Better carry on my carrier - Justin Bieber (+12)

Alison Mota er en 18 årig verdenskendt pige, som både kan synge, spille skuespil og posere. Hun har gang i en hel masse og lægger derfor større vægt på sin karriere end at være i et forhold. Da hun en dag skal lave en duet med Justin Bieber og være model for albummets cover, bliver hendes mål sat på prøve. Justin flirter konstant med hende, hvilket går Alison på nerverne. Men vil Justins charme overgå hendes beslutninger, eller vil hun fortsat koncentrere sig om sin karriere? Er Justin Bieber nu alligevel en forkælet teenage-dreng, der ikke er moden nok til et seriøst forhold, som Alison tror han er? Hvad sker der når jalousien tager over?

91Likes
228Kommentarer
16144Visninger
AA

31. Sidste kapitel - De sidste tårer...

Tre uger senere...

"Beliebers er ellevilde over Justin Biebers nye album 'Believe', som han endelig fik gjort færdig med to ekstra numre! Justin Bieber træder ind i rampelyset igen og stjæler endnu engang opmærksomheden. Efter bruddet med multitalentet, Alison Mota, havde mange beliebers mistet håbet, da man i en lang periode, intet hørte fra ham, men Bieber-fyren er tilbage! Han er på det seneste været meget aktiv i forhold til velgørenhed og ikke mindst i forhold til sin karriere. Han er nemlig blevet det nye ansigt for Adidas og arbejder på sin egen duft. Han er også blevet set meget ude i nattens vilde lys, hvor han flere gange er blevet spottet sammen med sine venner, og ikke mindst veninder, i en klub..." Jeg slukkede irriteret fjernsynet og kastede fjernbetjeningen fra mig, så den med et brag landede på det polerede trægulv. Braget gav genlyd i mit øre, hvilket irriterede mig endnu mere, så denne gang kastede jeg min telefon fra mig af ren irritation, der akkurat som fjernbetjeningen landede på gulvet med et brag. Et pludselig raseanfald tog over og efter et langt raserianfald, sad jeg på gulvet, lænet op ad væggen, med mine ben trukket op under min hage, mens jeg hulkede af irritation, vrede, jalousi og savn. Det hele blev for meget. Jeg kunne ikke klare det faktum, at jeg intet havde hørt fra Justin i tre uger. Intet, overhovedet. Det gjorde jeg måske heller ikke så meget før, men så var det andre der kontaktede mig og fortalte om Justins 'depression'. Dem var der ikke flere af. Og hvorfor var der ikke det? Fordi der ingen form for depression var tilbage. Justin var ikke længere den halvdøde Justin, der ikke tog et skridt ud af huset, han var blevet den gamle Justin, der ikke tog et skridt ind i huset. Jeg er selvfølgelig virkelig glad for han vegne. Jeg mener, han er endelig kommet til sig selv og jeg ønsker ham kun det bedste. Men hvad med mig? Jeg har ventet på dette øjeblik siden vi slog op, for jeg troede, at det hele ville blive nemmere, hvis han ikke kontaktede mig. Men det blev 1000 gange værre. Det var utåleligt. Det var ikke til at magte. Tanken om, at jeg ikke længere var centreret i hans tanker, gjorde mig magtesløs. Jeg ved god det lød meget egoistisk, som om han kun skulle tænke på mig dag ud og dag ind, men det føltes bare som om, han slet ikke tænkte på mig. Det kan også godt være, at han ikke gjorde det. Og er det hans skyld? Selvfølgelig ikke. For det var mig, der gang på gang bad ham om at bryde kontakten. Han var stædig og det elskede jeg ham for, men den skide lussing ødelagde det hele. Det var saksen der klippede vores specielle og stærke bånd over. Det var forfærdeligt og det var min skyld. Det var mig der havde tabt, for det var mig der var trist og Justin, der var lykkelig. Han kørte på skinner... Jeg havde dog ikke hørt nogen former for rygter, der gik på, at han datede andre piger, hvilket jeg var ufattelig glad for, for ellers ville jeg dø. Det lille håb jeg havde tilbage, det lille lys der gjorde, at jeg overhovedet kunne se noget, ville slukke og jeg ville dø. 

Ikke engang Sophia, der vidste alt om mig, vidste ikke hvad jeg følte i denne periode. Jeg gemmede mig bag en lykkelig og 'tilfreds-med-livet-og-personerne-i-mit-liv' facade, men sandheden er, at jeg hver dag døde inden i. Jeg blev kvalt hvert sekund, hvor jeg ikke kunne mærke Justins nærvær. Han var her aldrig. Jeg så ham aldrig. Kun i nyheder, som jeg så ofte fulgte med i, i håb om at høre noget nyt fra Justin. Han var blevet som en ukendt person jeg aldrig havde mødt, men stalkede for vildt. Jeg kunne ikke længere støtte mig til vores minder, for de blev alle så vege, at det føltes som, det aldrig havde hændt. Det var forfærdeligt. 

