The Notebook - 1D

Darcy er navnet er på en 17 årig pige fra Manchester. Darcy blev som kun 1 årig adopteret væk til en anden familie. En hemmelighed hun aldrig har fået fortalt. Ikke før hendes adoptivfamilie en dag går bort i en bilulykke. Hendes adoptivmor overlader hende nemlig et brev i hendes testamente. Et brev hvor hun får hele historien omkring sin adoption af vide, dog ikke hvem hendes rigtige forældre er. Men det er ikke det eneste hendes mor overlader hende, hun får nemlig også fingrene i en notesbog. En notesbog der vil vende op og ned på hele hendes liv.

*Historien vil blive skrevet i to tider, hendes biologiske mors ungdom (Faith) og Darcys ungdom.*

149Likes
286Kommentarer
17716Visninger
AA

4. Relazing day while reading about going to Nandos where you meet the one

 

Darcys synsvinkel

For første gang siden ulykken vågnede jeg faktisk frisk. Solen skinnede ind gennem vinduet, hvilket virkelig ikke var typisk engelsk vejr og da slet ikke om efteråret. What's up with that? Nå men jeg skulle i hvert fald ikke klage da. Jeg svang benene ud over sengen og fødderne lige ned i mine plyssede hjemmesko for derfor at løfte Lufus op i favnen - der klagede nok så misfornøjet - for at bære ham ud i køkkenet, så han kunne få noget morgenmad. Mens han tilfreds spiste hans kattepiller, der i øvrigt stank af fisk, øste jeg nogle cornflakes op i en skål og hældte en masse mælk over med masser af sukker overni. Samtidig kogte jeg noget vand, så jeg kunne få noget Yorkshire tea. Jeg tog teen og cornflakesene og satte mig hen til bordet. Der var stille ud over Lufus gumlen, og det var ved at drive mig til vanvid. Altså stilheden. I mit gamle hjem plejede der altid at være larm og glad snak. Jeg følte mig virkelig ensom her. Jeg rejste mig for, at tænde for radioen, der spillede gamle klassikere og endnu engang kom One Direction på. Denne gang var det sangen They don't know about us der spillede. Den var egentlig virkelig sød. Jeg dansede stille tilbage på min plads og spiste resten af maden færdig. Det var søndag i dag hvilket betød, at jeg skulle tilbage op universitetet i morgen hvor jeg læste engelsk litteratur. Jeg havde efterhånden været væk i en 2 uger for, at pleje mig over ulykken, men nu skulle jeg tilbage igen. Wuhuu eller sådan noget i den dur, for jeg gad virkelig ikke! Jeg rejste mig op og satte min tallerken og ske i opvaskemaskinen. Derefter gik jeg ind igen for at tage noget tøj på (link i kommentaren) der i dag bare bestod af en sweater, leggins og så mine hjemmesko og en ring samt en papirsflyver halskæde som jeg altid havde på. Faktisk har jeg gået med den så langt tilbage som jeg kunne huske, ude at ane hvor den egentlig kommer fra. Det må vel ha' været en julegave fra en glemt moster eller sådan noget. Bagefter gik jeg ud på toilettet for at lave en hestehale ud af mit brune hår der i dag ikke gad krølle. Mit hår var bipolar, eller hvad det nu hedder, så nogen dage er det lige, andre dage er det krøllet. Da jeg besluttede mig for, at nu så jeg da sådan ok ud gik jeg ud for, at begynde at pakke mine kasser ud, mens Lufus kiggede på. Jeg funderede egentlig lidt over hvorfor Lufus hed Lufus.. Måske ville hun egentlig ha' kaldt den Lupus som jo betyder ulv, men igen den lignede mere en vild tiger en en ulv. Mærkeligt navn.. Nå jeg skulle nok ikke komme for godt i gang når min eget navn stammer fra stolthed og fordomme under Mr. Darcy, hvilket jo tydeligvis er en mand. Jeg siger tak til min far og mor, jeg ikke engang kender, for det dumme navn. Jeg var efterhånden færdig med at pakke ud, og manglede kun 2 kasser, da jeg åbnede kassen med notesbogen. Jeg tog den ud for at studere den lidt, inden jeg besluttede mig for at læse i den - der måtte jo være en mening med, at jeg havde fået den - så jeg tog den i hånden, og gik ud i køkkenet, for at rode i skabene efter noget spiseligt, og for at lave noget varm te, som jeg slæbte med ind i stuen til sofaen. Og ja jeg drikker meget tea, jeg er ikke britisk for ingenting. Jeg placerede mine ben på sofabordet, og gav mig til at nusse Lufus bag øret, mens jeg stille og roligt slog op på den første side. Og allerede ved første side gik et chok i gennem mig og spærrede øjnene op da jeg så de første ord.

