Better carry on my carrier - Justin Bieber (+12)

Alison Mota er en 18 årig verdenskendt pige, som både kan synge, spille skuespil og posere. Hun har gang i en hel masse og lægger derfor større vægt på sin karriere end at være i et forhold. Da hun en dag skal lave en duet med Justin Bieber og være model for albummets cover, bliver hendes mål sat på prøve. Justin flirter konstant med hende, hvilket går Alison på nerverne. Men vil Justins charme overgå hendes beslutninger, eller vil hun fortsat koncentrere sig om sin karriere? Er Justin Bieber nu alligevel en forkælet teenage-dreng, der ikke er moden nok til et seriøst forhold, som Alison tror han er? Hvad sker der når jalousien tager over?

91Likes
228Kommentarer
15172Visninger
AA

26. Slette Justin fuldstændigt!

"Hvorfor fanden har I låst den?! Hvis meningen med det her er, at det skal være sjovt, så er det langfra sjovt! Tværtimod! Hvad fuck skal jeg lave her alene?!" skreg jeg, da en stemme skar igennem min råben og skrigen og gav genlyd i mit øre. 

"Vi skal snakke..." 

Jeg vendte mig om, Justin...

Mit hjerte sprang et slag over, som jeg stod der, klistret op af væggen, og så skræmt på Justin. Hvad fanden lavede han her?!

"Alfredo, åbn den fucking dør!" skreg jeg, mens jeg fortsat sparkede og slog døren i håb om at kunne åbne den, men forgæves. 

"Alison, uanset hvor meget du sparker, slår og skriger, så kommer du ikke ud. Vi skal snakke, du bliver nødt til at..." 

Jeg gad fucking ikke lytte til den idiot! 

"Hvis I ikke åbner døren lige nu, så kan I godt glemme det her venskab!" skreg jeg en sidste gang og sparkede hårdt til døren. Der var ingen vej ud... Han ville igen få hvad han ville have.. En samtale. Mit hjerte bankede hårdt og uregelmæssigt, og jeg fik endnu engang denne forfærdelige fornemmelse af at ville give efter. Angsten for, at jeg ikke ville kunne stå imod ham. Men jeg skulle, uanset hvad, skulle jeg stå imod!

"Åbn døren." sagde jeg bestemt og alvorligt, med en rolig, men dog høj stemme. Jeg forsøgte at tage dybe og kontrollerede vejrtrækninger og forsøgte ikke at tabe kontrollen over mig selv. Justin tog nogle små skridt hen imod mig, mens han rystede på hovedet.

"Åbn den!" skreg jeg pegede på døren. Han var nu så tæt på, at jeg tydeligt kunne se hans opsvulmede, røde øjne, hvor tårerne så småt var ved at trille ned. Han stod nu mindre en en meter fra mig, hvilket gjorde mit åndedræt uregelmæssigt og mit hjerte til at galopere afsted. Jeg var skræmt. Bange for at mærke hans åndedræt, føle hans hud mod min, mærke hans blik hvile på mig. Jeg var bange for at se ham i øjnene, og det var han klar over. Vi havde prøvet det før. Den nat da han 'bortførte' mig, havde han bedt mig om at se ham i øjnene, for han vidste, at jeg ville give efter. Han viste, at han fantastiske, brune øjne var til at drukne i, og det var her al hans sorg og smerte blev afspejlet. Det gav mig et stik i hjertet, da jeg kunne mærke hans nærvær. Hans skælvende krop, triste blik og sitrende læber, der åbnede sig for at sige noget. Mit blik lå alle vegne, undtagen på ham. Det skulle ikke lykkes ham endnu engang at vinde mit hjerte. For han fortjente det ikke.

"Alison, jeg... Jeg fortryder virkelig. Jeg var fuld, jeg sværger! Jeg elsker dig Alison, vær sød at.." bad han, mens hans tårer væltede frem. Hans stemme knækkede over og han var nu så tæt på, at jeg kunne mærke hans skælvende krop mod min. Jeg havde ingen vegne at flygte hen. Jeg stod klistret op af døren, der i øvrigt lå i et hjørne, så jeg var fortabt. Magtesløs. Tårerne pressede på, mens jeg efterhånden ikke kunne stå oprejst. Mine knæ gav efter, men vreden og haden støttede mig. Hjalp mig med at stå oprejst og sige ham imod. Skubbe hans krop væk fra min.

"Alison, please lad være. Jeg beder dig, jeg kan ikke leve uden dig Alison, lad nu være.." udbrød han og brød ud i gråd, som han igen nærmede mig og kastede sine arme omkring mig. Ren instinktivt forsøgte jeg at skubbe ham væk, men han rystede på hovedet og holdt mig godt ind til ham. Jeg kunne mærke hans tårer lande på mine skuldre en efter en og hans sitrende læber mod mit øre.

"Jeg elsker dig, gør ikke det her mod mig.." hviskede han, da jeg med al min kraft skubbede ham væk fra mig og tog en dyb indånding, for så at råbe ham i fjæset: "Du skal aldrig nogensinde røre ved mig igen! Du er det største svin jeg har mødt i mit liv, og jeg kommer aldrig, og jeg mener aldrig til at tilgive dig! Om du så låser min inde i en kælder i flere år, så vil jeg altid hade dig! Jeg vil aldrig nogensinde elske dig igen! Aldrig nogensinde stole på dig!" råbte jeg og slog på ham med alle mine kræfter, mens han rystede på hovedet og lod alle tårerne rende ned ad hans kinder. Han forsøgte ikke at stoppe mig, han lod mig bare slå løs på ham.

"Ti ikke stille, udtryk dit had. Bliv ved..." sagde han, som han stod der uden at bevæge sig, mens han spændte sine muskler, som han ofte plejede at gøre når han var ked, nervøs eller vred.

