The Notebook - 1D

Darcy er navnet er på en 17 årig pige fra Manchester. Darcy blev som kun 1 årig adopteret væk til en anden familie. En hemmelighed hun aldrig har fået fortalt. Ikke før hendes adoptivfamilie en dag går bort i en bilulykke. Hendes adoptivmor overlader hende nemlig et brev i hendes testamente. Et brev hvor hun får hele historien omkring sin adoption af vide, dog ikke hvem hendes rigtige forældre er. Men det er ikke det eneste hendes mor overlader hende, hun får nemlig også fingrene i en notesbog. En notesbog der vil vende op og ned på hele hendes liv.

*Historien vil blive skrevet i to tider, hendes biologiske mors ungdom (Faith) og Darcys ungdom.*

149Likes
286Kommentarer
17515Visninger
AA

12. Telling about getting the first threat and telling Harry what the fuck is going on

Dette kapitel er ikke rettet igennem. 

Faiths synsvinkel 

Jeg stod i en stor lysning midt i en skov med min baby i min favn. Som jeg havde forudsagt var hun smuk med brune krøller og store grønne øjne omkranset af lange øjenvipper. Hun var en bedårende lille skabning som lå der op pludrede. Hun grinte og strålede om kap med solen der lyste fra sin plads højt oppe på himlen. Jeg vidste ikke hvordan vi var endt her, men lige nu var det også ligemeget. Her var smukt, med blomster ikke alle farver. Alt ånede ro og fred. Alt var godt. Pludselig skar et lyn igennem himlen. Solen forsvandt og de grå skyer begyndte at dryppe, indtil vi pludselig stod i en mindre storm. Blæsten rev i træerne, mens den begyndte at hyle i ørene som en ensom ulv under fuldmånen. Skønheden forsvandt omkring mig. Blomsterne visnede og træerne tabte sine blade. Skyggerne blev lange, og bange anelser begyndte at tage form. Min baby.. åhh min smukke baby begyndte at græde. Hun græd som pisket og uanset hvad jeg gjorde kunne jeg umuligt trøste hende. Jeg kiggede omkring mig. Søgte efter en vej væk, men det var som om at skyggerne kun blev tættere og tættere som en mur om mørke der var blevet bygget omkring mig. Jeg holdt godt fast om min baby. Knugede hende indtil mig, for at beskytte hende mod hvad der ville komme. Jeg følte nogen kigge på mig. Som om skoven i sig selv iagtagede mig med onde øjne. Pludselig trådte en frem for lysningen.. Det var ham. Ham som jeg for alt i verden prøvede at glemme. Han rakte ud efter mig, mens han med et sultent blik kiggede på min baby. Han mund åbnede sig i en rædselsmaske, mens hans tomme øjne kiggede på mig, som var han et levende lig. "Hun er min. Hun burde være min." Sagde han, mens jeg streng rystede på hovedet. "Nej. Neeeeej, min baby er ikke din. Det er Harrys!" Skreg jeg mod ham, men han hørte mig ikke for vinden hylede så meget at det druknede mine skrig. "Hun er min." Sagde han igen, med en tom og hul stemme. "Se på hende. Hun er min." Jeg kiggede på hende og pludselig ændrede min baby sig lige for øjnene af mig. Håret forvandlede sig til blonde stride lokker og hende smukke øjne blev sorte og tomme, mens hendes mund gled op i en rædselsmaske. Det var hans. "Neeeej." Hviskede jeg. "NEEEEEEEEEEEEEEEEJ!" 