Til min elskede datter

Darcy Hope Styles

Med et håb om at min livshistorie kan lede dig til os

Læs den før du leder

 

Jeg smækkede bogen sammen, og kiggede på den med store, skræmte øjne. Mit navn var Darcy Hope Styles. Og det her var tydeligvis min mors livshistorie. Jeg kylede bogen fra mig og rejste mig op for at gå frem og tilbage, mens tankerne ræsede gennem min hjerne og Lufus mjavede misfornøjet af mig. Skulle jeg læse den? Ville jeg blive skuffet? Havde jeg overhovedet lyst til at kende sandheden? Hvad skulle jeg gøre? Jeg satte mig frustreret ned og holdte hænderne op foran mit ansigt. Det var nu jeg ville ønske Rachel var her. Hun kunne altid hjælpe mig når jeg havde brug for det. Hun ville kende svaret. Men ved at lade mig arve bogen havde hun vel allerede givet mig det. Hun ville have mig til at læse den. Det var nu jeg skulle finde min styrke frem. Med rystende hænder åbnede jeg bogen og begyndte så småt at læse.

Mit navn er Faith Marie Styles. Født Faith Marie Shelley. Jeg kom til verden d. 10. Juni 1994 i Manchester, England. Indtil jeg var 16 levede jeg et helt normalt liv. Da jeg fyldte 16 stødte jeg på ham. En dag jeg senere har fortrudt, men en ting er jeg taknemmelig for, det ledte mig til din far, der gav mig det største mirakel man kunne ønske sig.. dig. Det her er historien om din far og mig.

Jeg rykkede lidt på mig, fandt en mere behagelig siddestilling da jeg kunne fornemme, at det her kom til at tage lang tid, inden jeg bladrede om på næste side for at læse videre.