Der var bare en ting, jeg ikke kunne forstå. Hvordan kunne Justin sådan pludselig komme sig over mig? Han var i en form for depression for helvede, hvordan kunne han glemme mig så hurtigt?! Okay, vi slog op for tre måneder siden, men hallo! Havde vi ikke mere end bare tre måneder?! Han må have støttet sig til et eller andet og overvundet kampen. Kampen der blev spillet mellem to spillere, der kæmpede om dominans. Hvem der var lykkeligst og hvem der kunne komme sig over situationen. Og det var ham der vandt, selvom det i starten så lyst ud for mig. Jeg havde tabt kampen. Og endnu værre var, hvad nu hvis det var en pige der hjalp ham med at komme over mig? Hvad nu hvis det var Selena? Hvad nu hvis, han havde noget kørende med en pige, der kunne få ham til at glemme mig? En der overgik mig. Det var umagteligt at tænke på. Selv når tanken bare strejfede mig, fik jeg kuldegysninger, og min mave vred sig, så jeg ikke kunne trække vejret. Tanken om en anden pige i Justins favn, en anden  pige der var centreret i hans tanker gnavede sig i mig. Til sidst ville der ikke være noget tilbage i mig... 

Ét eller andet, var stærkt nok til at hjælpe Justin. Få mig til at blive glemt fuldstændig. Opløst mig fra Justins tanker. Hvad fanden var det for en kraft? Som jeg sad på gulvet og overvejede det, med hårde og uregelmæssige hjertebanken og dunkende hoved, blev der banket på døren. Her fik jeg mit svar. Hvad for en kraft, kunne få mig glemt sådan pludseligt? Svaret kom fra en person, jeg var overrasket over ville kontakte mig... Og selve svaret var endnu mere overraskende. På den mest forfærdelige og hjerteknusende måde.

Jeg gik stille hen imod hoveddøren, der snart var blevet gennemtæsket af spark og banken. Der lød jamren og gråd foran døren, og da jeg forsigtigt åbnede den, stod jeg mundlam over for synet.  Pattie stod med opsvulmede, røde øjne, hvor tårerne væltede ned og gjorde kamp om, hvem der først nåede ned. Hun stod stille et øjeblik, med hendes blik dybt i mit, og tårerne og jamren stoppede. Mit hjertebanken blev hurtigere og ustyrligt. Hvad var der sket med hende?

Hendes ansigt var dækket af tårer og en let skælven herskede over hendes lille krop, der nu så endnu mindre ud end før. Hun åbnede hendes mund og forsøgte at få et ord ud ad hendes sitrende læber. Hun førte sin rystende hånd op til sin mund og brød ud i gråd. Jeg stod som forstenet ved døren og iagttog hende i chok. 

Pattie lignte en, der var besat af magtesløshed, da hun faldt ned på sine knæ og begravede sit ansigt i sine hænder. Ren instinktivt snoede jeg mine arme omkring hende og forsøgte at få hende op at stå, så hun kunne komme indenfor, dog uden held, for hun var ikke til at få op. Det endte med , at jeg knugede hende tæt ind til mig og kunne mærke hendes hurtige og uregelmæssige vejrtrækninger, da en pludselig og voldsom bekymring skyllede ind over mig. Justin. Det havde noget med Justin at gøre. Der var fucking sket noget med Justin! Uden at vide, hvad der gik af mig, fandt jeg mig selv ruskende i Pattie og i en råbende og uhåndterlig tilstand, hvor jeg desperat forsøgte at få ordene ud af hendes mund.

"Alison..." fik hun sagt og fastholdt sit blik i mit, hvor jeg kunne se sorgen i hendes blanke øjne. Hendes øjne blev smalle og som jeg så i dem, føltes det som om jeg blev slugt af en støvsuger og spærret ind i mørket, uden det lille lys, der kunne få mig til at se.

"Justin.. Justin har det ikke godt.." forsøgte hun og tårerne væltede atter frem som et vandfald, hvor det eneste mål var, at nå ned til floden. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg stod og holdt vejret, mens jeg ventede på, at hun ville sige de afgørende sætninger.