"Du er det klammeste væsen jeg har mødt i mit liv! Jeg hader dig af hele mit hjerte, du fortjener mig ikke en skid!" fortsatte jeg og slog ham. Jeg lod mig rive med. Min stemme blev skinger og knækkede over, men det stoppede mig ikke i at fortsætte. 

"Ja, jeg fortjener dig ikke! Jeg er det største svin på jorden!" råbte han og tårerne trillede fortsat ned.

"Du er og vil forblive det mest egoistiske væsen, jeg har og vil møde! Du har overhovedet ingen betydning for mig længere! Jeg fucking hader dig!" Udbrød jeg og kunne mærke mig selv hive efter vejret. Mine knæ gav efter og jeg faldt ned må gulvet, med fødderne trukket ind under mit bryst og hovedet begravet mellem mine ben, mens jeg hulkede som aldrig før. Tårerne var ustoppelige og de væltede uafbrudt ned...

*****

"Alison? Alison, stå op," hviskede en lys pigestemme, der puffede let til mig. Jeg slog øjnene op opdagede, at jeg lå sammenkrøllet på sofaen. Mine ben var trukket helt op under min bryst, og da jeg endelig slog øjnene helt op, opdagede jeg, at det var Sophia, som stod bøjet over mig og forsøgte at vække mig. Mine øjne flakkede panisk rundt, da jeg ikke vidste hvor jeg befandt mig henne, men lettelsen spredte sig i mig, da jeg opdagede, at jeg var hjemme hos Alfredo. 

"Er du okay skat?" lød det bekymret for Sophia, som strøg mit hår. Jeg tog en dyb indånding og kom en utrolig velkendt duft i møde. Denne dejlige og behageligende duft fyldte mine næsebor og fik mig til at føle mig tryg, da jeg opdagede, hvad kilden til denne duft var. Justins jakke, der lå som et tæppe over mig. Jeg lå et øjeblik fuldstændig forvirret, da jeg endelig kunne redegøre for episoden. Jeg havde vel faldt i søvn, som jeg sad på gulvet og græd. Han havde åbenbart båret mig op på sofaen og lagt sin jakke på mig som et tæppe. Et pludseligt smil plantede sig på mine læber, og mit hjerte smeltede helt. Det var sødt af ham...

"Hvad er klokken?" spurgte jeg og satte mig op, mens jeg knugede Justins jakke tæt ind til mig. Var det forkert? Jeg var egentlig ligeglad, for den gav mig denne her ubeskrivelige mavefornemmelse, der fik mig til at føle mig tryg. 

"Den er 21... Har du tænkt dig at fortælle mig, hvad I snakkede om, og hvorfor jeg finder dig sovende på sofaen efter de tre timer I var her? Desuden forsvandt Justin pludselig.." sagde hun forvirret og hævede det ene øjenbryn. 

"Jeg fortæller dig ingenting Sophia! Hvorfor fanden var du med til det her?! Jeg har betroet mig til dig og forklaret dig klart og tydeligt, at jeg ikke ville tale med ham, da det ville blive værre, og se! Det blev det!" råbte jeg frustreret og irriteret, hvorefter jeg rejste mig op for at finde min taske.

"Alison, Justin insisterede, og jeg troede virkelig, jeg ville gøre dig en tjeneste. Jeg troede i ville finde ud af det sammen. Jeg er ked af det..." sagde hun og så trist på gulvet. Jeg tog min taske og Justins jakke og begav mig hjemad. Det her skulle jeg fandme ikke finde mig i!

*****

En uge efter...

Et sidste kig på spejlet, perfekt. Jeg havde taget en stram, sort, lårkort kjole på, med en dyb udskæring i ryggen og et par sølv, glitrende sko, med høje hæle og platform. Nogle enkle smykker og håret sat op med krøller, og det var det. Om små fem minutter, ville Mason hente mig, og jeg ville for første gang til et interview siden den 'dramatiske' episode i mit liv og forklare verden om Justins og mit brud. Jeg glædede mig egentlig til det, for så ville det virkelig slutte.

Det var en uge siden episoden hos Alfredo var hændt. Justin har skrevet og ringet til mig lige siden, men jeg var efterhånden blevet god til at ignorere det. Han havde igen forsøgt at komme ind hos mig, men John brød ind, så det lykkedes ham ikke. Det havde lykkedes mig at undgå ham total, hvilket gjorde det meget nemmere for mig at glemme ham. Dog græd jeg stadig hver eneste nat. Hver gang jeg lå i min seng, med slukket lys, hvor jeg intet kunne se, bortset fra Justin. Hans smukke, chokoladebrune øjne dukkede altid op i mit indre blik, hvilket fik mig til at græde voldsomt, mens jeg knugede hans jakke ind til mig og indåndede dens duft. Om dagen lykkedes det mig at blive distraheret af alle mulige ting, så jeg ikke skulle tænke på Justin, men når mørket faldt på og jeg lå i min seng, tabte jeg. Jeg indså hver nat, at jeg ikke var kommet over ham, hvilket betød nederlag på nederlag. Jeg kunne ikke vinde. Men det skulle lykkes en dag, så længe jeg undgik ham. Det ville dog ikke lykkes mig i morgen, da vi alle skulle til prisuddeling. Jeg var sikker på, at vores blikke ville mødes, selvom vi stod på afstand, men jeg måtte bare tage masken på og forsøge at ignorere ham. Ignorere hans triste blik. De der smukke brune øjne, jeg længtes efter at se, men alligevel ikke måtte. 

Men i dag var dagen! Dagen, hvor jeg skulle forklare det til verden! Dagen, hvor jeg ville slette Justin fuldstændigt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...