Faith's synsvinkel

Jeg havde lige købt en lejlighed i London sammen med min bedste venninde Rosie. Jeg kom ellers oprindeligt fra Manchester, men jeg havde brug for en frisk og hvor var et bedre sted at gøre det end i London? Ingen steder. Nemlig. Jeg havde fundet mig et job i en lille hyggelig boghandel, og var klar til at begynde at leve igen. Jeg havde været nede i et sort hul de sidste 2 år, men nu skulle jeg op igen. Jeg skulle mærke lyset. Jeg skulle glemme ham. Jeg pakkede ud ind på værelset med høretelefonerne i øret og musik op for fuld knald, da Rosie pludselig trampede ind af døråbningen. "Hvad så?" Spurgte jeg og kiggede på hende med et lille smil, mens jeg fjernede mine høretelefoner fra ørerne. "Din åndssvage killing har lige pisset på gulvet." Vrissede hun af mig inden hun fløj ud af døren igen. Jeg fulgte lige så stille efter ind i stuen, hvor jeg ikke kunne lade være med at fnise da Lux - der faktisk betyder lys på latin - ganske rigtig havde tisset på gulvet. "Jeg skal nok tørre op." "Ja gud fanden skal du tørre op." Jeg rystede på hovedet af hende og gik ind for at hente noget papir mens jeg tænkte på hvor meget hendes udseende matchede hendes grimme sprog. Hendes hår var sort. Hendes stil var sort. Hendes øjne var mørke og så havde hun da også lige et par tatoveringer her og der. Hun spillede i øvrigt med i et band, der hed noget så originalt som Heavy Metal. Hun var lidt af en ener, og bestemt min modsætning, i hvert fald med udseendet. Ikke at jeg var blond og båløjet, tværtimod så var jeg brunette og brun øjet, jeg så nok bare langt mere uskyldig ud. Jep that's that. Nå men jeg fik ellers tørret tisset op og smidt papiret ud, og vasket mine hænder meget grundigt. "Hvad skal vi have i skrutten?" Råbte Rosie, da jeg igen var begyndt at hører musik og pakke ud. "Jeg opgiver snart at hører musik. Hvordan skal jeg dog lære at leve med dig?" Råbte jeg tilbage så Rosie igen viste sig i min døråbning, denne gang med en hjemmefut jeg fik kylet lige i hovedet. "Heey. Okay sure.. Jeg skal nok hente mad. Der ligger en Nandos lige på hjørnet." Hun smilede taknemmelig til mig, og kyssede mig på kinden da jeg passerede hende igennem døråbningen. "Du så klam." Mumlede jeg og tørrede kysset af min kind, inden jeg tog sko og jakke på. "Elsker dig." "Elsker også dig! Møs møs!" Råbte jeg tilbage igen og smuttede ud af døren. Jeg trak jakken om mig, da efteråret så småt var ved at banke på døren. Jeg skuttede mig i jakken, mens jeg lige så stille satte i løb mod Nandos. Jeg fløj ind i af døren og pustede ind i mine hænder for at få varmen. Jeg stillede mig i køen, der var ende lang. "Hvad skulle det være?" Spurgte damen med et falsk smil da jeg endelig kom frem. "2 peri-peri chicken to go." Svarede jeg og smilede, mens hun plottede det ind på kasseapparatet. "Ja det bliver 10 pund." "Ja.. 2 sek." Jeg rodede i lommen på min jakke efter min pung, men den var ingen steder. Jeg tjekkede mine lommer stadig ingen penge. Damen der havde fundet min mad frem og lagt det i poser, gav et irriteret suk fra sig, der fik mig til at løfte en finger i vejret for at indikere at jeg lige skulle bruge 2 sek. mere. Jeg undersøgte endnu en gang mine lommer men måtte give et et frustreret udbrød fra mig da jeg ikke kunne finde den. "Undskyld men jeg har glemt mig pung." Sagde jeg opgivende. "Nej sikke en skam." Sagde hun og smilede falsk. "Øhh undskyld her, jeg giver." En hæs stemme fik mig til at vende mig om, og jeg nåede lige at få øje på nogle brune krøller, inden en hånd rakte en seddel til damen. "Her." Forfjamsket tog jeg poserne og vendte mig om. Det gav et gip i mig, da jeg med det samme genkendte ham. Harry Styles. Det samme menneske som jeg lige før havde hørt synge i mine høretelefoner. Han var fra One Direction. Jep hvis ikke det var fordi jeg var så skide cool havde jeg helt sikkert fangirlet, men jeg var cool.. heeeelt cool. OMG tænk at jeg mødte ham her. Mit år er fucking reddet! "Øhh tak, det behøvede du ikke at gøre." "En smuk pige som dig kan da ikke rende rundt og sulte." Sagde han og blinkede. "Tak." Jeg rødmede stærkt og gik lige forbi ham. Jeg skulle ikke nyde noget med at være her længere. Jeg ville gøre mig selv totalt til grin. Jeg kiggede mig kort tilbage, og vinkede akavet til ham, for at vise at jeg var den der var skredet, men gud var virkelig ikke med mig i dag, for han fik Harry til at løbe efter mig. Hurra for mere akavethed. "Vent vi kan da følges." "Ja selvfølgelig." Tak gud, for lort. Vi gik i stilhed ud af døren, og hen af fortovet. "Mit navn er Harry forresten." Sagde han og smilede til mig. "Ja det ved jeg. Jeg hedder Faith." Jeg rakte hånden frem og rystede hans hånd. Læg venligst mærke til at jeg rent faktisk har rørt ham! "Så du er en fan?" Jeg grinede lidt. "Andet kan jeg vist ikke påstå, men hvem i England er ikke det?" Jeg smilede til ham og han grinede charmerende af mig. Vi snakkede hele vejen hjem til mig, som desværre ikke var en særlig lang vej. Ja se nu ville jeg pludselig gerne have akavethed. Hvad kan jeg sige? Jeg er kvinde. Jeg kan aldrig blive tilfreds. "Det er så her jeg bor." Jeg stoppede op foran lejlighedskomplekset og lavede en akavet bevægelse med hånden mod den. Jeg kiggede ham i øjne og så han splittelse. Han ville tydeligvis spørge om noget. Noget han var usikker omkring. "Det kan godt være det er lige lovligt hurtig at spørge om, men ville du have lyst til en kop kaffe i morgen?" Spurgte han. "Gerne." Smilede jeg, nok lige lovlig hurtig. "Fedt. Kender du caféen henne på hjørnet?" Han smilede stort, og så pludselig utrolig selvsikker ud. "Sorry nytilflytter." Jeg smilede undskyldende til ham. "Okaay. Kan jeg hente dig her så? Klokken 4?" Jeg nikkede og vendte mig for at gå op til døren. "Vi ses Faith!" Råbte han efter mig. "Ses Harry. Endnu en gang tak for mad. Du reddede mig." "Well.. betragt mig som prinsen på den hvide hest." Tro mig det gjorde jeg også. Han blinkede til mig og vendte sig om og gik...

Darcys synsvinkel

... Og det var sådan jeg mødte din far. Jeg klappede bogen sammen og sad og smilede lidt for mig selv, indtil det gik op for mig, at min far var i One Direction. Det betød at jeg kunne finde nogle ting om ham på nettet, og det betød også at jeg helt sikkert skulle købe billetter til den One Direction koncert. De sange i radioen havde jo været et tegn. Livet er syret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...