Jeg vågnede med et skrig, da nogen tog mig i armen. "Faith vågn op, du har mareridt." Det var Harry der ruskede i mig, for at få mig til at vågne. Jeg slog øjne op og hurtigt begyndte tårene at trille ned af mine kinder. Da Harry opdagede det trak han sig ind til mig og vuggede mig fra side til side. "Shhh Faith det er okay, det var bare en drøm. Shh skat." Hans vuggen fik min gråd til at stilne af men inden i var jeg lam af skræk. Sæt nu at det ikke var en drøm. Sæt nu at han er efter mig igen. "Du skreg så jeg kunne høre det helt nede ad opgangen, jeg blev så bange!" "Hvad lavede du nede ad opgangen?" "Tømte postkassen. Du har fået et brev. Skal jeg læse højt?" "Jeg nikkede tamt mens jeg puttede mig indtil Harry så godt som jeg nu kunne med en mave, der lignede en mindre ballon. Ej okay jeg var kun 4 måneder henne så den var ikke helt vildt stor. Han åbnede brevet op, og spærrede øjne op da han så hvad der stod. "Hvad er det Harry?" Angsten tog igen fat da jeg så hvordan frygte stod malet i Harrys ansigt. "Ved du hvad det her er?" "Hvad står der?" "Der står. 'Du kan ikke flygte fra fortiden forevigt.'" Nu spærrede jeg også øjne op og rev papiret ud af hans hånd så jeg selv kunne læse det. "Det der er ikke en fan Faith. Fortæl mig hvem det er." Forlangte han, men jeg var stædig. Jeg vidste at han ville blive så skuffet. "Dammit Faith. Nu fortæller du mig hvad det her er. Du bliver jo truet og jeg kan se at du ved hvem det er. Jeg ved ingenting om mig, men jeg forlanger det heller ikke, for jeg venter på at du fortæller noget om min fortid. Jeg venter på at du forklare mig hvorfor jeg aldrig har mødt dine forældre. Jeg støtter dig men i virkeligheden ved jeg jo ingenting om dig. Nu fortæller du hvad der foregår okay?" "Undskyld Harry jeg vil ikke miste dig men jeg kan ikke fortælle dig det." "Så ved jeg ikke hvad jeg skal sige Faith. Jeg havde håbet på at du i det mindste ville fortælle mig lidt om hvad der foregår inden jeg bliver far til vores barn. Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig, når jeg ikke engang ved hvem den rigtige Faith er." Jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke lyst til at miste Harry men det så ud som om at jeg ville uanset hvad jeg gjorde. Så var det bare om jeg skulle fortælle ham min hemmelighed og se ham skride, eller holde min hemmelighed sikker og se ham skride. Jeg bøjede nakken og kiggede ned i gulvet. Vi havde begge rejst os op af sengen i frustration og stod nu og råbte af hinanden, med sengen imellem os. "Stoler du ikke på mig?" Hviskede jeg næsten lydløs. "Jo jeg stoler på dig. Jeg elsker dig jo, men jeg ved ikke hvad der skal blive os Faith." "Du skrider uanset hvad jeg siger Harry. Jeg vil hellere holde min hemmelighed sikker så." "Jeg tror problemet her er at du ikke stoler på mig." "Det gør jeg Harry." "Så fortæl mig det lige nu, ellers kan du finde mig hos Louis." Jeg kiggede ned i jorden fast besluttet på ikke at fortælle ham om min fortid. Da jeg ikke sagde noget valgte han at gå ud mod gangen for at tage sko på, mens jeg trodsigt fulgte efter. "Du kan ikke gå Harry." "Watch me." Sagde han og tog i døren og gik. "HARRY!" Skreg jeg efter ham. Jeg kunne ikke fatte, at alt det der havde givet mit liv mening, lige var gået sin vej. "HARRY!" Skreg jeg en gang mens jeg trillede ned på gulvet og begyndte at hulke. "Du kan ikke forlade mig.. Du kan ikke." I 5 min. lå jeg sådan og hulkede indtil Harry kom tilbage. Han havde hele tiden sat bag døren og da det havde pint ham sådan at høre mig hulke og skrige hans navn, var han gået ind igen. Han tog mig op i sine arme og begyndte igen at vugge mig, mens tårene også gled ned af hans kinder. Det gjorde ondt på ham, at høre mig græde! "Du må ikke forlade mig." Græd jeg som et lille barn. "Shh jeg forlader dig ikke. Shh." Sagde han mens hans tåre gled ned i mit hår og dannede små perfekte dråber. Han kyssede mig på panden og sad bare og vuggede mig i lang tid. "Mine forældre er døde." Sagde jeg med et og så han stoppede med at vugge mig. Indtil han kom sig over chokket og begyndte at vugge videre. Han vidste at jeg ville sige mere når jeg var klar. "Jeg voksede op hos dem i et trygt villakvarter i Manchester. Et sted hvor alt åndede idyl og fred. Mit liv var helt ærligt perfekt. Mine karakterer var gode, min familie elskede mig. Jeg var populær og havde masser af venner, men alligevel ville jeg have mere. Jeg ville have eventyr. Jeg vidste godt at han var en skidt fyr - faktisk er han rent ud sagt psykopat - da jeg forelskede mig i ham.. Xavier hedder han.. Men han kunne tilbyde alt det mit liv manglede. Fester og eventyr. Noget til at bryde det normale med. Han var så sød, slet ikke som andre sagde. Bragte mig blomster, gav mig chokolade og dyre gaver, men en dag kom vi op og skændes. Han blev ophidset og pludselig slog han mig. Jeg tav helt da det skete. I starten gik det ikke rigtig op for mig hvad det var han havde gjort, indtil smerten vækkede mig. Straks pakkede jeg alt og tog hjem. Han skrev til mig og ringede nat og dag for at sige undskyld, men jeg vidste godt at man aldrig skulle være sammen med en der slog en. Han ville jo bare gøre det igen. Alligevel fik han dog overtalt mig til at mødes med ham. Da jeg mødte op fortalte han mig hvordan han var ved at blive syg af kærlighed, og at han bare havde reageret så stærkt fordi han var forelsket i mig, men jeg er en stærk pige og mit hoved er godt skruet på. Jeg var overbevist om at han bare ville gøre det igen, og fortjente jeg helt ærligt ikke bedre end det? Så jeg fortalte at han godt kunne glemme det. At jeg ikke gad at have noget med ham at gøre længere. Det var slut, han kunne ikke tilgives. Han blev rasende og gav sig til at gennemtæske mig. Jeg flygtede derfra, kun lige med bevidstheden i behold, mens han råbte efter mig, at han nok skulle tage alt det fra mig som jeg nogensinde ville elske, ligesom at jeg, ved at gå, tog alt fra ham som han elskede. En uge senere fandt jeg mine forældre myrdet i stuen. Et brev lå der. 'Jeg kommer efter alt du har kært.' stod der. Jeg skyndte mig hen til Rosie der også dengang var min bedste veninde, rædselsslagen over at han måske også ville dræbe hende. Men han kom ikke. Ingen steder var han at se. I et år levede jeg praktisk talt i et sort hul. Hver dag skræmt på livet. Rosie overtalede mig til at flygte til London med hende og starte på en frisk. 'Jeg kommer efter alt hvad du har kært.' Harry jeg tror han vil have hende." 

------------------------------------------------------------------------------------------

Dam dam daaaaaam. 

Nu ved i altså hvem han er. Er i skuffet? Overrasket? I wanna know. 

Er ikke helt tilfreds men jeg er mega træt så det må altså blive det. 

Tak fordi i er så fandens skønne. 

Kyzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...