! Jeg gad virkelig ikke mere. Det her skulle stoppes, han skulle ikke skrive til mig mere. Han var ikke engang det værd. Ingenting. Han kunne rende mig.

*Alison kom backstage nu!

Den idiot. Han kunne rende mig ku' han! 

Prisuddelinger var ofte kedelige. Det var nærmest et 5-6 timers foredrag, hvor man skulle sidde på sin flade røv og klappe af vinderne. Det var kun sjovt, når man selv vandt noget. Ret egoistisk egentlig. Det mindede mig om Justin. Det egoistiske nar!

Jeg sad nu og sukkede, mens jeg forsøgte at følge med i det værten sagde. Jeg havde simpelthen ikke overskud til at spidse ører, så jeg besluttede mig for at tage på toilettet og få opfrisket mit makeup. Jeg gik ud af salen og hen ad den lange gang, hvor jeg ledte efter toilettet. Ved pauserne plejede her at være fyldt med stjerner, der rendte frem og tilbage fra toiletterne, og ansatte, der løb rundt efter ordrer. Nu var her helt tomt, hvilket var alt for dejligt. Jeg ville forblive her hele dagen, hvis det skulle være. Jeg gik ind på toilettet og så på mig selv fra spejlet. Det var som om jeg var blevet.. sådan, slidt op. Som om jeg ikke havde det her skær og farve i mit ansigt længere. Det føltes som om, mine øjne kun afspejlede sorg og tristhed. Jeg savnede gamle mig. Gamle mig, som elskede livet. Det at være sammen med vennerne og lege vandkamp med Alfredo. Gamle jeg, der elskede at tilbringe tid med familien, i stedet for at sidde oppe på værelset hele tiden når jeg var hjemme, som jeg gjorde nu. Justin havde simpelthen slidt mig op. Hvor jeg dog hadede ham. Jeg tog en dyb indånding, gav min makeup lidt ekstra og påførte lidt lip gloss på mine læber. Shine bright like a Diamond, Alison! Justin er slet ikke det værd! Han skulle bare så meget ud af mit liv, og det skulle være nu! Jeg forlod tilfreds toilettet og gi hen ad gangen, med kursen mod salen, da en hånd tog fat i min arm og nærmest skubbede mig op ad væggen. Et gisp undslap mine læber, som jeg stod der, forskrækket og forvirret, og så dybt ind i nogle chokoladebrune øjne, der så insisterende og bestemt på mig.

"Hvad fuck har du gang i?!" udbrød jeg instinktivt og forsøgte at vride mig løs fra Justins greb, mens han holdt så godt fast, at jeg ikke kunne flytte mig en millimeter. Han rystede på hovedet og strammede grebet om min arm, så det næsten gjorde ondt.

"Jeg orker det ikke mere Alison. Vi skal få løst det her, her og nu!" sagde han bestemt og fastholdt sit blik i mit, så jeg stivnede et sekund. Lad nu være! Hvornår stopper det?!

"Vi har intet at løse! Giv slip, nu!" råbte jeg og prøvede at rive mig løs som et vildt dyr, dog uden held, "skrid hen til Selena!" 

Så snart det røg ud af min mund, klistrede Justin sig til mine læber og pressede mig hårdt op ad væggen. Han gav ikke slip...

Watcha think?? Vil I have Jalison tilbage? Jeg savner dem i hvert fald virkelig meget! Men altså, her er kapitlet, som jeg lovede at publicere <3 Og tusinde tak for alle jeres dejlige kommentarer, håber der kommer flere :* <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...