Better carry on my carrier - Justin Bieber (+12)

Alison Mota er en 18 årig verdenskendt pige, som både kan synge, spille skuespil og posere. Hun har gang i en hel masse og lægger derfor større vægt på sin karriere end at være i et forhold. Da hun en dag skal lave en duet med Justin Bieber og være model for albummets cover, bliver hendes mål sat på prøve. Justin flirter konstant med hende, hvilket går Alison på nerverne. Men vil Justins charme overgå hendes beslutninger, eller vil hun fortsat koncentrere sig om sin karriere? Er Justin Bieber nu alligevel en forkælet teenage-dreng, der ikke er moden nok til et seriøst forhold, som Alison tror han er? Hvad sker der når jalousien tager over?

91Likes
228Kommentarer
15144Visninger
AA

23. En ulykke...

 

"Jeg fucking hader dig!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft og skubbede hans brystkasse med al den kraft jeg havde tilbage.... Jeg hadede ham, det havde jeg altid gjort...

"Alison! Hey, vent nu lige!" lød det fra Alfredo, som kom løbende efter mig. Jeg var nu ude af lokalet og blev straks mødt af de mange blitz og papparazzier der ventede ude foran lokalet. En masse stemmer trængte ind i min hjerne og skabte et virvar. Tårerne trillede ned, så jeg blev nødt til at dække for mit ansigt, mens jeg desperat forsøgte at nå hen til min bil, før de nåede at få taget flere billeder.

"Alison for helvede, vent lige!" hviskede Alfredo, da han var nået ved siden af mig, så papparazzierne ikke skulle ane, at der var noget galt, hvilket de sikkert allerede havde gjort, da jeg med hurtige skridt forlod lokalet midt i festen. Og hvis de var heldige, havde de også nået at skimte mine tårer. Jeg gik nu med Alfredo, side om side, hen til min bil, mens jeg forsøgte at dække mit ansigt, og Alfredo hviskede noget som jeg ikke rigtig kunne høre. Vi steg på min bil og jeg kørte ud ad parkeringspladsen.

"Alison?" hviskede Alfredo, og så snart jeg skænkede ham et blik og så ind i hans bekymrede øjne, brød jeg ud i gråd. Tårerne væltede ukontrolleret frem og kæmpede om at nå først ned. Mit hjerte bankede uregelmæssigt og mine hænder sitrede, hvilket fik mig til at stramme grebet om rattet.

"Stop bilen, du kan ikke køre sådan her..." sagde Alfredo uroligt og forsøgte at få mig til at adlyde, men jeg kørte hurtigere. Uden at være bevidst om det trykkede jeg speederen i bund og holdt godt fast om rattet. Jo stærkere jeg kørte jo hurtigere ville jeg komme væk fra det helvede. Væk fra sorgen og væk fra Justin. Væk fra den sandhed jeg frygtede og havde svært ved at tro på. Justins nervøse og triste blik kom frem som billeder og jeg kunne snart ikke se vejen for mig. Selenas hånende smil og Justins sitrende læber fjernede sig ikke fra mit indre blik, så jeg havde svært ved at skelne vejen og fodgængerfeltet. Mit blik flakkede desperat rundt og efterhånden kunne jeg ikke forstå det Alfredo sagde. Han stemme blev til ét med stemmen i mit hoved, hvor jeg nervøst insisterede på at vide dt der i virkeligheden var sket, hvor jeg uden nytte bad om sandheden fra Justin. Jeg kunne ikke skelne stemmerne og tårerne trillede stadig uafbrudt ned. Jeg kunne mærke en hånd på min arm, men jeg kunne ikke ane hvis arm det var. Det sortnede for mine øjne, mens speederen stadig var i bund og mit blik rettet et sted i vejen og ikke kunne flytte sig. Desperat forsøgte jeg at træde på bremsen, mens min blik flakkede hen på Alfredo, hvis mund åbnede sig som en støvsuger, der skulle til at suge hele universet i sig. Det hele gik i slowmotion, da jeg for sidste gang vendte blikket mod vejen og et kæmpe skrig undslap mine læber...

 

*****

 

"Alison? Skat? Kald på lægen, hun er vågen! Min skat er vågen!" råbte en stemme, der trængte ind gennem min hjerne, mens min højre hånd blev klemt.

"Alison?" hviskede en anden genkendt stemme, men hvem den tilhørte, havde jeg ikke overskud til at regne mig frem til. Som jeg lå der og kæmpede med at slå øjnene op og dæmpe svimmelheden, gjorde de mange stemmer mig forvirret og magtesløs. Der blev tysset på stemmerne, da en kold finger forsøgte at åbne mine øjne op, med skarpt lyd rettet mod mit øje. 

"Hun er vågen..." sagde en dyb og mumlende stemme, der fik folk omkring til at små-juble. 

