Better carry on my carrier - Justin Bieber (+12)

Alison Mota er en 18 årig verdenskendt pige, som både kan synge, spille skuespil og posere. Hun har gang i en hel masse og lægger derfor større vægt på sin karriere end at være i et forhold. Da hun en dag skal lave en duet med Justin Bieber og være model for albummets cover, bliver hendes mål sat på prøve. Justin flirter konstant med hende, hvilket går Alison på nerverne. Men vil Justins charme overgå hendes beslutninger, eller vil hun fortsat koncentrere sig om sin karriere? Er Justin Bieber nu alligevel en forkælet teenage-dreng, der ikke er moden nok til et seriøst forhold, som Alison tror han er? Hvad sker der når jalousien tager over?

91Likes
228Kommentarer
14658Visninger
AA

29. Du har fundet kærligheden, skub den ikke væk!

"Jeg orker det ikke mere Alison. Vi skal få løst det her, her og nu!" sagde han bestemt og fastholdt sit blik i mit, så jeg stivnede et sekund. Lad nu være! Hvornår stopper det?!

"Vi har intet at løse! Giv slip, nu!" råbte jeg og prøvede at rive mig løs som et vildt dyr, dog uden held, "skrid hen til Selena!" 

Så snart det røg ud af min mund, klistrede Justin sig til mine læber og pressede mig hårdt op ad væggen. Han gav ikke slip...

Jeg vred mig løs som et vildt dyr og forsøgte at skubbe ham væk fra mig, men han placerede hans hænder på mit ansigt og holdt fast, mens han lagde hele sin vægt på mig, så jeg ikke kunne flygte. Inders inde ville jeg gengælde ham, det ville jeg virkelig gerne. For sandheden er, at jeg længtes efter ham. Jeg savnede hans læber. Og hvis det her bare blev ved i et par sekunder mere, ville jeg give efter, men vreden steg i mig som aldrig før. Hvis I kender mig ret vil i vide, at ingen skal gøre noget imod mig, som jeg ikke vil have! Ingen skal være kommanderende over for mig, hvilket Justin gjorde nu: Han tvang mig til at kysse ham! Jeg skubbede ham væk med al min kraft og vreden fik mig til at gøre noget, jeg vidste jeg ville fortryde. Jeg gav ham en lussing. Jeg vidste, at det her ikke kun betød fysisk smerte, mere psykisk. Hvem ville gøre den person man elsker fortræd? 

"Det skal du aldrig nogensinde prøve på at gøre igen! Du skal aldrig nogensinde røre ved mig igen! Jeg gider ikke se på dig mere, jeg fucking hader dig!" råbte jeg og nåede lige at se Justin holde sig for sin kind med det mest forvirrede og sårede udtryk, jeg havde set i mit liv. Den her lussing betød mere end bare et fysisk stød, og jeg fortrød det på sekundet, for det var slut nu. Det var helt færdigt, men hvad endte det med? To sårede og knuste hjerter, der måske aldrig ville hele igen. Var det, det værd? Alle mennesker begår fejl, intet menneske er perfekt. Jeg havde altid gået rundt og dømt Justin egoistisk. Var jeg ikke selv egoistisk, som jeg stod der, og tænkte, at jeg intet fortjente af det her, men det gjorde Justin? Ja, jeg fortjente det ikke, men det gjorde han heller ikke! Hver gang jeg så ham, havde han opsvulmede øjne og et trist skær i ansigtet. Vi begge fortjente slet ikke det her! Jeg havde fucking ødelagt det hele! Jeg ønskede så inderligt lige nu, at alt det her var et mareridt, og at jeg ville vågne i Justins favn. Men det var virkeligheden, og jeg havde i virkeligheden såret Justin. Mere end han havde såret mig. 

Der var bare ikke så meget at gøre, end at prøve at komme over ham. Det var der virkelig ikke. Jeg kunne da ikke bare gå hen til ham og sige, at det først gik op for mig nu, at ingen af os fortjente det her, og at jeg elskede ham mere end alt andet, men jeg var nødt til at give ham en fucking lussing før det gik op for mig. Det var slut, jeg havde ødelagt det hele...

*****

*biib biib*

*Alison hvad er der sket?! Justin har det slet ikke godt, og det er virkelig alvorligt denne gang. Han ligger i hans seng og nægter at stå op. Jeg har ventet i hele 3 timer på, at han skulle rejse sig og fortælle mig, hvad der er sket, men han har nærmest begravet sig i hans seng og står ikke op. Jeg er hjemme nu, og kan stadig ikke komme i kontakt med ham. Vær sød at ringe, når du ser beskeden...