"Han har det ikke godt," fortsatte hun og rystede grædefærdigende på hovedet, "han er på stoffer Alison! Han drikker sig fuld hver nat! Hver evig eneste nat går med, at jeg skal vente på ham i stuen og høre de gentagende ord hver gang: Alison! Konstant og atter Alison! Han kommer beruset hjem, stærkt påvirket af den skide alkohol og de fandens piller! Han tager stoffer for helvede Alison! Han tager et skridt tættere på døden, hver gang! Kun på grund af dig! Fordi han for en korts stund kan glemme dig, når han er påvirket af pillerne. Fordi han for en kort stund, kan leve livet! Tror du han er den lykkelige dreng, alle kender ham for?! Den lykkelige dreng, alle hører om i nyhederne?! Ved du hvad der sker uden for kameraerne?! Alison han drikker sine sorger væk! Og det er kommet til det punkt, at han nærmest ikke kan stå oprejst uden stoffer! Han er ukontrolleret! Han har ødelagt hele sit værelse, kastet rundt med ting, råbt og skreget af mig! Han kan ikke styre sig selv for helvede! Han har brug for de fandens piller, som han først kan få fat i, i morgen! Og lige nu dør han derhjemme! Han ryster, råber og skriger, kaste rundt med ting og ødelægger hvert eneste hjørne i vores før så fredfyldte hjem, Alison! Det hele på grund af dig! Jeg vidste han var på druk, men det er først nu, at jeg har fundet ud af, at han er på stoffer. Fordi han har fået et panikanfald Alison! Og ved du, hvad jeg mere opdagede?! Vil du vide mere Alison?! Vil du vide, hvilket skade du mere har gjort?! Han gør sig selv fortræd! Han skærer i sig selv, for helvede! Ved du, hvor hårdt det er at se sin søn tage et skridt tættere på døden, hver eneste dag?! Ved du hvor hårdt det er at se sin søn i den tilstand han er i, hver eneste fucking dag! Se ham lide?! Og alt sammen skyldes en pige, der ikke har værdsat ham nok! Der har været så fucking egoistisk! Det er din skyld Alison! Du har dræbt min søn!" skreg hun og rev og slog, som jeg stod der, med tårerne væltende ned ad mine kinder. Jeg blev svimmel et øjeblik og begyndte at ryste. Men det var nu, jeg skulle kæmpe. Ikke for, hvem der først kommer over en, for kærligheden, for helvede! Den kærlighed jeg ikke værdsatte! Den jeg skubbede væk! Jeg var det mest egoistiske, mest kold-hjertede menneske i hele verden! Jeg fortjente ikke at leve! Jeg rejste mig hurtigt op, selvom jeg tumlede, da mine ben ikke kunne holde til det helt elegante. Med vaklende skridt og sitrende skikkelse, løb jeg hen til min bil og satte mig derind. Uden en tanke forlod jeg Pattie alene i mit hus og kørte med speederen i bund hjem til Justin. Jeg kunne ikke se vejen for mig et øjeblik, da tårerne gjorde synet uskarpt og vegt. Jeg tørrede tårerne væk og forsøgte at ignorere mit hjertes hårde og uregelmæssige banken, for nu handlede det ikke om, hvordan jeg havde det. Det handlede om at rette op på det, jeg gjorde galt. Det handlede om at vinde Justin tilbage. Redde den mand, jeg elsker, fra døden...

"Justin..." kom det ud af min mund som en svag hvisken, hvorefter jeg blev nødt til at støtte mig selv til dørkarmen, for ikke at falde. Justins sad på sengen, og alt rundt omkring ham var ødelagt. Alt lå på gulvet i tusinder stykker. Jeg sendte et blik hen på Justin, efter at have ladet mit blik flakke kort omkring i det kollapsede værelse. Justin rystede voldsomt, som han sad på sin seng med knyttet næve og hurtige vejrtrælkninger. Hans blik var stift, og jeg kunne ikke helt afgøre, hvor han så hen imod. 

"Justin?" hviskede jeg, og min stemme knækkede over, hvorefter jeg brød ud i gråd. Justins ansigt drejede sig langsomt hen imod mig, og da mine øjne mødte hans, væltede tårerne frem og trillede ned ad mine kinder. Han øjne var opsvulmede, røde og ikke til at genkende. Justins brune, varme og trygge øjne var forsvundet. Og det var min skyld. Jeg havde ødelagt ham. Det var mig, der havde ødelagt det hele. Justins blik fastholdt mit og han så såret, trist og fortabt på mig. Hans blik var tomt.. blankt. Som han stille rejste sig op fra sin seng, med rystende og ustabile bevægelser, løb jeg hen til ham og befandt mig et sekund efter i hans arme, med mine arme viklet rundt om ham, og mit hoved knuget tæt ind til hans bryst, så jeg kunne høre hans efterhånden rolige, dog uregelmæssige hjertebanken. Jeg pressede ham tæt ind til mig og indhalerede hans duft, der nærmest virkede som morfin. Alle bekymringerne, sorgen, vreden, alt det negative forsvandt, og hvor jeg dog ønskede, at det samme skete for ham.

"Alison..." kom det ud af hans mund, som han førte en hånd op til mit hår, som han strøg.

"Justin... Jeg lover dig, der skal nok gå..." hviskede jeg, og min stemme knækkede over, men jeg fortsatte stædigt, "vi kommer til at gå igennem det her sammen. Jeg kommer aldrig nogensinde til at give slip i dig igen, Justin. Lov mig, du aldrig nogensinde kommer til at røre de piller igen, for Justin.. Jeg er dine piller...Jeg skal gøre dig rask.. Vi skal hele sammen... Justin, jeg..."

"Alison... Jeg elsker dig..."  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...