"Jeg vil bede jer om at være stille. Patienten har endnu brug for ro. I må se hende i 10 minutter, men derefter må hun hvile sig. Hvis der sker noget uventet, vil jer bede jer om at kalde på mig omgående," sagde den samme dybe stemme som før, og efterhånden havde jeg det nemt ved at forstå ordene. Min hånd blev stadig klemt af en varm og blød hånd, men jeg vidste endnu ikke hvem det var. Jeg hørte de små skridt fra lægen, hvorefter en finger strejfede min kind.

"Skat? Hvordan har du det," hviskede en rolig og kærlig stemme, og lettelsen bredte sig straks i min krop, da jeg vidste, at den tilhørte min mor. Hun kyssede mig på kinden og strøg mit hår. Jeg forsøgte stadig at få spærret øjnene op, men mit hoved gjorde ufattelig ondt, så jeg ikke magtede det.

"Skat, kan du høre mig?" lød det igen fra min mor. Jeg åbnede svagt munden, men jeg kunne ikke bevæge min tunge, så jeg opgav det. Jeg nikkede blot svagt. 

"Gudskelov!" lød det lettet fra mor, der nu agede min hånd. Der blev stadig holdt om min højre hånd, men hvis det var vidste jeg stadig ikke. Med nød og næppe åbnede jeg øjnene og kunne skimte min mors smilende ansigt. Derefter nærmede sig et andet ansigt ved siden af min mors og trygheden spredte sig straks i mig, da det var min fars. De begge stod lænet hen over mit hoved, og deres begejstrede og lettede ansigt fik mig til at smile svagt. Jeg forsøgte at forstå hvor jeg var henne og hvorfor. Jeg var vist på et hospital, men hvorfor vidste jeg endnu ikke. Mor og far fjernede blikket mod mig og så på højre side af mig. De nikkede begge svagt, hvorefter mor kyssede mig på kinden og far min hånd. De begge gik langsomt ud ad lokalet. Jeg fattede ikke hvad der skete der og hvor de så hen, eftersom jeg ikke kunne bevæge mit hoved. Eller det kunne jeg måske, men jeg orkede det ikke. Min hånd blev klemt endnu engang, men der var helt stille i værelset. Jeg kunne endelig se normalt, ikke sløret eller noget, men kun i en bestem rækkevidde, da jeg ikke kunne bevæge hovedet. Jeg kunne pludselig mærke en smerte ved min barm og højre side af min mave, der fik mig til at stønne svagt.

"Er du okay?" lød det fra en bekymret og febrilsk stemme, der strammede grebet om min hånd og lagde sin anden hånd på min mave. Stemmen og berøringen gjorde mig nervøs og gav mig sommerfugle i maven, og dette afslørede hvem det var. Kun en person fik mig til at føle dette, Justin...

En pludselig vrede og utryghed skylle ned over mig, da billeder fra hændelsen dukkede op i mit indre blik. Jeg kunne pludselig huske det hele og det ramte mig hårdt. Jeg følte mig magtesløs ved alt det jeg havde oplevet, og det var alt sammen Justins skyld. Det var hans skyld, at jeg var ved at dø! Vreden og afskyen gnavede sig i mig, så jeg trak mig hånd heftigt væk fra hans. Jeg skar tænder og ville ikke værdige ham et eneste blik. For jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville jeg flå hovedet af ham. Jeg hadede ham! Jeg kunne ikke fordrage ham! Men dette var blot noget jeg bildte mig selv ind, og det vidste jeg. Jeg vidste, at hvis jeg så på ham, ville jeg give efter. Jeg ville hoppe i hans favn og græde ved hans skulder. Ingen andres, men hans. Jeg ville tilgive ham og det skulle ikke ske! Det skulle fucking ikke ske!

"Alison, jeg er ked af det..." lød det fra ham og jeg kunne tydeligt tyde bekymringen og sorgen i hans stemme. Men det betød ingenting! 

"Gå!" fik jeg jeg sagt og prøvede at sidde op, da smerten fra min mave tog over igen. Et støn undslap mine læber endnu engang, hvilket fik Justin til at rejste sig op fra stolen ved siden af min seng, og hjælpe mig med at sætte mig op. Jeg kunne snart mærke hans åndedræt, som hans stod bøjet over mig, mens han forsøgte at stille puden på den rigtige måde. Da han havde gjort det, var der blot et par centimeter fra vores ansigter, hvorefter han låste sine øjne i mine og fjernede dem ikke et sekund...

Vær sød at skrive en kommentar, da det virkelig betyder meget for mig. Jeg vil meget gerne vide hvad i læsere tænker omkring min movella, om i vil have mere eller ej... Plz like, hvis den fortjener det :* Much love <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...