En tåre trillede ned ad min kind, efterfulgt af flere, hvorefter jeg brød ud i gråd. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder, mens jeg lod tårerne trille ned. Det var min skyld...

Jeg sad nu i min seng, en lørdag eftermiddag og gloede op i mit loft, da jeg fik beskeden fra Alfredo. Der var gået to dage siden, episoden med Justin var hændt, og jeg havde intet hørt fra ham. Scooter ringede til mig i går og spurgte om, der var sket noget, for Justin havde forladt stedet tidligt. Han havde sagt, at han ikke kunne få fat på Justin den dag, og nu fik jeg en besked fra Alfredo, der sagde netop det samme. Jeg havde virkelig såret Justin, og det fortjente han ikke, men jeg håbede inderligt, at han ville kunne kommer over det. Det ville jeg forhåbentlig også. 

Jeg ringede til Alfredo.

"Alison, hvad fuck sker der?" lød det desperat fra Alfredo, så tårerne væltede frem igen.

"Hey, hannah er du okay? Jeg kommer over, er der om et kvarter.." lød det fra Alfredo, der et kvarter efter dukkede op foran min hoveddør. Han  trådte ind og trak mig ind i et kram, hvor jeg lod mig græde ud. Vi gik ind i stuen og Alfredo så spørgende på mig.

"Alison, vær' sød at fortælle mig, hvad der er sket, for I begge har det slet ikke godt," sagde han alvorligt og så indtrængende på mig.

"Alfredo det er slut. Fuldstændig. Vi er færdige med hinanden," sagde jeg med sitrende læber og forsøgte at holde tårerne tilbage, selvom jeg dog stadig græd.

"Jeg forstod dig i starten Alison, men nu? I er begge ikke glade, og I bliver ikke glade uden hinanden!" sagde han med en høj og bestemt tone, og slog ud med armene, der nærmest gjorde mig bange.

"Du forstår det ikke Alfredo..." begyndte jeg, men han afbrød mig.

"Jeg forstår det godt! Men I begge er bare så stædige, at det simpelthen vinder over jeres kærlighed! Det er synd Alison! Ved du hvor mange mennesker der leder efter kærligheden? Du har fundet den, men du skubber den væk for helvede! Justin græder øjnene ud, den smilende Justin, jeg aldrig nogensinde har set græde, har opsvulmede øjne! Den livlige, energiske og selvsikre Justin er væk! Jeg kunne ikke få ham ud af sengen hele dagen, Alison! Scooter kan ikke få ham til at tage sig sammen og gøre hans album færdig! Pattie kan ikke få ham ned til maden! Han spiser fucking intet Hannah! Han er magtesløs, han orker ikke mere! Han har ingen overskud tilbage! Han er som en levende død, for helvede! Jeg er bekymret for ham. Aldrig nogensinde har jeg set et menneske sådan! Jeg er ikke kommet her for at sige, at alt det her er din skyld, Alison, men helt ærligt. I er skabt for hinanden..." sagde han og pustede ud, efter at have råbt om alt det han havde på sinde. Wow... Var det her vores liv? Det var helt utroligt at høre. Jeg blev konfronteret med mit liv. Mit fucking syge liv. Jeg kunne ikke svare. Jeg havde intet at sige. Jeg var mundlam. Jeg havde en klump i halsen, der ikke ville forsvinde. Alfredo sukkede irriteret og med hurtige skridt gik han ud. Han forlod mig alene i min stue, mens jeg begravede mit ansigt i en pude og græd. Jeg savnede Justin...

Nej nej nej nej, er så ked af det nu! Hvad med jer? Er det ikke bare synd for dem? :( 

Jeg havde sagt for ca. 10 kapitler siden, at den ville slutte om 6 kapitler, men jeg skrev så mere :) BUT denne gang er der for alvor få kapitler tilbage. Regner med deromkring 3 kapitler... Hvordan tror I den vil slutte? ;)

Btw, så har jeg allerede en ny movella i tankerne, som jeg glææder mig til at skrive :D Du kan læse nogle flere detaljer om den i min blog, hvis du har lyst! <3  

Og hvis du ikke allerede har, så tjek min anden movella ud: "We found love -JB" :D 

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...